Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Antiatomprotestkampagnen

Protestbølge som blev udbredt i de fleste vesteuropæiske lande i slutningen af 1950'erne. Inspirationen kom helt overvejende fra Storbritannien. Antiatomprotestkampagnen var først og fremmest et vesteuropæisk fænomen. I USA fik den aldrig nogen styrke, formentlig fordi den stod i skyggen af borgerretsbevægelsen. Udløbere fandtes i Canada, Australien og New Zealand og ikke mindst Japan, som i 1945 havde oplevet atombombens virkninger. Antiatomprotestkampagnen - eller Atomkampagnen, som tilhængerne i Danmark benævnte sig selv - faldt internationalt i perioden 1958 til 1964, med sit højdepunkt i årene 1960-62.

Fællestræk

Atomkampagnen fik i de enkelte lande forskellige udtryk, hvor mindst tre forhold var fælles: Hovedformålet var i alle lande at forhindre, hvad der opfattedes som en reel mulighed: et kollektivt atomselvmord.

Dernæst havde bevægelsen et fælles symbol, som stammede fra den engelske Atomkampagne. Kampagnemærkets oprindelse er uklar, men det er bl.a. blevet fortolket således: Cirklen udgør verden og «indmaden» er semaforealfabetets bogstaver N og D (engelsk for Nuclear Disarmament = kernenedrustning). Kampagnemærket blev ikke kun symbol på protesten mod atomvåben. Det blev ungdomsoprørernes kendemærke, en del af ungdomsbilledet i den vestlige verden. Det er blevet sagt, at med Atomkampagnen trådte efterkrigstidens ungdom for første gang ind på den politiske arena efter en lang periode med meget ringe politisk engagement. Atomkampagnen betegnede et vendepunkt.

Et tredje fællestræk fandtes i kampagnens organisatoriske udtryk og midler. Atomkampagnen organiserede sig som en såkaldt tværpolitisk bevægelse, som arbejdede ved siden af og ofte i protest til de eksisterende politiske partier. Midlet var frem for alt protestmarcher. Demonstrationstog er et gammelt politisk virkemiddel, men Atomkampagnen gav dem en bestemt drejning i form af såkaldte påskemarcher, der strakte sig over flere dage. Inspirationen til påskemarcherne kom også fra England. Påskemarcherne fandt sted i en periode, som faldt sammen med fjernsynets udbredelse som massemedium. Herved fik påskemarcherne en påvirkningsmulighed, som ingen tidligere demonstrationstog havde haft. Påskemarcherne marcherede ind i stuerne hos almindelige mennesker.

Baggrunden for Atomkampagnerne var ikke mindst perspektivet for spredning af atomvåben til nye lande. Verden havde set atombombens frygtindgydende kraft over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i 2. verdenskrigs slutfase i august 1945. USA demonstrerede i de efterfølgende år sin militære overlegenhed med demonstrativt gennemførte prøvesprængninger af stadig større kraft. I 1949 blev USA's monopol på atomvåbnene imidlertid brudt af Sovjetunionen, og i de følgende år blev nye lande medlemmer af atomvåbenklubben: Storbritannien (1952), Frankrig (1960) og Kina (1962). De mange prøvesprængninger gjorde strålefaren fra radioaktivt nedfald til et aktuelt problem, og en række fremtrædende videnskabsmænd advarede mod denne strålefare. Blandt disse var nobelprisvinderen Linus Pauling, som i 1958 overbragte en henvendelse til FN, underskrevet af 11.021 videnskabsfolk fra hele verden med anmodning om et øjeblikkeligt stop for alle atomprøvesprængninger. Det skete bl.a. ud fra den holdning, at videnskabsmænd havde et moralsk medansvar for, hvorledes deres opfindelser blev udnyttet politisk. Der blev skabt en undergangsstemning, som yderligere forværredes af øst-vest-konflikten. For terrorbalancens tilhængere var atomvåben garantien for fred, af kritikeren blev atomvåbnene i sin yderste konsekvens opfattet som en trussel mod menneskeheden.

