Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Houmann, Børge

Børge Houmann (1902-94), dansk kommunist, født 26. marts 1902 i Fredericia som søn af brænderibestyrer Ludvig Houmann og Ida Sofie Hansen. Omkring 1909 rejste familien til England, hvor faderen overtog en gærfabrik i nærheden af Derby. Houmann kom derfor i engelsk skole og fik engelsk som sit andet sprog. Efter end skolegang meldte han sig som frivillig engelsk soldat, og stod parat til at drage til fronten i 1. verdenskrig, da fredsslutningen indtraf. Efter et par år til søs og som arbejder i USA vendte han i 1920 tilbage til Danmark. Efter at være blevet fyret fra Store Nordiske søgte han ind til DSB som trafikelev. I 1926 blev han trafikassistent og fra 1930 tilknyttet Generaldirektoratet.

Houmann daterer selv sit møde med den revolutionære venstrefløj til 1923, hvor Marie Nielsen arbejdede på en oversættelse af John Reeds bog, Ti Dage der rystede verden om den russiske revolution. Hun lod Martin Andersen Nexø kigge på den noget usikre oversættelse, og han gav den videre til Houmann, der arbejdede i Espergærde, hvor Nexø selv boede på det tidspunkt. Gennem Nexø lærte Houmann ikke blot revolutionen, men også Sovjetunionen at kende. Nexø havde besøgt den unge arbejderstat og havde påtaget sig bl.a. at samle ind til et børnehjem. En indsamling også Houmann bidrog til.

Parallelt hermed levede han et litterært liv. Han blev knyttet til kredsen omkring det kulturelle tidsskrift Klinte, der udkom fra 1920. I 1921 udsendte han sin første digtsamling, Opus I, og i 1923 udsendte han samlingen Små Altre. I 1924 blev han forretningsfører for Otto Gelsteds lille tidsskrift Sirius, og gennem ham lærte han Hans Kirk at kende. Begge var de begyndt at orientere sig mod kommunismen, hvilket de gav udtryk for både i digte og artikler. I 1926-31 var han tilknyttet Woels forlag, hvor han som forfatter bidrog med en lang række af digte, artikler og pjecer og desuden arbejde som oversætter. Hans eneste roman, Lystgas, blev udgivet i 1932.

1927 Ind i DKP

I 1927 søgte han optagelse i DKP, og slap ind selv han ikke havde nogen anbefalere. Sandsynligvis pga. sin forbindelse til centraladministrationen. Som årsag til medlemsskabet angav han Sovjetunionens rolle i samtiden. Den nye stat pegede mod fremtiden. Det var dog først i 1933 han i større omfang gik ind i partiets organisatoriske arbejde, da han blev forretningsfører for dets forlag, Arbejderforlaget. Tillige var han aktiv i Kampfronten mod Fascismen, der populært blev kaldt Antifa. Han var kasserer i fronten og var med til at organisere den skandinaviske Antifascistkonference i foråret 1933. Samme sommer blev han sekretær og kasserer i Hjælpekomiteen for Nazismens Ofre. Hans åbenbare organisatoriske talenter gjorde ham til oplagt emne, da Arbejderbladet i januar 1934 blev dagblad. Samme år blev han forretningsfører for Mondes forlag, der oprindelig var startet af Mondegruppen. De mange partihverv kunne efterhånden ikke længere kombineres med arbejdet i DSB, og samme år sagde han derfor farvel til jobbet i DSB.

I perioden frem til 2. verdenskrig stod Houmann altså i spidsen for partiets samlede skriftlige agitation og propaganda. Arbejderbladet der udkom som dagblad steg i denne periode fra et oplag på 6.000 i 1935 til 10-12.000 i 1940, Arbejderbladets Ugeblad nåede op i et oplag på 20.000 i 1941, og derudover var der forlagene. Arbejderforlaget udgav i perioden 1933-41 161 bøger og pjecer, der overvejende var rettet mod arbejdere. På Mondes forlag der mere orienterede sig mod intellektuelle udkom der i hans periode mindst 40 bøger. Det var nu ikke altid let at være kommunistisk forlægger. Da Arbejderforlaget i 1936 udgav Stalins tale på 8. unionssovjetkongres om udkastet til ny forfatning havde Houmann lavet nogle forkortelser - ikke mindst i fremstillingerne af ovationernes omfang og forløb. Over det næste års tid gav forkortelserne anledning til betydelig kritik fra Kominterns side overfor DKP.

