Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Plakat

En plakat er et budskab, der trykkes på papir og som bliver hængt op, så andre mennesker kan se det.

Aktiviteten på venstrefløjen har været afgørende for dens plakatproduktion. Da vores politiske system opstod på resterne af enevælden (1849), eksisterede der ikke nogen organiseret venstrefløj, forstået som en socialistisk opposition. Men der fandtes samfundskritikere. Plakater med krav om politiske forandringer kan kun bruges, når der er en vis ytringsfrihed; og de bliver kun brugt hvis der er mennesker, der kan påvirkes. Formålet med venstrefløjens plakater har været at overbevise dem der ikke i forvejen var overbeviste om venstrefløjens politik, og at samle dem der var enige.

Økonomien har været meget afgørende for plakatproduktionen. Da der opstod en organiseret venstrefløj i 1871, havde den meget få penge. Bevægelsen bekæmpede ikke bare det undertrykkende samfund, men kæmpede også for det daglige brød. Derfor blev der næsten ikke råd til at trykke plakater.

Trykketeknikken har også haft afgørende betydning for venstrefløjens plakatproduktion. I 1848 var tryk med løse typer den billigste teknik for oprørerne; Der fandtes også litografiske trykkerier og stålstikkerier, som fortrinsvis trykte billeder. Efter 1900 voksede litografiets udbredelse som følge af samfundets økonomiske udvikling. Efter 2. Verdenskrig blev linoleumstryk, silketryk, offsettryk og fotokopier de mest udbredte trykteknikker.

Den politiske plakats forløber

De første politiske plakater var træsnit eller kobbertryk, der gjorde nar af magthaverne. Det kunne være paven, kongen eller kendte der blev afsløret. Hvis latteren var vendt mod fjendtlige magthavere, så var der nærmest tale om en slags statspropaganda. Men hvis latteren blev vendt mod de hjemlige magthavere, så blev det ulovligt og farligt. Den slags tryk kunne ikke vises offentligt, og de var således ikke egentlige politiske plakater, men de inspirerede den senere plakatproduktion.

Det er en del af Danmarks historie, at landet i 1819 hærgedes af en jødefejde, hvor jøder blev gjort ansvarlige for landets økonomiske krise; beskyldningerne blev trykt på plakater som blev klistret op. Kongen udstedte da en bekendtgørelse om ro og orden. (Sådan en bekendtgørelse kaldtes før 1849 for en plakat.)

I 1848 klistrede københavnske national-liberale opslag/plakater op for at kalde til protestmøde i Casino, hvor de krævede en fri forfatning der skulle afløse kongens enevælde.

Da de oprørske blev kaldt til kongen, blev der straks trykt og opklistret nye plakater, så alle kunne vide hvad der var sket. Plakaterne virkede ikke bare oplysende, men også som pres på kongen.

I 1872 trykte dagbladet Socialisten på forsiden en indbydelse til et folkemøde i København, der skulle afholdes på Nørrefælled søndag den 5. maj kl 14. (Se ill. 1) Anledningen var en murerstrejke, som skulle støttes, og invitationen var udstedt af Internationales tre ledere, Pio, Geleff og Brix.

Illustration 1 I 1872 trykte dagbladet Socialisten på forsiden en indbydelse til et folkemøde i København, der skulle afholdes på Nørrefælled søndag den 5. maj kl 14.

Der blev ikke trykt plakater for at indkalde til dette nok kendteste folkemøde i den danske arbejderbevægelses historie. Til gengæld blev invitationen besvaret på plakater. Politidirektør Crone havde længe ønsket at stoppe, hvad han kaldte en kriminel bevægelse. På de københavnske gadehjørner lod han opklistre plakater, som ikke alene forbød folkemødet på Nørrefælled, men også ethvert andet møde, som Internationales bestyrelse sammenkaldte. Politidirektøren brød grundloven, for den tillod borgerne at samle sig ubevæbnede, så københavnske arbejdere rev politidirektørens plakater ned. Internationale besluttede at afholde mødet, politiet anholdt Internationales ledere og ransagede deres boliger.

De ikke-arresterede medlemmer af Internationale lod straks trykke og opklistre nye plakater: På grund af arrestationerne opfordrede de arbejderne til ikke at holde folkemødet. (Se ill. 2)

Illustration 2 Efter arrestationen af Internationales ledere op til mødet 5. maj 1872 tryktes denne plkata, hvor arbejderne opfordres til ikke at holde mødet.

