Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Jordan
DatoOpdatering
2015.01.14Årlig opdatering
2015.02.17IS henretter jordansk pilot, Jordan henretter 2 og indleder bombekampagne mod Syrien
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 7/2 2016
Læst af: 70.266
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Jordan
: :
Jordan
Befolkning4,9 mio.
ValutaJordanske dinarer
Areal97.740 Km2
HovedstadAmman
Befolkningstæthed50,1 indb./Km2    
HDI placering82    

Landet udgøres for tre-fjerdedeles vedkommende af en slette i 6-900 meters højde, der er en del af den arabiske ørken. Den vestlige del af sletten gennemskæres af en række kløfter, og her starter Rift forkastningen, der skærer gennem det Røde Hav og ender i Østafrika. Disse kløfter er desuden blevet til Jordanflodens dal og til den forsænkning, der i dag udgøres af det Døde Hav. Området er velegnet til landbrug. Klimaet er fastlandsklima, bortset fra udløbet i det Røde Hav der modereres af vindene fra havet. Størstedelen af landet er dækket af tør steppe, og landbrugsproduktionen er her begrænset. Hvede, rug og citrusfrugter er de vigtigste afgrøder. Der eksisterer kvægdrift med får og geder. Det alvorligste miljømæssige problem er manglen på vand. Ørkenspredningen og udvidelsen af byerne langs Jordanfloden er de vigtigste årsager til tabet af landbrugsjord.

Monarki med stærkt begrænsede demokratiske strukturer, støttet af EU og USA.

 

Folket: Størstedelen af befolkningen er i dag af palæstinensisk herkomst. De flygtede til landet efter krigene med Israel i 1948 og 1967. Landets oprindelige befolkning er oprindelige beduiner, organiseret i 20 store stammer, hvoraf en tredjedel fortsat lever en halvnomadetilværelse. Der findes en lille minoritet på 100.000 kaukasiere, der kom til landet i det 19. århundrede. De spiller i dag en vigtig rolle indenfor handel og administration.

Religion: Muslimer (overvejende sunnier) 92%, kristne 8%.

Sprog: Arabisk (officielt), engelsk

Politiske partier: I marts 1993 anerkendte regeringen eksistensen af politiske partier. De vigtigste er: Det nationale forfatningsmæssige Parti (en koalition af 9 partier); Islamisk Aktionsfront (Al-Jabhat al-Amal al-Islami), der er shiitisk orienteret; Jordans Kommunistparti; Jordans arabiske Baath Socialistparti.

Sociale organisationer: Jordans faglige Landssammenslutning. Unionen af jordanske Kvinder har deltaget i demokratiseringsprocessen og i forsvaret for kvindernes politiske rettigheder.

Officielt navn: Al-Mamlaka al-Urduniya al-Hashimiya.

Administrativ inddeling: 12 provinser

Hovedstad: Amman, 2.000.000 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Irbid, 537.600 indb.; Zarka (Az-Zarqa), 471.200 indb.; as-Salt, 64.000 indb.; Russeifa, 184.300 indb. (2000).

Regering: Abdullah II er konge siden februar 1999; Abdullah Ensour er premierminister siden oktober 2012. Parlamentet (Nationalforsamlingen) har to kamre: Senatet med 40 medlemmer udpeget af kongen, og Deputeretkammeret med 80 medlemmer der er valgt, men som dog kan opløses af kongen.

Nationaldag: 25. maj (Uafhængighedsdagen, 1946)

Væbnede styrker: 98.650 soldater (1996).

Paramilitære styrker: 6.000 ansatte i ministeriet for offentlig sikkerhed; 200.000 medlemmer af «Folkemilitsen»; 3.000 palæstinensere er medlemmer af PLO, men er under opsyn fra den jordanske hær.

 

Lige siden bibelsk tid hvor landet var delt mellem kongedømmerne Gilead, Moab og Edom har Jordan været knyttet til vigtige historiske begivenheder: i den antikke periode var kongeriget Petra knyttet til det romerske imperium; I det 7. århundrede var det her araberne ved Yarmuk indledte kampen mod den byzantinske kejser Herakles; Og under korstogene var den vestlige del af landet skueplads for den første del af kampene mod europæerne.

Da tyrkerne i det 16. århundrede bragte området under deres kontrol, blev det en del af Damaskus distriktet, og denne status fortsatte frem til udbruddet af 1. verdenskrig.

