Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2014.08.13Helt omskrevet opslag
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 17/8 2014
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 9.043
: :
Kolding Højskole

I sommeren 1972 begyndte Kolding Højskole sin virksomhed. Det skete på en pløjemark nord for Kolding, hvor starten udfoldede sig som 14 dages byggelejre. De teoretiske fag lå om formiddagen; om eftermiddagen murede og tømrede kursister og medarbejdere. Det foregik med en alsidig bygningskonstruktør som lærer. Alle boede i telte og gamle busser indtil efteråret, hvor de fleste kunne flytte ind i de første afsnit af byggeriet. Det var lærerigt - og en stor oplevelse. Allerede i slutningen af august kunne de første statsgodkendte kurser begynde - indpasset under højskolelovens forsøgsparagraf. Byggeriet fortsatte i et roligere tempo gennem flere år, efterhånden som skolen og virksomheden udvidedes.

Højskolen havde i store træk et vellykket virke gennem sine 25 års eksistens. Da de var gået, var tiden og samfundet forandret så gennemgribende, at der ikke i samme grad var klangbund for netop Kolding Højskoles rolle. Men gennem dette kvarte århundrede udfoldede skolen sig med baggrund i grundtvigsk tradition, tilsat kulturradikale og socialistiske inspirationer - og med en række nye initiativer og former inden for skolens tilrettelæggelse af arbejdet. Det bedste vidnesbyrd om disse års forløb, resultater og nederlag findes nedfældet i bogen: Eksperimenter! Kolding Højskole 1972 – 1997. Her har kursister, medarbejdere og bestyrelser fra alle årene - med nøgternhed, begejstring og kritik - fortalt, om hvad der skete, hvad man oplevede og erfarede.

Opgør og håb

Skolen blev til i et opgør og et håb. Et opgør over for en højskoletradition, som oplevedes som indadvendt og selvtilstrækkelig – for isoleret fra både det nære samfund og den større verden. Og uden noget stærkt engagement i de nybrud i kritisk analyse, faglighed og ledelsesformer, som trængte sig på. Traditionen havde været for udemokratisk, men først og fremmest for skræmt over for de muligheder for en menneskelig og samfundsmæssig udvikling, som åbnede sig i 1960'erne og 70'erne.

Det oplevedes som påtrængende for en højskole at gå aktivt ind med praktiske og politiske bidrag til nedbrydning af uligheder i samfundet, udbytning og fremmedgørelse. På skolen blev der også arbejdet med spørgsmål omkring et bedre hverdagsliv, et større fællesskab mellem børn og voksne i mere jævnbyrdige samværsformer.

En højskole skulle derfor i sin dagligdag være et værksted for samarbejde og indflydelse vedr. ligestilling, kombination af teoretisk og praktisk arbejde, miljøindsats, boformer, børnehave, sund kost osv.

Da først den noget dristige beslutning om at bygge skolen var taget, gik det slag i slag: Oprettelse af skolekreds gennem kontakt til mange hundrede mennesker ud over landet med opfordring om at være med. Endvidere start af en landsindsamling, som hen ad vejen gav ¼ million kroner. Det var mange penge i en indsamling, når alt blev givet i små beløb og månedlige rater.

Undervisningsministeriet gav 1 million i byggelån og Kolding kommune gav et rentefrit lån til byggegrunden. Ministeriets tilsagn medførte nogle hævede øjenbryn her og der i højskolekredse. I de år var der 6–7 års ventetid på byggelån. Den ventetid slap Kolding Højskole for. Dog var byggelånet fra ministeriet ikke større, end hvad man plejede at yde til en enkelt svømmehal, teatersal el.lign. på andre højskoler. Her skulle der derimod bygges en hel højskole.

Flere politiske komplikationer stødte til, inden man kunne komme i gang. Det borgerlige mindretal i kommunalbestyrelsen i Kolding ankede (til Vejle amts økonomiske tilsynsråd) bestyrelsesflertallets tilsagn om lån til byggegrunden. Dog uden at opnå, hvad de ville: at stoppe dette «suspekte, venstreorienterede projekt». Og hvad de nødvendige banklån angik, var der også vanskeligheder. Bankforhandlingerne fandt sted i foråret 1972, hvor skolens medarbejdere sideløbende med forberedelsen af byggelejrene, var med i kampagnen mod dansk tilslutning til Rom-traktaten. Det lettede ikke sagen. Kun takket være en nytilkommen bank, som hurtigt ønskede kunder, lykkedes det at få de nødvendige lån.