Denne plakat blev dog først klistret op over middag om søndagen, så den kunne ikke holde arbejderne tilbage. Og det kunne det overvældende opbud af politi og militær heller ikke. Nørrefælled var spærret af, men arbejderne masede frem, husarer med dragne sabler tvang dem tilbage, arbejderne svarede igen med stenkast og politi og militær slog løs af al kraft, så mængden blev drevet mod Sankt Hans Torv. Højesteret idømte Pio fem års straffearbejde, Brix og Geleff tre år. Internationale blev forbudt, agitationen mistede gløden og venstrefløjen lå lammet. I 1877 lod Pio og Geleff sig bestikke til at udvandre.

Fem uger efter slaget på Fælleden indviede Socialdemokratiet sin første fane: På et rødt flag stod med guldbogstaver FRIHED, LIGHED, BRODERAAND. Selv om der ikke var tale om nogen plakat, så havde den dog en lignende funktion: Visuelt at præsentere partiets parole. Politiet forbød flaget samme år.

Venstre, bøndernes parti som i den følgende snes år kæmpede mod Estrups provisoriestyre (1875-94), trykte billeder af deres ledere. Partilederne var tegnet fotografisk nøjagtigt; myndige og faderlige så de ud, og de havde skrevet deres navn forneden som en personlig hilsen. Det var plakatagitation for de undertrykte - men særdeles selvbevidste - bønders ret. De tryk fik en fremtrædende plads i mange hjem; Venstres heltebillede blev nok det 19. århundredes mest trykte plakat.

Den socialdemokratiske plakat

På grundlag af resterne af Internationale opstod Socialdemokratisk Forbund/Socialdemokratiet, der valgte den parlamentariske vej. Gennem hårdt arbejde i resten af det 19. århundrede lykkedes det partiet at organisere arbejderne, og der blev oprettet partiaviser med egne trykkerier i mere end halvtreds byer over hele landet. Dermed blev det også lettere at trykke plakater.

Partiets plakater kom til at ligne tidens aviser; sorte bogstaver på hvidt papir. Farvet papir var nærmest ukendt, en ekstra farve kostede ekstra, billeder var næsten ubetalelige og billeder i farvetryk var teknisk mulige, men helt utænkelige for venstrefløjens fattige pionerer.

Plakaterne var rent typografiske; man varierede bogstavstørrelser og -typer, og typograferne skabte smukt læselige plakater. Vigtigst var kandidatens navn, som blev sat med de største og fedeste typer, mens de mindre vigtige oplysninger om hvilken kreds han stillede op i, blev sat med mindre bogstaver. Politiske argumenter blev sat mindst.

Samfundet var blevet moderne og uoverskueligt. Plakaterne skulle ses i et samfund af fodgængere. Biler eksisterede knap nok og cykler var ikke noget arbejdere havde råd til; som regel boede og arbejdede man i samme kvarter.

De socialdemokratiske plakater voksede i størrelse. Ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede kunne de være halvanden meter i højden. Der var større økonomisk aktivitet i samfundet, så arbejderne fik mulighed for at abonnere på avisen og det gav overskud, der kunne bruges på partiarbejdet. Blandt andet til plakater. Vandrendre håndværkersvende kom hjem fra udlandet og fortalte hvordan plakater så ud der.

Nogle af Socialdemokratiets plakater skulle mere end bare opfordre til at man stemte på partiets kandidat: Hvis man havde fået offentlig hjælp kunne man ikke stemme før man havde betalt pengene tilbage. Og så skulle man sikre sig at man stod på valglisten. Ved århundredskiftet stemte mange af samfundets fattigste på Socialdemokratiet, så det var meget vigtigt at minde vælgerne om at de stod på listen.

Øget kamp om stemmerne, forbedrede trykteknikker og flere penge skabte flere og mere farverige plakater i det 20. århundrede. Borgerne blev efterhånden bombarderet med reklamer for både krystalsæbe, plantemagarine og taffelakvavit, og disse kommercielle plakater var store og trykt i mange farver; De var trykt som litografier. Teknikken var mere end hundred år gammel, men nu blev farvelitografiet efterspurgt. I takt med disse kulørte reklamer for varer, blev de politiske plakater også trykt i flere farver.

Det var ikke længere typografer der med løse typer, der skabte typografiske plakater, men litografer der med stregens lethed kunne skabe alt det fantasien kunne hitte på. Man var ikke længere bundet af lodrette og vandrette linier. Plakaterne fik et kunstnerisk løft, og plakatkunstnerne fik deres navn på plakaten.

Til folketingsvalget 1918 tegnede Thor Bøgelund en plakat med teksten: Giv slægternes mødre lysere kaar / Stem paa liste A / Leve Socialdemokratiet. Midt på plakaten så en mor kærligt på sin baby. Det var hverken et religiøst madonnabillede, et autentisk foto eller en knugende appel om klassekamp. Det var drømme om det hele liv. Motivet var tæt beskåret og indrammet af en ottekant. Typografien var sat symmetrisk og havde et klassisk snit. Den nederste linie vuggede og A'et lå i barnets vugge. Det var en ny tids plakat. (Se ill. 4)

Bøgelund tegnede ikke flere socialdemokratiske plakater, tilgengæld tegnede han nogle til afstemningen om Sønderjylland, hvor mor-barn-forholdet blomstrede, men det blev mere højtideligt.

