Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Chicagodrengene (Chicagoskolen)

Populært betegnelse for økonomer uddannet ved Chicago School of Economics i USA. Deres økonomiske ideologi er baseret på ideen om kapitalistisk fundamentalisme, hvor kapitalismen regulerer alt og staten intet. Staten er henvist til rollen som en minimalstat, der alene har en politimæssig funktion: holder arbejderklassen nede.

Chicagodrengenes økonomiske ideologi har folkemord i ligkisten og kan i sin rene form kun praktiseres under et diktatur. Den blev første gang taget i anvendelse under Pinochets diktatur i Chile (1973-90). Den blev siden brugt til smadre økonomierne i de tidligere østbloklande, blev påtvunget den 3. Verden i form af såkaldte strukturtilpasningsprogrammer fra IMF og Verdensbanken, indført i den Vestlige verden i form af neoliberalisme og anvendt til udplyndring af staten i f.eks. Iraq. Den har ført til folkedrab i Iraq, børneprostitution i Thailand, masseudvandring fra bl.a. Rusland og Polen, og massiv undertrykkelse af menneskerettighederne i resten af verden. I dens forskellige former er den nu den fremherskende økonomiske ideologi i den del af verden Vesten har kontrol over.

I spidsen for Chicagodrengene stod økonomen Milton Friedman (1912-2006). Friedman underviste fra 1946 ved Chicago School of Economics. Hans vigtigste bog fra 1962, Capitalism and Freedom var et voldsomt opgør med den keynesianisme, der siden Roosevelts New Deal fra 1933 havde været en rettesnor for økonomisk politik i USA, uanset om præsidenten var demokrat eller republikaner. Friedmans politiske økonomi var en form for fundamentalistisk kapitalisme, der ønskede at føre samfundet tilbage til en tidlig kapitalistiske form. Kapitalismen, både store og små virksomheder, skulle have lov til at udvikle sig uden nogen form for begrænsninger fra statens side. Statens eneste rolle var «natvægterstatens». Den skulle sikre kapitalismen ro og orden til at kunne gennemføre udsugningen af arbejderklassen. Altså udelukkende have en politifunktion. Intet sundhedsvæsen. Ingen skoler. Ingen veje eller jernbaner. Intet militær - Friedman gik ind for et «frivilligt militær». Denne samfundsmodel var faktisk herskende i den tidlige kapitalisme i Storbritannien, hvor den havde den konsekvens, at kapitalismen tvang arbejderne til at arbejde 16-18 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Det gjaldt også børn. Konsekvensen af den voldsomme udbytning var, at arbejdskraften var slidt ned og døde efter 10-15 år. Den voldsomme dødelighed blandt arbejderne truede selve kapitalismens overlevelse, fordi arbejderklassen ikke kunne nå at reproducere sig, og staten måtte derfor brede sig ud over nattevægterstaten og påtage sig en beskyttelse af arbejdskraften (de første arbejderbeskyttelseslove) for at hindre, at kapitalismen destruerede sig selv.

Den voldsomme økonomiske krise i slutningen af 1920'erne og starten af 30'erne kastede millioner ud i arbejdsløshed og tusinder af virksomheder måtte lukke i Vesteuropa og USA. Vejen ud af krisen blev keynesianistisk. Staten pumpede enorme beløb ind i økonomien for at genrejse kapitalismen. I Tyskland skete det gennem nazisternes oprustning. I USA gennem New Deal: bygning af offentlig infrastruktur som veje og jernbaner og udvikling af uddannelsessystemet. Under 2. Verdenskrig pumpede staten yderligere enorme beløb ind i krigsmateriel, og dette fortsatte efter Verdenskrigen med USA's nye krige i Korea, Vietnam, atomar oprustning og rivalisering med Sovjetunionen samt måneprogrammet. Den keynesianistiske politik havde stor succes. De kapitalistiske stater lagde krisen bag sig og økonomien voksede hastigt i 1930'erne og 60'erne. Friedmans fundamentalistiske kapitalistiske økonomi fandt derfor ingen lydhørhed i USA eller udenfor. Chicagoskolen forblev et lukket resonanskammer uden kontakt til den virkelige verden.

1973 Chile

Militærdiktaturet i Chile under Pinochet (1973-90) blev det afgørende gennembrud for Chicagodrengene. Allerede fra 1956 var chilenere begyndt at studere ved Chicago School of Economics, financieret af Ford Foundation. De vendte hjem og opbyggede et økonomisk fakultet ved det katolske universitet i hovedstaden Santiago. Landets nationale universitet havde allerede et økonomisk fakultet, der imidlertid var domineret af keynesianere, der ikke ville have noget med Friedman at gøre.