De jordanske stammer deltog i det omfattende arabiske oprør mod tyrkerne. Et oprør der blev afgørende for det osmanniske imperiums fald. Med Sykes-Picot traktaten - en hemmelig aftale indgået i 1916 - skulle Frankrig have kontrol over Libanon og Syrien, mens England skulle have mandat over Iraq og Palestina, der også inkludere det nuværende Jordan. Englænderne havde lovet sheikh Hussein i Mekka at skabe ét samlet arabisk kongedømme bestående af disse områder og den arabiske halvø.

Sheikhens søn, Faisal blev af franskmændene smidt ud af Syrien (se Syrien) i 1920. Dette medførte, at prins Abdullah - en anden af Husseins sønner - organiserede de jordanske beduiner til støtte for sin bror, men det lykkedes englænderne at overbevise ham om, at det var bedre for ham at acceptere regeringsmagten over emiratet Transjordanien.

Emiratet Transjordanien fortsatte som britisk mandatområde frem til 1928, hvor grænsen mod Palæstina blev lagt fast og hvor der blev vedtaget en lov der gav Abdullah og hans arvinger magten til at lovgive og administrere staten. Udenrigspolitikken og kontrollen over militæret forblev dog på britiske hænder frem til maj 1946, da emiratet blev omdannet til «Transjordaniens Hashimitiske kongedømme». Efter den arabisk-israelske krig i 1948 annekterede kong Abdullah de palæstinensiske område på venstre bred af Jordanfloden. I forlængelse af annektionen omdøbtes landet til Jordan, men samtidig skabte det sig en række nye problemer: de mange palæstinensiske flygtninge, Jerusalems juridiske status og det faktum at dets grænse mod Israel næsten blev fordoblet.

I 1951 blev Abdullah myrdet og blev fulgt af sin søn Talal på tronen. Han havde stærke anti-britiske holdninger og lovede gennemførelse af progressive reformer, men året efter blev han afsat. I 1953 overtog hans søn Hussein tronen. Han var da blot 17 år. Han var i stand til at holde sig ved magten pga. støtte fra USA samt den personlige hengivenhed fra beduinerne. Dette var essentielt for at bevare kontrollen over hæren.

Gennem 40 år og især efter den israelske besættelse af Jordanflodens vestbred har kongedømmet modtaget en meget stor mængde palæstinensiske flygtninge. De var i første omgang blevet fordrevet af israelerne fra deres jorder og landsbyer i 1948 og senere fordrevet fra Vestbredden i 1967. Den skæve demografiske fordeling hvor palæstinenserne i dag udgør to-tredjedele af Jordans befolkning og Husseins ønske om at fortrænge PLO som palæstinensernes vigtigste talerør var baggrunden for massakren på palæstinensere i Jordan i 1970 - kendt som «Sorte September».

Efter den arabisk-israelske krig i 1973 etablerede kongen diplomatiske forbindelser med PLO, men det var først i 1979, at han anerkendte organisationen som palæstinensernes eneste legitime repræsentant.

I 1984 erklærede Jordan, at det ikke ensidigt ville forhandle med Israel, men samtidig tilnærmede det sig Egypten. I 1985 forsonedes Hussein og Yasser Arafat atter og offentliggjorde et fælles fredsudspil for Mellemøsten, der dog ikke blev til noget pga. Israels afvisende holdning.

I juli 1988 gav kong Hussein afkald på ethvert krav til Vestbredden, og overdrog PLO ansvaret for disse israelsk besatte områder.

Landets vigtigste kilde til udenlandsk valuta stammer fra de beløb, som jordanere i udlandet - overvejende palæstinensere - sender hjem til deres familier i Jordan. Samtidig er statens budget afhængig af økonomisk bistand fra de arabiske lande. I 1989 lå denne på omkring 1 milliard dollars.

Forsinkelse af bistanden tvang regeringen til at anmode IMF om økonomisk støtte. Udlandsgælden var da oppe på 6 milliarder dollars. Stigningen i priserne på basale konsumvarer udløste i april 1989 et oprør blandt den fattige beduinbefolkning i syd.

Hussein gav atter parlamentet en begrænset ret til kontrol over monarkiet, løslod politiske fanger og udskrev parlamentsvalg.