De socialdemokratiske plakater blev mere agitatoriske; Atter lod man sig inspirere af udlandet, hvor modsætningerne stod tydeligere.

I 1921 fejrede Socialdemokratiet sit 50-årsjubilæum med en folkefest i Fælledparken. En stolt arbejder stod med spredte ben som et A og holdt partifanen: Lyset faldt hårdt ind på ham, han gik mod lyset, som måtte være partiet. Der var kamp og kraft i plakaten, men det var uklart hvad kampen gjalt andet end partiet selv.

I 1926 tegnede Oluf Nielsen ARBEJDERE + TJENESTEMÆND + HUSMÆND / I HAR MAGTEN, HVIS I VIL! STEM PÅ SOCIALDEMOKRATIET! Betragteren så de nævnte befolkningsgrupper i arbejdstøj, målrettet og med hævede leer og partifanen. Gruppens leder hilste ud af billedet, mens fanebæreren forsøgte at gøre ham opmærksom på at han skulle tage retning mod betragteren.

På det tidspunkt havde Socialdemokratiet haft statsministerposten i to år, men tegneren fremstillede partiet som et kæmpende parti.

Socialdemokratiets mest berømte plakat blev trykt i anledning af folketingsvalget 1935: Stauning - eller kaos. Stem Socialdemokratisk! Plakaten var unavngiven. Den byggede på et Kehlet-fotografi af statsminister Stauning, som blev fremstillet som partiets vismand med rynker, skæg og runde briller. Plakaten blev trykt i een farve - brun som tidens fotografier. Han så ikke betragteren direkte i øjnene og heller ikke fremad i læseretningen, men bagud, tilbage i tiden. Typografien var moderne; hans navn stod med sikker og urokkelig skrift, mens ordet kaos stod kaotisk. Opfordringen til at stemme socialdemokratisk var til gengæld stillet skråt, så den fulgte lysstrålerne. Plakaten opfordrede til aktivitet for at sikre partiets orden og undgå kaos. Socialdemokratiet havde etableret sig som det statsbærende parti og havde endda fundet sig tilrette med kongehuset. (Se ill. 5)

Illustration 5 Stem paa liste A, 1935.

 

På samme tid blev de socialdemokratiske plakater dog også inspireret af mellemkrigstidens sovjetiske plakater. Dmitri Moor's plakater inspirerede til hvordan en bomstærk arbejder skulle tegnes. I en fotomontage fra 1929 havde russeren El Lissitsky smeltet et ungt par så meget sammen, så de deltes om det tredie øje. Nu blev ideen genbrugt i en socialdemokratisk plakat. Var det blikfang eller ville Socialdemokratiet virkelig skabe helt nye mennesker, der stirrede mod lyset? (Se ill. 6)

Kurt Wenzels plakat fra 1939 med teksten: Frihed - Fred Arbejde forestillede en arbejder. Han var stålsat som en sovjetmodel og arisk som det nazistiske ideal. Med ryggen mod fabrikken stirrede han mod lyset (der vist skinnede fra flere kilder) for at stemme socialdemokratisk. (Se ill. 7)

Illustration 7 Stem paa liste A, 1939.

Efter 2. Verdenskrig brugte Socialdemokratiet også plakater. Da skulle de præsentere partiet som det bedste til at varetage vælgernes interesser i et samfund der var verdens bedste. Gør goder tider bedre. Bliv medlem af Socialdemokratiet - og det gjorde mange, selvom det måske ikke var synderligt politisk. (Se ill. 8)

Derfra var ikke langt til at plakaterne kun indeholdt et stort A i tidens modefarver - måske suppleret med en fotografi af den evigt smilende kandidat.

Venstreoppositionens plakater

Oppositionen, der opstod til venstre for Socialdemokratiet, havde i starten lige så svært ved at finansiere trykning af plakater som Socialdemokratiet havde haft det.

I november 1918 opfordrede Fagoppositionens Sammenslutning, Det uafhængige Socialdemokrati samt Socialistisk Arbejderparti til generalstrejke. Den rent typografiske plakat blev indledt med Arbejdere! Zahle har svaret, at han hverken kan eller vil løslade vore Kammerater. Nu er tiden inde til Handling! Så fulgte opfordringen til at standse alt arbejde fra onsdag morgen og mødes på Københavns Grønttorv.

