Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den 3. april 1947 overrakte David Lilienthal - formand for den nyoprettede nordamerikanske atomenergikommission - en rapport til præsident Truman om status for USA's atomvåbenprogram. Indholdet var en overraskelse både for præsidenten og de tilstedeværende militære chefer: antallet af færdigbyggede atombomber var nul, og de nødvendige dele eksisterede kun til et fåtal af bomber.

Under 2. verdenskrig blev der lavet tre atombomber i USA . En blev testet ved Alamogordo, New Mexico, den anden blev sprængt over Hiroshima den 6. august 1945, og den tredje over Nagasaki 9. august samme år. I løbet af 1946 blev der lavet to nye bomber, som blev testet ved. Bikini-øerne under enorm medieopmærksomhed, i et forsøg på at overbevise verden om, at USA havde et lager af atomvåben færdig til brug. I de første efterkrigsår byggede USA's udenrigspolitik på denne antagelse, verden havde ikke grund til at drage den i tvivl, og selv centrale nordamerikanske beslutningstagere levede i samme tro. Landets fremgangsrige udenrigspolitik blev tilskrevet et atommonopol, som stort set ikke eksisterede. Serieproduktionen af atombomber indledtes først i 1949. Da investerede supermagten til gengæld enormt.

Startskuddet var Sovjetunionens første atomprøvesprængning 29. august 1949. De moderne kernevåbens historie startede i september samme år, da nordamerikanske fly på patrulje over Stillehavet registrerede radioaktivitet, som kun kunne stamme fra en ny atommagt. Senere satte også Koreakrigen øget fart på atomprogrammet.

Sprænghoveder

I 1950 forberedte USA sig på at føre krig i både Asien og Europa, og udviklede atombomber for indsats der. Officerskorpset havde fra starten kun haft en beskeden interesse for atomvåben. De var tunge, kunne kun bringes frem af de største flytyper, og egnede sig kun for brug mod store byer og industriområder. Men interessen steg voldsomt efterhånden som der blev udviklet forholdsvis små og stadig lettere bomber, som kunne anvendes på slagmarken. Udtryk som «små» og «store» kernevåben behøver en præcisering, for at proportionerne ikke skal gå tabt. Hiroshima-bomben havde en sprængstyrke på 12 kiloton (kt) (12.000 ton) TNT. Den største konventionelle bombe som blev brugt under 2. verdenskrig var til sammenligning på 10 ton TNT. Mens de nordamerikanske prøver frem til 1951 havde varieret fra 18 til 49 kt, testede man dette år sprænghoveder ned til ca. 1 kt.

I november 1952 sprængte USA den første brintbombe ved Eniwetok-øerne i Stillehavet. Den havde en sprængkraft på 10 megaton (10.000.000 TNT), var for tung til at kunne fragtes med fly, og blev testet fra en speciel bygning lavet til formålet. Det var med andre ord ikke en brintbombe, som kunne anvendes militært. Den fik man først i 1954. Den blev udviklet og testet, ikke så meget for sin militære værdi som på grund af sin psykologiske effekt. Sovjetunionen testede sin første brintbombe i 1953.

Atom-dome i Hiroshima efter USA's atombombe, august 1945

Frem til 1976 havde USA udviklet over 70 bombetyper, omkring 50 af dem havde været i arsenalerne på et eller andet tidspunkt, og 33 var det fortsat. De sovjetiske arsenaler var på det tidspunkt formodentlig lidt mindre varierede. Sprængstyrken på de nordamerikanske bomber varierer i dag fra 100 ton TNT (muligvis endnu mindre) til 25 megaton.

Frem til i dag har 7 lande testet kerneladninger: USA, Sovjetunionen, Storbritannien (første A-bombetest i 1952, B-bombetest i 1957), Frankrig (første A-bombetest i 1960, B-bombetest i 1968), Kina (første A-bombetest i 1964, B-bombetest i 1967), Indien (første A-bombetest i 1974) og Pakistan (første A-bombetest i 1998). Endvidere er det meget sandsynligt, at Israel har atombomber, og det samme gælder Sydafrika. For nogle stater er det politisk uhensigtsmæssigt at teste bomberne: man behøver heller ikke at teste dem, for at være rimelig sikker på at de fungerer. Derfor er det vanskeligt at fastslå med sikkerhed, hvor mange stater som til enhver tid har kernevåben.