Det er usikkert hvornår han blev optaget i partiets centralkomite (CK). Først i april 1940 var han med sikkerhed medlem, men Aksel Larsen omtaler ham i 1938 som medlem af partiets ledelse, om end han ikke officielt var medlem af CK. Det er bemærkelsesværdigt, at en person der havde fuld kontrol over partiets skriftlige agitation og propaganda øjensynlig ikke formelt var medlem af dets ledelse, men dette kan muligvis tilskrives, at mens resten af ledelsen var arbejdere, havde Houmann en borgerlig baggrund.

2. verdenskrig

Efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 deltog han i forberedelsen af den illegalitet, der måtte komme - herunder forberedelsen af den illegale presse. Og efter den 22. juni 1941 blev han medlem af den lille ledergruppe, der førte partiet gennem krigen. Han deltog i opbygningen af Frit Danmark, repræsenterede partiet i Frihedsrådet og havde sabotagen under sig. Med krigen rykkede han fra at være organisator ind på pladsen som partiets måske vigtigste leder i Aksel Larsens fravær. Dele af sine oplevelser har han skildret i Overfrakken (Århus 1987), Kremls klokker (Risskov 1989) og Kommunist under besættelsen (København 1990). Hans anonymitet i 30'erne blev ham til gavn under besættelsen og specielt under partiets illegalitet. Der var kun få udenfor partiets egne række, der kendte ham. Det gjorde det vanskeligt for nazisterne at lokalisere ham, og selv i Moskva var Kominterns viden om ham begrænset.

Chefredaktør

Ved afslutningen af 2. verdenskrig blev han udnævnt til chefredaktør af partiets nye dagblad - Land & Folk. Det fik en flyvende start. Den 27. juni havde oplaget passeret 43.000 eksemplarer, den 13. juli 51.000 og den 5. september 60.000. Men derefter gik det nedad bakke trods avisens brede orientering og appel. Det faldt til 40.000 i 46, 33.000 i 47, ca. 27.000 i 48, indtil det i 1960 var nede på 7.700. Dermed afspejlede det opbakningen til DKP i årene efter krigen. Den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948, udbruddet af den kolde krig og en næsten total annonceboykot fra samme år udhulede avisens underlag økonomisk og politisk. I perioden 48-53 fik det derfor et mere udpræget partipræg - som Arbejderbladet før 1935. I 1949 rejste justitsministeriet en injuriesag mod chefredaktør Houmann, efter at han i efteråret 48 var begyndt at afdække en større værnemagersag fra krigen. Han blev dømt i byretten, Landsretten strammede dommen og i november 51 stadfæstede Højesteret Landsrettens dom. Houmann blev sendt 3 måneder i fængsel og måtte betale 50.000kr i bøde.

I 1955 blev han fyret som chefredaktør, efter at en af avisens medarbejdere havde skrevet en artikel, der rettede en forsigtig kritik af den sovjetiske musikpolitik. Alligevel fortsatte han i CK og partiets forretningsudvalg frem til 1958. Poster han havde haft siden slutningen af krigen. Da DKP ved valget i oktober 1945 fik 18 mandater i Folketinget, var Houmann den ene af dem. Han blev dog kun siddende til juli 1946, hvor Land & Folk kunne berette, at han trådte ud for at hellige sig arbejdet med avisen. En del af årsagen var dog nok også hans kompromisløse holdning til samarbejdet med Socialdemokratiet. Allerede året i forvejen havde han givet udtryk for, at partiets to ministre - Aksel Larsen og Alfred Jensen - burde trække sig af befrielsesregeringen, hvis løfterne om bl.a. 8 timers arbejdsdag for søfolk der var blevet afgivet under regeringsforhandlingerne ikke blev ført ud i livet. Et krav der ikke var populært i partiets øverste ledelse.

Han rykkede ud af Folketinget. I stedet sad han i 1946-50 i Radiorådet og i 1947-55 i bestyrelsen for Ritzaus Bureau.