I 1958 blev der i Geneve indledt forhandlinger om et atomprøvestop mellem de tre daværende atommagter: USA, Sovjet og Storbritannien. I 1959 gennemførte Sovjetunionen et frivilligt prøvestop, som førte til prøvestop også i USA og Storbritannien. Et år efter gennemførte Frankrig sin første prøvesprængning. I 1961 spidsede øst-vest-konflikten til. På den baggrund genoptog USA og Sovjetunionen deres prøvesprængninger. Berlinmuren blev opført i 1961, og i 1962 spidsede konflikten yderligere til med Cubakrisen. I 1963 blev en prøvestopaftale underskrevet af USA, Sovjet og Storbritannien. Øst-vest-konflikten blev afdæmpet og prøvestopaftalen mindskede atomvåbenfaren. Fra midten af 1960'erne ebbede atomprotestkampagnen langsomt ud. Nye emner optog sindede, først og fremmest i protestbevægelsen mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Denne protestbevægelse havde tydelige rødder tilbage til atomkampagnen.

Spørgsmålet om støtte til eller modstand mod atomvåben havde været en del af øst-vest-konflikten siden 1945. Modstanden mod atomvåben blev derfor hvirvlet med ind i denne konflikt og de stærke ideologiske modsætninger som fulgte af øst-vest-konflikten. Før Sovjetunionen selv havde fået atomvåben, havde det propaganderet for total atomnedrustning og ødelæggelse af alle lagre. Også efter at Sovjet selv havde fået atomvåben, førte såvel Sovjet som de kommunistiske partier an i modstand mod atomvåben, men da Sovjet selv havde atomvåben, var den kommunistiske kritik mod atomvåben meget lidt troværdig. I 1950 tog det kommunistisk dominerede «Verdensfredsrådet» initiativ til en omfattende underskriftindsamling mod atomvåben, den såkaldte Stockholmappel. Fredsbevægelsen havde i 1950'erne gode kontakter østover. I et stærkt antikommunistisk miljø blev enhver støtte fra Sovjet eller officielt kommunistisk hold til fredsbevægelsen en bekræftelse af opfattelsen om, at atomvåbenmodstanderne gik Moskvas ærinde, ensidigt ville fratage Vesten atomvåben og dermed lægge landene forsvarsløst åbne for kommunismen.

Storbritannien

Storbritannien var efter USA og Sovjet blevet det tredje medlem af atomklubben, og det var her, at Atomkampagnen startede og fik sin største udbredelse. Allerede den første britiske prøvesprængning i 1952 medførte spredte protester, men det var først med Suezkrisen i 1956, at konsensus omkring britisk udenrigspolitik blev brudt med store massedemonstrationer. En anden faktor var Sovjets invasion i Ungarn, som betød at en del tidligere medlemmer og sympatisører af det kommunistiske parti blev partiløse og kunne sætte nye politiske dagsordener - samt nye politiske udtryksformer. Den første var DAC (Direct Action Committee), som med filosoffen Bertrand Russel i spidsen startede ikke-voldelige protestaktioner (civil ulydighed), såsom sitdown-demonstrationer m.v., hvor demonstranterne skulle bæres væk af politiet. DAC var også medinitiativtager til den første Aldermastonmarch, men CND (Campaign for Nuclear Disarmament) overtog herefter disse marcher. CND blev stiftet i 1958 og blev den store samlende antiatombevægelse. CND lagde mindre op til civil ulydighed og direkte aktion. I stedet koncentrerede den sig om påskemarcherne. Oprindeligt var målet for CND et ensidigt britisk prøvestop, men programmet blev radikaliseret i takt med at CND tog til i politisk styrke, således at CND gik ind for ensidig britisk atomnedrustning. Der var flere kendte personligheder i CND's ledelse, og forbindelsen til Labours venstrefløj var helt tydeligt. Det var et vigtigt mål for CND at ændre Labours politik. I Labour blev CND og antiatomvåbenstandpunktet samlingspunkt for venstreoppositionen. Højdepunktet for oppositionen i Labour blev årsmødet i 1960, hvor der imod partiledelsen med fagforeningernes stemmer var flertal for ensidig britisk atomnedrustning. Året efter blev denne vedtagelse dog ændret.

