Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Modernisering er et begreb der ofte er blevet anvendt om ændringerne i verdens samfund - særligt i det 20. århundrede. Ordet «moderne» refererer til et latinsk udtryk, der betyder «nu for tiden». De beslægtede ord «modernisering» og «modernitet» blev først taget i brug i Europa om de ændringer, der fulgte med den industrielle revolution i England og den politiske revolution i Frankrig. Europæerne brugte først ordet om særlige træk ved de mest udviklede lande i Europa; Efterhånden blev det udvidet til at betyde «vestliggørelse» af kolonilandene og andre områder udenfor Europa.

Specielt efter anden verdenskrig har ordet i højere grad fået betydning af «generel udvikling» med kilder til ændring også udenfor Europa. Modernisering forstås både som en lykke og en ulykke, og det har været vanskeligt at anvende ordet videnskabeligt. Efterhånden er det blevet muligt at udforme et begreb om modernisering, som er frugtbart nok til fagligt at beskrive, hvad der i dag adskiller ændringerne fra tidligere epoker i verdenshistorien.

Generelle træk

Moderniseringen relaterer sig for det første til udviklingen af det globale verdenssamfund med økonomiske, politiske og kulturelle bånd som knytter de enkelte lande og områder på kloden sammen. Kapitalismen og kolonialismen der havde deres oprindelse i Europa, satte udviklingen af det moderne verdenssamfund i gang. Til forskel fra tidligere tiders imperier og markeder, er dette globalt i ordets rette forstand. Alle enkeltsamfund får dermed en række fællestræk.

For det andet drages det enkelte menneske ind i sociale forhold af stort omfang med tilknytning ud over landsbyen, stammen osv. til staten, national- og verdensøkonomien. Samfundet bliver for det tredje mere sammensat og differentieret, ved at økonomiske, politiske, religiøse, slægtskabsmæssige og andre opgaver i stigende  omfang udskilles og fordeles på forskellige roller og institutioner. Alt dette må integreres og samfundshelheden bliver stadig mere sammensat og kompleks.

Det enkelte samfund sigter for det fjerde mod økonomisk vækst der kan fastholdes eller helst øges. Både firmaer og stater er optaget af at skabe profit og overskud. Dette har fremmet international handel og transport, industrialisering, og store uligheder indenfor og mellem de forskellige lande. Overskuddet reinvesteres for at skabe ny profit, det konsumeres - bl.a. i form af forbrugsgoder til masserne - og det anvendes til at financiere alle de nye samfundsfunktioner, som ikke selv består i materiel produktion - uddannelse, forvaltning, politik osv. Indenfor alle disse områder ansættes der funktionærer og andet personale, som kun forsørges i det omfang de kan overtage dele af produktionsresultatet.

Den indre differentiering skaber i sig selv behov for overordnet koordination. For det femte bliver de enkelte samfund derfor organiseret i stater. Befolkninger som forsømmer dette, opsluges af allerede etablerede stater. De europæiske kolonier gav anledning til dannelsen af et stort antal nye stater.

Staterne bliver for det sjette grundlagt på en ideologi om lighed, særlig mht. formelle ting som stemmeret. Ligheden hænger sammen med et ideal om «fælles kultur og identitet» for alle statens borgere. Statens ledelse søger at føre en kulturpolitik med sigte på en ensartet nationalstat, og dette medfører konflikter i samfund, der er sammensat af mange kulturelt forskellige grupper: Nigeria, Uganda, Israel-Libanon, indianere-sorte-hvide i de nord- og sydamerikanske stater, samerne i Norden, hinduer-muslimer i Indien-Pakistan osv.

For det syvende bliver massemedierne, TV, radio, plakater og i mindre grad aviser og andre tryksager vigtige for kontakten mellem ledelse og masserne. Medierne supplerer de politiske kanaler, og gennem dem kommer de politiske symboler til udtryk. Derved dannes en «offentlig mening» om aktuelle politiske temaer, på en måde der var ukendt i førmoderne samfund.

For det ottende opbygger staten også et uddannelsessystem for at få kvalificerede folk til at lede og betjene staten, erhvervslivet og organisationerne. Universiteterne skal gerne formidle den statsbærende ideologi, men bliver også arnested for udviklingen af nye ledere i opposition til regimet. De fleste steder er skoletilbuddet demokratisk med lige adgangsmuligheder for alle - eller de fleste. Mange søger uddannelse som et led i social opstigning, og resultatet er i de fleste udviklingslande en overproduktion af folk med teoretisk uddannelse og mangel på folk med erhvervsoplæring til praktiske jobs i den moderne sektor.

Skoletilvæksten er for det niende også et udtryk for dyrkningen af «rationel» videnskabelig viden. Denne fremmes med tanke for at styre udviklingen, men bliver let en egen ideologi, som slår om i omfattende planlægning uden mange tanker for, hvordan det samfundsmæssige terræn faktisk ser ud.

