Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
    .  Kunst
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 40.531
: :
Kritisk realisme

Begrebet stammer fra litteraturhistorien, og der er især György Lukács, der har udviklet begrebet gennem sine teoretiske arbejder og litterære analyser. En kritisk realistiske litteratur vil beskrive de objektive vilkår for menneskets handlinger og bevidsthed. Enkeltmennesket står her ikke frem som et isoleret og enestående individ, men som repræsentant for det typiske (f.eks. for en social klasse eller for et køn). Den kritisk realistiske litteratur påviser modsætninger og sammenhænge, og den søger at forklare årsagsforhold. Oftere har den en direkte udtalt kritisk funktion ved at påpege de negative sider ved det kapitalistiske samfund og ved bevidst at bekæmpe falske forestillinger om virkeligheden. 

Nogle af Per Kleivas velkendte sommerfugle. Uundværlige billeder i kampen mod Vietnamkrigen. 

Begrebet kritisk realisme er siden 1970'erne også blevet anvendt om billedkunst, men det er ikke altid helt enkelt at overføre Lukács' definition af begrebet på billedkunst. En bog kan lettere give en fyldig personkarakteristik, forklare årsagsforhold, modsætninger og sammenhænge end f.eks. et billede eller en skulptur kan. Et billede eller en skulptur vil oftest kun kunne opfange dele af den helhed, som Lukács mener, at den kritiske realistiske litteratur skal beskrive. For at billedkunst skal give udtryk for helheder på samme måde som litteratur, er det ofte nødvendigt at se, om det enkelte billede eller den enkelte skulptur i sammenhæng med f.eks. værker, som kunstneren tidligere har lavet, som del af en større udstilling, således som f.eks. udstillingen «kritisk realisme», eller i sammenhæng med en skole, tradition eller en tendens i tiden.

På den anden side kan billedet eller skulpturen formidle situationer og indsigt mere direkte og i mere «koncentreret» form, end hvad en bog kan gøre. Et godt eksempel er Magne Austads maleri «Fru Knutsen» fra udstillingen «kritisk realisme»: Fru Knutsen er på museum og betragter Canovas skulptur Amor og Psyke fra 1793. Billedes kan opleves på mange måder, men én ting formidler billedet direkte, nemlig at der er sammenhæng mellem kunst, kultur og klasse. Den afstand der eksisterer mellem fru Knutsen og kunstværket har fundamentalt noget med klasse at gøre, ikke kun med forskel i alder eller manglende «kunstforståelse». Billedet formidler umiddelbart en indsigt, som man ellers må bruge mange ord på at formidle.

Kritisk realistiske tendenser i billedkunsten har altid stået stærkest i perioder med store politiske modsætninger. Kritisk realisme som formuleret program, finder man første gang i Frankrig fra ca. 1850 med Courbet og Daumier og i Norge fra 1880-tallet med Christians Krohgs sociale maleri. Tendenserne styrkes igen i 1920- og 30'erne med Grosz, Heartfield, Dix og Kollwitz i Tyskland, med Evergood, Gropper, Levine og Shahn i USA. I de første år efter krigen kan nævnes Fougeron i Frankrig og Guttoso i Italien.

I Norge fik den kritiske realistiske kunst et nyt opsving fra slutningen af 1960'erne. Blandt de tidligste eksempler kan nævnes Kjartan Slettemarks berømte Vietnambillede fra 1965. Typisk for de flest af de norske kritiske realister fra 1960- og 70'erne er, at de henter impulser fra popkunsten og den såkaldte «hyperrealisme» eller «nyrealisme». (Slettemarks billede er, hvis man ser bort fra det nordamerikanske flag og den brændte dukke i midten, en undtagelse). Indflydelsen fra popkunsten fører til, at det ofte trækker genstande fra den daglige omverden ind i sine billeder, skulpturer og derved bryder radikalt med traditionelle arbejdsmåder og hævdvunden materialebrug. Indflydelsen fra hyperrealismen eller nyrealismen betyder brud med den nonfigurative tradition og overgang til en malemetode, der får maleriet og det grafiske blad til at nærme sig fotografiet. (Magne Austads billede er et eksempel på det). Det fører også ofte til, at kunstnerne gør brug af fotografiet i deres billeder. Især gælder dette i grafikken. Per Kleivas billede «Blad frå imperialismens dagbok» II er et eksempel på denne tendens. Per Kleiva var en af de toneangivende norske kritiske realister fra sidste halvdel af 1960'erne, og han var en af de første, der gjorde brug af elementer fra popkunsten. Hans «Blad frå imperialismens dagbok» II og Slettemarks Vietnambilleder viser, hvilken betydning Vietnamkrigen havde for fremvæksten af en bevidst politisk kunst i Norge i nyere tid.

Selv om det i dag oftest er således, at de kritisk realistiske kunstnere arbejder indenfor den såkaldte hyperrealistiske/nyrealistiske stil, er det vigtigt at understrege, at realismen ikke er nogen stil eller «isme» i traditionel forstand. (Begrebet bruges desværre ofte på den måde. Hævdvunden brug i kunsthistorien gør det vanskeligt at undgå). Begrebet realisme burde gå ind på indholdet og på holdningen hos kunstneren bag værket, og stå for en kunst, der vil se sammenhænge og modsætninger, afdække falske billeder af virkeligheden og stille sig solidarisk med alle undertrykte.

Hvis man ser på de kunstnere, der har arbejdet indenfor den kritiske realistiske tradition fra ca. 1850 og frem til i dag, viser det sig da også, at der har arbejdet indenfor mange forskellige stile. Et godt eksempel fra nyere norsk kunst er Willy Storns store frise på T-banestationen i Høyenhal udenfor Oslo. Et værk som stilistisk placerer sig indenfor en naivistisk-surrealistisk tradition. De mange tekstilkunstnere, der i de senere år er begyndt at arbejde med politisk-kritiske motiver, placerer sig også oftest indenfor helt andre stiltraditioner end den såkaldte nyrealistiske. Dette hænger selvsagt sammen med det materiale de arbejde med.

Tidligere perioder i historien med en stærk kritisk og realistisk kunst var perioder med en stærk politisk bevægelse i arbejderklassen. De radikale kunstnere stod ofte i tæt kontakt med denne bevægelse. Fremvæksten af en mere politisk kunst i de senere år er ikke sket ved, at der parallelt har fundet en tilsvarende radikalisering af arbejderklassen sted. Politiseringen af kunsten har mere sin parallel i den radikalisering, der har fundet sted i mellemlagene - overvejende blandt studenter, kunstnere og andre med tilknytning til skolevæsenet og forskningsinstitutioner.

Til trods for de begrænsninger dette indebærer, er der en klar tendens hos de mange kritisk realistiske kunstnere til at give billedkunsten en funktion indenfor en socialistisk bevægelse og bryde med modernismens idé om kunstens og kunstnerens absolutte «renhed» og selvstændighed.

D.Sv.