Guinea
| Befolkning | 13,3 mio. |
| Valuta | Guinea franc |
| Areal | 245.860 Km2 |
| Hovedstad | Conakry |
| Befolkningstæthed | 33,3 indb./Km2  |
| HDI placering | 182 |
Guinea består af et fugtigt og tætbefolket kystområde, hvor der dyrkes ris, kokos og bananer. På det centrale Fouta Djallon massiv er kvægdriften dominerende, mens den nordøstlige del af landet er mere tør og anvendes til dyrkning af mijo og maniok. Nedbøren er i kystområdet årligt 3-4.000 mm. Landet råder over jernlejer og har nogle af verdens største bauxit forekomster.
Autoritært regime med ringe respekt for menneskerettighederne, støttet af EU og USA.
Folket: Guineas befolkning består af 16 etniske grupper, hvoraf de største er fulani, mandinga, malinke og sussu.
Religion: 65% er muslimer, 33% praktiserer traditionelle afrikanske religioner og 2% er kristne eller tilhører mindre trossamfund.
Sprog: Fransk (officielt). De mest udbredte afrikanske sprog er malinke og sussu.
Politiske partier: I april 1992 gik landet over til flerpartistyre. Til valget i 1993 var 42 politiske partier blevet legaliseret. De vigtigste af disse er: Partiet for Enhed og Fremskridt, som præsidenten Lansana Conté tilhører. Guineas Folkeunion, anført af oppositionslederen Alpha Condé. Unionen for National Velstand. Guineas Demokratiske Parti / Afrikas Demokratiske Union.
Sociale organisationer: Arbejdernes Landsorganisation i Guinea
Officielt navn: République de Guinée.
Administrativ inddeling: 33 regioner
Hovedstad: Conakry, 1.931.000 indb. (2008)
Andre vigtige byer: Kankan, 124.200 indb.; Labe, 90.200 indb.; Nzérékoré, 77.400 indb. (2000).
Regering: Oberstløjtnant Mamady Doumbouya er siden oktober 2021 landets militærdiktator. Parlamentet har 114 medlemmer, hvoraf 38 vælges i faste valgkredse og de resterende 76 ved forholdstalvalg. Forsamlingen vælges for 4 årig periode, men det sidste valg var i 2002.
Nationaldag: 2. oktober (Republikkens dag, 1958). 3. april (Republikkens 2. årsdag, 1984).
Væbnede styrker: 45.000. (2010).
Paramilitære styrker: 9.600 (Folkemilitsen, Gendarmeriet og Republikanergarden)
Guinea var oprindelig befolket af pygmæer, som indvandrende folkeslag imidlertid trængte tilbage til de mest ugæstfrie dele af landet. Landet var tidligt tæt knyttet til handelen med Sudan.
Guldminerne i Bambuk leverede gennem århundreder guld til handelen i Middelhavsområdet. De var placeret på Fouta Djallon bjergryggens skråninger (se også Mali og Marokko). Samme område var i det 6-11. århundrede skueplads for fulanistaternes fremvækst og forfald (se Senegal).
Under disse omstændigheder blev Samori (1840-1900) i 1870 statsleder af en stat, der inkluderede Guinea samt dele af det nuværende Mali og Elfenbenskysten. I 1886 kom han første gang i kamp med franske tropper, der trængte ind i landet fra Senegal. Kampene fortsatte frem til 1898, hvor Almany'en - den politisk-religiøse titel han havde antaget i 1870 - blev taget til fange og sendt til Gabon, hvor han døde to år senere.
Tilbage var en lille kerne, anført af Ahmed Sekou Touré, som i 1947 stiftede Guineas Demokratiske Parti (PDG). Partiet støttede sig til fagbevægelsen og blev hurtigt en organisation med stor opbakning i Guineas befolkning.
I 50'erne oplevede den franske kolonimagt, at dets koloniimperium styrtede sammen. I 1954 tabte det Indokina, samme år startede den algierske revolution og i 1956 tilkæmpede Tunesien og Marokko sig selvstændighed. (Se også: Afkolonisering). I et desperat forsøg på at bevare de franske koloniinteresser syd for Sahara etablerede De Gaulle i 1958 «Det franske Fællesskab».
