Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Giovanni Gentile (1875-1944), italiensk nyhegeliansk filosof, født i Castelvetrano (Sicilien). Eksamen i 1897 fra Scuola Superiore Normale di Pisa; professor i Palermo 1906-14, i Pisa fra 1915-19 og senere i Rom; var udpeget som undervisningsminister (1922-24) i den første af den fascistiske diktator Mussolinis regeringer; medlem af fascisterne «Store råd», og han blev en slags officiel filosof for regimet.
Som student i Pisa mødte han Benedetto Croce, og en korrespondance mellem dem begyndte. Den varede til 1923. Sammen grundlagde de i 1903 det filosofiske tidsskrift La critica, som var tænkt som et våben i kampen mod positivismen. I 1920 grundlagde han desuden Giornale critico della filosofia italiana, som var tænkt som et talerør for hans egen særlige position. Den 21. April 1925 udgav han et Manifest for italienske fascistiske intellektuelle, som blev underskrevet af mange italienske akademikere, og på hvilket Croce svarede med et andet Manifest for liberale intellektuelle.
I egenskab af minister for de højere uddannelser planlagde han, sammen med den idealistiske pædagog Giuseppe Lombardo Radice, en drastisk omstrukturering af det italienske uddannelsessystem og iværksatte det gennem en række kongelige dekreter udsendt mellem december 1922 og oktober 1923. At regere gennem dekreter er næppe midlet for en demokratisk regering, og det er grunden til at den såkaldte Riforma Gentile blev iværksat med en (i hvert fald for italienske standarder) usædvanlig hast, og at forsøg på at modificere den efter 1945, da demokratiet var genoprettet, kun havde begrænsede og forsinkede konsekvenser. Uddannelsessystemet var designet som en ramme for at fremelske de bedste genier for at danne en elite af aristoi – en elite dannet i den klassiske skole, hvor kernedisciplinerne var de humanistiske, særligt filosofiens historie (som blot blev kaldet «filosofi», fordi filosofiens historie efter det idealistiske credo er filosofi). Tekniske emner blev typisk opfattet som kernefag for professionsskoler tiltænkt arbejderklassens børn. Et andet bemærkelsesværdigt træk var den systematiske genintroduktion af undervisning i den katolske lære (som ifølge Gentiles opfattelse var filosofi-for-kvinder-og-børn). Efter sammenstødet mellem stat og kirke ved den italienske Risorgimento [dvs. samlingen af Italien i det 19. århundrede] var de blevet adskilt. Men alliancen mellem en hegeliansk filosof og en bevægelse med et irrationalistisk-relativistisk grundlag som fascismen var højest ustabil.  Gentile var tydeligt utilfreds med den i 1929 indgåede Patti Lateransei mellem den katolske kirke og den italienske stat, da han – uagtet hans ideer om religionens funktion – følte de påførte statens sekulære karakter et alvorligt slag; han brød sig heller ikke om de antisemitiske racelove fra 1938, da biologisk racisme var uforeneligt med Gentiles idé om en åndelig elite. Trods alle disse bekymringer tilsluttede han sig frivilligt den post-1943 fascistiske republik indsat af den tyske besættelse i Norditalien, og han blev dræbt i et baghold af en deling kommunistiske partisaner den 15. april 1944.
Gentiles filosofi var påvirket af de italienske tænkere Giuseppe Mazzini, Antonio Rosmini, Vincenzo Gioberti, Bertrando Spaventa og Donato Jaia, og af de tyske filosoffer Hegel, Fichte og Marx; dertil lånte han ideen om Overmennesket fra Nietzsche, af hvilken han dannede sin egen idé om Uomo fascista, det fascistiske menneske.
