Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/10 2010
Læst af: 53.446
: :
Klima

Ordet klima stammer fra græsk og betyder egentlig jordens hældning fra ækvator til polerne. Klima er den sammensætning af temperatur, fugtighed, lufttryk, blæst og nedbør der præger et geografisk veldefineret område over en længere periode - oftest 30 år. Klimaet et givet sted er altså udtryk for et gennemsnit over en lang periode, mens vejret kan ændre sig fra dag til dag, uge til uge, måned til måned (f.eks. årstiderne) eller år til år. Mens vejret altså ændrer sig året igennem, er klimaet mere stabilt. Dog ikke mere stabilt end at også det ændrer sig over tusinder eller millioner af år. Forskerne er f.eks. enige om, at jorden var varmere mens dinosaurerne levede for flere hundrede millioner år siden, og alene den sidste halve million år har Nordeuropa oplevet 4 istider, hvoraf den sidste endte for blot 10.000 år siden.

Det mellemstatslige panel for Klimaforandringer (Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC) definerer klima således:

Klima i snæver forstand defineres normalt som «gennemsnitligt vejr» eller mere præcist som det statistiske gennemsnit og varians af en række relevante meteorologiske størrelser over en periode, der kan strække sig fra måneder til tusinder eller millioner af år. Den klassiske periode som defineret af Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) er 30 år. De meteorologiske parametre der normalt vurderes er temperatur, nedbør og vind. I bredere forstand er klima tilstanden af klimasystemet - herunder en statistisk beskrivelse af dette.

Stabile faktorer med indflydelse på klimaet 

Over selv længerevarende historiske perioder er der forhold, der kan betragtes som næsten konstante for et områdes klima. Det gælder højde- og breddegrad, forholdt mellem land og vand i området og afstanden til have og bjerge. Disse forhold ændres kun over flere millioner år som følge af jordskorpens - de tektoniske pladers - bevægelser.

Dynamiske faktorer

Andre faktorer med indflydelse på klimaet er mere dynamiske. Det gælder f.eks. havstrømmene. Den mest kendte af disse mere kortvarende dynamiske faktorer er El Niño havstrømmen i det østlige Stillehav, der har en cyklus på ca. 5 år. Det varierer dog mellem 3 og 7 år. Golfstrømmen i Atlanterhavet opvarmer vandet i det nordlige Atlanetrhav med ca. 5 grader, men har ikke altid flydt som den gør i dag. Denne og mindre betydningsfulde havstrømme har en uregelmæssig cyklus, der kan strække sig over 10-100.000 år. Solens cyklus påvirker ligeledes klimaet med en cyklustid omkring 10 år. Vegetationen i et område påvirker ligeledes solens udstråling, absorbtion, evnen til at optage nedbør og til at afgive vanddamp. Is- og snedække påvirker udstråling (refklektion af solens stråler) og dermed den energi der optages på jorden.

Endelig påvirkes klimaet af menneskeskabte forandringer. Udledningen af partikler i atmosfæren fra biler, fly og fabrikker øger reflektionen af solenergi. Drivhusgasserne - hvoraf CO2 er den alvorligste - mindsker til gengæld udstrålingen af varme til verdensrummet.

Klassifikation

Der skelnes mellem to hovedformer at klassificere klima på: generiske metoder der ser på faktorene bag klimaet, og de empiriske metoder der fokuserer på klimaets konsekvenser. Et eksempel på en generisk metode er den relative fordeling af forskellige luftmassetyper. Et eksempel på en empirisk metode er klimazoner baseret på plantetyper. Et generelt problem ved klassifikationerne er imidlertid, at de definerer skarpe grænser mellem zonerne frem for de glidende overgange der findes i naturen.