Fremføringsmidler

Hiroshima-bomben vejede 4 ton. Forholdet mellem bombens sprængstyrke og vægt - et mål for en bombes effektivitet - var derfor omtrent 3.000 (for store konventionelle bomber er dette forhold ca. 0,5). I dag er forholdet øget til ca. 2.000.000 for nogle af de mest moderne kernefysiske sprænghoveder. Selv en ny atomvåbenstat vil i dag næppe have større problemer ved at lave en bombe, hvor forholdet sprængkraft/vægt er 20.000. Det betyder med andre ord, at en bombe med en sprængstyrke på f.eks. 20 kiloton vil veje ca. 1.000 kg og en sådan bombe kan fremføres med mange forskellige midler.

Parallelt med masseproduktionen af sprænghoveder blev der udviklet en lang række fremføringsmidler til dem: diverse flytyper, kernefysisk artilleri i forskellige versioner, raketter til afskydning fra land, skibe og fly, mellem- og langdistanceraketter i ballistiske baner. Mange af disse er i dag i hænderne på stater, som foreløbig ikke har kernefysiske sprænghoveder, men som kan tænkes at anskaffe sådanne. For at tage nogle eksempler fra flysektoren, som stiller de mindste krav til bombens form og som derfor er mest relevant for nytilkomne i atomklubben: det nordamerikanske A-4 Skyhawk kan tage en bombelast på ca. 4.500 kg, F-104 Starfighter ca. 2.000 kg, F-4 Phantom ca. 7.000 kg, det franske Mirage V ca. 4.000 kg, de britiske Canberra og Buccaneer ca. 3.600 kg og det sovjetiske Ilyushin 28 ca. 2.200 kg. På mange måder er store passagerfly selvsagt også mere avancerede end B-29 flyet, som kastede bomberne over Hiroshima og Nagasaki, og kan med små forandringer anvendes som atomvåbenbærere.

Taktiske våben

Der skelnes normalt mellem taktiske og strategiske kernevåben. De våben atommagter retter mod hinanden - som regel over lange afstande - kaldes gerne strategiske, mens de der planlægges brugt på slagmarken - gerne på tredjeparts territorier - kaldes taktiske. Skellet drages udfra hensigten med brugen: mange våbensystemer har en kapacitet, som gør både taktisk og strategisk brug mulig.

De første nordamerikanske taktiske kernevåben blev overført til Vesteuropa i oktober 1953. De sovjetiske styrker fik taktiske kernevåben i 1957. Foruden de franske og britiske våben fandtes der i 1970'erne ca. 6.000 sprænghoveder på vestlig side, og 3.500 til 5.000 sprænghoveder på østlig side. Tendensen på vestlig side er historisk gået i retning af færre og mindre sprænghoveder leveret fra mere mobile, tilpasningsdygtige og præcise fremføringsmidler. Mens USA i 1970 havde omkring 10.000 sprænghoveder med en gennemsnitlig sprængstyrke på 20 kt, havde de i 1974 7.000 sprænghoveder med en gennemsnitsstyrke på 4 kt. En tilsvarende udvikling kunne dog ikke registreres på østlig side.

Frem til 1980'erne skete der en modernisering af de taktiske arsenaler i Vesteuropa, som gjorde kernevåbnene stadig bedre egnet til brug på slagmarken: De blev skræddersyet til forskellige militære formål, og blev stadig mere integreret i det øvrige militære maskineri. Når de kunne indsættes præcist og med mere begrænset skade på de civile omgivelser, blev den tidlige brug af kernevåben mere tænkbart, og dermed også mere sandsynligt. Atomtærsklen blev sænket, uden at der eksisterede nogen garanti mod optrapning af krigførelsen, når kernevåbnene først var taget i brug.