Efterhånden som differentieringen i samfund og kultur øges, står det enkelte menneske overfor stadig vekslende situationer, modparter og opgaver. For at overleve, må individet i dag formå at håndtere en omverden, som stadig ændrer sig, kunne flytte sig både geografisk og socialt, og leve sig ind i stadig skiftende forhold og modparter, samtidig med at personligheden må bevares som et hele. Denne spænding præger for det tiende den persontype der deltager i moderniseringen.

Udviklingen er ikke den samme overalt. Selve afhængigheden mellem rige og fattige lande bidrager til at holde fattigdommen i de fattige lande ved lige, og forudsætningerne for at kunne bryde ud af fattigdommens onde cirkel varierer. Befolkningseksplosionen i de fleste u-lande hæmmer voldsomt moderniseringen af mange samfundsområder, jfr. f.eks. byudvikling med kæmpe tilvækst i befolkningen, uden at de økonomiske og andre opgaver som dette fører med sig bliver løst. En tredje stagnations- eller ødelæggelsesfaktor er konflikterne i de nye stater mellem forskellige etniske grupper og klasser. Alt dette er faldet forskelligt ud på forskellige steder og forskellige tidspunkter.

Modernisering er derfor ikke nogen retliniet udvikling, hvor alle samfund gennemgår de samme faser. Alle ydre fællestræk til trods, betyder moderniseringen kun, at folk tilpasser sig omgivelserne ved hjælp af deres egen kulturs specielle stempel. Enkelttræk som f.eks. fabriks- eller partiorganisationer bliver derfor ret forskellige i Danmark, Egypten, Indien og Japan.

Moderniseringen i vor tid både fortsætter og er ny i forhold til udviklingen tidligere i historien, hvor de to store tidligere begivenheder er landbrugsrevolutionen 10.000 f.v.t., opdagelserne og industrirevolutionen i nutiden. Det nye og «moderne» som først voksede frem med kapitalismen var: a) Integreringen af verdenssamfundet, b) Organisering af alle befolkninger i stater, hvor c) staten mere end nogen sinde tidligere er aktiv i omformningen af hele samfundet, og hvor d) samfundsstrukturen bliver mere differentieret og kompleks end før, blandt andet pga. e) de nye økonomiske og politiske former for integration i verdenssamfundet.

Dette er hovedtrækkene i den generelle modernisering, som vi må skelne fra den specielle modernisering, som hvert enkelt samfund gennemgår, og som knapt er ens i to samfund. Udviklingstakten er forskellig i forskellige lande; økonomisk vækst, politisk integration eller andre samfundsområder i et land kan udvikle sig hurtigt i en periode, stoppe op, falde tilbage til et tidligere niveau, begynde ny udvikling osv. Det faste forhold i denne ændring i et samfund er spændingen mellem differentiering og integration, mens samfundets tilpasning i verdenssamfundet hele tiden står på prøve.

Modernisering som videnskabeligt begreb

Litteraturen om «modernisering» er omfattende og har mange forskellige kendetegn. Den udgør en speciel del af den nyere samfundsvidenskabens historie. I tiden 1950-1970 blev ordet særligt anvendt om studier af politiske, kulturelle og organisatoriske sider ved udvikling, mens studier i «udvikling» og «underudvikling» specielt blev brugt om de økonomiske sider. Denne litteratur udsprang særligt af en del nordamerikanske forskningsmiljøer, og meget af den havde store svagheder, ikke mindst stærke elementer af tro på, at alle samfund gennemgår de samme stadier: «Traditionelle, transitionelle og moderne», med varianter for økonomisk, politisk, psykologisk og anden ændring.

De marxistiske videnskabsgrene stod i opposition til disse, men der er et interessant sammenfald i synspunkter og fejltagelser, nemlig troen på en ensrettet udvikling: «Produktionsmåder» ordnet som stadier udfra tanken om, at «i de udviklede lande ser de underudviklede billedet af deres egen fremtid» (Marx).

I 1970'erne gik moderniseringsbegrebet af mode. Særligt efter hård kritik fra mange nymarxistiske miljøer, som i stedet lancerede studier i «imperialisme», «centrum-periferi» og «afhængighedsforhold». Disse har bidraget til at kaste et noget bedre lys over økonomi i verdenssamfundet og andre spørgsmål indenfor økonomi og politik, men mange andre temaer er forsvundet fra dette billede. Det verdenshistoriske fænomen vi her taler om, gælder ikke blot økonomien i verdenssamfundet, men også nye former for samfund som opstår indenfor og bidrager til at ændre helheden, samtidig med at nye livsbetingelser skabes for det enkelte menneske. Dette må vi opfatte som en helhed, uanset om vi kalder temaet for «modernisering» eller noget andet.

R.Gr.