 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Socialistisk Arbejderparti (SAP), dansk venstrefløjsparti (1980-), dansk sektion af Fjerde Internationale. SAP blev stiftet i 1980 som videreførelse af Revolutionære Socialisters Forbund (RSF). Partiets status som dansk sektion af Fjerde Internationale giver det en særlig tilknytning til en række revolutionære socialistiske organisationer i andre lande verden over, og knytter det til en bestemt tradition inden for den internationale arbejderbevægelse.
Det betyder, at SAP forsøger at anvende den metode, som ligger bag Fjerde Internationales stiftelsesprogram - «Overgangsprogrammet» - på en dansk virkelighed. Den enhedsfronttaktik, som blev formuleret i Kominterns første år, søges konkretiseret i bevægelser, aktioner og mere specifikt i den parole om en arbejderregering, som SAP anvendte flittigt op gennem 1980'erne. Målet med SAP's politiske virke er at omstyrte kapitalismen og bane vejen for direkte udøvet arbejdermagt. SAP forvalter en ikke-monolitisk tradition - dvs. har tendensfrihed inden for partiet - og har formuleret principper for partipluralisme under et socialistisk demokrati. Internt i partiet efterstræbes den demokratiske centralismes principper om fuld frihed til diskussion, men enhed i handling.
SAP's dannelse og perioden indtil påskestrejkerne i '85
SAP blev stiftet i pinsen, 21.-23. maj 1980. Forud for dette gik en vækst- og modningsproces, der havde varet de ni år, siden Socialistisk Ungdomsforum fik trotskistisk flertal og ansøgte om at blive sektion af Fjerde Internationale, hvilket det blev under navnet RSF.
RSF havde siden begyndelsen af 1970'erne - samtidig med den tiltagende kampvilje i arbejderklassen, som markerede sig tydeligt i demonstrationerne mod Store Bededagsforliget i 1974 og i årene fremefter - styrket sin faglige profil, der i begyndelsen havde været meget svag, nærmest ikke-eksisterende.
Sideløbende med en øget faglig aktivitet i RSF var der foregået en programmatisk og erfaringsmæssig udvikling i det faglige arbejde. Fra at forsøge at danne fagoppositioner uden for de etablerede reformistiske fagforeninger var RSF gået over til at arbejde mere systematisk i fagforeningerne og forsøge at stille krav til de reformistiske ledere om at føre arbejderpolitik.
Dermed var RSF kommet nærmere enhedsfrontens metode. Ligeledes var RSF begyndt at tage spørgsmålet om en politisk centralisering af faglige kampe alvorligt og fremføre parolen om en arbejderregering.
SAP var den foreløbige kulmination på denne modning, som hovedsagelig var et opgør med venstreradikalistiske og spontanistiske tendenser i RSF. Omdannelsen til en organisation med ordet «parti» faldt sammen med vedtagelse af Socialistisk program for 80'erne, et partiopbygningsdokument og en beslutning om at stille op til parlamentariske valg. Disse vedtagelser var i tråd med RSF's målrettede indsats i sidste halvdel af 70'erne for at udvikle en organisation, et kollektivt og kontinuerligt revolutionært lederskab med en større direkte slagkraft i arbejderklassen. En vis succes i forbindelse med en kampagne for medlemsdemokrati i Metalarbejderforbundet i 1979 indgød selvtillid.
RSF's vækst fra de cirka 70 trotskister i 1971 til knap 200 i 1980 dækkede over en betydeligt større gennemsivning af folk. Men SAP mente, at det nu bedre kunne fastholde medlemstilgangen gennem de organisatoriske erfaringer og den politiske afklaring, det havde opnået gennem 1970'erne. Afdelinger blev opbygget i landets 4 største byer og en række mindre provinsbyer. Partiets avis, Klassekampen, var ved årsskiftet 1979-80 overgået fra at være et 14-dagesblad til at blive en ugeavis med flere journalistiske artikler frem for tidligere års lange, programmatisk afklarende dokumenter.