Gentiles eget filosofiske system – Aktuel idealisme eller Aktualisme – blev først præsenteret i Tankens handling som en ren akt (1912), hvorimod hans kritiske revision af hegelianismen blev præsenteret i Reformen af den hegelianske dialektik (1913). I Teorien om ånden som en ren akt (1916) erklærede han, at dialektikken er  «det tænkendes dialektik» (dialettica del pensante), ikke «det tænktes dialektik» (dialettica del pensato).  «Tanken er dialektisk, fordi den aldrig er selvidentisk […]Det tænkte forudsætter for os det tænkende ; tænkningens virke og sandhed er i dens handling. Akten i dens aktualisering, som er tilbliven eller udvikling, sætter det identiske som sit eget objekt takket være netop dens udviklings proces, som ikke er identitet, som ikke er abstrakt enhed, men enhed og mangfoldighed, eller snarere enheden af identitet og forskel ».
Virkeligheden er tænknings egentlige subjekt, eftersom Gud eller Naturen – genstandene for vores tænkning – ikke kunne eksistere uden for det tænkende subjekt, der, som konsekvens, viser sig at bestå af en uendelig skabelsesakt. Den tænkende akt er det «transcendentale selv», det «universelle» og det «absolutte». Den består i absolut frihed og selvskabelse, hvorimod genstandene for vores tænkning består i nødvendighed. Som konsekvens er virkeligheden produktet af et aktivt selvs kombinationen med en række af abstrakte fænomener. «Den rene akt», hvorved subjektet eller selvet skaber plads for objektet, er baseret på en distinktion mellem «den tænkende akts logik» (logica del pensiero pensante) og «det tænkte indholds logik» (logica del pensiero pensato). Det første er sandt og metafysisk, det sidste – dvs. logik som det almindeligvis er forstået i det 20. århundrede – er ren «formal» og i den henseende uden nogen filosofisk værdi. Ifølge Gentile gives kun en dialektik for den Absolutte Ånd som bevæger sig gennem tre former: kunst (tese), religion (antitese) og filosofi (syntese).
I Kunstens flosofi (1921) hævder Gentile, at kunsten legemliggør den absolutte ånds subjektivitet, det er «umiddelbar og dialektisk subjektivitet» (anf. værk, s. 144 i den italienske udgave); at religionen er åndens objektivitet, en negation af subjektet hvorved det mister sin frihed over for det absolutte objekt, dvs. Gud; og at filosofien er absolut viden, hvorved subjektet bliver bevidst om at være det, der sætter objektet.
Grundlaget for lovens filosofi (1916) fokuserer på lovens natur.  Den centrale idé er distinktionen mellem «det villende subjekts dialektik» [dialettica del volente]” og «det villedes dialektik» [dialettica del voluto]. Moralitet vil i sidste instans identificere sig selv, eller nærme sig hvad der er etableret ved lov, og viljen finder sin egen lov I sig selv. Samfund og stat, lov og politik er in interiore homine (i menneskets indre), ikke inter homines (mellem mennesker). Samfundet er «viljens realitet i sin udfoldelse»; det er blandt mennesker, da «mennesket er, i overensstemmelse med dets åndelige væren, blot ét menneske med et mål i konstant udvikling, nemlig humaniteten». Endvidere, «den der siger samfund, siger autoritet, højeste vilje» (anf. værk, s. 75-76). På baggrund af disse antagelser er det klart, hvorfor han anså fascismen for et gode. I Gentiles øjne var fascismen en bevægelse, der bestræbte sig på at skabe det ny menneske – et religiøst, åndeligt og antimaterialistisk menneske – og individet kunne kun blive frit i en etisk stat, som tjener som en moralsk lærer for individet. Samfundets tilblivelse og struktur (1946) fokuserer påstanden om, at individet stammer fra en abstraktion, der er formet gennem analyse af samfundet. I stedet er staten og individet et og det samme. En konsekvens er, at adskillelsen mellem offentligt og privat er ubegrundet, at en sammensmeltning af individ og stat må hilses velkommen, og at individuel frihed kan koges ned til underkastelse under legitim autoritet.
