Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/7 2007
Læst af: 12.857
: :
Kapitallogik

Ordet kapitallogik begyndte at cirkulere i Tyskland og Norden fra begyndelsen af 70'erne. Uden for dette område vandt det næppe indpas. Måske havde det være brugt før, men det var først nu, at det blev eksponeret som udtryk for en særegen måde at forstå Marx på.

Fra midten af 1960'erne oplevede marxistisk tænkning internationalt og generelt en fornyelse, både indenfor partikommunistisk regi og udenfor dette, såvel i form af studenterbevægelser som fritsvævende akademisk kritisk teori. Studenterbevægelserne i Europa og USA knyttede i starten an til den unge Marx' skrifter, hvor især fremmedgørelsesbegrebet blev fremhævet. Interessen for den unge Marx blev koblet til en interesse for udløbere af den såkaldte Frankfurterskole - især Herbert Marcuses skrifter - hvor der blev forsøgt at blande Freud og Marx. I partikommunistisk regi var der samtidig forsøg på at nytænke, hvad Marx' teori egentlig gik ud på - op imod den forstening, som efterhånden var til at få øje på. Men også med henblik på at videreudvikle teorien i forhold til nye verdenshistoriske fænomener og begivenheder, herunder ikke mindst i forhold til, hvad der blev betegnet som «den teknisk videnskabelige revolution».

Et seriøst og akademisk slagkraftigt forsøg på en nytænkning i forhold til den marxske teori var den franske Althusserskole, hvor man ud fra et strukturalistisk inspirationsgrundlag forsøgte at nytolke især «Kapitalen». Et andet reformuleringsforsøg - hvor ordet kapitallogik efterhånden kom til at stå som kendetegn - begyndte for alvor at tage form omkring 1970. Der var flere kilder. En af dem var den gamle Frankfurterskoles (Adorno, Horkheimer) kritiske teori. Denne havde erklæret sig for at være marxistisk, havde aldrig forbundet sig med nogen bevægelse eller partidannelse, men havde siden 30'erne udfoldet en differentieret og skarp kritik af den af samtiden dominerede kapitalisme, hvad enten det var den markedsorienterede eller den statssocialistiske. Den gamle Frankfurterskole havde holdt den filosofiske impuls i Marx' begreber intakt. En anden kilde til kapitallogikken var et par bøger, som i slutningen af 60'erne og ind i 70'erne havde påvist, at Marx' «Kapitalen» i høj grad aldrig var blevet forstået. Det var Roman Rosdolskys «Zur Entstehungsgeschichte des Marxschen «Kapital»» (1968, oversat til dansk «Kapitalens tilblivelseshistorie» 1975), der - med held - forsøgte at vise, at nøglen til en forståelse af «Kapitalen» kunne findes i det hidtil totalt upåagtede marxske skrift «Grundrisse». Og det var H. Reichelts bog «Zur logischen Struktur des Kapitalbegriffs bei Karl Marx» (1970), hvor det blev forsøgt blotlagt, hvad begrebet kapital egentlig betød hos Marx. Senere fulgte i 1973 i Danmark H-J. Schanz «Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status», hvor områdegyldigheden for den økonomikritiske Marx' teori forsøgtes bestemt.

Den danske universitetsmarxisme var i 1970'erne og ind i 80'erne spaltet mellem kapitallogik og strukturalisme. (Deleuran)

Kapitallogikken var således i starten et forsøg på at rekonstruere den teoretiske bestræbelse, som man mente Marx havde udfoldet i «Kapitalen» og som af en række grunde aldrig var blevet forstået i traditionen. På det punkt var der stor lighed med Althusserskolen. Tillige mente man, at den autentisk rekonstruerede teori ville kunne være analytisk slagkraftig, i forhold til en bestemmelse af samtiden. Også her var der lighed med Althusser. Den helt store forskel mellem kapitallogikken og Althusser bestod i, at hvor Althussers bestræbelser gik ud på at få hegelianismen ud af Marx' teori, da forsøgte kapitallogikken just at vise, i hvor høj grad Marx begreber i «Kapitalen» var hegelianske.

Det centrale i kapitallogikken var at afdække de ordnings- og udviklingsformer i det samfundsmæssige, som var effekter af den «logik», en kapitalistisk vareproduktion medførte. Afgørende var her det forhold, at når der blev produceret varer, så var det bytteværdien, der blev bestemmende for menneskenes forhold til naturen og til hinanden. En anden konsekvens var, at penge ikke primært blev bestemt som et praktisk arrangement for formidling af varer, men derimod som et internt ordningstræk ved kapitalen. Og kapitalen blev ligeledes bestemt ikke som ting, men som en samfundsmæssig ordningsform, der udviklede sig efter sine egne - blinde - love. Kapitalistisk produktion blev karakteriseret ved dens fetishkarakter, der kort fortalt gik ud på, at de samfundsmæssige forhold fremtrådte systematisk fordrejede, det samfundsmæssige blev uigennemsigtigt og endelig udleverede menneskene sig til konsekvenserne af deres handlinger i kraft af, at det ikke længere var de menneskelige hensigter, der talte, men derimod kapitalens logik.

Kapitallogikken blev spaltet i flere retninger, men overordnet i to. Der var en retning som forblev filosofisk, hvor kapitalens logik blev en grundstørrelse i civilisationskritiske analyser. Og der var en såkaldt realanalytisk retning, hvor man ud fra de overordnede kapitallogiske begreber forsøgte at gennemføre empiriske analyser af de faktiske kapitalbevægelser. Der var en række indre grundproblemer i kapitallogikken. Således var alle Marx' begreber mere eller mindre metateoretiske, dvs. ikke umiddelbart empiriske. Og det gav selvfølgelig problemer, dersom de umiddelbart blev anvendt på virkeligheden. Men der var også problemer, der havde en anden karakter, nemlig: hvad nu hvis Marx' autentisk rekonstruerede begreber selv var problematiske? Grundbegreberne i økonomikritikken var alle lejrede omkring arbejdsbegrebet, men kunne det bære at blive gjort til eksklusiv nøgle for en forståelse af socialiteten? Efterhånden blev det klart, at arbejdsbegrebet ikke kunne holde til de teoretiske belastninger, det skulle bære. Sprog, kultur, interaktion, kommunikation og handling - for at nævne nogle - var fænomener, som ikke lod sig aflede af eller indordne under arbejdsbegrebet, dersom man skulle forstå en socialitet. Kapitallogikken uddøde som en sammenhængende intellektuel konjunktur i 1980'erne.

H-J.S.