Norge og Sverige

Den engelske atomvåbenbevægelse gav inspiration i mange andre lande. Påskemarcherne fra Aldermaston til Trafalgar Square havde deltagelse fra mange lande, og deltagerne vendte hjem med planer om at starte lignende bevægelser i deres egne lande. I de nordiske lande nåede inspirationen først til Danmark, hvor den første atommarch gik fra Holbæk til København i oktober 1960.

I Norge stiftedes Protest mot Atomvåpen i november 1960. Protest mot Atomvåpen havde sine rødder tilbage i kredse, som havde brudt med det kommunistiske parti i Norge i 1949 samt i kredse, som udgjorde en opposition i det norske arbejderparti mod NATO-medlemskabet. Protest mot Atomvåpen - også kaldet «de 13» - gennemførte i 1960-61 underskriftindsamlinger og demonstrationer, men bevægelsen havde et stærkt islæt af traditionel partipolitik. En kreds inden for Protest mot Atomvåpen var således med til at danne Sosialistisk Folkeparti i Norge. Sidste aktion fra «de 13» var en konference i Oslo i maj 1961 mod spredning af atomvåben. Året efter stiftedes en norsk Kampagnen mod Atomvåben, som i 1963 og 1964 gennemførte påskemarcher fra Tønsberg til Oslo, men disse marcher havde en forholdsvis begrænset tilslutning.

I Sverige slog antiatombevægelsen aldrig rigtig an. Når bevægelsen fik større opbakning i Danmark og Norge end i Sverige, skyldes det nok først og fremmest Danmarks og Norges medlemskab af NATO. NATO-alliancen byggede på atomvåben under amerikansk kontrol, og der blev fra tid til anden sat spørgsmålstegn ved, hvad dette indebar. Et af de store diskussionspunkter var således, om der skulle være atomvåben på dansk og norsk jord i fredstid. Atomvåbenmodstandernes argument var, at landene udsatte sig for at blive bombemål for sovjetiske atomraketter, hvis man tillod oplagring af atomvåben på deres områder i fredstid. Disse problemstillinger var ikke aktuelle for det neutrale Sverige.

Danmark

I Danmark arrangeredes de første demonstrationer mod atomvåben af organisationen Aldrig Mere Krig i forbindelse med losningen af NIKE og HONEST JOHN-raketter på Århus Havn i august 1959 og januar 1960. Begge typer raketter kunne medføre atomvåben. Blandt arrangørerne af disse demonstrationer var højskolelæreren Carl Scharnberg, der også deltog i påskens Aldermastonmarch 1960. Efter hjemkomsten agiterede han med smittende entusiasme for at skabe en bevægelse i Danmark, svarende til den britiske. Med udgangspunkt i Aldrig Mere Krig lykkedes det i løbet af sommeren 1960 med støtte fra en række andre fredsforeninger at få dannet Kampagnen mod Atomvåben, som skulle gennemføre en march fra Holbæk til København oktober 1960.

Marchen var samlet om en række krav, som også var udtryk for bevægelsens bredde:

Der må ikke findes kernevåben på dansk område
Befolkningen må have klar besked om mængden og følgerne af radioaktivt nedfald
Den danske regering må gennem sin politik gøre alt for at sikre, at Danmark ikke bliver bombemål
Danmarks regering må på internationalt plan aktivt arbejde for forbud mod enhver form for anvendelse af kernevåben.

