 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Jørgensen, Aage
Aage Jørgensen (1890-1960), dansk socialist og kommunist, senere socialdemokrat, nazist og buddhist.
Jørgensen voksede op i et religiøst, småborgerligt hjem. Han fik studentereksamen i 1908. Hans politiske udviklingsforløb var i begyndelsen parallelt med Alfred Kruses. Begge havde de et kristeligt udgangspunkt med socialt islæt: «KFUM`s Sociale Kreds», og de havde også læst sammen på Linderbergs sociale sekretariat. I 1910 eller 1911 fulgtes de ad over i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), hvis venstrefløj de kom til at tilhøre. De brød med Ungdomsforbundet for at slutte sig til Socialistisk Ungdomsforening, der havde tilknytning til Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Jørgensen etablerede her personlige forbindelser til Christian Christensen. Det skete bl.a. ved, at Jørgensen i en periode «forlovede» sig med Christian Christensens yngre søster. Jørgensen endte med - i alliance med Christian Christensen – at blive valgt til formand for Socialistisk Ungdomsforening. Denne post forlod Jørgensen dog efter få måneder.
Efter dannelsen af Socialistisk Arbejderparti (SAP) blev Jørgensen medlem af partiet. Gennem den venstresocialdemokratiske Zimmerwaldbevægelse, III Internationales forløber, skaffede han sig en frirejse til Rusland. Efter sin hjemkomst blev han redaktør på det russiske telegrambureau (ROSTA).
Selvom Jørgensen ikke var blandt initiativtagerne til SAP, hørte han alligevel til blandt de ledende inden for partiet. F.eks. var han en af talerne ved Grønttorvsdemonstrationen den 13. oktober 1918. Det var også Jørgensen, der holdt talen ved mindefesten for Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, der var blevet myrdet i januar 1919. Desuden var Jørgensen redaktør af Socialistisk Arbejderpartis avis Klassekampen. Denne redaktørpost blev han dog kritiseret for ikke at passe. Jørgensen indledte i SAP et samarbejde med Martin Andersen Nexø. De var i begyndelsen af 1919 sammen på en agitationsturné i provinsen, som dog var uden større succes. Generelt var Jørgensen mere foredragets mand end agitatortypen.
Da SUF med Ernst Christiansen i spidsen i november 1919 omdannede sig til Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP), gik Jørgensen med flertallet i SAP over i det nye parti. Modsat sluttede Marie Nielsen sig med et mindretal til FS. I den følgende tid kappedes Marie Nielsen og Jørgensen om at have de bedste personforbindelser til Eksekutiv-Komiteen for Kommunistisk Internationale (EKKI).
Da der i 1921 blev etableret en føderation mellem FS og VSP (der i mellemtiden havde taget navneforandring til DKP), var det Jørgensens opfattelse, at føderationen snarest muligt skulle omdannes til et enhedsparti. Bl.a. med dette formål for øje foretog Jørgensen i februar-marts 1922 sammen med Ernst Christiansen en af sine talrige rejser til Moskva. Men her fik de telegram om, at Enhedspartiet, snart bedre kendt som Blågårdsgadepartiet, i deres fravær var blevet dannet ved et kup i DKP. Først opfordrede Ernst Christiansen og Jørgensen EKKI til at fordømme «alle uorganisatoriske handlinger». Men siden meldte Jørgensen sig ind i Blågårdsgadepartiet, der ifølge en erklæring fra Jørgensen og Niels Johnsen var det parti, der «uden betingelser har stillet sig på den kommunistiske Internationales grund». Blågårdsgadepartiet blev faktisk anerkendt af Kommunistisk Internationale som det eneste kommunistiske parti i Danmark.
Men også i Blågårdsgadepartiet var der fraktionskampe, og i disse kampe tilhørte Jørgensen den tabende fløj, mens Thøger Thøgersen og Richard Jensen anførte vinderfløjen. Jørgensen engagerede sig da i samarbejde med Martin Andersen Nexø i den tværpolitiske International Arbejderhjælp, men fraktionskampen i Enhedspartiet overførtes også til dette område.
Jørgensens positioner i parti- og fraktionskampene på den danske venstrefløj i perioden 1919-1923 viser, at han ideologisk befandt sig til venstre for den venstresocialdemokratiske tilgang til kommunismen, som var Ernst Christiansens, men til højre for den syndikalistiske tilgang til kommunismen, som var Thøger Thøgersens og Richard Jensens. Derved kan Jørgensen siges at have været en af de mest «rendyrkede» kommunister i Danmark i perioden. Dette har givetvis været en del af årsagen til Jørgensens nære kontakt til Moskva. Men omvendt er Jørgensens ideologiske position sikkert også blevet yderligere rendyrket gennem denne nære kontakt.
Jørgensen forlod det snævert partipolitiske i 1923 og blev ansat som legationssekretær ved Sovjetunionens nyoprettede gesandtskab i Danmark. Gesandt for missionen var Mihail Kobetskij, der havde været emigrant i Danmark, og med hvem Jørgensen havde en personlig forbindelse. At Jørgensens placering i disse år har været central, synes klart. Især kulturpolitisk har han kunnet trække i mange tråde. I Clarté-samarbejdet havde Jørgensen en vigtig formidlerrolle. Senere var han DKP-medlem af Monde-gruppen. Og som legationssekretær var Jørgensens indstilling tilsyneladende afgørende for hvilke danske forfatterpersonligheder, der kunne bevilges besøg i Sovjetunionen.
1. september 1935 blev Jørgensen afskediget fra sin sekretærstilling. Meget tyder på, at Jørgensens afskedigelse havde sammenhæng med Kobetskijs forflyttelse til Athen. Den 4. december 1935 kom Arbejderbladets meddelelse om Jørgensens udmeldelse af DKP. Ret hurtigt herefter meldte Jørgensen sig ind i Socialdemokratiet. Erhvervsmæssigt var Jørgensen ca. 1937-1939 forstander for Den sociale Højskole i Nærum. Senere (omkring 1940) blev han leder for en af statens ungdomslejre i Jerup.
Fra 1941-1944 var Jørgensen redaktør af tidsskriftet Globus, der arbejdede for en tilnærmelse mellem Socialdemokratiet og nazismen. I denne periode meldte Jørgensen sig ud af Socialdemokratiet og blev medlem af DNSAP. Efter 1945 gav Jørgensen sig bl.a. i kast med handel på Indien.
Jørgensen skrev i løbet af sit liv flere bøger. Sammen med Ernst Christiansen skrev han i 1927 «Revolutionen i Rusland. 10 Aars Sovjet-styre» – en af de første danske bøger om Sovjetunionen. I 1943 skrev han «Kaukasus», som var en indirekte opfordring til og legitimering af Tysklands kolonisation af Kaukasus.
Som nazist og siden som handelsmand nåede Jørgensen tilbage til sit ideologiske og sociale udgangspunkt i småborgerskabet. Men selv på det tidspunkt, hvor Jørgensen var mest venstreorienteret, må der have været noget småborgerligt ved hans person og adfærd. I hvert fald beskrev Marie Nielsen i 1922 Jørgensen som en, der har skaffet sig en god levevej som «rejsende i kommunisme».
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 5/8 2003
Læst af: 25.588