Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 17.380
: :
Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC)

Arbejderbevægelsens Informations Central (1944-73), organisation til oplysning og indsamling af information, oprettet af Socialdemokratiet og LO. Centralens arbejde blev i 1973 dels overtaget af Socialdemokratiet og for så vidt angår informationsvirksomheden overfor arbejdspladserne siden 1987 af «Arbejderbevægelsens Faglige, Politiske Sekretariat», der bl.a. giver opbakning til de socialdemokratiske faglige klubber og endvidere står for en artikelservice til lokale foreningsblade.

I efteråret 1944 oprettede De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO), Arbejdernes Fællesorganisation i København og Socialdemokratiet organisationen Arbejderbevægelsens Informations Central, også kaldet AIC. Det skulle i første omgang være AIC's opgave at styrke den socialdemokratiske position på arbejdspladserne, og AIC skulle desuden videreføre HIPA’s arbejde. HIPA havde haft til formål at bekæmpe såvel kommunisterne som nazisterne, og indsamle, udfærdige og udsende propaganda om disse. Kommunisterne havde således hele tiden været blandt «fjenderne», men da nazisterne efter anden verdenskrig var væk fra det politiske landkort, blev fokus nu for alvor rettet mod kommunisterne. AIC blev, ligesom HIPA havde været det, den socialdemokratiske organisation, hvor næsten alle senere top-socialdemokrater havde udstået deres «læretid» indenfor det politiske håndværk, og AIC fungerede således som en skolingsorganisation for partiets unge håbefulde politikere.

Propagandaen mellem socialdemokrater og kommunister var intens under den kolde krig.

Kommunisterne i søgelyset

Der foregik efter krigen en intens kamp om magten på arbejdspladserne mellem kommunister og socialdemokrater. AIC holdt et vågent øje med kommunisterne ude på arbejdspladserne og organiserede den faglige agitation, med det mål at få valgt socialdemokratiske tillidsfolk frem for kommunistiske. Det har været fremme, at AIC ligefrem førte et nøje kartotek med oplysninger om kommunisterne ude på arbejdspladserne, og at man delte disse oplysninger med såvel den danske efterretningstjeneste som CIA. Der findes dog i AIC's arkiver på ABA i dag ikke noget, der utvetydigt kan bekræfte personregistreringen.

I efteråret 1947 opfordredes samtlige socialdemokratiske redaktører, kredsformænd og en række af partiets organisationer til «at man nøje følger Kommunisterne og notere enhver Hændelse, ligesom man i hvert Omraade bør have klart Kendskab til det stedlige kommunistiske organisations- og Propaganda-Apparats Karakter og Opbygning samt personel og Materiel.»

Dette var ikke et enestående tilfælde. AIC ønskede med mellemrum at blive holdt orienteret om sådanne oplysninger, men det gik som regel ikke så godt med tilbagemeldingerne. Man måtte flere gange rykke for svar fra blandt andet flere af de socialdemokratiske redaktører, og man anmodede da også disse om at have større opmærksomhed rettet mod kommunisternes stilling og organisationsapparat. Gang på gang betonede man overfor socialdemokrater landet over vigtigheden af, at AIC kendte til kommunisternes folk og forhold ude i lokalområderne. De oplysninger AIC modtog fra folk var af forskellig karakter. Det var beretninger fra kommunistmøder ude omkring i landet, opgørelser fra de enkelte fagforeninger, og oversigter over hvilke lokaler kommunisterne benyttede til kursus- og mødevirksomhed og hvor mange timer det ugentlig drejede sig om. En af AIC’s oftest forekomne aktiviteter var at referere fra de mange forskellige kommunistmøder ude omkring i landet, og det var stort set ligegyldigt hvad møderne drejede sig om. Socialdemokraterne mødte op til de kommunistiske arrangementer og meldte tilbage til AIC.

Infiltration og propaganda

At man også ligefrem infiltrerede hinandens partiorganisationer er der meget der tyder på. I foråret 1947 henvendte en kommunist sig til en af de københavnske kredse af Socialdemokratiet, og med sig havde han bragt et kartotek over de kommunistiske medlemmer i et bestemt distrikt. Udfra disse medlemslister konstaterede man, at en række «socialdemokrater» i virkeligheden var kommunister, og man sendte derfor straks udmeldelser af Socialdemokratiet på de pågældende til kommunisternes hovedkontor.

AIC deltog også i udarbejdelsen af valgmateriale for Socialdemokratiet i form af pjecer, løbesedler og artikler, og mange af de oplysninger som AIC indsamlede blev trykt i «Socialdemokratiske Noter». Bladet havde til formål at ruste de socialdemokratiske agitatorer bedst muligt med flest mulige oplysninger.