I spidsen for bevægelsen stod foruden Carl Scharnberg, højskoleforstander Svend Haugaard og forfatteren Tage Hind. Bevægelsen blev også støttet af en række kendte personer, bl.a. forfatterne H.C. Branner, Klaus Rifbjerg, Halfdan Rasmussen, Villy Sørensen m.fl.

Den første atommarch fra Holbæk til København gennemførtes 21.-23. oktober 1960. Den talte ved starten 800-900 deltagere og ved det afsluttende møde ca. 5.000 deltagere. Den første march blev mødt med udbredt skepsis fra dagspressen og de politiske partier. De følgende måneder satte Kampagnen mod Atomvåben imidlertid spørgsmålet om kernevåbenoprustningen og radioaktivt nedfald på dagsordenen gennem en række demonstrationer og møder landet over.

Opslutningen om Kampagnen mod Atomvåben blev åbenbar ved påskemarchen 31. marts - 2. april 1961, hvor der til det afsluttende møde var forsamlet 25.000 mennesker på Rådhuspladsen i København. Diskussionen for eller imod atomvåben rakte især langt ind i Socialdemokratiet, idet partiet var delt på spørgsmålet om, hvordan man skulle forholde sig til denne nye bevægelse. På den ene side advarede partiet sine menige medlemmer mod at engagere sig i Atomkampagnen. På den anden side var den socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch blandt talerne ved det afsluttende møde efter den anden påskemarch, hvor hun betonede, at der ikke var nogen reel modsætning mellem Atomkampagnens mål og regeringens politik.

Perioden mellem 2. og 3. påskemarch 1961-62 var højdepunktet for Atomkampagnens aktivitet. Den internationale situation - bygningen af Berlinmuren, Cubakrisen og Sovjetunionens ensidige genoptagelse af atomprøvesprængningerne - viste efter Atomkampagnens opfattelse klarere end noget andet, at oprustningsvanviddet og prøvesprængninger måtte stoppes.

Atomkampagnen satsede især på to hovedmål. Det ene var at påvise, at regeringen i oplysningspolitikken over for befolkningen underspillede faren ved det radioaktive nedfald efter atomprøvesprængningerne. Kampagnen mod Atomvåben satsede derfor på oplysningsarbejde som et modstykke til den officielle oplysningspolitik om følgerne af en atomkrig. Dette resulterede i, at Atomkampagnen som modstykke til en officiel husstandsomdelt pjece, ved hjælp af frivillige uddelte en pjece «Hvis krigen kommer», som skulle betragtes som et «tillægskapitel» til den officielle pjece. «Tillægskapitlet» nåede 70 % af alle danske hustande. Det andet hovedmål var at presse regering og folketing til en entydig afstandtagen fra udbygning af atombevæbningen i NATO og især mod atomvåben på dansk område.

Da den tredje atommarch blev afholdt i påsken 20.-22. april 1962, var atomspørgsmålet bragt så højt på den politiske dagsorden, at samtlige politiske partier havde accepteret fem minutters taletid ved det afsluttende møde for at redegøre for partiernes syn på dette spørgsmål. Påskemarchen 1962 var højdepunktet for Kampagnen mod Atomvåben, hvor 30.000 deltog i det afsluttende møde.

I løbet af 1962 og 1963 ændrede det internationale politiske klima sig, hvilket bl.a. kom til udtryk i at USA, Sovjet og Storbritannien i 1963 underskrev en prøvestopaftale. Internt i Kampagnen mod Atomvåben blev spørgsmålet efter de tre succesrige marcher, hvilken vej bevægelsen skulle udvikle sig. En mulighed var at fortsætte den aktivistiske linie. En anden var den mere traditionelle politiske. Dette var udtryk for en afmatning. Kampagnen mod Atomvåbens løsning på dette problem var at satse stærkt på oplysningsarbejdet. Der blev ikke arrangeret flere atommarcher fra Holbæk til København. I påsken 1963 gik den sidste danske påskemarch fra Haderslev til den dansk-tyske grænse for at protestere mod vesttyske ønsker om nationale atomvåben eller medbestemmelsesret over disse våben. Marchen skulle også være en støtte til vesttyske påskemarcher, der foregik på samme tid.