Da Iraq i august 1990 invaderede Kuwait var kongens popularitet på højdepunktet, men alligevel stod han i en vanskelig situation. På den ene side var Jordan militært flankeret af Israel, på den anden af Iraq. Et flertal af befolkningen - palæstinenserne - støttede Saddam, mens han var under pres fra de vestlige lande for at gå imod Saddam. Landet var afhængig af Saudi Arabien for økonomisk bistand og af Iraq for olieleverancer.

Jordan valgte at tilslutte sig den handelsmæssige blokade af Iraq, men gik samtidig imod militær intervention for at føre Sikkerhedsrådets resolutioner ud i livet. Som følge af blokaden mistede landet 570 millioner dollars. Endvidere modtog det 40.000 kurdiske flygtninge, over 1 million irakere og omkring 300.000 jordanere af palæstinensisk herkomst, der blev smidt ud af Kuwait som gengældelse for Jordens støtte til Iraq.

Den 9. juni 1991 undertegnede kong Hussein og en række politiske repræsentanter en ny forfatning, der legaliserede de politiske partier og udstrakte de politiske rettigheder til også at gælde kvinder.

Samme måned blev Taher Al Masri udnævnt til premierminister, som erstatning for Mudar Badram. Al Masri stod i spidsen for Jordans delegation til Mellemøst Fredskonferencen i Madrid samme år og fremmede desuden tilnærmelsen til Bush administrationen i USA. I november blev Taher Al Masri udskiftet, efter at have tabt en mistillidsafstemning til den islamistiske fundamentalistiske blok i parlamentet. Han blev erstattet på posten af Sharif Zeid Ibn Shaker.

De islamiske fundamentalisters fremgang i landet havde været udsat for mindre repression end andre steder i regionen. Det Muslimske Broderskab fik lov til at operere - i første omgang som en filantropisk organisation. Broderskabets popularitet øgedes pga. dets aktiviteter indenfor social- og sundhedsområdet: det besad hospitaler, skoler og flere centre for islamiske studier. Broderskabets politiske arm var Fronten for Islamisk Aktion (FIA). Begge grupper modsatte sig dialogen med Israel. I november 1992 blev to af FIA's parlamentsmedlemmer løsladt som led i en generalamnesti til 1.480 politiske og almindelige fanger.

I maj 1993 blev Abdul Salam Madjali udnævnt til premierminister. Han var chef for den jordanske delegation ved forhandlingerne med Israel. Ved parlamentsvalget i november - det første i landets historie - blev TV værten Tuyan Faisal landets første kvindelige parlamentariker.

De vanskelige relationer mellem islamister og tronen lagde hindringer i vejen for forhandlingerne med Israel. Det var først i juli 1994, at der i Washington kunne indgås en aftale mellem Jordan og Israel, der afsluttede den 46 år lange krigstilstand mellem de to lande og indebar at 60.000 palæstinensiske flygtninge i Jordan kunne vende hjem.

Den 26. oktober 1994 kunne kong Hussein og Israels premierminister Yitzhak Rabin underskrive en bilateral fredsaftale. Israel overlod Jordan 300 km2 ørken og grænsen blev afmærket mellem de to lande, men langt vigtigere var overdragelsen af beskyttelsen af de islamiske helligdomme i Jerusalem til kong Hussein. Den jordanske offentlighed var overrasket over den hast hvormed der var blevet indgået en fredsaftale, men samtidig med de magre økonomiske resultater det gav landet.

I november 1995 besøgte kong Hussein Jerusalem - for første gang efter at Israel i 1967 havde besat byen. Han deltog i bisættelsen af den myrdede Yitzhak Rabin. I januar havde kongen udnævnt Sharif Zaid ibn Saker til premierminister, men denne blev allerede i februar udskiftet med Abdul Karim al-Kabariti, der samtidig var udenrigs- og forsvarsminister.

Trods sin afhængighed af irakisk olie - 75.000 tønder dagligt til en favorabel pris - besluttede Jordan i 1996 at indskrænke samhandelen med Bagdad. Eksporten til Iraq blev reduceret med 50%, og samtidig fik USA tilladelse til at anvende en jordansk luftbase. I august blev to irakiske diplomater udvist af landet. De blev anklaget for at have tilskyndet til oprør i kølvandet på en fordobling af prisen på brød.