Men økonomien var aldrig kommet til at hænge sammen, hvis ikke kursister, medarbejdere, bestyrelse og et væld af skolekredsmedlemmer i alle aldre var strømmet til byggelejrene. Det var ikke alene principielt vigtigt, det var også økonomisk afgørende, da det frivillige arbejde var mere end 1 million kr. værd allerede i første byggeetape. Skolen fik alt i alt en stolt selvbyggerstart, helt i tråd med det samlede idegrundlag og af uvurderlig betydning for arbejdet som helhed.

Skolens fundats var et problem

Forhandlingerne med undervisningsministeriet om den sag trak i langdrag, samtidig med at skolen var i fuldt sving uden endeligt lovgrundlag.

Ét var selve formålsparagraffen: «at drive en højskole, der har det som sin væsentligste opgave at belyse og behandle de konflikter og modsigelser, som behersker samfundet og den enkeltes eksistens, at bidrage til at frigøre alternative forestillinger og muligheder overfor givne forhold og udviklingstendenser, at virke for ændringer af de vilkår, som fordrejer og undertrykker den menneskelige eksistens». Paragraffen blev tøvende godkendt, og hvad kunne der i øvrigt indvendes, når man erindrer sig frihedstraditionen i den danske folkehøjskole?

Værre var det med afsnittene om kompetencefordelingen. Denne fordeling var klar nok, men var den betryggende? Det hed bl.a. her, at skolen skulle stille alle medarbejdere (det praktiske og det pædagogiske personale) lige både hvad der angik ansættelsesform og samarbejdsmæssig kompetence og skulle placere ansættelsesmyndigheden hos et medarbejderråd. Endvidere skulle forstanderstillingen være en administrativ og koordinerende formandspost, der skulle besættes af og blandt medarbejderne for en tidsafgrænset periode. Endelig skulle skolekreds og bestyrelse have hovedansvaret i økonomiske og juridiske anliggender.

En sådan ansvarsfordeling var aldrig før set i højskolesammenhæng (hvor bestyrelse og forstander i reglen har været nærmest alt bestemmende). Det tog da også omkring 4 år og mange forhandlinger at få ministeriets accept. I stedet fungerede skolen i denne periode under den nævnte forsøgsparagraf.

Miljø og energiindsatsen spredte sig ud over landet

Miljø- og energiproblemerne blev i stigende grad inddraget i arbejdet. Bl.a. opførte en del af de nye højskoler vindmølle til egen elforsyning og solfangere til bygningsopvarmning – og ikke mindst til inspiration og demonstration i samfundet. Også Kolding opførte en vindmølle samt en nul-energi kursistbolig. Disse og tilsvarende aktiviteter har mange kursister prist i høje toner. Her lærte mange unge, voksne og ældre på sommer- og vinterkurser at bruge en sav og en murske, at bygge et hus, reparere et tag og lave en solfanger, styre et møllebyggeri, samt lave mad til en større husholdning. En byggelærer, en husholdningslærer og en energi- og miljølærer tilrettelagde disse dele af skolearbejdet.

Når der i dag står 20 store vindmøller i en bue på Middelgrunden ud for København, så skyldes det bl.a., at Kolding højskoles møllehold tændte interesse og skabte kundskab om vindkraft hos mange unge, som gik videre med dette arbejde efter højskoleopholdet. Netop en af dem blev siden som leder af Københavns Miljø- og Energikontor medansvarlig for bygningen af de mange møller på Middelgrunden. I dag har vindmølleparken flere tusinde andelshavere, som ejer de 10 af møllerne, Københavns Energi de andre 10. Daværende miljø- og energiminister Svend Auken var en uvurderlig støtte.