SAP mente at have gode vækstbetingelser i 1980'erne. Denne vurdering udsprang af en analyse af klassekampsudviklingen og den politiske udvikling, der adskilte sig fra de mere pessimistiske vurderinger om højrebølge, som på det tidspunkt trivedes i f.eks. KAP og VS. SAP mente, at niveauet og radikaliteten i arbejderklassens kampe ville øges i takt med den økonomiske krises uddybning og betragtede de andre strømningers pessimisme som et udtryk for deres sociale sammensætning af fortrinsvis uddannelsessøgende, hvis aktivisme og i hvert fald den synlige radikalisme ganske rigtigt var dalende. Partiet fandt støtte til dette synspunkt internationalt. Fjerde Internationales numeriske vækst fortsatte stadig et stykke ind i 1980'erne, i modsætning til en lang række andre strømninger, hvilket utvivlsomt gav øget opbakning til denne analyse i Fjerde Internationale og SAP.
Således distancerede SAP sig kraftigt fra KAP og VS og satsede på sin egen intervention og propaganda i arbejderklassen, frem for på dette tidspunkt at forsøge at opsamle disse partier i tilbagegang. Dette var imidlertid ikke udtryk for nogen monolitistisk forestilling. Som partiet skrev i Klassekampen:
«SAP er ikke det revolutionære parti, som arbejderklassen har brug for som instrument til at erobre magten». I løbet af klassekampens udvikling «vil der udvikles revolutionære strømninger i andre arbejderpartier og i fagbevægelsen, som vil kunne indgå i et kommende revolutionært parti. SAP vil være et vigtigt instrument i udviklingen af og et nødvendigt element i et sådant parti.» (nr. 18, 1980, p. 7)
I tiden op til SAP's dannelse havde der været et samlingsforsøg mellem RSF og Kommunistisk Forbund, som dog aldrig havde været på aktivist-planet, men derimod fortrinsvis havde bestået i møder mellem de to organisationers ledelser, hvorfor et egentligt sammenslutningsperspektiv havde været noget overilet.
SAP havde fra starten en vis opbakning til sit partidannelsesforsøg. Det lykkedes i 1981 for partiet at få dannet en nogenlunde landsdækkende ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdomsforbund (SUF), som forbandt en række Socialistiske Ungdomsforeninger rundt om i landet. SUF satsede på arbejde i bl.a. lærlingebevægelsen og kom i øvrigt til at spille en vis rolle i forbindelse med husbesættelser og kampen for ungdomshuse, men blev aldrig nogen decideret samlende organisation for den unge venstrefløj, trods den ret udbredte autonomi i forhold til SAP. SUF eksisterede til slutningen af 1980'erne.
En yderligere styrkelse af SAP skyldtes en gruppe af danske Fjerde Internationale-tilhængere, der siden begyndelsen af 1970'erne på grund af taktiske uoverensstemmelser med RSF havde valgt at arbejde som fraktion i VS, nemlig fraktionen Revolutionære Socialister i VS (som ikke må forveksles med den senere gruppe RS, som vil blive omtalt nedenfor). Denne gruppe opgav i begyndelsen af 1980'erne sit arbejde i VS og valgte i stedet at slutte sig sammen med SAP. Et af redskaberne i denne proces var tidsskriftet Socialistisk Information, som en overgang fra sin start i 1982 blev udgivet af Revolutionære Socialister og SAP i fællesskab, for siden at blive udgivet af SAP alene. Den formelle sammenslutning skete på SAP's kongres i november 1982.
En lille trotskistisk gruppe, der havde eksisteret som Trotskistisk Arbejderforbund (TAF) i en årrække og var i opposition til den officielle linje i Fjerde Internationale, opløste sig ligeledes, og dens medlemmer blev i 1985 optaget i SAP.
1980-85 Arbejdet som selvstændig partiorganisation
For at styrke partiets forhold til arbejderklassen var det besluttet at foretage en «vending mod industrien» - dvs. at medlemmerne blev opfordret til at tage arbejde i industrien, navnlig metalindustrien.
Ud over de direkte faglige aktiviteter, som fulgte i kølvandet på denne vending mod industrien, som f.eks. overenskomstkampagner og kampen mod arbejdsløshed, prioriterede SAP i 1980'erne arbejdet i bevægelser, især OOA og fredsbevægelsen, ligesom partiet arbejdede for at skabe sammenhæng mellem mobiliseringer i fagbevægelsens og i de sociale bevægelser.
