Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dagligsprogets forskellige anvendelser af ordet «følelse» kan groft inddeles i to hovedklasser: 1. «Følelse» stort set ensbetydende med «en sansning» eller «en oplevelse». Der foreligger en afgrænselig størrelse, som sanses eller opleves, oftest på ens egen krop: Man «føler» dvs. «sanser» en kropstilstand (f.eks. tryk, smerte, en tændstikæske i bukselommen e.l.). 2. I den anden hovedklasse mangler der en sådan afgrænselig størrelse. Her sigtes der snarere til en mere helhedsorienteret sindstilstand, en måde at befinde sig på eller være til mode på (bekymret, sørgmodig, glad, deprimeret e.l.). Naturligvis findes der i de forskellige tilfælde en følelsesudløsende faktor eller en følelsesudløsende hændelse. Men den udløste følelse kan ikke betragtes som en sansning eller en oplevelse af denne faktor eller hændelse.

Selv om skellet mellem de to hovedklasser er uskarpt og flydende, er det tilstrækkeligt klart i denne sammenhæng: Med en «følelse» menes en mere helhedsorienteret sindstilstand, eller en mere omfattende måde at føle sig til mode på.

Menneskelige «projekter»

At menneskelige handlinger er intentionelle, dvs. rettet mod et mål, er en tanke der står meget centralt i dagliglivets psykologi. Afhængig af den subjektive værdi der tillægges målet, vil individet stræbe mere eller mindre intenst mod  eller bort fra det. Ordet «motiv» i dagligsproget betegner målet, samt den værdi det har for individet, og som et af de vigtigste begreber i forbindelse med motivationen optræder ønsket. Hvis en person ønsker sig noget, kan han lægge en plan for, hvordan han vil opnå dette. Derefter kan han bestemme sig for at gennemføre planen. Ønsket omdannes da til en hensigt, og planen omsættes i konkret handling. Betegnelsen «projekt» er en samlebetegnelse for ønsker, planer og hensigter.

I dagligsproget synes der at eksistere en klar begrebsmæssig sammenhæng mellem en persons følelser, projekter og situationsforståelse: Følelserne udtrykker altid personens opfattelse eller vurdering af, hvor han i en given situation befinder sig med hensyn til virkeliggørelsen af et eller flere projekter. Personen har altså et ønske, en hensigt eller en plan, og han opfatter og vurderer fortløbende det der sker for ham ifht. disse størrelser. Den logiske følge er følelserne.

Konsekvensen af dette er, at de nødvendige betingelser for eksistensen af en følelse er eksistensen af et projekt og af den opfattelses- og vurderingsproces der stadig pågår. Endvidere må enhver følelse henvise til projekter og erkendelsesmæssige processer, og henvisningen til dem bidrager til at «forklare» følelsen. Det følelsesmæssige er altså umuligt uden det viljemæssige (projekter) og det erkendelsesmæssige (opfattelser, vurderinger), der på deres side igen fremkalder det følelsesmæssige.

Afhængig af om situationen af personen opfattes som fremmende eller hæmmende for hans projekter, vil han opleve positive (behagelige) følelser, f.eks. tilfredshed, glæde, lykke, etc., eller negative (ubehagelige) følelser, f.eks. angst, håbløshed, depression, vrede, etc. Det der for personen virker irrelevant for virkeliggørelsen af hans projekter, vil derimod fremtræde som følelsesmæssigt neutrale. Common-sense-psykologisk kan følelserne altså ordnes på en sammenhængende linie fra de intenst ubehagelige og negative over det følelsesmæssigt neutrale til de intenst behagelige og positive følelser.

Forskellige typer følelser

En nærmere analyse af de ovennævnte følelser kan uddybe det generelle synspunkt:

Tilfredshed foreligger, når personen vurderer situationen sådan, at han får opfyldt sine ønsker og gennemført sine projekter (Heider).

Glæde har samme logiske struktur som tilfredsstillelse, og kan betragtes som en forstærket tilfredshed. Et menneske bliver glad,  når det er overbevist om, at det kan klare, eller tror det har formået at virkeliggøre projekter af central betydning. Dvs. når det har subjektiv sikkerhed for at nå eller har nået mål af høj værdi.

Lykke er en særlig intens form for glæde, og opleves når personen vurderer situationen sådan, at han har fået  eller får virkeliggjort projekter af yderst stor personlig betydning. Den der hele sit liv har slidt for at blive olympisk mester i marathonløb, vil (hvis han da ikke er alt for udkørt) uvilkårligt opleve lykke i det øjeblik han sejrende løber over mål.

