 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Dimitróv, Geórgi Mikhájlov
 |
| Geórgi Mikhájlov Dimitróv |
Dimitróv (1882-1949), ledende bulgarsk kommunist. Generalsekretær i Komintern 1935-43. Premierminister i Folkerepublikken Bulgarien 1946-49.
Dimitróv blev født i Bulgarsk Makedonien under små kår og blev uddannet som typograf i Sofia. Her gik han tidligt aktivt ind i det faglige og politiske arbejde indenfor arbejderbevægelsen. Det bulgarske socialdemokratiske parti, der var blevet dannet i 1891, blev i 1903 splittet efter skillelinier svarende til det russiske socialdemokratiske parti. Dimitróv sluttede sig til den revolutionære fløj, som fra 1919 kaldte sig Bulgariens kommunistiske parti (BKP). I 1909 blev Dimitróv indvalgt i den revolutionære fløjs centralkomite. Under balkankrigene (1912-13) og 1. Verdenskrig, indtog Dimitróv og den revolutionære fløj en klar internationalistisk holdning.
I juni 1923 blev Bulgariens progressive bonderegering styrtet ved et fascistisk kup. BKP forholdt sig passivt i de kampe der fulgte, idet det anså kuppet som et udtryk for en strid indenfor borgerskabet. Først i september samme år - efter at have korrigeret sin politik efter pression fra Komintern - iværksatte det en totalt mislykket opstand, som Dimitróv var en af lederne af. Efter denne katastrofe for BKP måtte al politisk virksomhed foregå illegalt, og sammen med hundredvis af andre kommunister måtte Dimitróv forlade landet. Mod slutningen af tyverne udviklede der sig skarpe politiske modsætninger mellem de bulgarske kommunistiske ledere, som var i eksil i Sovjet, og dem der ledede det illegale arbejde i hjemlandet. Dimitróv blev skubbet mere i baggrunden og i 1929 sendt til Berlin for at lede Føderationen af kommunistiske partier på Balkan indenfor Komintern. I 1933 blev Dimitróv arresteret i Berlin anklaget for at have deltaget i Rigsdagsbranden. Hans forsvar i retten blev internationalt kendt, og efter pres fra den internationale opinion blev han sat fri, fik tilbud om sovjetisk statsborgerskab og bosatte sig i Moskva.
På Kominterns 7. kongres i 1935 stod Dimitróv frem som hovedtalsmand for den nye enhedsfrontstaktik. Denne indebar et klart brud med Kominterns tidligere sekteriske politik, hvor man havde betragtet socialdemokratiet som fascismens moderate fløj og som hovedfjenden - dvs. socialfascismen. Efter at have karakteriseret fascismen som finanskapitalens mest åbne terroristiske, chauvinistiske, reaktionære og imperialistiske diktatur, gik Dimitróv ind for at danne en proletarisk enhedsfront baseret på aktionsenhed i basis. Den antifascistiske folkefront skulle dannes som et kampforbund mellem den proletariske enhedsfront, de arbejdende bønder og småborgerskabet i byerne. Selv om omslaget i Kominterns politik kom flere år efter at arbejderbevægelsen var knust i Tyskland og andre lande, fik den nye taktik en vis betydning i nogle lande i slutningen af 30'erne.
Efter udbruddet af 2. Verdenskrig var Dimitróv en af lederne for «bolsjeviseringen» af de østpolske provinser som Sovjet besatte i 1939. Som BKP's ubestridte leder stod Dimitróv i spidsen for Fædrelandsfronten fra dens dannelse i 1942. Det var en antifascistisk folkefront, der sigtede mod at samle alle patriotiske og demokratiske kræfter i Bulgarien mod landets fascistiske regering og krigsdeltagelse på Tysklands side. Efter sovjetiske styrker var gået ind i Bulgarien, dannede Fædrelandsfronten ved et kup den 9. september 1944 regering og erklærede Tyskland krig. Til trods for sin centrale rolle i organiseringen af den bulgarske modstandskamp, vendte Dimitróv først tilbage til Bulgarien i slutningen af 1945. Året efter blev han valgt til statsminister og officiel leder af Fædrelandsfronten. Som ledere af to af folkerepublikkerne på Balkan indledte Dimitróv og Tito drøftelser med henblik på at realisere de gamle planer om en føderation af de socialistiske stater på Balkan - i første omgang Jugoslavien, Albanien og Bulgarien. Stalin modsatte sig imidlertid stærkt disse planer, og Dimitróv kom derfor i et vist modsætningsforhold til SUKP. Jugoslaviens brud med Sovjet i 1948 førte til, at disse planer blev skrinlagt (se Jugoslavien).
Efter Dimitróvs død blev der bygget et mausoleum i centrum af Sofia, hvor hans balsamerede legeme blev lagt. Dimitróv var frem til kommunismens fald genstand for næsten samme persondyrkelse i Bulgarien som Lenin var det i Sovjet. Dimitróv blev hyldet som det bulgarske folks fører og vejviser og blev regnet som en af tidens største marxist-leninister. Mere nøgternt vurderet fremstår Dimitróv som en trofast tilhænger og udøver af Stalins stadigt skiftende politiske linier. Han må bære sit ansvar for terroren i 1930'ernes Sovjet, og heller ikke han veg tilbage for at løse politiske modsætninger blandt de bulgarske kommunistiske emigranter med administrative forordninger. Store dele af bulgarerne i eksil forsvandt, uden at der kendes noget til, at Dimitróv som leder i Komintern gjorde noget for at beskytte dem.
Dimitróvs store styrke var hans fremragende organisatoriske evner og en fabelagtig arbejdskapacitet. Rent teoretisk har Dimitróv ikke leveret noget specielt originalt, og selv om analysen af fascismen på Kominterns 7. kongres - som ofte fremhæves i forbindelse med hans navn - virkelig er hans egen, er der meget fejlagtigt og plat i den.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.782