Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 10.407
: :
Storlockouten i 1931
Left
Rocks
2019-07-09 07:29
Storlockouten i 1931 var den største arbejdskonflikt i Norge i mellemkrigstiden.

Storlockouten i 1931 var mellemkrigstidens største arbejdskonflikt i Norge. Efter Stortingsvalget i 1930 følte de reaktionære kræfter sig opmuntret - både af valgresultatet og af reaktionens fremgang i Europa. Der blev organiseret halvfascistiske militære organisationer med statsstøtte (Leidangen), gule fagforeninger og et specielt statspoliti, som skulle anvendes i forbindelse med de enkelte arbejdskonflikter som led i en reaktionær mobilisering.

På et møde mellem de skandinaviske arbejdskøberorganisationer i begyndelsen af 1931 fik de norske arbejdskøbere tilsagn om støtte ved en lockout. Efter dette møde krævede arbejdskøberne en lønreduktion på 15% i mindstelønnen og 25% i akkorderne. De henviste til nedgangen i leveomkostningerne og hævdede, at dagsfortjenesten var steget trods de dårlige økonomiske tider. En standsning af den enkelte virksomhed blev ikke anset for farlig, men snarere hilst velkommen fordi mange virksomheder havde fulde lagre pga. afsætningskrisen. Ved at reducere reallønnen håbede de samtidig at udmatte fagbevægelsen og svække hele arbejderbevægelsen.

I marts 1931 sendte de lockoutvarsler til femten forbund, og da LO svarede med sympatistrejke indenfor transportsektoren, var 86.000 fagligt organiserede - 81.000 lockoutede og 5.000 i sympatistrejke - straks i konflikt. Senere blev andre grupper taget ud, således at tallet til slut nåede op på ca. 100.000.

Selv om det kom til en række sammenstød med strejkebrydere, det lokale politi og hjælpepolitiet, og selv om militæret blev brugt som strejkebrydere (i Sarpsborg, Moss, Bergen, Trondheim, Lillehammer, Åsnes, Ski, Snarumselva og tømmerdammene i Etna-Dokka-vandområdet), forløb konflikten sammenlignet med tidligere kampe roligt - når man da ser bort fra Menstadslaget. Det skete ikke mindst fordi strejken fra LO's side blev ført som en forsvarsstrejke. Mens den revolutionære fagopposition krævede overgang til en offensiv taktik, ville LO ledelsen beskytte reallønnen og opnå arbejde til flere gennem arbejdstidsforkortelser,

Det første mæglingsforsøg blev afvist af begge parter, men efter det andet forsøg viste det sig, at det ikke bare var arbejdskøberne der havde fejlvurderet arbejderklassens kampkraft og udholdenhed. LO ledelsen lod sine krav om arbejdstidsforkortelser og lønforhøjelser falde og anbefalede mod kommunisternes stemmer et forslag, som gik ud på en lønreduktion på 6%. LO beslutningen var enstemmig i sekretariatet, og 68 mod 17 stemmer i repræsentantskabet.

Ved en urafstemning blev det anbefalede forslag forkastet med 14.900 mod 11.400 stemmer. Kommunisterne frygtede at den reformistiske ledelse alligevel ville anbefale repræsentantskabet at betragte rigsmæglingsmandens forslag som vedtaget. Frygten var ikke ubegrundet. Et mindretal i sekretariatet kom med et sådan udspil. Efter store demonstrationer ved Folkets Hus (11-14. august) accepterede repræsentantskabet afstemningsresultatet med 56 mod 32 stemmer.

Selv om det her tydeligt viste sig, hvor langt enkelte reformister var villige til at gå, formåede den kommunistiske opposition ikke at vinde gehør. Det oprindeligt forkastede forslag blev på nogle punkter forbedret og atter sendt til urafstemning med anbefaling. Nu lykkedes det at få et flertal for forslaget - bortset fra typograferne og enkelte dele af Bygningsindustriarbejderforbundet.

Den 11. september blev arbejdet genoptaget. Da havde 60.000 arbejdere været ude i konflikt i 24 uger. Det havde kostet 7,5 millioner konfliktdage, og LO måtte betale mere end én million kroner i understøttelse pr. uge. Beløbene kunne kun udbetales pga. støtte fra den danske og svenske landsorganisation, som forbandt støtten med øget pres i reformistisk retning. Arbejdskøbernes og borgerskabets stormløb mod fagbevægelsen var slået tilbage, og selv om LO's økonomiske midler var udtømte, øgedes medlemstallet under konflikten.

E.Lo.