Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
   .  Fascisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 26.670
: :
Michels, Robert
Left
Rocks
2024-02-26 15:04

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Michels (1876-1936), tysk samfundsvidenskabsmand. Robert Michels står med sine studier af de politiske partier centralt indenfor samfundsvidenskabens historie, og er for eftertiden blevet stående som faderen til tesen om «oligarkiets jernlov» (se Oligarki).

Han blev født i Köln af katolske forældre med rødder i både Italien, Frankrig og Tyskland. Hans far var industrileder, og familiens kosmopolitiske og borgerlige baggrund skulle også præge Michels liv: Han overvejede først en karriere indenfor den prøjsiske hær, fik sin uddannelse i Berlin, Paris, München, Leipzig og Halle, men brød så fuldstændig med sin baggrund og deltog aktivt på venstrefløjen i tysk politik. Samtidig indledte han en akademisk karriere, der bragte han til stillinger ved universiteter i Tyskland, Belgien, Italien, Schweiz og USA. Hans intellektuelle udvikling kan belyses af det forhold, at han først blev nægtet en universitetsstilling i Tyskland på grund af sine marxistiske synspunkter for så at ende som professor i Rom efter personlig invitation fra Mussolini.

Han fik sin første universitetsstilling i 1904 som docent i Marburg. Indenfor politikken var han engageret i det tyske socialdemokratiske parti (SPD) indenfor den syndikalistiske oppositionsfløj, og var delegeret på partikongresserne i 1903, 1904 og 1905 samt kandidat til Rigsdagen i 1907. Samme år måtte han drage til Torino, hvor han boede til 1913, da han sammen med Max Weber blev medredaktør af det kendte «Arkiv for socialvidenskab og socialpolitik». I 1914 flyttede han til Basel som professor i økonomi efter at have nægtet at støtte Tyskland ved krigsudbruddet.

Michels berømmelse bygger væsentligt på bogen «Politiske partier», som udkom i 1911. Politisk set er bogen et angreb på SPD for dets manglende indre demokrati og lunkne socialisme, skrevet af en desillusioneret syndikalist der vaklede mellem marxisme og elitisme. Forestillingen om at eliten nødvendigvis måtte lede, havde han hentet fra sin kollega ved Torinouniversitetet, Gaetano Mosca. I et akademisk perspektiv står «Politiske partier» som en undersøgelse af, hvordan de nødvendige krav til organisationsopbygning i samspil med massernes og elitens psykologi efterhånden undergraver organisationens oprindelige formål og demokratiske struktur. Bogens tese er todelt.

Den hævder for det første, at et parti altid vil udvikle en enevældig elite, for det andet at denne elite vil udvikle interesser, som går på tværs af medlemmernes. Både Webers tese om bureaukratiet som den mest effektive organisationsform og Moscas om elitestyrets uundgåelighed giver sammen med enkelte grundholdninger fra marxismen udgangspunkt for Michels analyse og kritik af SPD. Det var Moscas opfattelse af syndikalismen som en utopisk drøm, der fik Michels begejstring for syndikalismen til at dale - uden at han dog helt opgav dets Rousseau-inspirerede tanker om umuligheden af et indirekte demokrati. Da «Politiske partier» blev skrevet, var Michels på intellektuel vandring fra Rousseaus demokratiideal til Moscas eliteperspektiv, politisk set fra syndikalismen og medlemskab af SPD (som han forlod i 1907) til stærkt positive holdninger overfor Mussolinis fascisme. Når det ideelle demokrati ikke var muligt, måtte man tage konsekvensen af det og fremhæve eliternes ret. Han gjorde efterhånden en dyd ud af, hvad der tidligere havde været et problem.

«Politiske partier» fik en central plads i den senere diskussion om demokrati, socialisme og partier, til trods for sin noget usystematiske karakter både teoretisk og empirisk - og mærket som den var af at være blevet til i et skæringspunkt i forfatterens udvikling. Det er flere årsager til dette. For det første var den aktuel, ved at den behandlede udviklingen i SPD frem til 1911.

Mens kritikken af massedemokratiet og massepartier før var kommet fra de konservative (som Mosca) og til dels liberale cirkler (som den russiske partiforsker og jurist Ostrogorski), fik man i Michels et akademisk funderet angreb på «partivældet» fra revolutionært socialistisk hold. Dette hænger sammen med et tredje forhold knyttet til den socialistiske debat: Man fik her for første gang præsenteret socialismen ikke blot som et spørgsmål om magtovertagelse og det socialistiske samfunds karakter, men også som et administrativt problem.

Når vi i dag læser Michels bog, er det vigtigt at være opmærksom på den rolle, som marxismen spiller i analysen. For nogle har hans undersøgelse af SPD nærmere repræsenteret en påvisning af demokrati end af oligarki, at elite og masse står for de samme synspunkter snarere end forskellige. Men for Michels var arbejderklassens objektive interesser givet ved den marxistiske analyse, og ledelsens afvigelse fra denne måtte skyldes oligarki. Hvis medlemmerne så viste sig at være enige med ledelsen, viste det blot, at de var manipuleret. I dag er «Politiske partier» i første række interessant pga. dens plads indenfor europæisk åndshistorie og som et katalog over oligarkifremmende og oligarkihæmmende mekanismer i politiske partier specielt og i frivillige organisationer generelt.

I sin senere karriere tog Michels andre temaer op indenfor politisk sociologi og skrev om nationalisme, social mobilitet og eliter, og om italiensk socialisme og fascisme - i en tone der blev stadig mere antidemokratisk. Noget mere atypisk i tidens akademiske miljø var hans tidlige interesse for kvindesag, den kvindelige arbejder, seksualmoral og fødselskontrol.

K.He.