På basis af aftaler forsøgte Frankrig at etablere et neokolonialt system, der kunne garantere den fortsatte franske hegemoni - første og fremmest indenfor økonomien, der var under de franske monopolers kontrol. I Guinea blev der gennemført en folkeafstemning om De Gaulles plan, men den fik kun støtte af 57.000, mens 1.200.000 sagde nej.
Fire dage senere erklærede Guinea sig for selvstændigt. Landets nye præsident Sekou Touré erklærede: «Vi foretrækker fattigdom i frihed frem for rigdom i slaveri». Det var første gang et sådan skridt blev taget i de franske koloniområder syd for Sahara, og Paris svarede med represalier ved at trække sine tekniske rådgivere hjem, afvikle landets få industrier og indføre en handelsblokade mod Guinea.
I 1959 tog staten kontrol over økonomien og oprettede med øjeblikkelig virkning sin egen valuta, der var uafhængig af den franske franc. Samtidig slog landet ind på en udviklingspolitik, hvor industri- og landbrugsudviklingen blev orienteret mod selvforsyning. Samtidig steg produktionen af bauxit til over 1 million tons årligt.
Men samtidig øgedes den franske aggression: landets bankkonti i Paris blev spærret, smugleriet tog til og der blev sat falske penge i omløb.
I 1970 blev landet invaderet af portugisiske lejesoldater, der forsøgte at bringe regeringen til fald og at udslette PAIGC's baser i landet. PAIGC kæmpede på det tidspunkt for Guinea-Bisaus løsrivelse fra kolonimagten Portugal. Som konsekvens af den stadig hyppigere og mere intense destabilisering af landet, blev der i hver enkelt bydel og landsby oprettet Lokale Revolutionsråd (PRL), der fik til opgave at bekæmpe korruption, forfald og smugleri.
I november 1978 besluttede kongressen at ændre landets navn til den Revolutionære Folkerepublik Guinea og indlede en normalisering af relationerne med Frankrig. Samtidig brød Touré sin lange isolation for at besøge afrikanske og arabiske hovedstæder. Formålet var at skaffe flere kilder til udenlandsk kapital for at kunne udnytte landets mineralressourcer samt tiltrække investeringer, der kunne bidrage til en løsning på landets udlandsgæld.
Forsoningen med Frankrig gjorde det muligt for et fransk selskab at indlede udvindingen af jernmalm fra Mont Nimba, for det franske olieselskab at indlede udvindingen af olie fra Guineas kontinentalsokkel samt at indlede udvindingen af de rige bauxitforekomster, der var blevet opdaget i 1970'erne. Landet blev nu verdens næststørste producent af dette mineral, og i samme periode undertegnedes en aftale med Mali, hvis perspektiv var dannelsen af en økonomisk og politisk føderation mellem de to lande.
I slutningen af marts 1984 døde Sekou Touré i USA, hvor han var under behandling for en gammel lidelse. En uge senere anførte oberst Lansana Conté et militærkup, der styrtede landets midlertidige præsident, Louis Beavogui.
Det nye styre opløste strukturene omkring «parti-staten», forfatningen, masseorganisationerne og parlamentet. Guineas Demokratiske Parti blev forbudt, og landets navn blev ændret, idet Folkerepublik og Revolutionære blev strøget. Den private sektor fik støtte, de halvstatslige virksomheder blev nedlagt og Frankrig, USA og en række afrikanske stater blev opfordret til at bidrage til revitalisering af økonomien.
Guineas udlandsgæld nåede op på 800 millioner US$, og på den baggrund besluttede regimet at devaluere valutaen syli med 100% og desuden blev de offentlige udgifter beskåret. Begge krav blev stilet for indlemmelsen af Guinea i det franske valutaområde i Afrika, CFA.