Efter Salvador Allendes folkefront i 1970 vandt valget i landet, gik Chicagodrengene ved det katolske universitet i gang med at udforme et økonomisk program, der skulle rulle Allendes reformer tilbage. Det omfattende program fik kælenavnet «murstenen». Programmet blev sat i værk samme dag Pinochet gennemførte sit militærkup. Chicagodrengene betegnede siden Chile som en gigantisk succeshistorie. Det var løgn. Drengene solgte de statslige virksomheder til private for spotpris, åbnede landet fuldstændigt op for udenlandske varer og skar 10% af statens udgifter - i overensstemmelse med Friedmans ideologi. Konsekvensen var, at tusindvis af chilenske virksomheder gik konkurs og de overlevende virksomheder benyttede lejligheden til at sætte deres priser voldsomt i vejret. Inflationen nåede derfor i 1974 op på 375% og arbejdsløsheden nåede op på næsten 20%. Chigacodrengenes økonomiske politik var kun mulig, fordi Pinochet holdt landet i et jerngreb. De der kunne have protesteret var enten døde (Pinochet henrettede 3200), sendt i fængsel (30.000) eller i eksil (flere hundrede tusinde). De tilbageblevne var skræmt fra vid og sans.

I 1975 stod det imidlertid klart, at Chicagodrengenes økonomiske politik havde sænket Chile ned i et kaos. Friedman selv blev derfor hentet til Chile, hvor han mødtes med Pinochet. Friedman skældte diktatoren ud. Det økonomiske kaos i landet skyldtes iflg. ham ikke Chigacodrengenes politik, men at den ikke blev ført stramt nok. Friedman krævede, at de offentlige udgifter blev skåret ned med 25% indenfor 1 år. Pinochet udnævnte Sergio de Castro til ny økonomi- og finansminister. Castro var den ledende blandt Chicagodrengene på det katolske universitet. Han skar 27% af de offentlige udgifter i 1975, og frem til 1980 blev statsudgifterne halverede. Det gik hårdest ud over sundhed og uddannelse. Han privatiserede næsten 500 statslige virksomheder og banker - forærede dem nærmest bort da det handlede om med ét slag at fjerne den statslige sektor. Samtidig fjernede han endnu flere handelshindringer. Massakren på fremstillingsindustrien kostede i peroden 1973-83 177.000 industriarbejdspladser. Konsekvensen af den fundamentalistiske kapitalisme var, at den chilenske økonomi i 1975-76 skrumpede med 15%. Friedman havde ingen skrupler ved den økonomiske massakre i Chile. Da en journalist året efter spurgte ham, om han ikke havde betænkeligheder ved de sociale konsekvenser af hans politik, svarede han: «Dumt spørgsmål».

I 1982 brød Chiles økonomi endelig sammen. Chicagodrengenes deregulering af økonomien havde muliggjort opbygningen af finanshuse, der havde opkøbt landets værdier - for lånte penge. Gælden var i 1982 14 mia. US$, som landet ikke længere kunne betale, fordi andre Chicagodrengene i Washington havde hævet renten til over 20%. Arbejdsløsheden i 82 var da over 30%. Pinochet mistede da tilliden til Chicagodrengene, smed dem på porten og lod staten overtage en lang række virksomheder og banker, der stod overfor lukning. Det eneste der de følgende år hindrede det totale sammenbrud var, at Pinochet stik imod Friedmans ønsker ikke havde nationaliseret det statslige kobberselskab Codelco. Eksporten af kobber tegnede sig for 85% af landets eksportindtægter. Krigen mod arbejderklassen fortsatte dog. I 1988 da økonomien var i vækst (efter at Chicagodrengene var smidt på porten) var 45% af befolkningen faldet ned under fattigdomsgrænsen, samtidig med at indtægterne for landets 10% rigeste var steget 83%. Landet er fortsat et af de mest ulige i verden og det mest ulige indenfor OECD. På den måde lever Pinochets arv videre. Diktatoren endte sine dage i husarrest, mens chilenerne levede i slumkvarterer.