De konkrete kampagner, som SAP var involveret i i denne periode, afspejlede prioriteringen af faglige spørgsmål, f.eks. forsvaret af havnearbejderen Karl Jørgensen i 1983, hvor SAP's internationale organisering var afgørende i at skabe international handling om sagen. Schlüterregeringens dannelse i 1982 førte til en langt kampagnearbejde fra SAP's side mod den borgerlige regering og for arbejderpolitik. De følgende år blev dette perspektivet for arbejdet i forhold til havnearbejderstrejken, overenskomstforhandlingerne i 1983, HT-konflikten i 1984 og arbejdet op til overenskomstforhandlingerne i 1985, hvor SAP tidligt rejste parolen om generalstrejke. SAP agiterede for en arbejderregering og krævede af de andre arbejderpartier, at de skulle føre en arbejderpolitik.
Ellers fyldte det internationale stof meget i Klassekampens spalter. Kampen mod de stalinistiske bureaukrater i «Østblokken» kom til udtryk i støtte til de polske arbejderes aktioner i 1980-81, samt i kampen for frigivelse af de fængslede Charta 77-folk i Tjekkoslovakiet - herunder Fjerde Internationalisten Petr Uhl.
Trods Nellikerevolutionen i Portugal i 1974, var det åbenlyst, at revolutionen ikke stod umiddelbart på dagsordenen i Vesteuropa. I Latinamerika trivedes den derimod endnu, og SAP rettede fra 1980 meget af sin opmærksomhed mod udviklingen i de revolutionære kampe i El Salvador og Nicaragua. SAP's analyse af sandinisternes sejr i sidstnævnte land - at den havde tilvejebragt en revolutionær arbejderregering, som måtte have ubetinget støtte - var midt i 1980'erne en kilde til megen polemik med især Internationale Socialister, som var langt mere forbeholdne over for udviklingen i Nicaragua.
En meget tidskrævende aktivitet for SAP i 1980'erne var opstillingen til parlamentariske valg. Der skulle indsamles over 20.000 underskrifter til liste I - for Internationalen: Socialistisk Arbejderparti. Dvs. et gennemsnit på mere end 100 underskrifter pr. medlem. SAP regnede aldrig med at blive indvalgt i parlamentet, men så opstillingen som en mulighed for at nå ud til en langt bredere del af befolkningen end hidtil. Stemmetallet til Folketingsvalgene holdt sig hver gang under 2.500 stemmer. SAP's opstilling medførte blandt andet en kampagne fra Venstrepressens side for en højere spærregrænse og for indførelse af strafgebyr for manglende stemmeantal i forhold til antallet af underskrifter. Fra den danske venstrefløjs side var modtagelsen blandet. VS opfattede SAP's opstilling som en anledning til spild af stemmer, som ellers ville være gået til VS. DKP-ml var mindre ked af de tabte VS-stemmer. Dets medlem John Max Pedersen nøjedes med at harcelere over «trotskist-dullen» Gitte Hesselmann.
Enhedsbestræbelser efter 1985
Efter det delvise nederlag i de store påskestrejker i 1985 var der ikke længere tale om radikalisering i arbejderklassens kampe, men om afmatning. Og SAP erkendte på sin kongres i 1986, at dets optimisme på klassekampens og egne vegne havde været noget overdreven. Dog må det siges, at SAP et langt stykke hen ad vejen var blevet bekræftet i sin prognose for arbejderkampenes fortsatte udvikling ind i 1980'erne.
SAP ændrede orientering i tiden efter 1985. Fra forsøg på at agitere direkte i arbejderklassens brede lag gik partiet over til en øget fokusering på diskussion og samarbejde med resten af venstrefløjen.
Fra 1988 og ca. 3 år frem deltog SAP i den ret omfattende diskussion om omgruppering på den revolutionære venstrefløj - dvs. arbejdet hen imod en partilignende dannelse, hvis strategi gik langt ud over et parlamentarisk samarbejde. SAP lagde i slutningen af 1988 ud med en programlignende skrivelse, Vejen til socialisme, som det følgende år blev fulgt op af 4 tillæg til Klassekampen, hvori SAP's udspil blev diskuteret med bl.a. IS, VS, KAP og enkelte autonome grupper.