Plakaten var rent typografisk. Den der havde sat teksten havde næsten skiftet typografi hver gang han skiftede linie. Måske han havde sat teksten i smug på sin arbejdsplads. Resultatet var et flimrende skriftbillede, men tiden var også flimrende: I ugen forinden var der dannet arbejder- og soldaterråd i Tyskland og den tyske kejser var tvunget til at træde tilbage. Nu forsøgte nogle københavnere den revolutionære lykke. Selvom 50.000 mennesker mødte op og sloges med politiet, så nedlagde kun få københavnere arbejdet. Situationen var ikke til generalstrejke, organisationerne var svage og plakaten ikke overbevisende. (Se ill. 9)

Illustration 9 Opfordring til generalstrejke fra Fagoppositionens Sammenslutning, november 1918.

DKP blev oprettet med direkte inspiration fra den russiske Oktoberrevolution, og partiet fik støtte fra Sovjetunionen mod at støtte Sovjetunionen i Danmark.

I valgplakaten fra 1932 Skal dette system fortsætte? Nej! Stem Kommunistisk! ses politibetjente overalt i færd med at overfalde og slæbe afsted med fredelige borgere. Fotomontagen på plakaten virker tysk; Tyskeren John Heartfield inspirerede Poul Henningsen, Broby Johansen og Hans Scherfig, selvom den danske plakatproduktion aldrig nåede det tyske niveau. (Se ill. 10).

Illustration 10 Valgplakat fra DKP, 1932.

DKP kom ind i Folketinget med to mandater. Betragteren måtte spørge sig selv, om Danmark virkelig var en politistat; og DKP måtte spørge sig selv om plakaten skræmte vælgerne væk eller om den havde overbevist dem.

Under den tyske besættelse af Danmark fremstillede venstrefløjen næsten ingen plakater; Den slags ville være overmodigt spild af kræfter, og de blev i stedet brugt på illegale blade og væbnet modstand. Men da besættelsen var slut klistrede DKP straks plakater: Nazi-Tyranniet er slaaet. Landet er atter frit! Befrielsen var jo mere end Dannebrog og klokkeklang. (Se ill. 11)

Illustration 11 Anden verdenskrig er vundet. DKP plakat fra 1945.

Men krigsafslutningen medførte også vareknaphed og det tilbagevendende problem for venstrefløjen: Den havde ikke råd til at trykke plakater på papir.

Venstrefløjen blev optaget af retsopgør, kampen mod arbejdsløsheden og mod Danmarks NATO-medlemsskab. I stedet for plakater malede man paroler på transparenter af stof, som blev spændt ud mellem to stænger, eller malede parolen på store skilte, som man bar rundt.

Transparenter og skilte kunne bruges flere gange; Eventuelt kunne skiltene males over med nye paroler. Fremstillingsteknikken medførte at teksterne blev enkle: MOD KRIG OG BLOKPOLITIK eller MOD ATLANTPAGTEN kunne man skrive. På Teknisk Skole blev der undervist i skiltemaling, og det kunne bruges politisk. Kun sjældent blev der malet billeder på demonstrationsskiltene. Helhedsindtrykket blev lidt hjemmelavet og individuelt; omvendt udeblev plakatens overvældende massevirkning.

Da den socialdemokratiske regering i 1956 greb ind i overenskomstforhandlingerne og lod forliget, som arbejdsgiverne havde godkendt og arbejderne havde forkastet, ophøje til lov, så udløste det storstrejker. 200.000 arbejdere samledes foran Christiansborg og på et skilt stod DEMOKRATI / ÆRE VÆRE DIT MINDE / ARBEJDERNE I TIVOLI! Den tekst ville næppe være blevet trykt som plakat - men som skilt gav den en humoristisk fortolkning. (Se ill. 12)

I halvtredserne var venstrefløjens plakater først og fremmest DKP's plakater. Grafisk stod de stærkt, det var faglærte litografer og typografers gedigne håndværk og de blev også inspireret af sovjetrussiske og polske grafikere. Billederne var enkle; smilende børn blev gengivet i blødt, mens kapitalister, politi og militær blev afbilledet i fotografik, som både rummede det autentiske fotografiske «bevis» og det grafisk hårdtslående. Typografien virkede ikke overlæsset; teksterne var korte og kunne have stået på de individuelt malede skilte få år tidligere. Men nu blev der kun plads til en enkelt parole, og så var spørgsmålet, hvad betragteren mente om den: Plakatens gennemslag afhang ikke bare af det grafiske, men også af det politiske: Forstod DKP at formulere en politik for den danske venstrefløj eller udtrykte partiet blot Sovjetunionens interesser. (Se ill. 13)

Svaret på dette spørgsmål rummede grundlaget for den udogmatiske venstrefløj, dens partier og bevægelser.