1982 Krig mod arbejderklassen i Storbritannien

Trods Chicagodrengenes økonomiske sammenbrud i Chile, var der stærke kræfter på den yderste højrefløj, der ønskede at skønmale sammenbruddet som en succes. Det der skabte voldsom resonans blandt politikerne på den yderste højrefløj var massakrene på arbejderklassen. I 1981 skrev Chicagoskolens og Friedmans mentor, Friedrich Hayek til sin gode ven, premierminister Margaret Thatcher i Storbritannien og berettede om de chilenske «resultater». Thatcher var begejstret, men det var briterne ikke. Helt frem til starten af 1982 stod hun til at tabe magten ved det efterfølgende parlamentsvalg. Hun blev reddet af, at hendes ideologiske venner, diktaturet i Argentina for at holde sig oven vande invaderede den britiske koloni Malvinas i Sydatlanten. Thatcher sendte flåden, gav argentinerne bank, blev båret igennem på en voldsom nationalistisk folkestemning og vandt parlamentsvalget. Derpå gik hun i gang med sin udgave af Friedmanisme. Hun erklærede de magtfulde kulminearbejdere krig og lukkede i slutningen af deres strejke i 1984-85 alle britiske kulminer. Krigen blev derefter ført overfor resten af arbejderklassen, og samtidig gik hun i gang med omfattende privatiseringer af de statslige virksomheder: British Telecom, British Gas, British Airways, British Airport Authority, British Steel, BP og den offentlige transport.

I Storbritannien havde der indtil da været en stor offentlig boligsektor. Thatcher konkluderede, at lejere nok ikke var konservative. Hun gav derfor lejerne mulighed for på fordelagtige vilkår at overtage deres boliger. Dermed smadrede hun lejeboligsektoren. De nye ejere blev konservative, lejerne der nu skulle kæmpe med at betale astronomiske beløb i leje for deres bolig forblev ikke-konservative og titusinder blev gjort hjemløse. De var uden interesse for de konservative. Denne krig mod lejeboligsektoren blev de følgende årtier kopieret i Danmark og resten af Europa.

Mange år senere besøgte Thatcher sin gode ven Augusto Pinochet, efter denne i 1998 var blevet arresteret i Storbritannien på en international arrestordre. Forbindelsen fra det ene autoritære «mirakel» til det andet eksisterede fortsat i bedste velgående.

1981-88 Militær keynesianisme og deregulering i USA

USA var begejstret for kuppet i Chile der knuste arbejderklassen, fjernede truslen om nationalisering af USA's interesser i landet og gjorde landet pivåbent for USA's udplyndring. Under den konservative præsident Ronald Reagan blev Chicagodrengene derfor hentet til Washington, hvor de både blev placeret i regeringen, i IMF og Verdensbanken. USA var endnu ikke kommet sig over den dybe økonomiske krise i 70'erne. Friedman indså, at han ikke med chilenske midler kunne omvende de konservative i Washington - selvom de var begejstrede for den chilenske massakre på arbejderklassen. Han kunne ikke overtale Reagan til at skære statsbudgettet ned til ingenting. I stedet blev angrebsvinklen at få den økonomiske krise under kontrol. USA's økonomi var hærget af både inflation og stagnation, som de intetanende økonomer betegnede som «stagflation». Friedman påstod, at den eneste grund til at der var inflation var, at centralbanken pumpede for mange penge ud. Pengepolitikken skulle bringes under stram kontrol. Så stram at man faktisk kunne sætte en computer til at styre den. «Monetarismen» var født. I virkeligheden var det ikke monetarismen, der fik inflationen under kontrol, men derimod at Centralbanken i 1980-81 i perioder satte renten op til over 20%. USA fik løst sit inflationsproblem og skabte i stedet en gigantisk gældskrise i den 3. Verden, hvor land efter land gik i betalingsstandsning. Mexico var det første. 

Friedmans drenge fik lov til at styre pengepolitikken, men det var langt fra nok til at løse krisen. Reagans økonomiske politik blev en sammenblanding af keynesianisme og friedmanisme. Staten pumpede enorme beløb ind i oprustning (militær keynesianisme) og lagde dermed grunden til USA's nuværende enorme statsgæld. Samtidig igangsatte regeringen en deregulering. Det var chicagodrengenes påstand, at krisen i 70'erne (som i 30'erne) skyldtes statslig indblanding i økonomien. Statens kontrol med virksomheder og finansmarkederne blev derfor stort set nedlagt, og dette skabte rammerne for finanskrisen i 2007-8, der kunne udvikle sig, fordi enhver overvågning af de kriminelle aktiviteter på finansmarkederne var nedlagt.

