Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Krupskaja, Nadesjda Konstantinovna

Krupskaja (1869-1939), russisk revolutionær og bolsjevik, fremtrædende partiarbejder i Lenins parti fra partiets start. Nadesjda Konstantinovna Krupskaja var Lenins loyale medarbejder og kone. Efter revolutionen var hun en ledende skikkelse i Sovjetstatens undervisningspolitik og ungdomsarbejde.

Krupskajas forældre prægede hende på hver sin måde; faderen ved sin interesse for arbejdernes kår og sine revolutionære sympatier, moderen gennem sin dybe religiøsitet. Den unge Krupskaja var stærkt grebet af Tolstojs asketiske tanker og særlig hans pædagogiske ideer. Krupskaja ønskede selv at blive lærer, og i 1889 lod hun sig indskrive ved Bestusjevkurserne for kvinder i St. Petersborg. Hun fandt imidlertid undervisningen livsfjern og stoppede. Hun kom med i populistiske og senere marxistisk inspirerede grupper og fik afløb for sin trang til handling som lærer på en aften- og søndagsskole for arbejdere.

I 1895 deltog hun i dannelsen af den illegale «Gruppen af socialdemokrater» sammen med Martov, Krsjisjanovskij og V. I. Uljanov (Lenin). Da Lenin blev arresteret samme år, var Krupskaja hans kontakt, indtil hun selv led samme skæbne. Hun søgte og fik tilladelse til at slutte sig til Lenin i Sibirien som hans «forlovede». Efter hendes ankomst til Sjusjenskoe indgik de efter pres fra politiet ægteskab; de beklagede sig imidlertid ikke over dette udslag af det zaristiske despoti.

I Krupskajas breve fra denne tid og i hendes «Erindringer om Lenin» (1926) fremstiller hun perioden i Sibirien som en lykkelig, rolig og arbejdsom tid. Her forfattede hun sin første politiske pamflet, «Arbejderkvinden», der blev udgivet i 1901 i Tyskland, hvor Krupskaja og Lenin begyndte deres emigranttilværelse. Dette uanseelige hæfte gav den første marxistiske behandling af kvindespørgsmålet i Rusland. Det er et ægte russisk værk, baseret på Krupskajas førstehånds kendskab til den russiske arbejderkvindes og bondekvindes kår.

Fra München, hvor de først slog sig ned, flyttede Krupskaja og Lenin til London og senere til Geneve. Som sekretær for Lenin og hans avisredaktion fik Krupskaja en nøglestilling i den marxistiske emigrantbevægelse. Hun havde ansvaret for arkiv, adresselister, koder og korrespondancen med de lokale kadrer, der drev illegalt arbejde i hjemlandet. Under revolutionen i 1905 vendte de to tilbage til Rusland, men da revolutionen blev knust, søgte de dækning i Finland og ved årsskiftet 1907-08 var de tilbage i Vesteuropa. De flyttede nu til Paris, hvor Lenin mødte Inessa Armand, en fransk-russisk revolutionær, der en tid kom til at fortrænge Krupskaja som Lenins nærmeste ven og medarbejder. Dette var i en periode med tilbagegang for bolsjevikkerne, og Krupskaja kunne i 1909 udtale: «Vi har ingen tilhængere mere».

Da Lenin og Krupskaja i 1912 flyttede til Krakow for at være nærmere den russiske grænse, genoptog Krupskaja sin centrale stilling og blev sekretær for partiets centralkomité. En af hendes vigtigste opgaver var at deltage i redaktionen af «Pravda», som fra 1912 udkom lovligt i St. Petersborg. Fra denne periode stammer hendes modsætningsforhold til Stalin, der var medlem af den hjemlig redaktionsstab.

I 1914 var Krupskaja med til at starte «Arbejderkvinden», men modsætninger indenfor redaktionen og modstand fra mandlige kammerater førte til at bladet stoppede. Krupskajas konservative syn på familie- og seksualspørgsmål var uforeneligt med Armands og Kollontajs krav om «fri kærlighed». Dette modsætningsforhold blev særlig skarpt i 1923, da de tre sad sammen i redaktionen for bladet «Kommunist-kvinden». Efter krigsudbruddet i 1914, da Lenin og Krupskaja blev tvunget til at flytte tilbage til Schweiz, gik hun sammen med Armand, Zetkin og Balabanova om at forberede en international kvindekonference. Den blev afholdt i Bern i 1915, og skønt den ikke, som initiativtagerne havde håbet, gav udtryk for en enstemmig modstand mod krigen, skabte den alligevel blæst om kvindernes fredsarbejde.

Ved siden af kvindepolitikken går pædagogikken som en rød tråd gennem Krupskajas virke. Hun forsøgte at udarbejde en marxistisk pædagogisk teori, og hendes hjertesag var og blev «arbejderskolen» - tanken om at praktiske fag og fysisk arbejde skulle udgøre en stor del af undervisningsoplægget. Disse ideer var hun selv med til at realisere efter Oktoberrevolutionen i 1917, hvor hun blev vicekommissær i undervisningskommissariatet under Lunatsjarskij. Hendes arbejdsområde omfattede folkeskolerne, voksenuddannelse, biblioteksvæsen, ungdomsarbejde samt ateistisk og politisk propaganda.

1920'erne var en periode med omfattende pædagogisk eksperimenteren i sovjetskolen. Krupskaja ønskede at decentralisere administrationen af skolerne, men de lokale skoleråd viste sig at fungere dårligt, og hun kom efterhånden til at tale for en stærkere central styring. På samme måde protesterede hun i begyndelsen mod arrestationer af ikke-kommunistiske lærere og udrensningen af klassisk litteratur fra bibliotekshylderne, men udstedte snart selv direktiver om at fjerne bøger «i massernes interesse».

Efter Lenins død i 1924 manede hun partiet til enhed, men hun kunne ikke forhindre, at der blussede en «arvefølgerstrid» op. I sit «testamente» havde Lenin anbefalet kammeraterne at fjerne Stalin fra stillingen som generalsekretær, men det lykkedes ikke Krupskaja, som under Lenins sygdom havde haft skarpe sammenstød med Stalin, at få «testamentet» på dagsordenen på partikongressen i 1924. I 1925-26 samarbejdede hun med Sinovjev og Kamenev i opposition til Stalins og Bukharins højrefløj. Da hun senere forlod oppositionen, nægtede hun at fordømme sine tidligere standpunkter, og hendes støtteerklæringer til Stalin bærer præg af at være hendes bidrag til en kompromisløsning.

I begyndelsen af 1930'erne protesterede hun mod den måde kollektiviseringen blev gennemført på, og hun måtte med bitterhed se på, at hendes idé om den polytekniske skole led nederlag, da den traditionelle kundskabsskole blev genindført. Men Stalins opstramning af familiepolitikken med afskaffelse af selvbestemt abort og styrkelse af familien fik hendes oprigtige og erklærede støtte. I 1930'erne var Krupskaja aktivt engageret i arbejde med børn og unge i Pionererne og Komsomol. Meget af sin tid viede hun til erindringerne om Lenin, der udkom i flere udgaver. Krupskajas døde den 27. februar 1939, dagen efter at hun var fyldt 70 år.

M.B.N. / J.P.N.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 29/4 2003

Læst af: 39.356