Den 2. oktober 1997 blev sheikh Ahmed Yassine løsladt efter at have siddet 8½ år i fængsel i Israel. Han havde i 1987 grundlagt den palæstinensiske modstandsbevægelse Hamas og var i 1989 blevet idømt livsvarigt fængsel for sit ansvar for en lang række attentater. Løsladelsen skete som led i en fangeudveksling mod to israelske Mossad agenter, der var blevet arresteret i Amman efter at have forsøgt at myrde et medlem af Hamas' politbureau.

Støtten til kong Hussein blev styrket i kølvandet på parlamentsvalget 4. november 1997, der dog var præget af mindre valgdeltagelse end tidligere. De såkaldte stammehøvdinge - lederne af de nomadegrupper der lever i ørkenen - er overvejende tro mod kongen og fik 68 af de 80 pladser i parlamentet. Men samtidig var valget blevet boykottet af den vigtigste fundamentalistiske gruppe, FIA, der protesterede mod de demokratiske indskrænkninger, Husseins økonomiske politik og fredsaftalen med Israel. Abdul Salam Madjali blev for anden gang udpeget til premierminister.

Jordans regering erklærede samme måned, at den ville give kristen undervisning i de offentlige skoler til de børn der måtte ønske dette.

Efter trusler om nordamerikanske bombardementer af Iraq i februar 1998 gjorde Jordan sig klar til at tage imod en bølge af flygtninge. Under Golfkrigen var over 1 million irakere flygtet til Jordan. 150.000 af disse var fortsat i landet i 1998, men kun 35.000 af disse havde legal opholdstilladelse.

Den 7. februar 1999 døde kong Hussein. Forinden havde han ændret arvefølgen, fjernet sin bror Hassan og indsat sin søn fra første ægteskab, Abdullah på 37 år.

Ved Abdullah II's overtagelse af tronen, befandt Jordan sig i en palæstinensisk-israelsk fredsproces, der var gået helt i stå og med nabolandet Iraq der var udsat for nordamerikanske angreb. Indenrigspolitisk befandt landet sig i en alvorlig økonomisk krise, samtidig med at de politiske partier krævede større åbning fra regeringens side. De officielle arbejdsløshedstal var på over 30%, valutareserverne var udtømte og budgetunderskuddet var steget fra 2% i 1997 til 6% i 98. Eftersom landet kun råder over sparsomme naturressourcer, er handelen den vigtigste økonomiske aktivitet, og den befandt sig i frit fald som følge af embargoen mod Iraq og den økonomiske krise i Asien.

Den nye konge fulgte en tradition, hans fader havde indført. Han dukkede forklædt op i forskellige dele af landet, for med sine egne øjne at opleve de steder og vilkår, der som regel faldt uden for den officielle offentlighed. Men også uden forklædning dukkede han de første måneder af året uventet op på hospitaler, grænseposter og andre offentlige steder for med sine egne øjne at opleve situationen.

En ung mands død i politiets varetægt i den sydlige by Maan i januar 2002 udløste de værste uroligheder i 3 år. Ifølge drengens familie var han blevet tortureret af politiet, der havde anklaget ham for rapseri, og efterfølgende havde fundet fotos af Osama bin Laden og palæstinensiske martyrer fra Intifadaen i hans lommer.

I forlængelse af alliancepolitikken med USA støttede kong Abdullah i februar 2002 Bush' karakteristik af Iraq, Iran og Nordkorea som Ondskabens Akse. I forholdet til Israel var tonen dog mindre forsonlig. I marts tilkaldte udenrigsminister Marwan Muasher den israelske ambasadør, der blev truet med at Jordan ville tage skridt, efter at Israel havde ødelagt det palæstinensiske selvstyres hovedkvarter i Ramallah. Jordan anmodede endvidere FN's Sikkerhedsråd om at sende en fredsbevarende styrke til de palæstinensiske områder.

I august opstod der diplomatiske problemer i forholdet til Qatar. Anledningen var en udsendelse på TV stationen Al-Jazeera. Krisen nåede et højdepunkt, da Jordan trak sin ambassadør hjem fra Qatar og lukkede Al-Jazeeras kontorer i Amman.

Jordan og Israel indgik i september en aftale om gennemførelsen af et projekt til en værdi af 800 mio. US$. Projektet består i at transportere vand fra det Røde Hav til det Døde Hav, hvis vandstand er stadig faldende. Projektet er det hidtil største mellem de to lande.