1992- IMF. Strukturtilpasningsprogrammer

Chicagodrengenes virke i Reagans USA gjorde den fundamentalistiske kapitalisme «stueren». Chicagodrengene blev også plantet i IMF og Verdensbanken. Disse finansinstitutioner var blevet oprettet ved slutningen af 2. Verdenskrig med det formål at undgå, at det økonomiske kaos der skabte nazismen i Tyskland kunne ske igen. Institutionerne skulle hindre udviklingen af social nød, der kunne danne grobund for nazisme og kommunisme. Det fik Chicagodrengene lavet om på i starten af 80'erne. De begyndte at stille krav om privatiseringer, fjernelse af statsordninger og tilskudsprogrammer før de gav lån til lande i syd og nord. Det fik samlebetegnelsen strukturtilpasningsprogrammer Konsekvensen var endnu mere fattigdom og social nød i den 3. Verden.

1985 Bolivia

Efter årtiers militærdiktatur bukkede diktaturet i Bolivia i 1985 under. Inflationen havde rundet 30.000%, soldater fra USA og Bolivia havde knust kokaproduktionen, der ellers skaffede valuta til landet og de rekordhøje renter Chicagodrengene havde fremprovokeret i USA havde gjort landets udlandsgæld ubetalelig.

Generalerne smed tøjlerne, valg blev gennemført og Paz Estensoro kom til magten. Men det skulle ikke lette situationen i landet. Tværtimod. I kulissen stod Chicagodrengene klar med en økonomisk plan. I august 1985 offentliggjorde regeringen en plan hvorefter alle tilskud til fødevarer blev ophævet, alle priskontroller blev ophævet, olieprodukter steg øjeblikkeligt med 300%, kursen på dollar blev gjort flydende, offentlige lønninger blev låst fast i 1 år, grænserne blev åbnet for toldfri import og store nedskæringer blev gennemført i det offentlige.

For første gang skulle Chicagodrengenes fuldt udfoldede krig mod arbejderklassen afprøves i et «demokrati». Bolivias kampvandte befolkning gik på gaderne i protest mod regeringens krigserklæring. De blev mødt af kampvogne, tåregas og soldater der skød med skarpt. Landets magtfulde landsorganisation erklærede generalstrejke. Regimet svarede igen ved at kidnappe fagforeningslederne og sende dem i fængsel i afsidesliggende egne af Amazonas. Chicagodrengenes økonomi kunne kun indføres med diktatoriske midler.

Chicagodrengenes operation lykkedes men patienten døde. 2 år senere var inflationen nede på 10%, hvilket af drengene og deres politiske støtter i Vesten blev betegnet som en sejr. Prisen var, at reallønnen faldt 40%, arbejdsløsheden steg fra 20% til 30% og det store flertal af befolkningen blev skubbet ned under fattigdomsgrænsen, mens det lille rige mindretal forøgede sin rigdom. De fattige reagerede ved at gå over til at producere coca. I slutningen af 80'erne havde Chicagodrengenes krig medført, at 10% af befolkningen nu var involveret i cocaproduktion, der da tegnede sig for langt over halvdelen af landets eksport. En af de familier der blev tvunget ud i cocaproduktion var Evo Morales'. Han skulle nogle årtier senere overtage magten i landet på vegne af de fattigste.

De næste 20 år fortsatte Chicagodrengene deres krig mod den bolivianske arbejderklasse. Det vigtigste instrument var nu Verdensbanken og IMF, der krævede at landet gennemførte privatiseringer og skar yderligere ned på den offentlige regulering. Drengenes kontrol over landet endte i 2005, da Evo Morales kom til magten. Den umiddelbare baggrund var, at IMF havde forsøgt at tvinge landet til at privatisere vandforsyningen til fordel for den multinationale US koncern, Bechtel. Det ville have ført til prisstigninger på flere hundrede procent og udløste derfor et folkelig oprør mod præsidenten Carlos Mesa. Samtidig krævede befolkningen landets gas- og olieproduktion nationaliseret. Trods den neoliberale regerings brutale undertrykkelse af protesterne var befolkningen ikke længere bange for regimet og Mesa måtte gå i eksil. Folket havde efter 20 års neoliberalisme endelig vundet.

