Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 42.012
: :
Nightingale, Florence
Samtidig tegning af Florence Nightingale under en runde blandt ofrene i Krimkrigen.

Nightingale (1820-1910), engelsk sygeplejereformator. Overklassekvinden Florence Nightingale blev regnet for en myte og legendarisk skikkelse, allerede før hun var 40 år gammel. Myten blev skabt under Krimkrigen, da hun som en mild engel med lampe i hånden vandrede gennem de dystre sygehusstuer i Scutari og hviskede trøstende ord til sårede og syge engelske soldater.

Men virkeligheden er anderledes end myten, og historikerne giver et andet billede af Nightingale. Hun var ikke den ømme og milde, men den bestemte og autoritære administrator og organisator. Hun ville have plan og orden på hospitalerne og begrundede hvor vigtigt det var med hygiejniske tiltag som ordentlige latriner og sanitære anlæg, diætkøkkener, rene sengeklæder og vinduer der kunne åbnes og lade frisk luft komme ind. Hun havde ikke meget positivt at sige om den religiøse sygepleje når det gjaldt hygiejne.

Nightingale repræsenterede ikke de traditionelt kvindelige dyder med idealbilledet af kvinden som den passive, hjælpeløse og underkastende. Hun blev regnet som en oprører i forhold til sin klassebaggrund i Victoriatidens England, hvor familien og moderrollen længe blev betragtet som urokkelige. Det var uhørt, at en kvinde af hendes stand brød disse normer for at arbejde på et sygehus. På den tid var det ufaglærte underklassekvinder - fattigsygeplejerne - der blev rekrutteret til og dominerede den offentlige sygepleje.

Nightingale forstod tidligt, at sygehuse og sundhedsvæsenet ikke behøvede disse fattigsygeplejere, som hun mente var for gamle, for urene, for sløve, for drikfældige og for uduelige til at pleje syge. Det var heller ikke nødvendigt med underkastende og passive kvinder fra samfundets øvre lag, og ej heller de religiøse barmhjertighedssøstre, der ofte var mere optaget af at forkynde end at pleje de syge. Nightingale ville alligevel basere sygeplejen på middel- og overklassekvinder, men på en noget anden måde - nemlig som faglærte, bestemte og selvstændige kvinder. Hun viste ringe solidaritet med sine medsøstre fra underklassen, selv om den faglærte sygeplejeruddannelse i princippet skulle være åben for alle uanset social baggrund. I realiteten blev fattigsygeplejeren udeladt fra uddannelse, da Nightingales sygeplejerskole ved St. Thomas Hospital i London blev åbnet i 1859-60. Den regnes som den første verdslige sygeplejerskole. Med dette knyttes Nightingales sygeplejereform til hospitalmedicinen, og hun regnes for den, der lagde grundlaget for moderne sygehusbehandling og revolutionerede sygeplejen.

Rangordning indenfor sygeplejen

Det revolutionerende i Nightingales sygeplejereform var, at sygeplejen indenfor administrative og disciplinære spørgsmål skulle ledes af uddannede kvinder. Dette var et radikalt brud med tidligere praksis indenfor sygeplejeruddannelsen, som også i disse spørgsmål stod under mandligt «formynderskab» - det være sig præst eller læge. Nightingale skrev i et brev i 1867: «Sygeplejereformen både ude og hjemme har bestået i at tage al magt over sygeplejen ud af mændenes hænder og overføre den til et kvindelig overhoved, og give hende ansvaret for alt. Lad ikke præsten være matrone (forstanderinde), lad ikke lægerne være afdelingsygeplejere ... »

Hvis sygeplejen skulle blive en anden, var det nødvendigt, at der fandtes en ledende sygeplejer, der havde alle trådene i sin hånd, og Nightingaleskolen lagde afgjort størst vægt på uddannelse til lederstillinger. Men på grund af afhængigheden af medicinen blev Nightingale desuden tvunget til at uddanne praktiske omsorgssygeplejere.

Fra 1867 blev der to ordninger for optagelse på sygeplejerskolen og to typer sygeplejere: a. Almindelige sygeplejeelever («probationers») rekrutteret fra middelklassen (bondedøtre og veluddannet tjenerskab). Disse skulle udføre det direkte omsorgsarbejdet på hospitalerne. b. «Lady-pupils» rekrutteret overvejende fra overklassens handelsfamilier. Disse skulle kvalificeres til overordnede stillinger, de såkaldte administrative og undervisende lederstillinger («matrons»). I modsætning til den første gruppe betalte disse selv for uddannelsen.