I oktober blev den nordamerikanske diplomat Laurence Foley skudt ned på gaden foran sit hus i Amman. Der var tale om det første mord på en vestlig diplomat i landets historie.

Ved parlamentsvalget i juni 2003 der var det første valg efter Abdullah II's magtovertagelse fik kandidater der støtter kongen 2/3 af pladserne i parlamentet.

I august 2003 døde 11 og 50 blev såret, da Jordans ambassade i Bagdad blev udsat for et bombeattentat. Eksplosionen ødelagde hele forsiden af huset. Jordan blev af mange irakere og nabolande hårdt anklaget for at støtte USA's krig mod Iraq, og for at tillade udenlandske soldater at bruge baser i Jordan.

I september omgjorde Jordans Centralbank sin beslutning om indefryse konti i Jordan tilhørende ledende medlemmer af Hamas.

I oktober trådte Ali Abu al-Ragheb tilbage fra posten som premierminister. Han blev erstattet af Faisal al-Fayez. Kong Abdullah II udnævnte endvidere 3 kvindelige ministre.

I februar 2004 indviede kong Abdullah II og syriens præsident Bashar al-Assad vandkraftværket Wahdah ved Yarmuk floden, der løber fra det nordlige Syrien gennem Jordanfloden til det sydlige Jordan. Dæmningen forventes endelig færdig i slutningen af 2005 og skal forsyne Jordan med vand og Syrien med elektricitet. Iflg. Jordans vandminister Hazem Nasser vil dæmningen ikke løse Jordans samlede vandunderskud, men vil dog reducere det med 90%.

I marts indgik Jordan og Israel en aftale om bygningen af et videnskabscenter i et ørkenområde mellem de to lande. Projektet var oprindelig blevet formuleret af jordanske og nordamerikanske akademikere, forretningsmænd og den israelske regering.

I april dømte en jordansk domstol 8 militante islamister til døden for mordet i oktober 2002 på Laurence Foley fra den nordamerikanske bistandsorganisation AID. Foley blev skudt ned på en gade i Amman. En af de dømte - in absentia - var Abu Musab al-Zarqawi, der blev betegnet som den intellektuelle bagmand for mordet.

Kong Abdullahs utilfredshed med premierminister Faisal al-Fayez og hans regering førte i april 2005 til at denne trådte tilbage og blev erstattet med Adnan Badran. Den jordanske konge har udstrakte politiske magtbeføjelser til at afsætte og indsætte regeringer, godkende love og opløse parlamentet. Han var især utilfreds med den jordanske delegations indsats på det arabiske topmøde måneden forinden. Det lykkedes ikke delegationen at overbevise de andre arabiske lande om, at der skulle indgåes fredsaftaler med Israel, uden at dette land havde opgivet besættelsen af landområder erobret i 1967 krigen. Kongen var ligeledes utilfreds med den diplomatiske håndtering af en disput med den nye irakiske regering efter et bombeattentat i Hilla samt planlægningsminister Bassem Awadallahs tilbagetræden. Kilder indenfor den nye Badran regering bekræftede, at dens vigtigste formål er at gennemføre en forsigtig politisk og økonomisk reformproces i kongedømmet.

Den 11. november blev 3 hoteller i Amman - Grand Hyatt, Days Inn og Radisson SAS - ramt af terrorbomber, der kostede 57 livet og udløste protestdemonstrationer i Amman. De fleste af de dræbte var jordanere, selvom der også var mange palæstinensere fra den israelsk besatte Vestbred. En irakisk organisation under ledelse af Abu Musab al-Zarqawi påtog sig på internettet ansvaret for attentatet. Kong Abdallah erklærede, at Jordan ikke ville lade sig provokere, og at Jordan aldrig «ville opgive kampen mod terrorismen i alle dens afskygninger».

Regeringen fremlagde på video et vidnesbyrd fra en kvinde, der tilsyneladende var en af selvmordsterristerne, og som på videoen inddrog Musab al-Zarqawi. Alligevel var den jordanske offentlighed præget af dyb skepsis overfor regeringens påstande. Diskussionerne blev ført på åben gade i Amman og mange andre jordanske byer, og mange jordanere mente, at Israel stod bag attentaterne.