Den sovjetiske atomvåbendoktrin var langt hen ad vejen en garanti for, at det netop var dette der ville ske. Denne doktrin rummede ikke noget modstykke til de nordamerikanske begreber om begrænset kernefysisk krigsførelse, selektiv (udvalgt) brug af kernevåben og begrænset ødelæggelse af civile omgivelser. Den sigtede tværtimod på en massiv kernefysisk gengældelse mod Vesteuropa som svar på første brug af sådanne våben fra NATO's side. Sandsynligvis har NATO's doktrin om første brug af kernevåben spillet fallit i samme øjeblik, den blev taget i brug, da er den ikke længere udgjorde noget forsvar for de vesteuropæiske samfund, men derimod en garanti for nær total ødelæggelse.

Mod ballistiske strategiske raketter findes der foreløbigt intet effektivt forsvar, og ubådene er forholdsvis usårlige. Dette sikrer indtil videre evnen til effektivt at gengælde et angreb. Vigtigere end øgningen i kvantitet er de kvalitative forbedringer af våbnene. De interkontinentale raketter har efterhånden opnået en nøjagtighed, som gør det muligt med stor sikkerhed at ødelægge militære anlæg, som ikke er mobile. I spændte situationer kan dette friste til overraskelsesangreb.

Reduceret sikkerhed for alle

Det kernefysiske rustningskapløb medfører mindsket sikkerhed for alle. Supermagten USA som i de første efterkrigsår ikke var truet fra nogen kant, fik frem til slutningen af 1980'erne sin sikkerhed reduceret i takt med kaprustningen med Sovjet. Spredningen af kernevåben til flere lande bidrager også stærkt til usikkerheden. Jo flere fingre på aftrækkeren, jo større fare er der for, at våbnene vil blive taget i brug.

Sammenbruddet i Østeuropa i 1989-91 skabte håb om, at truslen om atomkrig endelig kunne opgives, og spændingen var da også reduceret gennem 90'erne, men betingelsen for anvendelse af atomvåben er ikke en øst-vest konfrontation. Politiske spændinger på andre fronter kan betinge fortsat udvikling af kernevåben og trussel om anvendelse. I den forstand er det ikke uden grund, at spændingen atter er taget til i slutningen af 90'erne. Efter 3 års globalt stop for atomprøvesprængninger besluttede USA i 1999 at genoptage sine sprængninger, og i januar 2000 strammede Rusland sin atomstrategi op i en mere aggressiv retning.

Det er godt nok mere end 50 år siden, kernevåben blev anvendt, og i denne periode er der udkæmpet ca. 200 krige - alle uden brug af kernevåben. På den anden side gøres der fortløbende bestræbelser på at øge kernevåbnenes politiske såvel som militære værdi. For at være politisk effektive i fredstid, må brugen af dem i krigstid sandsynliggøres i andres øjne, både hos ven og fjende. Den udbredte opfattelse af at kernevåbnene er til for ikke at blive brugt er antagelig en særdeles farlig illusion.

FN's Generalforsamling vedtog med 122 stemmer for og 1 imod i juni 2017 et totalt forbud mod atomvåben. De lande der rådede over atomvåben eller deres vasalstater boykottede konferencen. Deriblandt Danmark. Trods boykotten fra den lille minoritet af kolonistater var resultatet et stort skridt fremad. Beatrice Fihn fra den Internationale kampagne til afskaffelse af Atomvåben erklærede: «Det er et forbud på linie med andre forbud mod masseødelæggelsesvåben. For 45 år siden forbød vi biologiske våben, for 25 år siden kemiske, og i dag forbyder vi atomvåben. Inden for to år kan vi nå op på de 50 ratificerende stater der skal til for at gøre forbuddet til international lov». I stedet for at skrotte dem planlagde USA et kostbart moderniseringsprogram for sine atomvåben. Netop i de samme dage anklagede supermagten Nordkorea for at true USA og dets vasalstater i det vestlige Stillehav - samtidig med at USA i 60 år havde truet Nordkorea med atomvåben, placeret blot 100 hundrede kilometer fra dets grænse. (Treaty banning nuclear weapons approved at UN, Guardian 7/7 2017)

S.L.