Houmann kom også på et andet punkt på kollisionskurs med partiet. Dets sekretariat havde i oktober 54 besluttet at udgive historien om besættelsestiden den 5. maj 1955 - på tiårsdagen for befrielsen. Houmann var allerede gået i gang med historieprojektet i 1949, og i januar 55 forelå der et første udkast, der blev duplikeret i 7 eksemplarer, som Aksel Larsen, Alfred Jensen, Ib Nørlund, Martin Nielsen, Johannes Hansen, Thorkild Holst og Mogens Fog skulle læse inden 5. februar. Den 19. februar holdt de nævnte - bortset fra Fog - møde med Houmann om sagen. Manuskriptet var meget omfattende. Det var 672 sider og dækkede alligevel kun perioden frem til 20. august 1943. Det fremstillede besættelsestiden i hele dens bredde, men naturligvis med hovedvægten på kommunisternes indsats. Houmann mente kun det var Nørlund, der havde læst hele manuskriptet, og han var meget utilfreds med den kritiske linie Houmann anlagde overfor Socialdemokratiet. Under alle omstændigheder besluttede mødet den 19. februar, at der skulle arbejdes videre med manuskriptet, og at det nok skulle søges udgivet i hæfteform. Værket blev imidlertid aldrig skrevet om eller gjort færdigt. I 1958 gjorde partiet et nyt forsøg, men atter engang uden held.

Afsættelse og afskedigelse

Da han i 55 blev afsat som chefredaktør røg han samtidig ud af sekretariatet - partiets daglige ledelse. Han tog sig i stedet af partiets økonomi gennem hele kriseåret 56, og på den ekstraordinære kongres i januar 57 genvalgtes han til både CK og forretningsudvalget (FU), men allerede på dettes konstituerende møde den 5. februar blev det klart, at det var et delt FU. Partiformand Aksel Larsen havde i stigende grad nærmet sig oppositionens synspunkter, og blev kun støttet af Houmann og Carlo Hermansen. Trods de skærpede modsætninger opfordrede Houmann gang på gang CK til at holde sammen og ikke give op. Men tiderne var ikke med DKP. I april 57 viste det sig, at 3.000 af partiets medlemmer havde meldt sig ud i kølvandet på SUKP's 20. kongres.

I foråret 1958 besluttede DKP trods protester fra Moskva at sende Knud Jespersen og Houmann til kongres i Jugoslaviens Kommunisters Forbund (JKF). Forholdet mellem Jugoslavien og Sovjet var i denne periode under kraftig nedkøling. Jespersen og Houmann havde dog ikke været særlig uenige om vurderingen af kongressen. Derfor kom det som en overraskelse, da de to stødte sammen på CK mødet den 31. maj på spørgsmålet om vurderingen af kongressen. Hvor Houmanns vurdering var præget både af kritik og positive vurderinger, var Jespersen ensidigt kritisk, og blev kraftigt bakket op af Ib Nørlund. Aksel Larsen holdt derefter en lang tale, hvor han bakkende Houmann op, og hvor han opfordrede CK til at godkende beretningen. Det skete, men senere fik Jespersen vedtaget en resolution, der støttede Sovjets fordømmelse af Jugoslavien. Det skete med 24 stemmer mod 3 og 11 der undlod at stemme. Det var klart, at der var lagt op til et større opgør. Den 31. oktober til 2. november holdt partiet ekstraordinær kongres, og efter denne sad hverken Aksel Larsen eller Houmann i CK. På det efterfølgende CK møde den 15. november blev Larsen ekskluderet, og sekretariatet indstillede samtidig Houmann til eksklusion - pga. hans virksomhed under partidiskussionen. CK ville dog kun gå med til afskedigelse, og denne indstilling blev stadfæstet på FU mødet den 25. november. Iflg. ham selv blev han «sat på porten med få timers varsel», og «distraktion og glemsomhed bredte sig som en smitsom sot og førte til, at kammerater jeg havde arbejdet sammen med i både 10 og 20 år ikke genkendte mig, om vi mødtes på gaden».

1958-94 Litterært arbejde

Efter 25 år som partifunktionær vendte han tilbage til litteraturen. Var han fulgt med Larsen over i SF havde han været selvskrevet en toppost, men partikampen 1956-58 havde tæret på kræfterne. Han valgte at blive i DKP og hellige sig det litterære arbejde. I 1961 udgav han sin store Nexø bibliografi, i 1969-72 brevudgaven i 3 bind og i 1981-88 den monumentale Martin Andersen Nexø og hans samtid ligeledes i 3 bind. Det var derfor nok fortjent, da han i 1973 blev æresdoktor ved Københavns Universitet og i 1981 ved Universitet i Greifswald for sin Nexøforskning. Derudover blev det til en række udvalg af Hans Kirks breve, en omfattende Otto Gelsted bibliografi samt artikeludvalg af samme.

Houmann døde i starten af 1994, kort før han ville være fyldt 92.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 46.570