Efterkrigsøkonomien gjorde, at venstrefløjen fik langt flere penge, end den nogen sinde tidligere havde haft. Danmark oplevede en vækst i næsten alt - også i produktion af venstrefløjsplakater. I perioden 1968-78 er tallet anslået til 6.000 forskellige danske venstrefløjsplakater.

I midten af tresserne udtrykte unge over hele verden utilfredshed med det eksisterende samfund. Den danske utilfredshed var en udløber af atommarcher, protester mod dansk-tyske militærøvelser, vietnamkrigen og den festlige slumstormerbevægelse.

I maj 1968 nåede protesterne et højdepunkt i Paris, hvor studenter udtrykte deres vrede over universitetsforhold, USA's krig i Vietnam og præsidentstyret. Studenterne blev støttet af arbejderne, og Frankrig blev lammet af storstrejker.

En af studenteroprørets paroler lød Fantasien til magten. Asger Jorn, der lige efter besættelsen havde tegnet en plakat for DKP, skabte nu som verdensberømt maler, plakater for de antiautoritære studenter. Med abstrakt-ekspressionistiske streger tegnede Jorn masker, som i sig selv udtrykte en frihedslængsel. Han ville hverken illustrere eller belære, men støtte og skubbe det revolutionære projekt fremad. Leve den skabende intelligens' lidenskabelige revolution kunne hans franske plakattekst oversættes. Den slags venstrefløjsplakater havde man aldrig før set i Danmark. (Se ill. 14)

Den nye venstrefløjs plakater blev inspireret fra Paris; også de cubanske plakater inspirerede. På busstoppesteder, lyskasser og mure blev det helt almindeligt at se venstrefløjens plakater; man kunne næsten ikke undgå dem. Denne skarpe konkurrence om opmærksomheden førte også til en fornyelse. Man måtte være opfindsom, skifte stil, farve og papirformat for at slå igennem.

Anonym plakat i enkleste grafiske teknik. Trykt i kunststudenternes værksted i Paris i maj 1968.

I slutningen av 1960'erne skabte cubanerne en ny og særegen plakatkunst, baseret på den latinamerikanske freskotradition.

«Tyske arbejdere! SPD vil tage jeres villaer i Tessin.» Klaus Staeck-plakat fra 1972. Bevidst tvetydig og provokerende.

Linoleumssnit og silketrykte plakater kunne fremstilles billigt og hurtigt i et køkken eller en kælder, og ingen (borgerlig) bogtrykker kunne blande sig i hvad man trykte og tjene på ens revolutionære budskaber. Til gengæld var oplagene begrænsede, hvilket omvendt øgede mangfoldigheden og fornyelsen. Linoleumssnit og silketryk gav samme udtryksfrihed som litografiet, men man var nødt til at forenkle. Det medførte en grafisk enkelhed og de lange forklaringer forsvandt. Plakaterne blev først og fremmest båret af billedsiden og en kort parole.

I midten af tresserne ønskede mange unge at flytte for sig selv; man det var forbudt at flytte ind i storbyens tomme boliger, for de skulle saneres. Men slumstormerne flyttede alligevel ind, etablerede sig som kollektiv, hvorefter politiet smed dem ud - og i fængsel.

Plakaten TOMME HUSE / EDEL GRIS / FULDE FÆNGSLER / SLUMSTORMERNE er skåret i linoleum og trykt i en uniformsblå farve; den er anonym, men vist trykt i 1971 efter politiet havde smidt slumstormerne ud af Jægergården i København og isolationsfængslet dem i 14 dage. En ægte slumstormerplakat, fuld af vrede i ansigtet, de korslagte arme og den kolde blå farve, men også fuld af humor i ordspillet og i plakatens cirkulære bevægelse der ender i den hvide fange, der kan flyde ud i papiret og så ud af fængslet og ind i byen igen. Edel Saunte var boligborgmester. (Se ill. 15)

Slumstormerne forsøgte at genskabe livet i de gamle huse, som var blevet tomme, fordi arbejderne var flyttet i parcelhus eller betonbebyggelser udenfor midtbyen. Ved siden af Jægergården etablerede slumstormerne en cafe, for at holde fast i byens muntre liv og ophæve pengenes betydning.

Plakaten FOLKETS CAFE / BETAL HVIS DU HAR LYST var trykt i silketryk i to farver; også den var anonym, uden tryksted og år. Plakaten var antiautoritær; den definerede ikke hvad socialisme og frihed skulle være, men lovede blot kaffe, the og håndmadder og BETAL HVIS DU HAR LYST. Det kunne give noget at spekulere over for de mange der arbejdede hårdt for at få råd til villa, Volvo og vovse. (Se ill. 16)

Illustration 16. Betal hvis du har lyst. Plakaten var antiautoritær; den definerede ikke hvad socialisme og frihed skulle være, men lovede blot kaffe, the og håndmadder.