AIC holdt også et vågent øje med den kommunistiske udvikling på verdensplan, og dette blev videreformidlet til såvel de ledende socialdemokratiske politikere som tillidsfolkene på arbejdspladserne. Meget tyder eksempelvis på, at det var AIC som stod bag en kampagne rettet mod de danske kommunister efter det kommunistiske kup i Prag i foråret 1948. En række løbesedler er nemlig at finde i såvel AIC’s som Socialdemokratiets arkiv. Disse løbesedler blev delt ud med «En Kreds af danske Mænd og Kvinder fra alle Befolkningslag, repræsenterende alle politiske Anskuelser», hvori man, hvis folk ønskede at befæste det danske demokrati, opfordrede dem til at afskrive løbesedlen i mindst 3 eksemplarer og sende dem til forretningsforbindelser, venner og bekendte. Budskabet på løbesedlen var, at kommunisterne var agenter for en fremmed magt (læs Sovjet), og det ville derfor være misforstået tolerance, hvis man gav kommunisterne mulighed for at komme til orde. Man skulle derfor helt og holdent isolere kommunisterne ved at holde dem ude af foreningslivet, man skulle afholde sig fra at avertere i og købe kommunistiske blade, og man anmodede modtagerne om at deltage i at skabe en offentlig mening - en isfront som man kaldte det - mod kommunisterne. Der var afsenderens mål, at hele den danske befolkning skulle have læst opfordringen inden 14 dage, og man ønskede at skabe en grobund for kommunisternes bortgang herhjemme.

AIC’s aktiviteter i 60’erne er ikke videre belyst, og dets arkiv blev lukket i efteråret 1998, så det er ikke muligt at gå ind og lave en undersøgelse af aktiviteterne i organisationens sidste leveår. Men enkelte ting står klart. AIC’s aktiviteter dalede i takt med de faldende bevillinger i starten af tresserne, indtil man i 1973 lukkede og slukkede for AIC. Der skulle gå næsten 25 år, før AIC igen skulle komme i mediernes søgelys.

Samarbejdet med den militære efterretningstjeneste og USA

Overvågningen og masseregistreringen af danske kommunister på arbejdspladser og i fagforeninger foregik i efterkrigsårene i samarbejde med den militære efterretningstjenste (Forsvarets Efterretningstjeneste, FE fra 1950), en privat og ulovlig efterretningsorganisation under ledelse af den tidligere modstandsmand, Arne Sejr, samt den amerikanske efterretningstjenste, CIA, som fik overdraget oplysninger om de danske kommunister og deres positioner i fagbevægelsen.

Hvornår dette arbejde blev sat i værk, er uklart, men i amerikanske arkiver kan man finde en CIA-rapport dateret 10. februar 1949, der oplyser, at De samvirkende Fagforbunds (DsF) arkiver over danske kommunister viste, at disse udgjorde 6% af DsF's medlemmer. Med andre ord var omkring 35.000 danske fagforeningsmedlemmer på dette tidspunkt registret i et særligt arkiv over kommunister på arbejdspladser og i fagbevægelsen. I samme rapport kan man endvidere læse, at DsF «i samarbejde med militære myndigheder» søgte at overvåge kommunisterne i fagbevægelsen.

Når det blev militærets og ikke politiets efterretningstjeneste, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse indledte et samarbejde med, skyldtes det, at sidstnævnte i 1945 på det nærmeste lå i ruiner og desuden var kompromitteret fra sin virksomhed i 1930'erne og de første besættelsesår. I modsætning hertil var den militære efterretningstjeneste intakt efter at have spillet en vigtig rolle i modstandskampen - især i de sidste år af besættelsen - ligesom den i modsætning til politiets efterretningstjeneste ikke havde været inficeret af nazister. Hertil kom, at flere af de bedste politifolk var gået over i den militære efterretningstjeneste. Det var derfor naturligt, at Socialdemokratiet kiggede den vej, da de efter verdenskrigen tog de statslige sikkerhedstjenester i brug til forsvar for demokratiet og sine egne positioner.

Hvorledes samarbejdet mellem AIC og militærets efterretningstjeneste konkret udfoldede sig, er uklart, men umiddelbart supplerede de to organisationer hinanden, idet AIC's styrke lå i det omfattende kontaktnet på arbejdspladserne og i fagforeningerne, hvorigennem der var direkte adgang til oplysninger om danske kommunisters bopæl, familieforhold mv. Et eksempel på samarbejdet er 2 indberetninger fra begyndelsen af november 1948, som via forsvarsministeriet tilflød statsminister Hans Hedtoft, og som tydeligvis havde oplysninger fra begge organisationer. Beretningerne advarede imod kommunistisk sabotage i forbindelse med en forestående sovjetisk invasion og indeholdt bl.a. en række personoplysninger om kommunistiske tillidsfolk, som ifølge indberetningerne havde til opgave at forberede den omtalte sabotage. Det er utvivlsomt bl.a. samarbejdet med AIC, der gjorde det muligt for militærets efterretningstjeneste at sende månedlige indberetninger til Rigspolitiet om udviklingen indenfor DKP.