1989-93 Polen. Solidaritets klasseforræderi

I 1989 brød diktaturet i Polen sammen og magten blev overtaget af Solidaritet. Bevægelsen var i sin kerne en arbejderbevægelse, der nu også havde en politisk arm og udgjorde landets regering. Solidaritet ønskede at udvikle Polen til en velfærdstat efter nordeuropæisk mønster. Chicagodrengene var lodret uenige og tvang Polen til at gennemføre deres politik. Det var muligt, fordi USA tvang den nye regering til at overtage det gamle regimes enorme udlandsgæld. Polen ville kun få eftergivelse af gælden og bistand fra IMF, hvis de førte Chicagodrengenes økonomiske politik. Solidaritet der var kommet til verden på protester mod regimets prisstigninger på fødevarer, slap nu selv alle priskontroller, åbnede grænserne for udenlandsk import og gik i gang med privatisering af den statslige industri. Drengenes politik fik øjeblikkelige konsekvenser. I de første 2 år faldt industriproduktionen med 30%, antallet af strejker steg dramatisk og arbejdsløsheden steg i nogle områder til 25%. Ungdomsarbejdsløsheden steg til 40%. Mens 15% af befolkningen i 1989 levede under fattigdomsgrænsen var tallet i 2003 steget til 59%. Efter landets optagelse i EU flygtede flere millioner polakker til andre EU lande for at overleve. Solidaritets klasseforræderi var så dramatisk, at en venstrefløjskoalition med bl.a. de tidligere «kommunister» i september 1993 vandt parlamentsvalget med 66% af stemmerne. Det lykkedes Chicagodrengene at smadre dele af den polske økonomi på løfter om lidt gældseftergivelse og bistand, men folket gik hurtigt til modstand, og mens kampvogne, tåregas og væbnede angreb på demonstranter var en del af det bolivianske regimes værktøjskasse, var det alligevel ikke redskaber, Solidaritet ville tage i brug.

1991-94 Rusland. Wild West kapitalisme, blodig undertrykkelse og en alkoholiseret marionet

Det ville Ruslands Jeltsin godt. Fra den sidste halvdel af 1980'erne havde formanden for det sovjetiske kommunistparti, Mikhail Gorbachov formuleret politikerne Glastnost (åbenhed) og Perestroika (omstilling) som redskaber til fornyelse af det stagnerende sovjetiske samfund. Efter Gorbachov i 1987 havde banet vej for en omfattende nedrustning i Europa og afspænding ifht. USA, havde han en høj stjerne i Vesten og tillod i 1989, at de gamle regimer i Østeuropa blev kastet på porten. Men Vesten var ikke med på småændringer af det sovjetiske regime. I juli 1991 deltog han i et G7 møde med lederne af de største kapitalistiske lande, der stillede ham overfor et ultimatum om øjeblikkelig overgang til kapitalisme, eller de ville kappe forbindelserne til ham og rulle de foregående års udvikling tilbage. En måned senere gennemførte de kommunistiske hardliners i Sovjet et militærkup mod ham af frygt for, at han ville følge Vestens ordre. Kuppet slog fejl, fordi det ingen opbakning havde i resten i samfundet, og præsidenten for Rusland, Boris Jeltsin stillede sig i spidsen for modkuppet. Det var en svækket Gorbachov der vendte tilbage til Moskva, og Jeltsin benyttede sig af svækkelsen til at forbyde kommunistpartiet (Gorbachov var dermed uden magtbasis) og opløse Sovjetunionen. Gorbachov var politisk udmanøvreret og Jeltsin havde hele magten.

Chigacodrengene dukkede op i Moskva og lovede Jeltsin, at de ville eftergive (dele af) Ruslands udlandsgæld og give omfattende bistand (som i Polen), hvis han gennemførte en hurtig overgang til kapitalisme. Jeltsin havde sine drenge med vicepremierminister Yegor Gaidar i spidsen, der kom til at stå for opløsningen af det russiske samfund. I oktober 91 afskaffedes priskontrollerne, hvilket fik prisen på fødevarer til at eksplodere, Rublen fik lov til at flyde frit, hvilket medførte en hastig devaluering og grænserne blev åbnede på fuld gab for import fra Vesten. For sikre sig selv frie tøjler fik Jeltsin i december parlamentet til at give sig diktatoriske beføjelser, så han det næste år kunne regere pr. dekret. Derefter offentliggjorde drengene, at de ville lynprivatisere 225.000 statslige virksomheder. Konsekvenserne var altødelæggende. Millioner blev gjort arbejdsløse, russernes opsparing blev ædt op af inflationen, så de blev tvunget til at sælge deres private ejendele på markederne, reallønnen faldt med 40% på et år og de gamle direktører for de statslige virksomheder opkøbte dem for slik. Rusland fik i løbet af få måneder sin oligark klasse af superrige. Men bistanden fra Vesten og afskrivningen af gælden udeblev. Jeltsin var blevet snigløbet af sine venner i Vesten, samtidig med at han snigløb det russiske folk, der var lodret imod hans økonomiske krig. I december 92 havde parlamentet fået nok, afsatte vicepremierminister Gaidar, og i marts 93 fratog de Jeltsin hans diktatoriske beføjelser. 