 

I september 1970 demonstrerede venstrefløjen mod Verdensbankens kongres i København; 1000 betjente blev sat ind mod demonstranterne. Betjentene kørte hensynsløst ind mellem demonstranterne, så mange blev kvæstet og andre blev anholdt for at kaste med sten. I november blev retssagerne ført. Klaus Albrechtsen tegnede SKUEPROCES for at samle til støttedemonstration. Retfærdigheden, som har bind for øjnene for at kunne dømme retfærdigt, var her sat op på en af politiets motorcykler og rasede lige mod betragteren, med en svag drejning tilbage i læseretningen. Plakaten var kun trykt i en farve, for plakaten sagde meget: Man skulle selv dømme, og ikke overlade det til politiet. Arrangørerne var ikke i tvivl: Skueproces stod der med de største bogstaver. (Se ill. 17)

I 1971 tryktes i silketryk en plakat med teksten FAT MOD! Billedet var en bearbejdelse af et berømt Marxfoto, men nu var han blevet orange i panden og skægget turkisblåt. I hundredåret for Pariserkommunen blev han fremstillet som Andy Warholl ti år tidligere havde foreviget Marilyn Monroe. Var Marx blevet pop, var han blot en ikon, et helgenbillede? Den korte teksten var på dansk, men i virkeligheden en oversættelse af det franske courage, for plakaten reklamerede for tidsskriftet Kurasje, hvis nr. 4 handlede om klassebegrebet. Plakaten legede indforstået med sit eget vigtige emne.

Venstrefløjen oprustede teoretisk - det var nødvendigt, men medførte også en splittelse mellem kapitallogikere, arbejderister og mange andre.

På venstrefløjen overvejede man at etablere sit eget offsettrykkeri. Det ville være risikabelt og krævede en startkapital, men så ville man kunne trykke ubegrænsede oplag; i 1972 etableredes i Århus Modtryk og i København Eks-Skolens Trykkeri. Senere blev der startet flere offset-trykkerier.

1972 var året hvor folket skulle stemme om Danmarks tilslutning til Fællesmarkedet. Ib Spang Olsen tegnede NEJ ikke ind i EF-UNIONEN for Folkebevægelsen mod EF. Den ældre bureaukrat var med sine store hænder parat til at fange betragteren eller hele Danmark. (Se ill. 18)

Der var noget skræmmende over venstrefløjens EF-plakater, hvor al landsens ulykker blev forudset, inklusive at landet blev opslugt af Unionen. I samme valgkamp tilbød de store partiers ledere og smilende hustruer velstand for alle, hvis man stemte for EF-tilslutning. Og det var sød musik - mens det var ret svært for venstrefløjen at overbevise ret mange andre end sig selv om hvad Unionen kunne føre til.

KVINDER ER STÆRKE / STEM NEJ TIL EEC, stod der på Rødstrømpernes plakat fra 1972. Den var et brystbillede af to kvinder, der med åbne øjne og stramt lukkede læber sagde Nej. Den yngre havde pædagogens karakteristiske tørklæde om håret, den ældre kvindes kittel var en arbejders. I plakatens stiliserede form så kvinderne ud til at stamme fra et russisk landbrugskollektiv. Plakatens argument for at sige nej byggede udelukkende på påstanden om at kvinder var stærke. Ikke voldsomt overbevisende - selvom plakaten nok var en af tidens kønneste. Men flyttede plakaten holdninger før afstemningen? Der blev flertal for tilslutningen, og Danmark blev medlem af EF 1. januar 1973. (Se ill. 19)

Illustration 19. Rødstrømpernes anti-EF   plakat fra 1972. Den var et brystbillede af to kvinder, der med åbne øjne og stramt lukkede læber sagde Nej. Den yngre havde pædagogens karakteristiske tørklæde om håret, den ældre kvindes kittel var en arbejders. I plakatens stiliserede form så kvinderne ud til at stamme fra et russisk landbrugskollektiv. Plakatens argument for at sige nej byggede udelukkende på påstanden om at kvinder var stærke.

Efter nederlaget voksede behovet for en politisk-teoretisk afklaring. Modtryk forblev ikke et trykkeri, hvor den splittede venstrefløj fik trykt sine mange forskellige medlemsblade og plakater. Modtryk blev til et forlag, hvor universitetsmarxismens vigtigste bøger udkom.

For disse teoretiske sværvægtere reklamerede Mikael Wittes plakat TEGN SUBSKRIPTION / STØT MODTRYK fra 1973. (Se ill. 20). Atter var en motorcykel på plakaten, men denne gang var det frihedsgudinden der styrede og Modtryks navn der lyste som frihedens fakkel. Oprindelig havde han lavet montagen til en plakat for en gymnasiefest i 1970; nu blev den politiseret og drejede fremad i læseretningen. Det var ikke uden frækhed at forlaget valgte dette amerikanske frihedssymbol midt i de store vietnamdemonstrationers tid.