Bergeron klassifikationssystemet klassificerer luftmasser. Systemet baserer sig på 3 bogstaver. Det første bogstav identificerer luftens fugtighed, hvor c står for kontinentale tørre luftmasser, mens m står for fugtige luftmasser dannet over hav. Det andet bogstav karakteriserer temperaturen i luftmassens oprindelsesregion. T står for tropisk,  E for ækvatorial, M for monsun, P for polar, A for arktisk/antarktisk og S for luft fra øvre luftlag (tør luft der har bevæget sig neded i luftlagene). Det tredje bogstav karakteriserer atmosfærens stabilitet. Hvis luftmassen er koldere end jordtemperaturen bruges bogstavet k. Hvis den er varmere bruges w. Klassifikationen af luftmasser blev oprindelig indført af meteorologer i 1950'erne i deres vejrudsigter. Klimatologer begyndte at anvende systemet til klimaklassifikation i 1970'erne. Ud fra Bergeron systemet inddeler SSC systemet jorden i 6 klimazoner: Tør polar, fugtig polar, tør tropisk, fugtig tropisk, tør moderat og fugtig moderat.

Köppen klassifikationssystemet er et empirisk system, oprindelig beskrevet af den tyske meteorolog Wladimir Köppen i 1884, videreudviklet i 1918 og 1936. Det baserer sig på månedlige gennemsnit af temperatur og nedbør. Det bruger bogstaverne A-E til en grundindeling af følgende zoner: A (tropisk), B (tør), C (mildt, mellem-bredde), D (koldt mellem-bredde) og E (polar). Disse 5 hovedkategorier kan yderligere opdeles i regioner som: regnskov, monsun, tropisk savanne, fugtig subtropisk, fugtig kontinental, havklima, Middelhavsklima, steppe, subarktisk, tundra, polar og ørken:

Klimaforandringer

Klimaforandringer er ændringer i det lokale, regionale eller globale klima over tid. Klimaforandringer er forekommet gennem hele jordens udviklingshistorie og er således ikke er nyt fænomen. Klimaet er globalt kun i balance, når den energi jorden modtager fra solen modsvares af den energi jorden afgiver til verdensrummet. Optager jorden i en periode mere energi end der afgives, stiger gennemsnitstemperaturen. Optages mindre energi, falder temperaturen.

Klimabalancen kan forrykkes af eksterne faktorer:
- variation i solens udstråling, f.eks. de periodiske solpletter
- variation i jordens bane der kan øge eller mindske indstrålingen.

Og temperaturene kan forrykkes af faktorer på jorden selv:
- ændringer i havstrømmene. F.eks. det periodiske fænomen El Niño der påvirker klimaet globalt. Eller Golfstrømmen der fører store mængder energi fra den Mexikanske golf til Nordatlanten.
- ændringer i isdækket. Når jorden dækkes af mere is, øges udstrålingen, da isen og sneen reflekterer mere solenergi. Denne proces har et selvforstærkende element. Omvendt hvis isdækket mindskes, optager jorden mere energi (fordi mindre reflekteres). Også denne proces er selvforstærkende.
- ændringer i vegetation. Ørkendannelse mindsker jordens energioptag, da ørkner reflekterer mere solenergi. Omvendt  øger vegetation energioptaget.
- geologiske faktorer. Kontinenternes udbredelse og placering ifht. hinanden påvirker havstrømme, vegetation og isdække.
- vulkanudbrud sender store mængder støv op i atmosfæren, der reducerer energioptaget og får dermed jordtemperaturen til at falde.
- menneskeskabte ændringer. Industrialisering øger udsendelsen af støv og gasser, der reflekterer solenergien. Omvendt reducerer gasserne fra industri, transportmidler og boligopvarmning udstrålingen fra jordoverfladen (gasserne reflekterer energien tilbage til jordoverfladen).

Specielt solpletter og de periodiske ændringer i havstrømmene fører til cykliske ændringer i jordens klima indenfor intervallet på 5-11 år. Disse korterevarende forandringer betegnes normalt ikke som ændringer i klimaet, da klima oftest defineres som gennemsnit over en 30 årig periode. Klimaforandringerne kan også betragtes over længere perioder. F.eks. har jorden haft 4 istider over de seneste 450.000 år. Den seneste af disse sluttede for blot 10-15.000 år siden.