I december 1984 skar oberst Conté antallet af ministre i sin regering ned og påtog sig selv rollen som statschef, premierminister og forsvarsminister
Som led i den økonomiske genopretning igangsatte regimet i december 1985 et program til støtte for dyrkningen af ris og privatiserede de statslige handels-, industri- og landbrugsvirksomheder. Målet om selvforsyning med fødevarer kunne dog foreløbig ikke opfyldes.
For at reducere de offentlige udgifter gennemførtes der i 1987 massive afskedigelser af statsansatte. I 1988 forviste Conté en gruppe officerer fra hovedstaden. Deres stærke utilfredshed med de lave lønninger havde været en trussel mod stabiliteten. I januar samme år førte en stigning på 80 % i lønningerne til en tredobling af priserne. Efterfølgende demonstrationer tvang regeringen til at indefryse priserne på konsumvarer og boligleje.
Med indførelsen af flerpartistyre vendte oppositionslederen Alpha Condé tilbage fra sit eksil og stillede sig i spidsen for dannelsen af det Nationaldemokratiske Forum, der bestod af 30 oppositionsgrupper. Trods den demokratiske åbning fortsatte den politiske forfølgelse dog.
Lansana Conté blev genvalgt til præsident ved valget i december 1993, men med under 51% af stemmerne. Alpha Condé blev beskyldt for at have gennemført et «statskup» og der fandt sammenstød sted mellem politiet og oppositionens sympatisører. I januar 1994 døde snesevis af mennesker under uroligheder i Macenta nær grænsen til Liberia.
I juni 1995 vandt regeringspartierne 76 ud af parlamentets 114 pladser ved et valg, som af oppositionen blev betegnet som præget af svindel. Landets bruttonationalprodukt steg med 5% årligt, og i anerkendelse af de gode økonomiske udsigter annullerede Parisklubben 85 millioner dollars af Guineas udlandsgæld, og omlagde andre 85 millioner.
I februar 1996 gjorde en del af hæren oprør, da den ikke fik lovede lønforhøjelser. Oprøret udviklede sig til et forsøg på at styrte regeringen, men blev slået ned i løbet af få dage, trods det at det lykkedes 2000 soldater og nogle officerer at bringe hovedstadens centrum under deres kontrol og bombardere præsidentpaladset. Flere embedsmænd blev beskyldt for at have støttet kupmagerne og sendt i fængsel. I juli blev økonomen Sidia Touré udnævnt til premierminister. Han erklærede, at hans regerings førsteprioritet ville være at reaktivere økonomien.
Sierra Leones præsident, Ahmed Tejan Kabbah blev styrtet ved et kup i maj 1997 og flygtede til Guinea med de fleste af ministrene fra sin regering. Ustabiliteten i nabolandet medførte, at tusinder flygtede ind i Guinea af frygt for angreb på deres byer og landsbyer.
AIDS er fortsat et alvorligt problem i Afrika. I november 97 vurderedes det, at 1,5 % af Guineas befolkning er berørt af sygdommen. Procentdelen er en af de laveste i Afrika, men alligevel mange gange højere end i rige lande som Frankrig.
I september 1998 sendte nødorganisationer fødevarer til landets nordvestlige del, hvor snesevis af personer var døde som følge af langvarig tørke. I november undertegnede Sierra Leone og Liberia en ikke-angrebspagt i Conakry under et møde ledet af den nordamerikanske præst Jesse Jackson, der var præsident Clintons specielle udsending. Begge lande beskyldtes for at beskytte og støtte forskellige oprørsgrupper.
Ved præsidentvalget den 13. december 98 blev Lansana Conte genvalgt med 54,1 % af stemmerne. Samtidig kritiserede den Demokratiske Oppositions Koordinationsråd, at dets lister ikke var blevet fordelt over hele landet, og at lukningen af landets grænser havde hindret oppositionens vælgere i at nå frem fra nabolandene. Dagen efter valget blev oppositionslederen Alphe Conde arresteret for i 1993 at have forsøgt at styrte regeringen og for illegalt at have forladt landet - for at gå i eksil.
I februar 1999 besøgte FN's Flygtningehøjkommissær Sadako Ogata flygtningelejre med ½ million mennesker fra Sierra Leone og Liberia. I marts blev Sidya Toure uden angivelse af årsagen frataget posten som premierminister. Den blev i stedet overdraget til Lamine Sidime.