1969-78 eksisterede kunstnerkollektivet Røde Mor, som blandt andet producerede plakater. Medlemmerne havde billedkunstneriske evner til at skære i linoleum og politiske forestillinger om kollektiv kunst. Deres typiske arbejdsmåde var tegneserien, hvor hver enkelt bidrog med et billede, der så blev samlet til en helhed. I begyndelsen blev resultatet uklart, men efterhånden skabte de billedforløb på den enkelte plakat. Inspirationen fra de russiske Rosta-vinduer fra 1920'erne var tydelig.

Plakaterne, som først blev skåret i linoleum og derefter trykt i offset, vandt stor udbredelse. Der var støtteplakater til de afrikanske befrielsesbevægelser, kampagneplakater mod forureningen, for sikkerhed på arbejdspladsen og for en folkets kultur, morsomme mod papnæseindustrien og højtidelige med citater af Ho Chi Minh med parolen FOLKET SEJRER.

KVINDER ER DEN HALVE VERDEN stod der under 12 kvadratiske fremstillinger af kvindeliv fra Indien, Afrika, Sovjetunionen og Kina; Måske der også var afbilledet en dansk syerske. (Se ill. 21)

Illustration 21 Røde Mor: Kvinder er den halve verden.

Men tegneseriestilen kvalte plakatkunsten, for billederne blev mere og mere detaljerede. Plakaterne virkede stadig mere belærende, det var som om Røde Mor havde lavet plakaterne til mennesker i 3. Verden, hvor de færreste kunne læse - og ikke til danskerne. Plakaterne mistede blikfanget, hvor et politisk problem blev sammenfattet; det var som om Røde Mors tilknytning til DKP medførte, at plakaterne gav mindre plads til selvstændig tænkning og fantasien.

I Fristaden Christiania, der blev oprettet efter en anarkistisk aktion og som selv var et anarkistisk eksperiment, blev der trykt mange plakater som gav venstrefløjen et friskt pust. Plakaternes emner var vidt spredte; Fra den halvprivate efterlysning af en cykelanhænger til kampen for fristadens overlevelse og sammenhold. Trykteknikkerne varierede fra linoleums-, silke- til offsettryk.

Christianiaplakaterne står som noget særligt i den danske venstrefløjs plakathistorie. Christianitterne rådede over de samme tekniske faciliteter som resten af fløjen, men de byggede først og fremmest på et udogmatisk forhold til politik. Man forsøgte at holde sig fri af selvhøjtideligheden. Mens store dele af den organiserede venstrefløj i halvfjerdserne engagerede sig i kampe mod tvang (f.eks. arbejdskampe) så tog den flippede - og det var blandt andet christianitterne - del af venstrefløjen sine rettigheder. Samtidig med at Fristaden skulle slås med flere politibetjente end andre dele af den danske befolkning, så var man der begyndt at leve livet på en anden måde.

Illustration 22 Forestillingsplakat fra Solvognen, 1970'erne.

Solvognen var et stort teaterfællesskab, der delvist boede og arbejdede på Christiania. CABARET Solvognen opfører SMÆK FOR SKILLINGEN er lavet af Socialistisk Plakatgruppe, som havde hjemme både i Århus og København. Tegnet flot i jugendstil lå den sensuelle kvinde og inviterede med lange negle pik-attrappen nærmere, alt imens hun med den anden hånd holdt Marx i strakt arm. Her var den gamle filosof en maske: Det gjaldt ikke bare om at befri sig politisk, men også følelsesmæssigt. Her grinte man ikke bare af de andre, men også af sig selv. (Se ill. 22).

Mange organisationer etablerede egne plakatgrupper i halvfjerdserne. I Den sorte Firkant på Nørrebro i København arbejdede for eksempel Folkets Hus plakatgruppe.

Plakaterne skulle tjene organisationens mål. Efterhånden gentog de blot korte politiske paroler og begrænsede sit kunstneriske udtryk. Betragteren havde mulighed for at nikke godkendende til plakaten eller at afvise den. Selv om venstrefløjen lod store mængder plakater trykke, så blev deres gennemslag stadig mindre. Samtidig med at skolerne underviste i billedforståelse udsendte venstrefløjen kritikløst sjuskede og grimme plakater, og undrede sig over sin egen isolation. Plakaterne bekræftede blot fordomme.

De værste plakater indeholdt alt for meget tekst, fordi man havde glemt at betragterne ikke bare stoppede op og læste alenlange manifester. De fleste mennesker ville hellere skynde sig forbi.