Klimamodeller

Klimaforskere opstiller klimamodeller for at forstå historiske ændringer i klimaet og i håb om at kunne forudsige fremtidige ændringer af klimaet. Udviklingen af disse modeller vanskeliggøres af, at der er tale om et stort antal forskellige faktorer, hvoraf en del er helt ubekendte - f.eks. vulkanudbrud - og at mange af de ligevægte der eksisterer i klimaet er skrøbelige, hvilket medfører at en forskubning af en ligevægt kan være selvforstærkende. Det gælder f.eks. afsmeltningen af jordens isdække.

Modellerne balancerer jordens indstråling og udstråling. De mest avancerede sammenkobler ændringer i atmosfæren, havet og isdækket.

Debatten om klimaforandringer startede for alvor i 1970'erne hvor videnskabsfolkene endnu var usikre på, om menneskets udledning af støv og gasser ville bidrage til en afkøling af jorden eller en opvarmning. Gennem 1990'erne blev vidensfolkene dog stadig mere sikre på, at menneskets påvirkning af klimaet ville medføre opvarmning.

FN's Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) blev oprettet i 1988 med det formål at overvåge klimaudviklingen og opstille modeller for klimaforandringer. IPCC delte i 2007 Nobels Fredspris sammen med med USA's tidligere vicepræsident Al Gore.

I et forsøg på at bremse opvarmningen gennemførte FN i 1997 en konference i Kyoto, der mundede ud i den såkaldte Kyoto protokol. De vestlige kapitalistiske lande accepterede med protokollen, at deres samlede udledning af såkaldte drivhusgasser - især CO2 - skulle reduceres med 5,2% ifht. udledningen i 1990. Samtidig åbnede protokollen dog også op for handel med CO2 kvoter, således at store CO2 forurenere kunne fastholde eller lige frem øge deres udledning.

Olieindustri og klimakvaksalvere arm i arm mod begrænsninger i CO2 udslip

I 2009 havde 187 stater undertegnet og ratificeret Kyoto protokollen. Den mest markante fraværende stat - og verdens historisk største CO2 forurener - var USA. Da George W. Bush i 2001 tiltrådte som præsident i USA var et af hans første skridt at trække USA ud af protokollen. Bush var tæt knyttet til den nordamerikanske olieindustri, der modarbejdede Kyoto med næb og kløer.

Bestræbelserne på at afværge katastrofen blev modarbejdet fra mange sider, med olieselskaberne som de vigtigste spillere. Danmarks vigtigste bidrag var klima-kvaksalveren Bjørn Lomborg, der i 1998 fik optaget 4 artikler i dagbladet Politiken, hvis hovedpointe var, at påstanden om global opvarmning var falsk. Lomborg var statistiker og vidste intet om klima. Uvidenheden hindrede dog ikke, at hans forsimplede uvidenskabelige påstande fik stor gennemslagskraft i Danmark og siden internationalt. I 2002 udstyrede Lomborgs intime ven, statsminister Anders Fogh Rasmussen ham med eget statsfinancieret institut, «Institut for miljøvurdering». I 2003 bekræftede Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) Lomborgs status af kvaksalver, ved at karakterisere hans klimaarbejde som videnskabeligt uredeligt.

Den videnskabelige dom fik dog ikke den danske regering til at indstille sin støtte til den klima-uredeligheden. Tvært imod besluttede regeringen ikke at arbejde for reduktion af CO2 udslip, men opkøb af CO2 kvoter. Allerede ved sin tiltræden i 2001 havde regeringen nedlagt Miljø- og Energiministeriet og havde indstillet al statslig støtte til vedvarende energi. Den nyudnævnte ansvarlige minister for området, politibetjent Bendt Bendtsen erklærede, at der var mere end nok vindmøller i Danmark. Politibetjenten blev belønnet med en plads i Mærsks bestyrelse - Danmarks største olieselskab.

Global opvarmning

Med få undtagelser er der i dag enighed om, at specielt udledningen af CO2 som de vestlige kapitalistiske lande har tegnet sig for størstedelen af gennem de sidste 150 år, vil medføre global opvarmning. Modellerne er dog ikke tilstrækkelig præcise til at identificere præcise scenarier, og udviklingen vil da også afhænge af naturlige fænomener som f.eks. vulkanudbrud, og politisk besluttede begrænsninger i CO2 udledningen.