Behandlingsmedicinen var i denne periode i startfasen og udviklet sig hastigt. Lægerne behøvede underordnet, men faguddannet personale til hjælp ved undersøgelser, observation og behandling. Der blev indgået en skjult kontrakt med medicinen: Medicinen fik fag- og brugskontrollen af omsorgssygeplejerne. Ledersygeplejerne fik disciplinansvaret og skulle opdrage omsorgssygeplejerne til medicinens lydige, føjelige og anvendelige assistenter.

Omsorgssygeplejerne blev dobbelt undertrykt - af deres egne kvindelige overordnede og af lægerne. Sygeplejelederne overvågede dem i den generelle sygepleje, samtidig med at de skulle udføre lægernes ordrer. På denne måde dominerede sygeplejelederne udviklingen indenfor sygeplejen. Men dette var kun muligt ved at de samtidig var bundet til kontrakten med medicinen. Dette peger mod, at ledersygeplejen selv er undertrykt. Hvis sygeplejernes pligter aldrig kolliderer med lægernes pligter, kan de ikke frigøre sig fra medicinens dominans.

Sygeplejelederen - en offentlig husmor

Med hævningen af levestandarden for middel- og overklassen gennem anden halvdel af århundredet, fik man det specialiserede tjenerskab. Med Nightingale blev husarbejdets vigtige omsorgsfunktioner i stigende grad flyttet fra hjemmet til det offentlige. Her dominerede ledersygeplejen over omsorgssygeplejen, ligesom husmoderens overvågende og forordnende opgave i hjemmet var at delegere det praktiske arbejdet nedad i hierarkiet af tjenestefolk. Begge typer sygeplejere var underordnet lægen, som hjemmets kvinder var underlagt mandens autoritet. Sygeplejen var som husarbejdet, Victoriatidas undertrykte kvinderolle.

Det var ikke mindst det reelle overskud af unge, ugifte kvinder fra middel- og overklassen, der gjorde at Nightingales sygeplejereform antog den form den gjorde. Sygeplejen var nu i stand til at møde et socialt behov i tiden, nemlig at give et respektabelt erhverv til kvinderne fra højere sociale lag. For at få værdsat sygeplejen blandt disse, var det vigtigt at holde en markant afstand til de «uegnede kvinder» længere nede i plejehierarkiet. Net, dameagtig, jomfrueligt hævet over mistanke måtte sygeplejeren, ifølge Nightingale, være den legemliggjorte benægtelse af, at en sygeplejerske nødvendigvis måtte være drikfældig, uvidende og løsagtig.

Fattigsygeplejeren blev fraskrevet det hun faktisk gjorde, og tilskrevet dårlige egenskaber. Renhedsideologien hvor kun kvinder indenfor middel- og overklassen var «rene» og dermed kvindelige, fungerede som en moralsk begrundelse for dette. Indenfor renhedsideologien blev sanitære betingelser og menneskelige egenskaber blandet sammen. Nightingale påviste korrekt en sammenhæng mellem skidt og sygdom. Men hun gik over på det ideologisk-moralske plan, når hun hævdede, at den dårlige hospitalshygiejne var forårsaget af fattigsygeplejerens lave moral. Fattigsygeplejeren var beskidt og amoralsk, og derfor uegnet til at pleje de syge. I det mindste måtte hun først forandres moralsk.

Nightingales ønske var, at sygeplejeren skulle være en kyndig, dygtig og højt betalt kvinde. Dette faldt sammen med ændringerne i kvinderollen og den borgerlige feministbevægelses reformkrav, som voksede frem på baggrund af periodens reelle kvindeoverskud. De kæmpede for at finde et acceptabelt arbejde for deres egne. Selv om Nightingale ikke ville have noget med disse «kvindesagsmissionærer» at gøre og deres «pjat om kvinders rettigheder», kæmpede hun mere end de fleste for netop disse rettigheder. Som kvindesagskvinde kæmpede Nightingale for kvinders karriere i mandssamfundet. Nightingale blev således ikke en oprører set i forhold til sin klassebaggrund. Hun udtrykte blot sin samtids tanker.

I kravet om at sygeplejen skulle ledes af kvinder lå ansatserne til en kvindefrigørelse på mands- og konkurrencesamfundets præmisser. Men dette var ikke kvindefrigørelse, men kamp om ligestilling. For her frigøres man kun ved at nedprioritere de traditionelt kvindelige værdier, der ligger i omsorgsarbejdet. Disse dilemmaer mellem ledersygepleje og omsorgssygepleje, frigørelse og undertrykkelse har Nightingale efterladt til eftertidens sygepleje.

K.M.


Litteratur

K. Martinsen: Nightingale - ingen oprører bak myten, i Sykepleien nr. 18, Oslo 1977.
C. Woodham-Smith: Florence Nightingale, Oslo 1951.