Jeltsin svarede igen ved at udstede dekret 1400, der bekendtgjorde, at forfatningen var ophævet og parlamentet opløst. Det var for sent. Han kunne ikke længere regere pr. dekret, og i øvrigt var det i strid med forfatningen. Med 636 stemmer mod 1 stemte parlamentet for at stille Jeltsin for en rigsret. De følgende måneder rådede en dobbeltmagttilstand i landet, hvor begge parter hævdede at have den legitime magt. Men Jeltsin havde Vesten i ryggen, der lovede ham økonomisk støtte, og i oktober lod han militæret angribe parlamentet, der blev brændt ned, og samtidig satte han militæret ind mod folket, der demonstrerede mod diktaturet. USA's drejebog fra Pinochetkuppet i Chile 20 år tidligere blev nu atter sat i værk. Men mens Pinochet aldrig lod landets kronjuvel, det statslige kobberselskab Codelco, privatisere, privatiserede Jeltsin alt. Inden Chicagodrengene startede ødelæggelsen af den russiske økonomi, havde landet ikke en eneste millionær. I 2003 havde det 17 milliardærer og tusindvis af millionærer. Over en million jøder (både egentlige jøder og russere der fra den ene dag til den anden erklærede sig for jøde) flygtede fra landet af økonomiske grunde og slog sig ned i Israel, hvor Israels genhusning af dem i de besatte områder var med til at smadre den igangværende fredsproces. I 1989 havde 2 millioner russere levet under fattigdomsgrænsen. Efter overgang til kapitalisme var tallet i 1995 76 millioner. I konsekvens af samfundets opløsning havde landet nu omkring 3,5 millioner hjemløse børn - uden tag over hovedet.

I 1994 var diktatoren Jeltsins popularitet på nulpunktet. Som andre diktatorer i en tilsvarende situation startede han derfor en krig. Det kom til at gå ud over Tjetjenien. I 96 blev han henvalgt som præsident, men alene pga. en kostbar valgkampagne financieret af USA og oligarkerne, og fordi oppositionen stort set blev forment adgang til medierne. Chicagodrengene og USA havde fået en alkoholiseret dresseret abe i Moskva, Rusland (og det tidligere Sovjetunionen) var i enhver henseede elimineret som en politisk trussel og dets økonomi kørt i sænk, samtidig med at USA's investeringsbanker havde tjent styrtende med penge.

1990-92 Sydafrika. ANC bukker under for Chicagodrengene

En måned inden sin løsladelse i februar 1990 skrev Nelson Mandela i sin fængselscelle på Robben Island: «Nationaliseringerne af miner, banker og monopolindustrien hører til ANC's politik, og en ændring eller modificering af vores syndpunkter på dette punkt er utænkelig. Styrkelse af de sortes økonomi er et mål, vi til fulde støtter og tilskynder, men i vores situation er statens kontrol med visse sektorer af økonomien uundgåelig».

Det utænkelige skete alligevel de følgende år, da ANC forhandlede med apartheidregimet om overgangen til demokrati. ANC's forhandlere havde ingen økonomisk erfaring. De der stod fast som kommunistpartiets Chris Hani blev dræbt. Og Vestens Chicagodrenge truede ANC med økonomisk krig, hvis partiet ikke makkede ret. Centralbanken blev gjort selvstændig, så den var udenfor ANC's rækkevidde og for at være på den sikre side blev det samtidig skrevet ind i forfatningen. ANC blev samtidig tvunget til at acceptere, at der ikke måtte gennemføres nationaliseringer. Selvom ANC vandt landets første frie valg i 1994, var det stadig apartheidregimet der havde kontrol over Centralbanken, finansministeriet og landets virksomheder. Den politiske apartheid var afskaffet, men Chicagodrengene og apartheidregimet havde formået at bevare den økonomiske apartheid, der fortsat eksisterer i landet.