Opvarmningen rammer i første omgang især de arktiske områder, hvor afsmeltningen af isdækket fører til hastige temperaturstigninger. Dette bekræftes allerede af monitoreringen af gletchere, der over hele verden og specielt i de arktiske områder trækker sig hurtigt tilbage. Opvarmningen i disse områder vil over en kortere årrække kunne nå op på 5-7°C.

Længere sydpå kan temperaturstigningen være på et par grader, men usikkerheden er betydelig. Vandstanden i verdenshavene vil som følge af afsmeltningen af isdækket stige med 1-7 meter. Det medfører at flere østater i Stillehavet og det Indiske Ocean vil blive opslugt af havet, og store kystområder vil ligeledes forsvinde. Selv med blot 2 graders temperaturstigning vil dyrknings- og sygdomsmønstre ændres drastisk. Nye dyre- og plantearter vil trænge ind i et område, og gamle arter vil blive fortrængt. Grænsen for hvor der f.eks. kan dyrkes hvede vil rykke længere mod nord - og det samme vil grænsen for hvor der ikke kan dyrkes hvede. Det kan f.eks. betyde, at hvedeproduktionen i Frankrig og Tyskland kan komme under pres. Verdens fødevareproduktion vil i høj grad blive påvirket af den globale opvarmning.

Nogen er bare langsommere end andre til at fatte det. Den borgerlige regering i Danmark prioriterer fortsat privatbilismen fremfor den kollektive trafik og bidrager derved til stadig større udledninger af CO2. Samtidig med massive investeringer i motorveje burde regeringen nok give bidrag til dykkerdragter. Her Lyngbymotorvejen i august 2010.

Den aktuelle økonomiske krise har vist, at politikerne alene interesserer sig for deres aktuelle opinionstal, og ikke for klodens tilstand om 50 år. Udledningerne af drivhusgasser fortsætter derfor med uformindsket styrke, og den vestlige verden mener, at den 3. Verden, herunder især Indien, Brasilien og Kina skal betale det samme som de lande der med deres udledning gennem 150 år bærer 99,9% af ansvaret for katastrofen: den vestlige verden.

Klima og udbytning

Videnskaben om klima og klimavariationer er blevet brugt og misbrugt op gennem tiderne. I 1800-tallet blev det hævdet, at lande i Afrika, Latinamerika og Asien var lidet udviklede, fordi klimaet og andre naturforhold satte bremser for en samfundsmæssig udvikling. Denne naturdeterminisme (at naturforholdene bestemmer menneskenes samfundsudvikling) har hængt ved op til vore dage. Rent racistiske er de forskellige teorier om, at den tropiske hede gennem generationer har gjort mennesker i u-lande mindre intellektuelt udrustede end mennesker fra områder med køligere klima. Disse «klimateorier» har fungeret som legitimering for en udbytning af tropiske og subtropiske områder fra de vestlige landes side.

Ricardos teori om de komparative fordele har også været brugt i udbytningsøjemed. Klimatisk skulle u-landene i dag (og kolonierne dengang) have fordele af at dyrke tropiske vækster og bytte disse med færdigvarer fra industrialiserede lande. Dette er en måde at forhindre u-landene i at opbygge en konkurrerende industri. Troen på at sol og varme er væsentlig i ferierne, har i dag skabt masseturisme fra Nordeuropa og Nordamerika til lande med varmere klima. På grund af deres lavere prisniveau, kulturkollisioner m.m. bliver disse lande udbyttet på denne nye måde.

Bevidst ødelæggelse af naturen og deraf ændringer i klimaet over store områder har vi set eksempler på fra USA's imperialistiske krigsførelse i Vietnam. USA sprøjtede de områder, hvor befrielsesfronten holdt til, således at bladende faldt af træerne og partisanerne blev synlige. Men dette medførte, at træerne tørrede ind og indstrålingen fra solen blev kraftigere, jorden tørrede ind og vinden fik bedre fat, og disse klimatiske forandringer førte til jorderosion og ødelagde mulighederne for dyrkning af jorden mange år frem i tiden.

A.J.