I flere år havde SAP forholdt sig særdeles åbent over for gruppen Revolutionære Socialister, der ligesom gruppen Internationale Socialister (IS) udsprang af Faglig Fællesliste i VS. Efter SAP's vurdering havde Revolutionære Socialister (RS) en usekterisk og revolutionær grundholdning. Men diskussionerne mellem SAP og RS strandede, bl.a. fordi nogle RS'ere opfattede SAP's opmærksomhed og åbenhed over for organisationen som en omklamring og et pres for umiddelbar indlemmelse af RS i SAP. En del af RS endte med at slutte sig sammen med IS. Det tilbageværende RS gik i opløsning.
Internationale Socialister (IS) blev af SAP betragtet som alt for fokuserede på deres egen opbygning, altså en slags steril sekterisme. Så selv om IS' og SAP's respektive programmer ligger ret tæt op ad hinanden, så har IS' taktik og praksis ligget for fjernt fra SAP's til at et tættere samarbejde - for ikke at nævne en sammenslutning - kunne komme på tale.
DKP blev opfattet som alt for fastlåst i klassesamarbejds- og folkefrontspolitik (dvs. villighed til at underkaste sig borgerlige argumenter - f.eks. nationalisme - i en taktisk alliance som f.eks. Folkebevægelsen mod EF) til at kunne indgå i den revolutionære omgruppering. Debatten i DKP omkring 1990 var domineret af gammelstalinister på den ene side og «fornyere» - som lod deres «fornyelse» ledsage af højredrejning eller afpolitisering - på den anden side. Den gruppe der tog afstand til stalinismens mangel på demokrati uden dermed at opgive perspektivet om klassekamp, markerede sig ikke særlig tydeligt.
SAP førte i 1990 sammenlægningsdiskussioner med det skrumpende VS, men disse diskussioner døde på grund af et krav fra VS om, at en trotskistisk tendens i VS ikke kollektivt måtte - men nok individuelt - måtte være tilknyttet Fjerde Internationale. Heroverfor fastholdt SAP kravet om kollektivt medlemsskab. Modsætningen mellem de to organisationer på dette punkt var udtryk for forskellig politik, men også for at der i begge organisationer - og specielt i VS - var betydelig modvilje mod sammenlægning.
Når dette var betingelserne, kunne en omgruppering på den revolutionære venstrefløj til et revolutionært marxistisk parti, sådan som SAP ønskede det, ikke blive til noget. I dag arbejder SAP hovedsagelig for sin egen og Enhedslistens opbygning. Det omgrupperingsperspektiv, som man kunne se som en slags mellemvej, er på grund af ovennævnte omstændigheder ude af billedet - i hvert fald foreløbig.
SAP's arbejde efter 1985
SAP's og venstrefløjens gradvise svækkelse fra midten af 1980'erne prægede efterhånden også i stigende grad ugeavisen Klassekampen. Både avisen og skribentstaben skrumpede. I 1991 tog SAP konsekvenserne af dette og kastede sammen med KAP og VS kræfterne ind i den fælles ugeavis Den Røde Tråd, der overlevede indtil 1994, hvor den blev erstattet af den selvejende Socialisten Weekend. Nedlæggelsen af Klassekampen blev delvis opvejet af, at tidsskriftet Socialistisk Information begyndte at udkomme oftere, samt at det fik flere kortere, avisagtige artikler.
Efter ungdomsorganisationen SUF's nedlæggelse har SAP forsøgt at drive selvstændigt ungdomsarbejde - på visse felter sideløbende med loyalt enhedsarbejde. Enhedsarbejdet foregik en overgang i VSU, og siden Rebels dannelse i 1992 har unge medlemmer af SAP været med heri. Den selvstændige SAP-aktivitet i forhold til ungdommen har især drejet sig om Fjerde Internationales årlige europæiske ungdomslejr, som i 1998 foregik i Danmark, samt om uddelingsbladet Grænseløs.