En anden af Kolding højskoles medarbejdere har siden gennem mange år stået for en god del af oplysnings- og igangsætningsarbejdet om bæredygtig energiteknologi i Vestjylland. En tredje udfører den samme type arbejde som redaktør af tidsskriftet Vedvarende Energi og Miljø, udgivet af energibevægelserne (Organisationen for Vedvarende Energi, OVE, og Samvirkende Energi- og Miljøforeninger plus Energitjenesten, med rådgivningskontorer ud over landet). En fjerde Kolding-medarbejder ledede gennem mange år efter højskoleopholdet OVE's landskontor i Århus. Og en femte blev ansat ved Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi inden for forskning og udvikling af de bæredygtige energiformer. Kolding Højskole oprettede på linie med enkelte andre højskoler et energi- og miljø rådgivningskontor.

I skolens 25-års festskrift fortælles om mange former for samarbejde med bl.a. den tids folkelige bevægelser - især med fagbevægelsen i Kolding, med kvindebevægelsen, energi- og miljøbevægelserne samt det internationale u-lands- og solidaritetsarbejde.

I samarbejde med Nicaraguakomiteen, Mellemfolkeligt Samvirke og Ibis gennemførtes gennem en årrække et værdifuldt internationalt udviklingsarbejde. I Nicaragua står i dag tre landsbyskoler, som er nogle af de konkrete resultater af kursisternes indsats: Først i forberedelseskurser på skolen, hvor bl.a. sprog, politisk, økonomisk og kulturel indsigt samt byggeteknik skulle læres, derefter med ophold og arbejde i Nicaragua, og endelig med opfølgnings- og formidlingsindsats – film og foredrag i Danmark efter hjemkomsten. Det var virkelig nutidig højskole om international forståelse og solidaritet!

Ud over miljø- og energiarbejdets vigtige forløb og det internationale solidaritetsarbejdes betydning kunne andre områder med samme ret være uddybet – ikke mindst en række kvindeholds betydning for det samlede arbejde. Mange kursister arbejdede endvidere med film- og videooptagelser med dokumentarisk og kunstnerisk indhold, - alt sammen som træning og til brug for de regionale radio- og tv-stationer. 25-årsskriftet fortæller om det.

Hvor lå vanskelighederne?

Set i tilbageblik satte Kolding højskole rigeligt mange skibe i søen på én gang: Start af månedskurser af hensyn til mennesker, som ikke havde mulighed for at deltage i længere kurser. Disse kurser gennemførtes samtidig med de lange kurser. Endvidere – i de første år - ét års forstanderskab på skift som en valgt formandspost for ligestillede medarbejdere. Kontinuiteten i arbejdet krævede efterhånden, at forstanderens ansættelsesperiode blev forlænget til 2 år og senere med mulighed for forlængelse til 4 år.

En anden omfattende opgave var det daglige praktiske arbejde (madlavning, rengøring, havearbejde, vedligehold og reparationer) integreret i medarbejdernes og kursisternes samlede virke. Nyttigt og pædagogisk værdifuldt, men så krævende, at det måtte begrænses, hvad vedligehold angik.

Opstart af et nyt tidsskrift, TRYK, blev en vigtig indsats gennem alle årene. Tidsskriftet bestod altid af temanumre, især om de emner skolen arbejdede med, og hvor kursister og medarbejdere ofte skrev og tilrettelagde udgivelserne.

Skolen tog også initiativ til oprettelsen af en kampfond, der støttede græsrodsbevægelser over hele landet. Der var ingen vanskeligheder med Tryk og med kampfonden, tvært imod, men ekstra arbejde.

Et forsøg med ligelønsordning stødte på modstand og måtte opgives, især fordi ligeløn viste sig at have ulige virkninger.

Endnu et stort område: International solidaritetsindsats gennem rejsekurser og u-landsarbejde. Dette var af stor betydning for skolens samlede arbejde, men krævende. Ligeledes var det arbejdskrævende næsten kontinuerligt at samarbejde med fagbevægelsen, miljøbevægelserne, kvindebevægelsen, fredsbevægelserne og u-landsbevægelserne. Men det var enormt lærerigt, uundværligt og blev fastholdt. Og så helt generelt: Der blev skrevet avis- og tidsskriftartikler i hobetal og holdt debatoplæg og foredrag ud over landet.