Kampagnen mod Atomvåbens sidste store indsats var deltagelsen i valgkampen forud for folketingsvalget i september 1964. Målet var at gøre udenrigspolitik til valgets hovedtema. Specielt skulle folketingskandidaternes stilling til planerne om en NATO-atomslagstyrke og forslagene om etablering af atomvåbenfri zoner bl.a. i Norden efterlyses. Under valgkampen blev dansk deltagelse i atomslagstyrken afvist af alle partier på nær Det Konservative Folkeparti, hvorimod det stod uafklaret, hvorvidt partierne gik ind for, at Danmark inden for NATO skulle indlede en diplomatisk indsats mod forslaget. Ved folketingsvalget i november 1966 gjorde Atomkampagnen en fornyet indsats for at sætte de udenrigspolitiske spørgsmål på dagsordenen, men efter bevægelsens egne vurderinger kunne indsatsen ikke måle sig med den i 1964. I december 1966 besluttedes det at lukke Kampagnen mod Atomvåbens kontor i København.

Endnu i 1967 og 1968 deltog flere hundrede danske i påskemarcher i Tyskland, men nye udenrigspolitiske spørgsmål dominerede nu. I april 1968 fandt den hidtil største Vietnamdemonstration sted i København. Den sidste store politiske bevægelse hvor man kunne spore kredse med rod i Kampagnen mod Atomvåben, var i modstanden mod dansk medlemsskab af Fællesmarkedet i 1972.

Politisk indhold og betydning

De politiske mål i Kampagnen mod Atomvåben var for så vidt ganske klare, men samtidig meget brede. De kunne samle tilhængere, for hvem det var et moralsk spørgsmål at undgå menneskehedens udslettelse, og de kunne samle tilhængere med en humanistisk eller pacifistisk baggrund. Også den politiske venstrefløj kunne tilslutte sig de politiske krav. Det gjaldt især det nystiftede Socialistisk Folkeparti, der havde sit politiske udgangspunkt i en kritik af forholdene i såvel øst som vest. Desuden havde Kampagnen mod Atomvåben klare forbindelser til de kredse i Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som var kritiske over for den udenrigspolitik, som var en følge af NATO-medlemsskabet.

Der blev ikke stationeret atomvåben på dansk jord, men der kan ikke gives nogle entydige svar på, i hvor høj grad dette var Atomkampagnens fortjeneste. Carl Scharnbergs bog fra 1965 med taler og artikler har titlen «Det kan nytte», hvilket er et ganske dækkende udtryk for atommarchdeltagernes egen opfattelse, nemlig at det nyttede at protestere og at det påvirkede den politiske beslutningsproces. En anden opfattelse er, at den danske regering under alle omstændigheder havde stået på den samme politik, hvilket først og fremmest skyldtes en ændring i den militærpolitiske kurs hos USA's regering, hvor der blev lagt mere vægt på konventionelle våben, og hvor landbaserede atomvåben erstattedes af sømilitære atomvåben på ubåde og flådefartøjer, som er mindre sårbare over for gengældelsesangreb. Der har imidlertid været almindelig enighed om, at antiatomvåbenbevægelsen påvirkede dansk politik, idet den var den første af de politiske protestbevægelser, som siden har præget det politiske liv i Danmark. Der er også almindelig enighed om, at protestbevægelserne i de vestlige lande var en medvirkende årsag til, at prøvestopaftalen mellem USA, Sovjet og Storbritannien blev undertegnet i 1963.

S.B.L.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 55.327