I løbet af 1990'erne har SAP bl.a. markeret sig i det antiracistiske arbejde. Organisationen formulerede i 1993 sine principper for denne kamp i dokumentet Kampen mod racisme, fascisme og fremmedhad, hvis hovedbudskab om antiracistisk strategi kan sammenfattes som: mobilisering frem for forbud. Desuden har partiet prioriteret antikrigsarbejde - især i forhold til Golfkrigen og krigene på Balkan; internationalistisk EU-modstand, bl.a. op til de store demonstrationer i Amsterdam i 1997; solidaritetsarbejde i forbindelse med International Workers Aid, Konvoj til Bosnien og Støt Tuzlas Skoler; samt PET-sagen, som opstod da det i 1998 blev kendt, at Politiets Efterretningstjeneste i begyndelsen af 1980'erne havde mindst én agent placeret i Socialistisk Arbejderparti.
Det parlamentariske samarbejde og Enhedslisten
Ved valget i 1988 valgte SAP at opstille kandidater på VS' liste Y. Dette var ingen succes, og venstrefløjen havde generelt stemmemæssig tilbagegang, bl.a. på grund af sin mangel på parlamentarisk enhed. SAP gjorde et stort arbejde for at få et udbygget samarbejde på venstrefløjen til at fungere. I begyndelsen samarbejdede kun VS og SAP, dernæst DKP, og siden stødte også KAP og en række partiløse til for at danne de lokale fælleslister, som siden skulle blive til Enhedslisten. Sidste gang, SAP stillede selvstændigt op, var i København til kommunalvalget i 1989, hvor det endnu ikke var lykkedes at få etableret et tættere funktionsdygtigt valgsamarbejde på venstrefløjen.
Enhedslisten har gennem årene udviklet sig til en organisation med en betydning, der overstiger det parlamentariske samarbejdes - dog uden nogen bred konsensus om en strategi for socialismen.
SAP har i en resolution fra 1995 slået fast, at partiets medlemmer arbejder usekterisk og loyalt i Enhedslisten, sideløbende med den selvstændige opbygning af SAP, som vil være nødvendig, så længe der findes folk i og uden for Enhedslisten, som ønsker at tilslutte sig en organisation med et mere langsigtet strategisk perspektiv om den socialistiske revolution. Kræfter udenfor SAP har kritiseret partiet for dobbeltbeslutningen fra 1995 - specielt for ikke at lægge alle sine kræfter i Enhedslisten. Men realiteten er, at langt den overvejende del af partiets politiske arbejde direkte og indirekte er knyttet til Enhedslisten.
SAP i dag
SAP har i de seneste år formået - trods den i samfundet udbredte mistillid til ethvert alternativt samfundsprojekt - at fastholde sin organisation på et nogenlunde stabilt numerisk leje og at forholde sig kritisk til virkeligheden, dvs. ikke degenerere i et sekterisk univers af selvskabt «virkelighed». Partiet har taget initiativer til programudvikling, bl.a. dokumentet Solidaritet og frihed - deregulering, de unge og fagbevægelsen, der blev udsendt som debatoplæg fra kongressen i 1997, dog uden at skabe en bredere debat på venstrefløjen.
SAP er i dag den eneste danske venstrefløjsgruppe med så nære kontakter med kammerater i andre lande gennem Fjerde Internationale. Og SAP er den eneste betydelige strømning inden for Enhedslisten med en sammenhængende, udviklet revolutionær strategi. Dog må selve navnet, Socialistisk Arbejderparti, ses som et levn fra begyndelsen af 1980'erne, hvor rollen som egentligt politisk parti lå nærmere situationen end i dag. SAP er altså i dag hovedsagelig, hvad man kunne kalde en propagandagruppe eller en kerne, som vil indgå i et fremtidigt revolutionært marxistisk parti.
Venstrefløjens nuværende svaghed, hvad angår programmatisk-politisk niveau kan ikke undgå også at ramme SAP. Når der ikke længere er nogen at «spille bold med» - dvs. ikke længere findes en venstrefløjsdebat med et vist politisk niveau - får en organisation som SAP også sværere ved at videreudvikle sit program og sine analyser. Dette har en række langsigtede negative konsekvenser for både SAP og venstrefløjen som helhed.