AIC havde imidlertid også andre samarbejdspartnere. I 1948 medvirkede organisationens leder, den socialdemokratiske overborgmester i København. Urban Hansen, sammen med kommandør P.A. Mørch fra den militære efterretningstjeneste ved oprettelsen af en privat efterretningsorganisation under ledelse af modstandsmanden, Arne Sejr. Den nye organisation, der blev kaldt «Firmaet», havde til opgave at sprede disinformation internt i DKP samt at overvåge og registrere kommunistisk aktivitet. Udover penge fra arbejderbevægelsen blev Firmaet finansieret af en række store danske virksomheder, Dansk Arbejdsgiverforening og Industrirådet samt af CIA. Fordelen ved Firmaet var, at det som privat organisation kunne bruges til aflytninger og anden form for direkte ulovlig aktivitet, som det var for risikabelt for AIC og den militære efterretningstjeneste at give sig i kast med.

Forbindelserne mellem AIC og Firmaet var så tætte, at de to organisationer oprettede et kontaktudvalg, hvor AIC bl.a. var repræsenteret af Urban Hansen og den senere socialdemokratiske kulturminister, Niels Mathiassen, mens bl.a. Arne Sejr og dennes højre hånd, Niels Thürmer Frommelt, indtrådte for Firmaet. Herudover mødtes nøglepersonerne i en række legale organisationer som «Selskabet for Kulturel Frihed», der alle havde kampen mod kommunismen som sit hovedformål.

Samarbejdet mellem AIC, den militære efterretningstjeneste og «Firmaet» omfattede også, at de indsamlede oplysninger blev videregivet til CIA. Foruden Arne Sejr, der havde sine egen, tætte forbindelse til USA's ambassade og CIA, modtog den nordamerikanske efterretningstjeneste også oplysninger direkte fra AIC. Således indrømmede den mangeårige socialdemokratiske borgmester i Rødovre, Per Møller, i en TV-udsendelse 24. oktober 1998, at han som ansat i AIC personligt overgav oplysninger til repræsentanter fra den amerikanske ambassade i København. I samme TV-udsendelse bekræftede den tidligere stationschef for CIA i København, Grant Olson, at CIA havde modtaget oplysninger fra AIC, som var på «hjemmebane», og at hans organisation af samme grund holdt sig tilbage.

Hvor omfattende og detaljeret AIC's overvågning og registrering har været, er ikke kendt, idet organisationens arkiv over de danske kommunister ikke er tilgængeligt - muligvis er det blevet destrueret. Ligeledes er det fulde omfang af samarbejdet med den militære efterretningstjeneste, Firmaet og CIA heller ikke kendt, ligesom det ikke er oplyst, hvor længe samarbejdet varede ved. Når det gælder den militære efterretningstjeneste synes forbindelsen dog at aftage efter reorganiseringen af hele efterretningstjenesten i 1950, der førte til oprettelsen af Rigspolitichefens Efterretnings Agentur, (REA), der samme år begyndte at oversende regelmæssige beretninger om de danske kommunister til statsministeren. REA blev senere til Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Med til billedet af AIC's overvågnings- og registreringsvirksomhed hører, at det ikke kun var kommunister, der var i søgelyset. Også socialdemokratiske tillidsfolk med holdninger, der afveg fra den officielle socialdemokratiske linie, er blevet registreret og indberettet til AIC's centrale ledelse.

Lukningen af AIC’s arkiv

I forbindelse med PET-afsløringerne i efteråret 1998 blev der atter sat fokus på AIC. Det var i høj grad DR2’s tema-lørdag om PET 24. oktober, der fik sat skub i spekulationerne. AIC blev hurtigt udråbt til Socialdemokratiets efterretningstjeneste. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens budskab var klart, da han i TV2-nyhederne torsdag den 29. oktober 1998 slog fast, at nu skulle AIC’s arkiver åbnes for forskerne og historien om AIC skrives:

«Tiden er inde til, at vi i arbejderbevægelsen yder vores bidrag til historieskrivningen om forholdene under den kolde krig. Forhold, der blandt andet skal ses i lyset af Sovjets invasion af Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), der opbevarer AIC-arkivet, valgte med øjeblikkelig virkning at lukke arkivet for alle andre end forskerne. ABA’s forretningsfører, Henning Grelle, begrundede lukningen med at forskerne skulle have fred og ro. Nyrup Rasmussens åbning af AIC’s arkiv var i sig selv besynderlig. AIC’s arkiv havde nemlig i en lang årrække været fuldt tilgængeligt og blev da også benyttet, da Poul Nyrup Rasmussen kom med sin udmelding. ABA fik travlt med at inddrage arkiv-materialet, og Poul Nyrup Rasmussens «åbning» af arkivet betød en hermetisk lukning af AIC’s arkiv med få timers varsel.

K.J., J.S., P.H.H.


Litteratur

Grelle, Henning: AIC - propaganda- eller efterretningsorganisation? ABA's årsskift 1998.
Jacobsen, Kurt: Aksel Larsen - en politisk biografi (1993).
Møller, Wilhelm Christmas: Obersten og Kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og Socialdemokrati 1945-1955.
Villaume, Poul: Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961.
Artikler i dagbladet Information 30. oktober, 31. oktober/1. november samt 5. november 1998.
AIC’s arkiv, nr. 522, ABA
Socialdemokratiets arkiv, nr. 500, ABA
DKPs arkiv, nr 921, ABA