Kærlighed er ikke en følelse. Kærlighed kan næppe identificeres med nogen bestemt følelse i det hele taget. Kærligheden beskrives bedst ved sit projekt, der er yderst kompliceret, men hvor noget væsentligt ligger i ønsket om at være nær, passe på og respektere en person som man på flere måder og i flere henseender betragter som værdifuld (se Kærlighed). Afhængigt af hvordan personen vurderer situationen overfor den anden, vil han kunne opleve en række forskellige følelser: Sorg hvis den elskede dør, depression hvis den elskede forkaster ham, og han føler, at det er hans skyld, tilfredshed, glæde eller lykke hvis han kan være nær, drage omsorg for og respektere den elskede, håb hvis han har mistet den elskede, men tror hun vil komme tilbage osv. osv.

Angst. Vi har de tre følgende nødvendigt sande (tautologiske) udsagn: 1. Angst er en reaktion på fare. 2. En fare er enhver hændelse, som truer med at skade eller ødelægge os fysisk og/eller psykisk. 3. Vi ønsker altid at undgå at opleve farer. Af 2 og 3 følger: Vi ønsker altid at undgå det, som vi oplever truer med at skade eller ødelægge os fysisk og/eller psykisk. Dette kendetegner angstens grundliggende projekt. Angst er den følelse, der rammer os, når vi vurderer, at vor livssituation er sådan, at der foreligger noget, som hindrer os i at gå fysisk og/eller psykisk uskadte gennem tilværelsen.

Håbløshed oplever vi, når vi vurderer vor stilling således, at alle muligheder for at få et mere eller mindre vigtigt personligt projekt gennemført er udtømte.

Depression. En person opstiller altid visse betingelser for at kunne acceptere, værdsætte og respektere sig selv. Hvis personen tror, at disse betingelser ikke er tilfredsstillet, vil han opleve sig selv som uacceptabel, værdiløs og ikke respekteret. For enhver person er det derfor et grundliggende projekt at ville optræde eller være på en sådan måde, at de nævnte betingelser er tilfredsstillet. Hvis en person vurderer sin livssituation således at han 1. tror at han ikke tilfredsstiller sine acceptbetingelser, 2. tror at han ikke har nogen mulighed for atter at kunne tilfredsstille dem, 3. tror at han ikke kan lægge skylden for 1 og 2 på noget andet eller nogen andre end sig selv, og 4. ikke kan glemme 1, 2 og 3, da vil personen opleve depression. Depression implicerer håbløshed, men håbløshed implicerer ikke depressionen (se Depression).

Vrede optræder, når personen oplever, at noget i hans livssituation hindrer (frustrerer) ham i at få virkeliggjort et særlig vigtigt projekt, og samtidig får ham til at tro, at det er muligt ved hjælp af magt og tvang at fjerne hindringen. Ved mindre vigtige projekter og lettere overkommelige hindringer, optræder svagere former for vrede, f.eks. irritation eller ærgrelse. En oplevelse af at verden generelt stiller sig fjendtlig overfor ens egne nødvendige projekter kan resultere i uklare former for had, bitterhed og nag (se Had).

Logisk struktur og erkendelse

Følelserne opfattes ofte som blinde og irrationelle - på tværs af fornuften. Ud fra de præsenterede synspunkter må denne opfattelse betragtes som vildledende og fejlagtig. Følelserne er forståelige, og da vi kun forstår det logiske, må de også helt bogstaveligt opfattes som logiske konsekvenser af 1. personens projekter og 2. personens forståelse af situationen mht. sine projekter. Mentale størrelser og begivenheder er logiske og ikke kausalt, årsagsmæssigt forbundet. Nogle enkle eksempler - der let kan gøres mere sammensatte - vil illustrere dette: Hvis Per ønsker sig et æble, og Per får et æble, da er konsekvensen, at Per føler sig tilfreds. Hvis Per har et stærkt ønske om at være sammen med Hanne, men Ole hindrer Per i at være sammen med Hanne, og Per ikke ser nogen anden reaktionsmulighed end at slå efter Ole, da er konsekvensen at Per bliver vred og slår efter Ole. Hvis Per er meget glad for Hanne og voldsomt ønsker at hun skal leve og så opdager at hun er død, da er konsekvensen, at Per føler sorg osv. osv.

Det er imidlertid ikke kun sådan, at følelserne er logiske og dermed forståelige. De giver i sig selv udtryk for en forståelse eller verdenserkendelse. Pers depression påvirker hans opfattelse af verden som grå og tom, og denne opfattelse er i en vis udstrækning en del af hans depression. Det er ikke blot ens opfattelse af verden, der afsløres gennem følelserne. Mindst lige så vigtig er afsløringen af elementer til en mulig forståelse af ens egne projekter. I følelserne ligger der derfor lige så vel indbygget selverkendelse som verdenserkendelse.