Den 21. juli besøgte Frankrigs præsident Jacques Chirac Guinea som led i en officiel rundrejse i Vestafrika. Han mødtes bl.a. med oppositionspolitikere, der bad om hans medvirken til løsladelse af Alphe Conde. I september mødtes repræsentanter fra Guinea, Sierra Leone og Liberia i Nigeria, hvor de dannede en komite for at «reducere konflikterne i landenes grænseområder». Guinea og Liberia beskyldte gensidigt hinanden for at huse oprørsgrupper.
I november erklærede organisationer mod kønslig omskæring af kvinder, at de efter 14 års arbejde mod denne praksis «der overtræder menneskerettighederne» havde opnået, at lægerne anvender egnede instrumenter, hindrer overdreven blødning og infektioner.
I januar 2000 udstedte sikkerhedsminister Sekou Koureissy Conde et tre-dages ultimatum til muslimer og kristne, der kæmpede om jorden i Balizia. Kampe der på mindre end en uge havde kostet over 30 livet.
De senere års økonomiske vækst har muliggjort gennemførelsen af en række regeringsprojekter, som bl.a. blev formuleret i Guinea visión 2010 fra 1999. Dette projektkatalog prioriterede strategier til reduktion af fattigdommen samt udviklingen af områder som uddannelse og sundhed. Den 21. april 2000 besluttede et møde i det Vestafrikanske Fællesmarked, ECOWAS at etablere en fælles mønt i 2003.
I 2002 tog Guinea, Sierra Leona og Liberia fælles skridt til forbedring af sikkerheden langs deres fælles grænser, for på den måde at hindre fremtidig infiltration af partisaner. USA's udenrigsministerium har vurderet, at det seneste tiårs krige på tværs af disse grænser og deres brutale konsekvenser for civilbefolkningen, har været den væsentligste årsag til den tiltagende tribalisme, økonomiske problemer, elendig regeringsadministration og det store antal bevæbnede unge der terroriserer og skyder og dræber uden retsforfølgelse.
Den 21. december 2003 hvor der gennemførtes præsidentvalg, tillod regeringen kun diplomatbiler eller biler med speciel tilladelse at køre, og lukkede i de foregående dage grænser og lufthavn. Valgkampen var præget af, at forsøget på dialog mellem regeringen og oppositionens ledere var slået fejl, og oppositionen endte med at boykotte valget i protest mod manglen på retfærdighed og gennemsigtighed i valget. Inden valget blev regeringskritiske officerer i hæren arresteret, og Conté blev valgt til præsident for 3. gang.
Præsidenten brød i marts 2004 traditionen, da han udpegede Rawya bint Saud al-Bousaid til at være landets første kvindelige minister - for højere uddannelse.
I april 2004 trådte Lounseny Fall tilbage som premierminister. Ifølge hans egne oplysninger skyldtes hans fratræden, at Conté ikke gav ham tilstrækkelig råderum til at redde landets økonomi.
I oktober 2004 gennemførtes de første valg til parlamentet - majlis al-shura - hvor alle over 21 kunne deltage. Udvidelsen i kredsen af valgberettigede medførte dog ikke ændringer i sammensætningen af parlamentet.
I november indgik regeringen en aftale med et japansk mineselskab om at bygge en aluminiums fabrik til en værdi af 2 mia. US$ i minebyen Sangaredi i landets nordøstlige hjørne. Den nye fabrik er den største af sin art i verden, og projektet er det største der er blevet gennemført i Vestafrika.
I januar 2005 blev 100 mistænkte islamister arresterede, og 31 af disse blev stillet for retten, anklaget for forsøg på at omstyrte regeringen. Trods den alvorlige anklage, blev de i juni alle frikendt.
Under et besøg i Frankrig i 2005, hvor han besøgte sin familie, trak premierminister François Fall sig fra posten og søgte politisk asyl. Som grund nævnte han korruptionen i landet og præsidentens stigende indblanding i hans arbejde, der umuliggjorde dette. I april 2006 fjernede Conté Falls efterfølger, Cellou Dalein Diallo. Landet var frem til februar 2007 uden premierminister.