Jordan og Spanien blev i april 2006 enige om at koordinere og samarbejde for at «lukke dørene for intolerance og fanatisme» af enhver type som er «globale trusler mod sikkerheden i verden» - især terrorismen. Samme måned anklagede den jordanske regering Hamas, der står i spidsen for regeringen i Palæstina, for at planlægge attentater rettet mod Jordan. Iflg. regeringen blev attentaterne alene hindret gennem arrestationen af et «betydeligt antal» mistænkte. Regeringen undlod at oplyse om hvor mange. Jordans befolkning er overvejende af palæstinensisk herkomst, der efter Israels etniske udrensning af palæstinensere i 1948 og Junikrigen i 1967 er flygtet til Jordan.

Hamas' talsmand, Sami Abu Zuhri, tilbageviste beskyldningerne og erklærede at hans parti hverken havde bevæbnede grupper i Jordan eller noget andet land.

Politiet i Amman tilbageholdt i juli 2007 7 medlemmer af den Islamiske Aktionsfront, der har 17 pladser i parlamentet. Iflg. myndighederne planlagde fronten væbnede aktioner mod regeringen.

Jordan var i februar-april 2008 skueplads for nogle af de mest omfattende demonstrationer i den arabiske verden rettet mod Danmark, da en række danske medier genoptog den anti-muslimske kampagne, der blev indledte med Jyllandspostens tegninger i 2005.

I april 2008 trådte en ny partilov i kraft. Kun 14 af landets 36 politiske partier klarede betingelserne i den nye lov - resten blev opløst. Loven krævede at lovlige partier skulle have et anerkendelses certifikat fra regeringen og mindst 500 medlemmer. Partierne kaldte loven for grundlovsstridig. Landets største oppositionsparti, den Islamiske Aktionsfront der er den politiske gren af det Muslimske Broderskab opfyldte lovens betingelser.

I november 2009 opløstes parlamentet forud for parlamentsvalget. Efterfølgende blev valget aflyst. Landet har siden ikke haft et parlament. I december indsatte kongen Samir Rifai som premierminister.

Menneskerettighedssituationen blev forværret gennem 2009. Ialt 12 blev dømt til døden, hvilket bragte antallet af dødsdømte på dødsgangen op på 40. Tortur blev mere udbredt og ved flere lejligheder tævede politiet arresterede til døde. 8 blev dømt til døden for angiveligt at have planlagt et terrorangreb i 2004. De blev dømt alene på «tilståelser», som var blevet aftvunget under tortur. En appeldomstol omstødte siden dommene med henvisning til, at «tilståelserne» var fremtvunget under anvendelse af tortur.

Det arabiske forår ramte Jordan i januar 2011. Tusindvis af jordanere demonstrerede mod regeringen og premierminister Rifai, der havde fået priserne på de basale fødevarer til at eksplodere. Efter flere ugers protester mod regeringen og mod korruptionen fjernede kongen i februar 2011 Rifai som premierminister og erstattede ham med Marouf al-Bakhit. Han holdt dog kun til oktober, hvor han trak sig efter at være blevet fyret af parlamentet. Han blev erstattet af Awn Shawkat al-Khasawneh. Al-Khasawneh holdt ½ år. I april 2012 trak han sig fra posten og blev i maj erstattet af Fayez al-Tarawneh. Denne holdt også kun i ½ år. I oktober blev han udskiftet med Abdullah Ensouri. Samme måned opløste kongen parlamentet og udskrev nyvalg.

De hyppige protester og demonstrationer mod regeringen fortsatte gennem 2011 og 2012. Kongen lovede reformer og nåede over en 15 måneders periode at have 4 personer på posten som premierminister. Det fremskyndede ikke reformprocessen og protesterne fortsatte.

Fra slutningen af 2011 sluttede Jordan sig til den anti-syriske front. Saudi Arabien var i forvejen den største udenlandske bidragsyder til den jordanske stat og var fra midten af 2011 samtidig leverandør af våben til oprørerne i Syrien. Fra slutningen af 2011 kom der flygtninge fra Syrien ind over grænsen til Jordan, mens våben til oprørerne flød den anden anden vej. Samtidig blev vestlige militære instruktører og efterretningsofficerer sat ind i det jordanske grænseområde mod Syrien. I 2012 blev det rapporteret, at palæstinensiske flygtninge, der flygtede fra borgerkrigen i Syrien rutinemæssigt blev sendt tilbage til Syrien af de jordanske myndigheder - i strid med Flygtningekonventionen.