Det er utroligt, hvad der kan lykkes i en pionertid, i en oplevelse af stor samstemthed og glæde. Men det skal derefter blive hverdag. Det store arbejdspres måtte reduceres, og det blev det til dels. Problemet var dog allermest den meget stramme økonomi, som år efter år fordrede meget af de ansatte.

Langtfra ungdomsoprør alene

Mange har set Kolding og en del andre nye højskoler som børn af studenter- og ungdomsoprøret. Og selvfølgelig var skolernes oprettelse påvirket af 1968 og alt, hvad der ellers skete af nybrud i de år. Men erfaringer, inspirationer og holdninger havde en meget længere forhistorie. Det var heller ikke alene unge, som deltog i byggelejrene og højskolearbejdet. Bag det hele lå politiske og kulturelle bevægelser langt tilbage i tiden: Fredsbevægelserne, som spillede en væsentlig rolle i mellemkrigstiden og i de første tiår efter 2. verdenskrig. Folkelige bevægelser, som bl.a. lykkedes med at afværge, at Danmark blev atombevæbnet. Dertil de årelange demonstrationer og oplysningsarbejde over for Sydafrikas apartheid samt over for især Frankrigs og siden USA's undertrykkelse og napalmkrig mod Vietnam.

Som forudsætning for skolen skal også nævnes demokrati-debattens udvikling fra slutningen af 1950´erne. «Demokrati på arbejdspladsen»-kravene var fremsat og drøftet før ungdomsoprøret og fortsatte siden i arbejdet for et decentraliseret økonomisk og erhvervsmæssigt demokrati. Og videre, hvad der i dag sjældent nævnes: Protesterne mod efterkrigstidens ideologi-forsimpling som f.eks. i diskursen om den «Den frie Verden» i samme periode, hvor heksejagt, berufsverbot, Mc Cartyisme og nykolonialisme hærgede.

Der skete gennembrud i land efter land fra 1960'ernes begyndelse med et væld af bøger og tidsskrifter, hvor de bedste var med til at åbne manges øjne for problemer, magtrelationer og muligheder i hjemlandene og resten af verden.

Mange vil indvende mod datidens nye højskoler, at de ikke havde «mennesket i centrum» men de ydre samfundsforhold. Og det er jo klart, at der skete en forskydning, hvad angår temaer og arbejdsformer. Men dette at have mennesket i centrum – når det skal være andet end smukke ord – ytrer sig i reglen ganske påfaldende gennem konkrete og for den enkelte og fællesskabet relevante spørgsmål, holdninger og handlinger. Menneskesyn og samfundssyn er uadskillelige.

Solidaritetsaktiviteterne og de samfundsmæssige temaer tiltrak år efter år mange kursister. Men i 1990'erne blev det færre, ganske som de folkelige bevægelser også oplevede det. Ret mange kursister kom efterhånden til skolerne kvæstede af arbejdsløshed og manglende perspektiv i deres tilværelse. 60'ernes og 70'ernes optimisme var borte. Skolerne måtte gå ind i nye opgaver, som de stort set ikke havde forudsætninger for at løse, og i hvert fald ikke økonomi til. Eller de måtte lukke. Kort sagt: En helt, helt anden tid var på vej. Fællesskabs- og lighedsholdninger svækkedes, individualismen og materialismen vandt frem. Højskoleformen som helhed fik i en årrække et dyk. I 1998 måtte skolen lukke. Manglende elevtilgang væltede økonomien, højskolen blev i foråret 1998 erklæret konkurs og skolens bygninger kom til at indgå i et nyt boligkvarter.

U.G.

Litteratur

Eksperimenter!. Kolding Højskoles. 25 års jubilæum 1972 – 1997
Gunhild Nissen: Udfordringer til Højskolen, 1994
Finn Brandt Petersen: Rod i det grundtvigske, 1989
Kolding Højskoles tidsskrift Tryk.
Højskolebladet
Hanne Engberg: Højskole og Vækkelse, 2014
Uffe Geertsen: Vindkrafteventyret og de globale Kriser, 2009