Gentiles nyhegelianisme blev den ledende filosofi i Italien. Ikke kun positivismen, der havde en vis indflydelse ved århundredets begyndelse, blev fejet til side, men også en række discipliner som fik momentum i positivismens glansperiode; fx forsvandt logik (vi kan nævne Giuseppe Peano) og sociologi (nævnes kan Roberto Ardigò) fuldstændig. Andre discipliner som psykologi, antropologi, lingvistik og pædagogik blev, efter forsøg på at få en vis autonom status i århundredets begyndelse, i det store hele opslugt af filosofien. Udgivelsen af Aldo Capitini, Elementer af en religiøs erfaring (Elementi di un’esperienze religiosa 1937), Nicola Abbagnano, Eksistensens struktur (La struttura dell ésistenza 1939) og Ugo Spirito, Livet som en søgen (La Vita come Ricerca 1939) markerede begyndelsen på en ny retning, der både omfattede postidealistiske og antiidealistiske strømninger.
Post-idealistiske strømninger omfattede dels Sinistra gentiliana (venstregentilianisme), hvis vigtigste talsmænd var Ugo Spirito and Guido Calogero, som transformerede den absolutte Idealisme til en relativistisk Idealisme, dels en såkaldt Destra gentiliana (højregentilianisme), en strømning af metafysiske tænkere, som imidlertid afviste Gentiles immanentisme. Gustavo Bontadini var den langt mest originale af disse ikke-thomistiske metafysikere. Emanuele Severino gik så langt som til at kombinere Gentile med Heideggers arv til en slags postmetafysisk nyparmediansk filosofi.
Antiidealistiske strømninger inkluderede eksistentialisme, hvis ledende figur var Abbagnano, og som i tre årtier var den ny ledende strømning; tillige var der ortodoks nypositivisme, hvis ledende talsmand var Ludovico Geymonat, og en retning af «nyoplysningstænkere» omfattende Norberto Bobbio and Giulio Preti, såvel som en mindre gruppe af pragmatister hvis leder var Antonio Aliotta. Alle var klart udtryk for en antiidealistisk reaktion.
Efterkrigstidens italienske marxisme var stærkt influeret af arven fra den italienske idealisme, da Antonio Gramsci ønskede at bruge Croces og Gentiles filosofi på en måde analogt til den, hvorpå Marx havde fået det bedste ud af Hegels filosofi. Han ville tilvejebringe intellektuelle våben for en ny «historisk blok» bestående af intellektuelle, bønder og industriarbejdere. Herigennem skulle proletariatet blive i stand til at udøve dets egen hegemoni. Der var desuden en antihegeliansk minoritet omfattende Galvano Della Volpe og Geymonat der, udover nypositivisme, også var fortalere for en sovjetinspireret marxisme.
Af indlysende grunde var Gentiles filosofi efter 1945 ikke genstand for upartiske studer, eftersom han havde været italiensk filosofis ledende figur gennem flere årtier, der af grunde, som række hinsides filosofien, havde været en afgørende periode i Italien. Først relativt for nylig har der været en genkomst af Gentilestudier, vi kan bl.a. nævne Augusto Del Noce, Gennaro Sasso og Salvatore Natoli. Her er man begyndt at diskutere Gentile «i overensstemmelse med hans egen tænkning» og understreger for det første, at denne filosofi ikke har meget at gøre med fascismens ideologi, og for det andet at man bør læse Gentile i en Europæisk kontekst og i hans teorier påvise tentative svar på de samme spørgsmål, som stillet af Nietzsche, Husserl og Heidegger.
Gentile er en af de få italienske filosoffer, til hvem der er viet opmærksomhed uden for Italien, ejendommeligt nok hovedsagligt i de engelsk talende lande, hvilket har kastet nogle få oversættelser af sig og nogen kritisk litteratur.

L.A.D.S. (Oversat af C.Fri.)