Tortur er udbredt i Jordan. I oktober 2012 blev 11 mænd arresteret af det jordanske efterretningsvæsen GID. I næsten to måneder blev de holdt i næsten total isolation uden adgang til hverken advokater eller familiemedlemmer. De fleste af dem erklærede efterfølgende at have «tilstået» under tortur. Hundreder og muligvis tusinder blev fortsat arresteret og holdt administrativt fængslede uden retsag på grundlag af loven fra 1954 om «Forebyggelse af kriminalitet», der giver provinsguvernører ret til at indespærre folk i månedsvis uden anklage eller retsag på den blotte mistanke om at ville «begå kriminalitet» eller udgøre en «fare for samfundet». Der blev afsagt mindst 16 dødsdomme, men ingen domme blev fuldbyrdet. Sidste fuldbyrdelse var i 2006. 5 blev benådet.

I juni 2013 lukkede myndighederne 260 nyhedssites på internettet. I oktober 2012 havde kongen underskrevet en ny lov om Web censur. Den krævede, at alle nyhedssites lod sig registrere i indenrigsministeriet og samtidig accepterede at ministeriet kunne lukke dem eller udsætte dem for censur. De 260 sites havde i protest mod den nye censurlov nægtet at lade sig registrere. De blev nu i stedet lukket. 

I december 2013 blev Amman begravet i sne. De globale klimaforandringer bringer jetstrømmene i atmosfærens øverste lag ud af balance. En sådan ubalance ei jetstrømmene i december skabte en anti-cyklon over Østeuropa og Mellemøsten og trak iskold arktisk luft ned over Mellemøsten, hvilket udløste kraftigt snefald. Det sneede i Cairo - for første gang i 112 år.

I marts 2014 underkastede FN's Menneskerettighedsråd Jordan det treårige periodiske review af menneskerettighedssituationen i landet. Rådet kritiserede især Jordans hyppige anvendelse af tortur og mishandling af fanger; den udstrakte anvendelse af administrativ fængsling (uden dom); den hyppige anvendelse af landets Sikkerhedsdomstol til sager, der burde være behandlet ved civile domstole.

Jordan fortsatte i 2014 med at opkøbe olie fra IS' (Islamisk Stat) oliefelter i Iraq og Syrien. Samtidig deltog landet i USA's luftbombardementer af IS i Iraq og Syrien. I slutningen af december tog IS en jordansk jagerpilot til fange, der var styrtet ned med sit fly.

Den 21. december 2014 brast håbet om at Jordan skulle blive det første land i den arabiske verden, der afskaffede dødsstraffen, som kongen ellers havde erklæret i 2006. Den 21. december henrettede Jordan 11 dødsdømte. Første gang siden 2006 en dødsdom var blevet fuldbyrdet.

I slutningen af december styrtede et jordansk kampfly ned i Syrien og piloten blev taget til fange af IS. Gennem de følgende uger blev der forhandlet mellem IS og de jordanske myndigheder om en fangeudveksling, men forhandlingerne brød sammen. I slutningen af januar 2015 henrettede IS piloten. Jordan svarede øjeblikkeligt igen, henrettede 2 dødsdømte radikale islamister. Mens IS lagde sin henrettelse på internettet, undlod de jordanske myndigheder at lægge deres henrettelser på internettet. Til gengæld indledte Jordan en bombekampagne mod IS, og redigerede videoer fra denne kampagne blev lagt på nettet. Danmark havde som led i det «Arabiske Initiativ» igennem 10 år arbejdet på at «civilisere» Jordans omgang med fanger. Jordan lagde selv programmet i graven.

Ved udgangen af 2014 sad der 618.000 registrerede syriske flygtninge i lejre i Jordan. Jordan nægtede at tage imod palæstinensiske flygtninge fra Syrien. De blev afvist ved grænsen, og flygtninge der var kommet ind illegalt blev sendt tilbage til Syrien. I strid med FN's flygtningekonvention.

Hverken USA eller EU kritiserer de stadig mere alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Jordan, men giver i stedet økonomisk og militær bistand.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Jordan)
Amnesty International Annual Report 2015 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2015 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)