Tusinder af tilhængere af Alpha Condé var mødt op, da han i juli 2005 vendte hjem fra sit eksil i Frankrig.
Præsident Conté gav i august 2005 private og organisationer lov til at oprette radio- og TV stationer. Et 14 årigt forbud blev dermed ophævet. Det var pres fra udenlandske donorer - især europæiske - sammen med en stærk national kampagne for pressefrihed der tvang præsidenten til at hæve forbuddet. Under alle omstændigheder udelukkede præsidenten politiske partier og religiøse organisationer fra retten til at oprette egne stationer. Mange lokale journalister frygtede samtidig, at muligheden for at få sendetilladelse i mange tilfælde vil blive bremset af bureaukratiske procedurer. Ansøgninger skal i første omgang sendes til Informationsministeriet, som behandler dem og leverer dem videre til det Nationale Kommunikationsråd. I sidste ende er det dog Telekommunikationsministeriet, der skal udstede frekvenstilladelserne.
I starten af 2007 brød omfattende demonstrationer og strejker ud i protest mod stigende leveomkostninger, regeringskorruption og manglende økonomisk ledelse af landet. Demonstrationerne kostede 60 dræbte, og voksede til den mest omfattende trussel mod præsidenten i hans regeringstid. Den 27. januar blev han tvunget til at indgå en aftale med fagbevægelsen om at sænke prisen på ris og brændstof, samt indsætte en «koncensus» premierminister, der skulle tildeles en del af præsidentens beføjelser. Den 13. februar udnævnte Conté så Eugene Camara til premierminister. Fagbevægelsen betragtede ham imidlertid som tæt allieret af Conté og således en overtrædelse af 27. januar aftalen. Det udløste øjeblikkeligt nye demonstrationer. Dødstallet passerede 100 og præsidenten erklærede landet i militær undtagelsestilstand. 26. februar var Conté tvunget til at udnævne Lansana Kouyaté til ny premierminister. Fagbevægelsen havde givet præsidenten en liste han kunne vælge fra, og valget faldt på Kouyaté, der var karrierediplomat og tidligere generalsekretær i det Vestafrikanske Fællesmarked. Kouyaté opfordrede i sin tiltrædelsestale til fred, forsoning og fælles opbygning af nationen.
Situationen var imidlertid præget af fortsatte spændinger mellem præsident og premierminister. I december 2007 udstedte Conté et dekret der omstrukturedede ministerierne og forskød magt fra premierministerembedet til præsidentens generalsekretær. Den 3. januar 2008 fyrede Conté kommunikationsminister og talsmand for regeringen, Justin Morel uden at konsultere med premierministeren. Kouyaté krævede dagen efter Morel genindsat og fagbevægelsen truede med generalstrejke fra 10. januar. Kouyaté erklærede imidlertid, at han foretrak at løse krisen gennem dialog med præsidenten, og den 9. januar trak fagbevægelsen strejketruslen tilbage.
Conté erstattede i maj 2008 overraskende Kouyaté på premierministerposten med Ahmed Tidiane Souaré. Kouyaté havde været særdeles upopulær, og magtskiftet udløste derfor ingen uroligheder.
Tidligt om morgenen den 23. december 2008 gik formanden for Nationalforsamlingen på nationalt TV og meddelte, at Conté var død aftenen inden efter længere tids sygdom. Præsidentens svækkede helbred var angiveligt holdt hemmeligt, og dette førte til en del spekulationer om hvorvidt han var død af naturliglige årsager. Guineas forfatning sagde, at ved præsidentens død overtages posten provisorisk af formanden for Nationalforsamlingen, og der udskrives præsidentvalg til afholdelse inden 60 dage. Få timer efter meddelsen om præsidentens død gennemførte militæret imidlertid et kup. I spidsen stod kaptajn Moussa Dadis Camara, der var en del af en gruppe kaldet National Council for Democracy and Development (CNDD). Camara udsendte en udtalelse hvor det hed at regeringen og de statslige institutioner var blevet opløst, forfatningen sat ud af kraft og politisk og faglig aktivitet forbudt. Conté blev begravet 26. december, og der blev udlyst 40 dages landesorg.
