Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Forgiftninger opstår, når vi indtager tilstrækkelige store mængder stoffer, som kroppen ikke tåler, samtidig med at kroppens egne nedbrydnings- og udskillelsesmekanismer ikke kan klare at fjerne eller uskadeliggøre dem.

Vi finder den samme proces hos alle levende organismer. Man kan også tale om forgiftning af hele økosystemer. Så finder der en ophobning af stoffer, der forstyrer livsfunktionerne og ligevægten i systemet, sted,  som transport- og nedbrydningsmekanismerne ikke er i stand til at mindske i tilstrækkelig grad.
 
I daglig tale tænker vi almindeligvis på akutte tilfælde hos enkeltindivider, når vi hører om forgiftninger. Børn, som indtager en æske sovetabletter, er et klassisk eksempel. Imidlertid er det vigtigt at være klar over, at begrebet kan have en videre betydning. For det første kan man der være tale om kroniske forgiftninger. Det betyder, at processerne forløber over længere tid, de daglige mængder af giftstoffer er små. Man mærker sædvanligvis ikke følgerne før efter flere år. Forløbet kan være lige så farligt, som ved alvorlig akutte forgiftninger. For det andet kan det være vigtigt at koncentrere sig om andet end menneskeorganismen. Når vi lægger vægten på de langsigtede, kroniske aspekter, må begrebet også udvides i «rum». Forgiftningsbegrebet får et økologisk tilsnit.

Forgiftning bliver på denne måde et fællesbegreb for en række forskellige fænomener. Stofgrupperne det drejer sig om, tæller meget forskellige arter: svamp, dyregifte, alkohol, tobak, lægemidler, kemikalier, tungmetaller, gasser, radioaktive isotoper o.s.v. Stofferne har meget forskellige fysiske og kemiske egenskaber og forskellig samfundsmæssig betydning. De indgår i sociale processer af meget varierende karakter. Fælles for dem alle er imidlertid, at vore kroppe og store dele af naturen i øvrigt ikke er tilpasset kontakt med sådanne stoffer udover en vis mængde. Når denne mængde bliver for stor, opstår der før eller senere skade.

Akutte forgiftninger

Ved siden af selvmord optræder akutte forgiftninger hos mennesket hyppigst i produktionen, såvel i industri som landbrug.

Det er gasser og kemikalier, som er de almindeligste årsager til forgiftninger i arbejdslivet. I lettere former er sådanne forgiftninger svært udbredt, afhængig af arbejdstempo og af kvalitet på det maskinelle udstyr, arbejdslokaler og beskyttelsesforanstaltninger. Symptomerne kan variere fra irritation i øjnene, luftvejene, maven, hovedpine, træthed o.s.v. til mere alvorlige former, som i værste fald kan få en dødelig udgang (se Kemiske arbejdsmiljøproblemer).

Tidligere ramte akutte forgiftninger som en følge af industriel produktion stort set kun arbejderne. I løbet af de senere år har vi set eksempler på, at et stort antal mennesker i det omgivende miljø  er blevet akut forgiftet af en virksomhed. Katastroferne i Minimata i Japan, Seveso i Italien (se Seveso), Teckomatorp i Sverige og Proms Fabrik i Viemose er eksempler på helt nye typer forgiftninger med udgangspunkt i avanceret kapitalistisk produktion.

Kroniske forgiftninger

Lige så vigtigt, som at se sammenhængen mellem akutte forgiftninger i det indre og det ydre industrimiljø, er det, at se sammenhængen mellem akutte og kroniske forgiftninger.

Det almindeligste udgangspunkt for kroniske forgiftninger er fortsat industrien, og det er tungmetaller, kemikalier og gasser, som er de vigtigste årsager. De alvorligste former for kronisk forgiftning i industrien er de, som giver kræft. Ca. 1000 stoffer, som er eller har været i brug i industrien, har med sikkerhed sådanne egenskaber. Hvor mange andre, som vil vise sig at have sådanne egenskaber, ved vi endnu ikke. Undersøgelsesmetoderne på dette område ligger langt tilbage for niveauet på tilsvarende områder i moderne medicin og kemi.

Hvert år introduceres der ca. 100.000 nye stoffer i industrien i de vestlige lande, uden at vi kender virkningen af dem tilstrækkeligt.

Først når flere generationer arbejdere har været udsat for dem, kender vi langtidsvirkningerne. Den arbejdshygiejniske grænseværdi er fortsat det almindeligste mål for, hvor farlig brugen af et stof er over længere tid i erhvervslivet (se Arbejdsskade). Ifølge definitionen fastsættes denne, når det stof er brugt «hele arbejdskiftet» hver arbejdsdag gennem hele livet uden påviselig «helbredsskade». Der foregår med andre ord årligt et gigantisk eksperiment med industriarbejdernes helbred. De er deres egne forsøgskaniner.

Et eksempel på en helt anden type forgiftning, som har fået meget opmærksomhed, er den kroniske blyforgiftning. En af de vigtigste gifte i bymiljøer er tungmetallet bly. Dette samler fra bilos, maling, industriudslip og findes også i madvarer. I blyprøver fra støv i byområder finder der sædvanligvis 100 gange mere bly end det naturlige indhold i almindelig jord. I enkelte engelske undersøgelser er der påvist mængder på 4%. Dette svarer til koncentrationen i miner, der bryder blymalm. Børn er særlig udsat for at ophobe bly i kroppen over længere tid. Dette giver skader i centralnervesystemet. Der er i dag stærke holdepunkter for at hjerneskader som følge af kroniske blyforgiftninger kan være en af årsagerne til øgede adfærdsvanskeligheder hos børn og unge i blyforgiftede storbyer.

T.I.R.