Når følelserne alligevel ofte opfattes som blinde og ulogiske, kan det skyldes, at man overser det forhold, at en persons reaktionsmåder er bestemt af verden, således som den fremtræder for ham, at de menneskelige projekter fejlagtigt opfattes som irrationelle, eller at en ensidig koncentration om intense følelser kan virke forstyrrende (eventuelt lammende) på en persons tanke- og handlingsliv, eller at en persons projektsystemer af forskellige årsager kan komme i konflikt med hinanden osv.

Følelser er ikke indre, private tilstande

Følelserne forstås ofte som indre, private tilstande - dvs. som størrelser i en slags okkult, hemmelig, «bevidsthedsbeholder». For at kunne identificere sine egne følelser, må personen kigge i denne «beholder» (introspektion) og fastholde dem til senere beskrivelse. Både fænomenologer (Sartre, Merleau-Ponty), dagligsprogs- eller common-sense-filosoffer (Wittgenstein, Ryle) og moderne selvperceptionsteoretikere (Bern, Skinner) forkaster denne filosofiske opfattelse. For det første fordi verdens reelle karakter ikke helt kan adskilles fra hvordan den opfattes. Opfattelsen af verden bestemmes i høj grad af personens projekter (stenen på bjergskråningen er en hindring for turisten, men et muligt skjulested for flygtningen). Følelserne lader sig imidlertid ikke løsrive fra personens målrettede, intentionelle forhold til verden, og kan derfor ikke uden videre forlægges i et «indre» univers. For det andet forholder det sig således, at identifikationen af egne såvel som af andres følelsesmæssige tilstande, kræver at den der identificerer har et overblik over såvel den emotionelt (følelsesmæssigt) handlende person, som den situation han befinder sig i. Det er derfor som oftest ikke nogen principiel forskel mellem det at identificere egne og andres følelser. Det sker i begge tilfælde på samme måde, nemlig ved at vi observerer vor egen eller andres adfærd i forskellige situationer.

Naturvidenskab eller common sense?

Ved siden af sansning, hukommelse, tænkning, motivation og læring udgør følelserne et af den generelle psykologis mest centrale og traditionsrige studieområder. Det videnskabelige studium af følelserne har almindeligvis antaget, at psykologien er (eller bør være) en naturvidenskab. Målet har været at formulere viden i form af empirisk efterprøvelsesbare og generelle teorier - dvs. systemer af almengyldige love  bekræftet gennem erfaringsundersøgelser og særligt kontrollerede eksperimenter. Det naturvidenskabelige studie af følelserne har resulteret i adskillige teorier og til dels også i nyttig faktuel viden, men kan trods dette næppe betragtes som vellykket. Principielt synes dette bl.a. at hænge sammen med særtræk ved selve studieobjektets, dvs. menneskets, «natur». Det har vist sig umuligt at formulere almene principper for, hvordan mennesker fungerer og opfører sig. For det første fordi mennesker uafladeligt lærer, tilpasser sig, udvikler sig og forandrer sig. Men for det andet også fordi mennesker hele tiden lærer at lære, forandrer sine måder at tilpasse sig på, udvikler sin måde at udvikles på osv. Trods betydelig modstand vil enkelte psykologer derfor hævde, at det i princippet er umuligt at etablere almengyldige (universelle) og efterprøvelige teorier om følelserne, og at det naturvidenskabelige studie af dem har været forfejlet.

Grundlaget for et mulig alternativ til den naturvidenskabelige psykologi findes i common sense eller dagliglivets menneskekundskab. Det drejer sig om den psykologiske mening eller forståelse (jfr. common sense (mening)), som ligger indbygget i og muliggøres af dagligsproget, og de livsformer der ligger til grund for det - dvs. kulturen - og som følgelig er fælles (jfr. common (fælles) sense) for alle almindelige mennesker indenfor rammen af en nærmere angivet historisk epoke og et nærmere angivet geografisk område. Den norske psykolog J. Smedslund har påpeget, at common sense har tre karakteristiske kendetegn: Den er 1. normalt ureflekteret eller ikke-bevidst, 2. den deles af alle almindelige voksne mennesker i et givent samfund (se ovenfor) og 3. når den bliver gjort reflekteret eller bragt på påstandsform, har den karakter af at være selvindlysende eller, nødvendig sand (tautologisk). Common-sense-psykologien (som en form for videnskabelig psykologi) kan betragtes som en systematisk og reflekteret klarlægning, formalisering og anvendelse af dagliglivets menneskekundskab, således som den er defineret ovenfor. Common-sense-psykologisk teori (og givet generel psykologisk teori overhovedet) må følgelig bestå i systemer af nødvendige sande udsagn, der afspejler den uudtalte (rent begrebsmæssige) forståelse, som alle har af psykologiske fænomener, i kraft af at de snakker et bestemt hverdagssprog og er deltagere i en bestemt kultur. Den foregående analyse af følelserne illustrerer i denne forstand ansatserne til en common-sense-psykologisk teori.

W.R.