2003 Iraq. Krig A/S

USA's dot-com spekulationsboble sprang i 2000-01 og kastede landet ud i økonomisk krise. Bush var blevet indsat som præsident i januar 2001 og med sig havde han en lang række neokonservative, der i et årti havde tjent styrtende med penge i den private sektor. Den mest fremtrædende var vicepræsident Dick Cheney, der havde været direktør i koncernen Halliburton. For dem kom 11. september 2001 som en gave fra himlen. Det gav grundlag for at indlede krig mod Afghanistan og siden Iraq, og Reagan havde allerede i 1980'erne bevist, at militær keynesianisme kunne sætte gang i økonomien. Det var egentlig i strid med Chicagodrengenes ideologi, men det virkede, og de satte nu deres eget fingeraftryk. USA's private virksomheder skulle have mulighed for at stikke deres snabler dybt ned i statskassen. Allerede dagen inden 11. september havde krigsminister Donald Rumsfeld forklaret et bestyrtet Pentagon, at en stor del af USA's krigsmaskine skulle privatiseres. Ikke sådan at private skulle betale. Staten skulle stadig betale, men private koncerner skulle udføre arbejdet. Angrebet 11. september kostede nogle hundrede Pentagon ansatte livet. Rumsfelds privatiseringsstrategi kostede titusinder deres job. USA's invasion og besættelse af Iraq i marts 2003 skulle blive generalprøven på koncernernes udplyndring af staten.

Næsten alle USA's ikke-militære opgaver i det besatte land og de fleste sikkerhedsopgaver blev givet til koncerner, der tjente milliarder af US$. I de fleste tilfælde uden at kontrakterne overhovedet havde været i licitation. En af de største aktører var Cheneys Halliburton, der de følgende år tjente op mod 100 mia. US$. USA endte med at bruge op mod 1.000 mia. US$ på krigseventyret i Iraq, og de fleste endte i private lommer. USA's store koncerner havde stukket snablen dybt i statens kasser, formidlet af deres folk i regeringen. Et gigantisk tyveri af statens midler.

I Iraq var det til gengæld Chicagodrengenes politik, der blev gennemført. De statslige virksomheder blev lukket, grænserne åbnet for import fra USA og et par måneder inde i besættelsen opløste besættelsesmagten Saddams hær og sendte flere hundrede tusinde soldater og officerer hjem til arbejdsløshed. De blev rygraden i det væbnede Sunni- og Shia oprør mod besættelsesmagten, der de følgende år gjorde Iraq til verdens farligste land. USA slog hårdt igen, dræbte og arresterede titusindvis af irakere og skabte i landets fængsler det der blev til Islamisk Stat. Imens døde op mod en million irakere af sult og sygdomme, efter USA havde smadret økonomien.

Få år senere, i 2008 brød finansmarkederne sammen som konsekvens af den deregulering Chicagodrengene havde fået gennemført under Reagan i sidste halvdel af 1980'erne. Det blev kaldt finanskrisen. Officielt var drengene for minimalstaten, men nu havde de pludselig brug for staten i stor stil. USA brugte over 1000 mia. US$ til at redde bankerne og bilindustrien. Alene de 5 storbanker JPMorgan Chase, Bank of America, Citigroup, Wells Fargo, Goldman Sachs og Morgan Stanley fik over 500 mia. US$ i støtte, mens den almindelige nordamerikaner måtte gå fra hus og hjem. Et år senere udbetalte direktørene i bankerne enorme gratialer til sig selv for at have reddet krisen af. I Danmark fik bankerne over 100 mia. kr. Finanskrisen understregede, at neoliberalisterne havde det fortrinligt med dobbeltmoral. (Turns Out That Trillion-Dollar Bailout Was, in Fact, Real, Rolling Stone 18/3 2019)

1990- Neoliberalismen går sin sejrgang over verden

Thatchers krig mod arbejderklassen og privatiseringer blev betragtet med misundelse i resten af Europa, og blev hurtigt udsat for kopiering. I EU blev neoliberalismen sat på skinner med vedtagelsen af det «Indre Marked» i 1985. Privatisering blev et mantra for skiftende neoliberale danske regeringer, uanset om de kaldte sig socialdemokratiske, liberale eller konservative.

Den konservative Sclüter regering (1982-93) lagde for med privatiseringen af Statsanstalten for Livsforsikring i 1990.

Men det var den socialdemokratiske Nyrup Rasmussen regering (1993-2002), der satte turbo på neoliberalismen. De 4 regionale teleselskaber blev i 1990 samlet til Tele Danmark af den konservative regering, for derefter i 1998 at blive solgt som TDC til US koncernen Ameritech. GiroBank blev privatiseret i 1993-95. Københavns Lufthavn i 1994-2000. Datacentralen (CSC) i 1996-99. Dyrehavsbakken og UNI-C i 1997. DSB blev splittet op i løbet af 90'erne som forberedelse til privatisering. DSB busser blev til Combus i 95 og i 2001 solgt til Arriva; DSB rederi blev til Scanlines i 1998 og endelig privatiseret i 2007; DSB Gods blev i 2001 solgt til Railon; Banenettet blev i 1997 skildt ud i Banedanmark; Fogh Rasmussen lod i 2002 Arriva overtage en række banestrækninger i Jylland som forsmag på total privatisering. Men både socialdemokrater og de øvrige neoliberale partier måtte opgive at finde købere til Banedanmark og DSB.

