Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 26.278
: :
Massestrejkedebatten
Left
Rocks
2023-12-04 14:39

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Massestrejkedebatten i begyndelsen af det 20. århundrede blev udløst efter strejkebølgen i Belgien, Sverige, Holland og Italien i 1902-4 og den store strejkebevægelse i Rusland i 1905. Debatten berørte det organisatoriske forhold mellem fagbevægelsen og de socialdemokratiske partier og fagbevægelsens stilling i proletariatets frigørelsesproces. Hoveddeltagerne i debatten var Karl Kautsky, der repræsenterede den ortodokse marxisme, og Rosa Luxemburg og Anton Pannekoek, som repræsenterede venstrefløjen i arbejderbevægelsen.

For Kautsky var massestrejken en storstrejke som kunne benyttes som et forsvarsvåben mod kupforsøg og angreb på tilkæmpede rettigheder som f.eks. stemmeretten. Denne fortolkning indebar, at massestrejken skulle anvendes som led i den parlamentariske erobring af magten gennem det socialdemokratiske parti. Massestrejken kunne kun proklammeres i en umiddelbart revolutionær situation.

Luxemburg og Pannekoek anså derimod massestrejken som et nødvendig supplement til det parlamentariske arbejde. Luxemburg fremstillede massestrejken som en spontan handling i en revolutionær situation fuld af sociale og politiske konflikter. Den var dermed relativt uafhængig af de faglige lederes afgørelser og organisationsgraden i fagbevægelsen. Strejken blev ikke kun organiseret af en lille kerne af fagligt organiserede. Den havde også en bred deltagelse af ikke-organiserede. Strejken i Rusland i 1905 havde haft en organiserende virkning, samtidig med at den havde vist, at proletariatets laveste lag kun lod sig organisere gennem klassekampe. Massestrejken havde endvidere vist, at skellet mellem politisk og økonomisk kamp var blevet ophævet. Den havde desuden bidraget til vidtgående skoling af de uorganiserede og i løbet af kort tid øget deres politiske modenhed.

Luxemburg mente, at definitionen af massestrejken som forsvarskamp var meningsløs, fordi den udviklede sin egen dynamik: Massestrejken standses ikke, når de oprindeligt fremsatte krav er blevet indfriet, men bidrager til at skærpe klassemodsætningerne og dermed skabe nye konflikter. Endelig ville massestrejken i imperialismens og militarismens periode træde i stedet for gade- og barrikaderevolutioner og blive til den «generelle form for proletarisk klassekamp», hvor kampen om de aktuelle opgaver og det endelige mål smelter sammen.

Luxemburgs kritik rettede sig endvidere mod partiets og fagbevægelsens organisationsopfattelse. Hverken partiet eller fagbevægelsen havde magtet at vise arbejderklassen, at klassekampen var historisk nødvendig. I stedet havde de udviklet kvantitative og formelle forestillinger om forholdet mellem revolution og organisering - først måtte hele arbejderklassen organiseres, og derefter kunne det egentlige opgør mellem borgerskabet og proletariatet begynde. Organisationsgraden blev taget som en garanti for kampberedskabet. Det skel der havde udviklet sig mellem parti og fagbevægelse i Anden Internationale indebar en fare for, at man mistede det endelige mål af syne og i stedet på den ene side kun drev ren faglig politik, og på den anden koncentrerede sig om parlamentarisk arbejde. For Luxemburg var det først gennem forholdet til det endelige mål, at de faglige kampe og det parlamentarisk reformarbejde fik en socialistiske dimension: Nemlig erobringen af den politiske magt.

Pannekoek mente, at den kapitalistiske akkumulationsproces og kapitalismens periodiske kriser ville øge arbejdskøbernes modstand mod fagbevægelsens krav. Skulle fagbevægelsen magte at forsvare de resultater der var opnået, måtte den kæmpe mod selve lønsystemet. Arbejderne ville i deres kampe om lønninger og arbejdsforhold få «praktisk grundlæggende undervisning i klassekamp», udvikle klassebevidsthed og klassesolidaritet. Arbejdernes spontane masseaktioner mod kapitalismens krisetendenser ville foregå uafhængigt af den reformistiske faglige taktik. Aktionerne ville rive fagbevægelsen med sig.

Pannekoek understregede videre, at proletariatets kampformer måtte tilpasses den samfundsmæssige situation. I imperialismens tidsalder og i et militaristisk klassesamfund var proletariatets masseaktioner den eneste rigtige kampform, fordi sådanne aktioner ville trække stadig større grupper af uorganiserede proletarer ind i kampen. Ligesom Kautsky understregede Pannekoek, at proletariatets organisering var en forudsætning for masseaktionen, men hos ham var organisering ikke blot en ren talmæssig organisering, men også udvikling af klassebevidsthed.

Fælles for Luxemburg og Pannekoek var deres kritik af fagbevægelsens teoriløshed og passivitet i klassekampen. Mens de faglige ledere så det som deres hovedopgave at gennemorganisere arbejderne og bevæge sig indenfor lovens rammer, ville Pannekoek og Luxemburg trække de fagligt organiserede og dermed fagbevægelsen ind i de revolutionære kampe.

Massestrejkedebatten foregik på to fronter: For det første mellem revolutionære og reformorienterede socialdemokrater. For det andet mellem den syndikalistiske og den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Den aftegnede tydeligere end revisionismestriden frontlinierne mellem de revolutionære og de reformindstillede socialdemokrater.

E.Lo.