30. december udpegede militærjuntaen Kabine Komara til premierminister. Juntaen erklærede 5. januar, at der ville blive gennemført parlaments- og præsidentvalg inden udgangen af 2009. 10 dage senere indsattes en ny regering. Mens kuppet blev fordømt af det meste af verden, herunder AU, FN og EU, nøjedes USA med at udtrykke håb om en «fredelig og demokratisk overgang».
I slutningen af september beordrede juntaen militæret til at angribe demonstranter, der protesterede mod Camaras planer om at stille op til præsidentvalget. Det sendte soldaterne ud på mord, voldtægts og røvertogter. I december skød løjtnant Aboubacar Sidiki Diakité præsident Camara efter et skænderi om begivenhederne i september. Mens Camara var i Marokko for at blive behandlet for sine skudsår, blev magten midlertidig overtaget af brigadegeneral Sékouba Konaté, der allerede var vicepræsident og forsvarsminister.
I oktober 2009 annoncerede mineminister Mahmoud Thiam, at Guinea havde indgået en aftale med China Development Fund, der skulle investere 7 mia. US$ i Guineas infrastruktur. Til gengæld skulle Kina være en «strategisk partner» i mineprojekter i det mineralrige land. I september 2011 erklærede den nye mineminister, Mohamed Lamine Fofana at den nye regering havde annulleret aftalen med Kina. Andre multinationale mineselskaber havde givet regeringen et «bedre tilbud» og den havde udarbejdet en ny minelov. Guinea råder over 25% af verdens bauxit reserver, men er et af Afrikas fattigste lande.
Den 12. januar 2010 blev Camara fløjet fra Marokko til Burkina Faso, og på et møde i hovedstaden Ouagadougou blev Camara, Konaté og Burkinas præsident, Blaise Compaoré enige om en aftale på 12 punkter, der skulle føre Guinea tilbage til civilt styre indenfor 6 måneder. De blev enige om, at militæret ikke skulle opstille egne kandidater til præsidentvalget og at Camara skulle fortsætte sin rekonvalecens udenfor Guinea. Den 21. januar udpegede diktaturet Jean-Marie Doré som premierminister for en overgangsregering i perioden op til det planlagte valg.
I 2010 gennemførtes præsidentvalg - det første frie valg i landets historie, siden selvstændigheden i 1958. I 2. runde af valget i november blev Alpha Condé valgt til posten med 52,52% af stemmerne mod Cellou Dalein Diallo der måtte nøjes med 47,48%. Det var ellers Diallo der kom stærkest ud af 1. runde i juni med 43,69% af stemmerne mod Condés 18,25%. 2. runde skulle oprindelig være gennemført i juli, men blev i flere omgange udsat og i september blev præsidenten for den uafhængige valgkommission, Ben Sekou Sylla og en funktionær i denne dømt for at have manipuleret med afstemningsresultatet. Afstemningen fulgte i høj grad etniske linier, hvor fulani'erne støttede Diallo, mens Condé fik støtte af malinke'rne. Efter offentliggørelsen af resultatet udbrød der uroligheder, hvor fulanier oprettede barrikader og nedbrændte huse. Militæret satte derfor i nogle uger landet i undtagelsestilstand.
I juni 2011 nedsatte Condé en freds-og forsoningskomission. Der var dog betydelig usikkerhed omkring dens mandat og magtbeføjelser, og initiativet blev taget uden konsulation med civilsamfundet. EU og USA pressede på for at få præsidenten til at gennemføre parlamentsvalg, mens de internationale menneskerettighedsorganisationer og ICC lagde større vægt på at få opklaret massakren i september 2009 og få stillet de skyldige for retten. Samtidig fortsatte korruptionen og nepotismen uændret i landet.
