Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Generelt betegner legalisme (af latin, lex: lov) en holdning der udtrykker, at man bør følge love fordi de er love, og at man vurderer fænomener på en formalistisk måde, ud fra overensstemmelse eller uoverensstemmelser med gældende love og regler. Udtrykket anvendes også mere specielt i socialistisk sprogbrug om en principiel lovlydighedsholdning: De borgerlige love accepteres i udgangspunktet. Selv om man er uenig i en lov, bør den ikke brydes. Man må i stedet arbejde for at ændre loven. Men holdningen til legalitet er ikke et blot problem i det borgerlige samfund. Socialister må ikke mindst forholde sig til, hvordan en socialistisk retsorden skal være.

En legalistisk holdning kan begrundes taktisk. Ved selv at følge lovene, kan man søge at vende dem mod myndighederne, som de sovjetiske oppositionelle i 1970'erne og 80'erne forsøgte at gøre. Man kan også tro, at man ved at følge lovene, er beskyttet eller mindre udsat for overgreb fra myndigheders og modstanderes side. Denne opfattelse er gerne fulgt af en tiltro til, at lovene kan ændres på systemets egne vilkår. Men legalismens mest grundlæggende præmis angår den politiske moral: Man anerkender lovenes udspring som retmæssigt, således at brud på lovene samtidig anses for brud på grundlæggende værdier.

Legalismen udgør et almindeligt indslag i en reformistisk socialistisk holdning (se Reformisme, Socialdemokrati). Men legalismen er ikke nødvendigvis en bestanddel af reformismen. Historisk set har også reformister hævdet og praktiseret retten til politisk nødværge, selv om dette indebar brud på gældende love.

Problemet er, at legalismen binder socialistisk praksis og strategi til de love og regler som til enhver tid gælder. Dvs. at man accepterer de rammer, det borgerlige samfund sætter. Karikaturen af et sådan legalistisk standpunkt findes hos de tyske socialdemokrater, som i november 1918 under den tyske revolution skulle gennemføre massedemonstrationer foran offentlige bygninger i Berlin, men blev standset i dette af «græsset må ikke betrædes» skilte i Tiergarten-parken.

En socialistisk strategi kan aldrig være principielt legalistisk. Dels kan gældende love være uretfærdige, selvom de er vedtaget indenfor et formelt demokrati. Det gælder f.eks. den særdomstol, som Arbejdsretten udgør (se Arbejdsretten). Det gjaldt abortloven frem til indføringen af legal abort. Desuden findes der historiske eksempler på, at socialismens modstandere ikke har accepteret legaliteten. De hindrer socialister i at få flertal og bryder lovene, som et sådant flertal vedtager, eller de omstøder folkets røst som efter Maastricht afstemningen i juni 1992. For socialister kan borgerlig legalitet - dvs. lovlighed - ikke være det grundlæggende. Derimod må spørgsmålet om legitimitet - dvs. retmæssighed - stå centralt. Med legitimitet menes her både hvad der er gængs opfattelse i et samfund af hvad der korrekt og forkert, og hvad socialister bør anse for gyldige normer.

Taktisk set må en socialistisk bevægelse søge at have den rådende legitimitet på sin side. I en defensiv fase - hvor socialisterne udgør et forholdsvis svagt mindretal - betyder dette, at man ikke drastisk kan bryde med det som flertallet anser for grænserne for korrekt optræden. Dette ville medføre isolation. Nogle gange kan grænserne være snævrere, nogle gange bredere, end bestemmelserne i de eksisterende love. I en offensiv fase må handlingerne svare til retsbevidstheden blandt dem, der skal gennemføre socialismen - det arbejdende folk.

Dette skaber et taktisk dilemma: Hvordan kan man undgå at sætte sig udenfor den rådende legitimitet og samtidig skabe en ny retsbevidsthed, som anerkender at det er rigtigt og nødvendigt at gå ud over det eksisterende politiske systems og lovsystems grænser?

Det er let at vælge forkert i dette dilemma. Terrorismen i 1970'ernes Europa illustrerede vanviddet i tanken om at skabe en ny retsbevidsthed blandt folk ved at provokere systemet til at afsløre sig selv. Folkeenheden i Chile satsede frem til kuppet i 1973 på den anden side på den legitimitet, som udsprang af parlamentariske valg. Dette var givet en betingelse for at komme i en flertalsposition. Men samtidig viste hændelserne, at disse rammer måtte overskrides, bl.a. ved at det blev legitimt at opbygge organer for folkemagt, som ikke havde sit legale grundlag i parlamentet.

Den herskende legitimitet i det borgerlige samfund udgør altså et taktisk problem. Og borgerlig legalisme må afvises i den socialistiske strategi. Men socialister må selv principielt formulere, hvad de mener er legitime midler og standpunkter. Legaliteten - retsreglerne - i et socialistisk samfund kan ikke reduceres til det, som til enhver tid anses for taktisk gunstigt. Tre overordnede principper må gælde i et socialistisk samfund: Politiske beslutninger må hvile på tilslutning fra samfundets flertal. Demokratiske friheder og rettigheder må ikke beskæres, men udvides og gøres reelle, bl.a. ved at adgangen til at fremføre synspunkter ikke styres af private enkeltpersoners ejendomsret til de store aviser. Demokratiet må også gælde en opposition, som er grundlæggende uenig i samfundsordenen.

Erfaringerne fra revolutioner, krige og fra de lande som har brudt med kapitalismen viser, at sådanne principper kan reduceres til rene ord. Klassekampene har deres egen dynamik, som fører til handlinger og overgreb, som ingen i udgangspunktet ønskede. Realistisk vurderet vil også fremtidens klassekampe medføre brud på de regler, man anser for ønskelige og retmæssige. Men en sådan realisme indebærer ikke, at principper og politisk moral ikke længere er gyldig. Den socialistiske legalitet kan der ikke skaltes og valtes med, som man finder for godt. Den må baseres på overordnede normer, som er bindende. Også for dem der skal opretholde retsordenen. Et socialistisk samfund må gennem love definere, hvad der er legal opposition. Og brud på lovene må føre til sanktioner og straf. Men der må ikke ske indgreb baseret på vilkårliglighed, uden lovhjemmel, eller blot fordi nogen bryder lovene. Det socialistiske demokrati og legalitet implicerer ikke, at vi må ophæve idealerne fra det borgerlige demokrati og retsstaten, men derimod at vi må gøre disse idealer til virkelighed.

K.K.