Under Fogh Ramussen (2002-08) blev TV2 forsøgt privatiseret i 2004. Ingen ville købe og staten fik en bøde fra EU på 628 mio.kr. Kommunedata blev privatiseret af kommunerne i 2005

Under Thorning Smith regeringen (2011-14) blev Dong (Ørsted) privatiseret i 2013. Trods omfattende protester insisterede finansminister Bjarne Corydon på, at Dong delvist skulle sælges til den kriminelle nordamerikanske investeringsbank Goldmann Sachs. 4 år senere solgte Goldmann Sachs sine aktier og scorede 12,4 mia. kr i profit, som det på forhånd havde sikret sig, at det ikke skulle betale skat af. Socialdemokraten Corydon fortsatte til McKinsey og blev derefter chefredaktør for Børsen. Danmarks møde med Corydon kostede landet 12,4 mia. kr.

Fra slutningen af 1980'erne og de næste 30 år blev offentlig virksomheder i kommunerne - f.eks. rengøring - ligeledes privatiseret.

Neoliberalismen medførte fra 1980'erne i Vesteuropa omfattende forringelser på Social-, Sundheds- og Uddannelsesområdet:

• Retten til dagpenge for arbejdsløse er år for år blevet reduceret samtidig med at kontrollen med de arbejdsløse er dramatisk øget.
• Ældreplejen er blevet skåret drastisk ned. Sociale hensyn er erstattet af et minut-tyrani. Ældre der har behov for hjælp kan få et bad hver 4. uge.
• Dagplejen blev udsat for en uendelig strøm af forringelser af normeringerne.
• Sundhedssektoren blev hærget af centralisering, nedskæringer og stadig længere ventelister - samt privatisering.
• Uddannelsesområdet blev hærget af central styring af bevillinger, krav om stadige effektiviseringer og udhuling af uddannelserne i form af forkortet studietid.

Til gengæld kunne den neoliberale stat gennemføre skattelettelser for landets rigeste. Socialdemokraten Nyrup Rasmussen afskaffede formueskatten i 1996 og siden 1980'erne har neoliberale regeringer kappedes om at reducere skatten.

En af neoliberalismens største sejre i Danmark var privatiseringen af pensionsystemet. Den omgjorde arbejderbevægelsens sejr fra 1956, der indførte Folkepensionen. Indtil da havde ældre været henvist til fattighjælp. Nu fik alle ret til Folkepension. Det kom især arbejderklassens ældre til gode. Men i 1987 indgik Schlüterregeringen en aftale med arbejdsmarkedets parter om private arbejdsmarkedspensioner. Fra at sikringen af alderdommen var et samfundsanliggende blev det gjort til en privat sag. Den neoliberale stat har siden et utal af gange udhulet Folkepensionen og hævet pensionsalderen. Mens forsøgene på at hæve pensionsalderen er blevet mødt med voldsomme protester og strejker i Frankrig og Italien, er den i fraværet af en opposition og en organiseret arbejderklasse blevet stiltiende accepteret i Danmark.

Chicagodrengenes første «legeplads» var Pinochets Chile. Det krævede et diktatur for at gennemføre den anti-demokratiske medicin: den fundamentalistiske kapitalisme. Et skelsættende år for spredningen af den friedmanistiske neoliberalisme var 1989, hvor Østeuropa og siden Sovjetunionen brød sammen. New Deal og siden opbygningen af velfærdsstaterne i Vesteuropa i efterkrigstiden blev til fordi kapitalismen frygtede, at arbejderklassen ville lade sig inspirere af Sovjetunionen og gennemføre revolution. Det var ikke længere nødvendigt efter sammenbruddet, og kapitalismen kunne derfor gå i gang med demonteringen af velfærdsstaten med neoliberalismen som politisk-økonomisk redskab. Denne demontering har været mest omfattende, hvor velfærdsstaten var mest udbygget, nemlig i de nordiske lande. Mens de borgerlige partier altid var imod velfærdsstaten, men dog måtte acceptere realiteten, var det socialdemokratierne, der som arbejderbevægelsens vigtigste politiske strømning først byggede op, og som siden har været bannerfører for demonteringen i takt med at partierne er blevet gjort neoliberale.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 3/8 2023

Læst af: 4.447