Den 19. juli 2011 blev præsidentens bolig udsat for et morter- og raketangreb og i 2 timer kæmpede præsidentgarden med angriberne. Et medlem af garden blev dræbt og 2 såret, men Condé blev ikke ramt. En tidligere hærchef og 38 soldater blev nogle dage senere arresteret for kupforsøget. FN's repræsentant i Vestafrika Said Djinnit erklærede, at kupforsøget understregede behovet for yderligere reformer af Guineas militær.
I september gennemførtes en demonstration for at markere 2 års dagen for massakren i 2009, hvor 150 blev dræbt. Men også denne mindedemonstration blev angrebet. Sikkerhedsstyrker dræbte 3 demonstranter.
Hele 2013 blev præget af vold op til parlamentsvalget. Det skulle oprindeligt have været afholdt i maj, men blev udskudt flere gange og til sidst afholdt 28. september. Allerede i februar gennemførte oppositionen demonstrationer, fordi den frygtede regeringspartiet vile svindle med valget gennem oppustede valglister. Demonstrationerne kostede 50 dræbte. I juli kostede etniske sammenstød yderligere 50 dræbte og i september blev 1 politimand dræbt og 49 civile såret ved sammenstød i Conakry.
Ved valget fik det regerende RPG 53 ud af parlamentets 114 pladser. De to største oppositionspartier UFDG og UFR fik henholdsvis 37 og 10 pladser, mens de resterende 14 mandater var spredt på 12 små partier. Både nationale og internationale observatører noterede en lang række uregelmæssigheder ved valget, der både var plaget af tekniske problemer, folk (fra regeringspartiet) der stemte flere gange, trusler mod vælgere og mindreårige der afgav stemme. Alligevel var det et vigtigt valg, da det var det første, der ikke var boykottet af oppositionen.
Landet var fortsat plaget af omfattende krænkelser af menneskerettighederne. De ansvarlige for massakren i 2009, var ikke stillet for retten; sikkerhedsstyrkerne brugte fortsat overvældende megen vold, anvendte tortur og foretog egentlige henrettelser af formodede modstandere af regimet; sikkerhedsstyrkerne nød næsten total straffrihed for deres overgreb; journalister blev hyppigt udsat for trusler eller tæsk af sikkerhedsstyrkerne.
2014 Ebola epidemi
I december 2013 fik en 2 årig dreng i Guinea Ebola virus. Dødsfaldet blev startskuddet til en Ebola epidemi der i løbet af 2014 spredte sig til hele Vestafrika. Først i marts 2014 identificerede WHO epidemien som Ebola. 49 personer var da døde, og i maj 2014 nåede den hovedstaden Conakry. Ved tidligere epidemier havde det været muligt at isolere de områder der var ramt og dermed standse epidemien, men det var ikke muligt denne gang da epidemien ramte en region der var præget af megen mobilitet. Edpidemien spredte sig derfor hurtigt til byerne og til nabolandene.
I maj syntes udbruddene at aftage og Læger uden Grænser (MSF) lukkede en af sine Ebola klinikker i det først berørte område. Men i virkeligheden var den tilsyneladende nedgang udtryk for, at befolkningen ikke længere meldte tilfældene pga. omfattende mistænksomhed overfor både det udenlandske og nationale sundhedspersonale. Lokalbefolkningen mente slet ikke der var tale om en sygdom, men derimod om en sammensværgelse der gik ud på at tappe befolkningen for blod og høste deres organer. I september blev et hold på 8 sundhedsghjælpere, regeringsembedsmænd og journalister dræbt med machetes af lokale i en by i Nzérékoré provinsen. De blev senere fundet i en septik tank.
I oktober meldte MSF om et højt antal inficerede på deres klinikker i Conakry. I november kunne WHO meddele, at væksten tilsynelandende havde stabiliseret sig. Der var et højt antal tilfælde, men trods fluktatuationer så det ikke ud til at vokse. I midten af december var der 2.416 rapporterede tilfælde i Guinea, hvoraf de 1.525 var døde. 42 sundhedsarbejdere var også smittede og døde.