Andre plakater byggede på et billede og en tekst: En typisk støtteplakat skulle vise dem man støttede og en tekst om at man støttede dem. Den slags overlod ikke meget til fantasien, og de fleste betragtere vidste godt hvordan mekanikere i blåt arbejdstøj så ud. Eller at kvinder havde langt hår og stod med hævede knytnæver på kvindernes internationale kampdag. Det var lutter klicheer - altså hastede mange videre.

VS trykte på sin valgplakat en slangebøsse, som havde form som et Y (listens betegnelse). Enten opfordrede VS til vold - og det var umenneskeligt - eller også var plakaten reelt lige så tom som andre politiske partiets bogstavplakater. Det Y kunne ikke appellere til andre end de indforståede.

Knytnæven gik igen på utallige plakater; også en kliche fra mellemkrigstidens gadekampe. Den pyntede ikke, den skulle ikke opfordre til slåskamp men blot besværge den revolutionære magt. På en af Danmarks Kommunistiske Ungdoms knytnæveplakater havde et lystigt menneske fortolket hvad DKU stod for: Dansk Karate Union. Aggressionerne var de samme fra disse plakater - men kunne de overbevise andre end dem der allerede var overbeviste?

I 1976 blev Selskabet for smukkere Byfornyelse stiftet for at lave anderledes plakater. Bag navnet stod Mikael Witte, som var inspireret af tyskeren Klaus Staeck. Wittes første plakataktion var GAS fra 1976. (Se ill. 23). Anledningen var den aftale om Nordsøgassen som netop var indgået mellem Handelsministeriet og DUC. Plakaten var gul og med en sort advarselstrekant samt en kort tekst. Den lignede en advarsel til de forbipasserende, som var der gået hul på bygasnettet. Angsten for at springe i luften tvang folk til opmærksomhed om plakatens korte budskab.

Hans mest berygtede plakat Danske svin er sunde / de strutter af penicillin fra 1978 byggede på en eksisterende kritik af svineproduktionen. (Se ill. 24). Som illustration valgte han en tegning fra en kogebog. Helt bevidst tegnede han ikke en gris med kanyler i ryggen og han skrev heller ikke at svinene var usunde. Havde han gjort det, så havde alle reageret refleksagtigt. I stedet valgte han forklædningen, og derved fik plakaten en langt større mulighed for at slå gennem mediemuren. Da svineslagterierne ville have plakaten forbudt blev den endnu mere populær, og Witte lavede en ny, de tre gange retten forbød plakaterne. Da svineplakaterne i 1980 blev frikendt af Højesteret, var det en sejr for ytringsfriheden, kritikken af den industrialiserede svineproduktion var sat på dagsordenen, og han havde vist, at man kunne komme længere med det gode humør.

Illustration 24 Landbrugets organisationer fik morgenkaffen galt i halsen og fik nedlagt forbud mod penicillin plakaten. Et forbud Højesteret først hævede to år senere. Selskabet for smukkere Byfornyelse & Mikael Witte

Svineplakatens berømmelse holdt til at den seksten år senere blev genoptrykt og udsendt i engelske, japanske og tyske versioner. Den er efterkrigstidens mest berømte plakat.

De fleste af hans plakater udkom også som postkort og/eller klistermærke; De blev solgt af Husets Forlag. I sine omkring hundrede plakater undgik han bevidst billeder af arbejdere og knyttede næver, kapitalister, høje hatte og cigarer. Han ville ikke forklare, men sætte spørgsmålstegn, og han videreudviklede den satiriske plakat, så den fremprovokerede spørgsmål, skandaler, retssager og flere spørgsmål.

Han tog udgangspunkt i modtagernes faktiske bevidsthed, i stedet for det venstrefløjen håbede den var. Hans emner var: Forurening og atomkraft, storbytrafik og boligforhold, retsforhold og kulturliv og de politiske partiers løgne. Størstedelen af hans plakater udkom før 1983.

Nye plakater

Da venstrefløjen stivnede i 80'erne, udsendte den stadig færre plakater. Der var færre til at klistre dem op, og færre der troede på deres virkning.

Den formindskede venstrefløj fik adgang til lokalradioer, og det erstattede mange plakater. BZ-ere klarede sig med lidt graffiti, mundtlig kommunikation og få plakater. Deres mediebevidste besættelser af bygninger blev dokumenteret af de elektroniske medier, som arbejdede langt hurtigere end nogen trykker kunne. 3 minutters indslag i tv-avisen kunne virke stærkere end en plakat, hævdede de med nogen ret. Det var jo også en måde at få sit budskab ud på - hvis man altså kom i tv-avisen og hvis det blev set og forstået.

P.S.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 28/4 2003

Læst af: 87.957