Condé blev genvalgt som præsident i oktober 2015 med 57,8% af stemmerne. Der havde været nogen sammenstød under valgkampen, der havde kostet 20 livet og flere hundrede sårede, og oppositionen havde på forhånd erklæret at den ikke ville acceptere resultatet. Regeringen havde på forhånd forbudt oppositionen at gennemføre demonstrationer og flere hundrede medlemmer af fagforeninger, partier og NGO'er blev vilkårligt arresteret i månederne op til valget. Condés vigtigste modkandidat, Cellou Dalein Diallo fik 31,4% af stemmerne. Valget blev overvåget af en stor delegation valgobservatører fra AU og EU. EU's observatørene meldte om mange uregelmæssigheder i processen, selvom resultatet overordnet blev betegnet som «validt».
Fofana trådte tilbage som premierminister i december og blev erstattet på posten af Mamady Youla.
Guinea blev af WHO erklæret Ebola frit i slutningen af december 2015. Sygdommen havde da kostet 2.535 livet. I marts 2016 blev der imidlertid registreret en ny serie tilfælde, og 800 blev sat i karantæne.
I juni 2016 mishandlede sikkerhedsstyrker en lastbilchauffør i den nordlige by Mali. Det udløste uroligheder og over de følgende dage blev 14 civile såret - af skud og efter at være blevet banket med knipler. I august skød og dræbte politiet Thierno Hamidou Diallo, mens denne stod på sin balkon og overværrede en fredelig demonstration gennem Conakry. Demonstrationen var arangeret af oppositionen og 5-700.000 mennesker deltog.
Journalister og fagforeningsaktivister blev rutinemæssigt vhikaneret, arresteret og dømt for «foragt for præsidenten» eller for offentliggørelse af fake news. Arrestanter blev rutinemæssigt udsat for tortur.
I 2016 offentliggjorde TV stationen France 24 en båndoptagelse, der afslørede at det britisk-australske mineselskab Rio Tinto havde betalt en guineansk embedsmand 10,5 mio. US$ for minerettigheder til Simandou minen. Embedsmanden var François de Combret, en nær bekendt af præsidenten. Præsident Condé hævede, at Combret havde modtaget bestikkelsen på egne vegne, men båndoptagelser afslørede, at præsidenten havde kendskab til aftalen og selv var involveret. Rio Tinto indrømmede i november bestikkelsen. Undersøgelser viste, at flere andre mineselskaber var involveret i bestikkelsessager med henblik på at få minerettigheder i landet.
I januar 2017 overtog Guinea det roterende formandskab i AU.
Lokalvalg var planlagt til afholdelse i februar, men blev siden udskudt til 2018.
Condé regimet gennemførte i marts 2020 en folkeafstemning om en forfatningsreform hvis vigtigste element var, at den tillod Condé at stille op til en 3. og 4. præsidentperiode. Den nationale front til forsvar af Forfatningen (FNDC) der bestod af NGO'er og hele oppositionen organiserede fra oktober 2019 protester mod reformen og afstemningen, men iflg. regimet stemte 89,8% i marts for forfatningsreformen. De efterfølgende protester var voldelige. 32 demonstranter blev dræbt. Condé gennemførte i oktober præsidentvalg hvor han lod sig vælge med 59,5% af stemmerne. Yderligere 16 blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne under de efterfølgende demonstrationer. Flere hundrede ledere og medlemmer af oppositionen blev arresteret.
Oberstløjtnant Mamady Doumbouya stod 5. september 2021 i spidsen for et militærkup, der styrtede præsident Condé. Han var medlem af Guineas specialstyrker og havde en fortid som fransk legionær. Den 1. oktober lod han sig udnævne til «interim præsident». Allerede den 8. september suspenderede ECOWAS Guineas medlemskab af det Vestafrikanske Fællesmarked og indførte sanktioner mod kupmagerne. Diktaturet løslod landets politiske fanger og kunne den 16. september berolige de udenlandske mineselskaber, at deres udvinding af landets bauxit ressourcer ville fortsætte uhindret.
Efter at holdt Condé indespærret siden militærkuppet, blev denne i december 21 løsladt og kunne vende hjem.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 2/2 2022
Læst af: 55.957