Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling (HIPA). Organisation dannet af de danske socialdemokrater 2. september 1935 med det primære formål at bekæmpe kommunisternes stigende tilslutning (DKP stemmetal i 1932: 17.000, i 1935 ca. 27.000 og i 1939 ca. 41.000). Efter pres fra den nazistiske besættelsesmagt blev den nedlagt 1. oktober 1941.

Efter valget i 1932, hvor kommunisterne kom i Folketinget med to mandater (ca. 17.000 stemmer), og under hensyntagen til den omsiggribende kommunistisk ledede arbejdsløshedsbevægelse, var det pludselig nødvendigt for Socialdemokratiet at tage DKP alvorligt: «For Socialdemokratiet kom de [dvs. de ca. 17.000 stemmer] til at virke som et varselsskud, en påmindelse om at en mere effektiv bekæmpelse af kommunisterne var nødvendig», skrev Bertolt m.fl. i En bygning vi rejser.

Det førte den 8. februar 1933 til dannelsen af Hovedorganisationernes Agitationskomite (HAK). Efter kommunisternes fremgang i fagbevægelsen - og her tænkes specielt på den såkaldte Oktoberbevægelse, der afløste RFO-perioden i 1934-35 - og efter partiets fremgang ved folketingsvalget i 1935, hvor stemmetallet blev forøget til ca. 27.000 - fandt ledende socialdemokrater tiden moden til en effektivisering af kommunistbekæmpelsen. På partikongressen i Ålborg i 1935 blev kongresudvalgets betænkning angående «Arbejderbevægelsens agitation og propaganda» fremlagt og godkendt. Dette fører til dannelsen af HIPA den 2. september 1935.

Formålet

Formålet med organisationen blev formuleret i den demokratiske ånd, dvs. formelt som en bekæmpelse af både nazistiske og kommunistiske tendenser. Organisationens overvejende arbejde var dog kampen mod kommunismen. I HIPA's egen formulering:

1. «Indsamle, bearbejde og udsende anti-nazistisk og anti-kommunistisk materiale. Samarbejde med den socialdemokratiske presse, fagbladene og eventuelt andre steder, hvor der fra vor side kan sættes ind.
2. Udsende sådant materiale til alle socialdemokratiske tillidsmænd i parti-, fag- og ungdomsbevægelse. Være rådgiver for vore folk i hovedstad og provins.
3. Foruden ovenstående arbejde, som jo for en del er af forebyggende art skal man gå i gang med et systematisk og instruktivt antikommunistisk - og hvor det eventuelt skønnes fornødent - antinazistisk kursusarbejde og med uddannelse af agitatorer for parti- og fagbevægelse i «Kommunisme». Dvs. forsyning med materiale om kommunismen i Rusland og i Vesteuropa. Forsvar mod angrebene på den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Angrebsmateriale mod kommunisterne. Planlæggelse af aktioner i kommunistiske fagforeninger, på kontrolsteder osv. I den udstrækning forholdene nødvendiggør det de samme arrangementer om «Nazisme», «KU» osv.
4. Organerne en sådan institution må samarbejde med må være fagforeningerne, partiforeningerne, DsU-afdelingerne (de ældre medlemmer) samt - i særlig grad - de indenfor fagforeningerne mange steder oprettede socialdemokratiske (faglige, antikommunistiske) klubber, og partiforeningernes bestående agitatorkorps. Hovedorganisationernes AgitationsKomites arbejde overtages af institutionen.
5. En reorganisering af partiets agitatorkorps med henblik på opfyldelse af ovenstående opgaver bør der straks tages fat på. Formålet må være at øge antallet af virkeligt aktive medarbejdere i partiforeningerne».

De tre organisationer bag dannelsen af HIPA var Arbejdernes Fællesorganisation i København, DsF (De Samvirkende Fagforbund) og Socialdemokratiet. Lederen af HIPA blev valgt af disse tre organisationers forretningsudvalg og fik støtte af en bestyrelse sammensat af: en repræsentant for Arbejdernes Fællesorganisation, nemlig Robert Nielsen, en fra DsF, nemlig Chr. Jensen, en fra partiet: Alsing Andersen, en fra Arbejdernes Oplysningsforbund: Chr. Christiansen og Social-Demokratens politiske redaktør: H. P. Sørensen.

Frem til april 1937 var Hedtoft Hansen leder af HIPA. Han afløses af H. C. Hansen, der beholder jobbet, indtil han ved partikongressen i januar 1939 bliver partisekretær. Ved denne lejlighed erstattes han af Otto Jensen, der dør i begyndelsen al 1941, hvorefter organisationen ikke vælger ny formand. Til det daglige arbejde i Rosenørns Allé ansattes et par lønnede sekretærer, nemlig Flemming Madsen (kendt fra TV) og Otto Jensen (der altså senere bliver leder) samt en kontormedhjælp.

Selv om der ikke kan herske tvivl om, at HIPA blev den højresocialdemokratiske ledelses talerør, fik organisationen så at sige opbakning i hele ledelsen - også på det DKP opfattede som venstrefløjen. Det fremgik af, at folk som Robert Nielsen og Chr. Jensen sad i den første bestyrelse, og det viste sig også ved, at Axel Olsen - som DKP yndede at fremstille som deres egen repræsentant i partiet - dels deltog meget aktivt i det stiftende møde, dels fra 7. november 1940 blev DsF's repræsentant i bestyrelsen.

Under sig havde denne bestyrelse en række agitatorkorps, socialdemokratiske klubber og aktivgrupper, der «skulle være en kerne, en elite, som er parat til uforbeholdent og til enhver tid at gå gennem ild og vand for Socialdemokratiet».

Aktionsformer

HIPA's aktiviteter kan opdeles i hovedkategorierne:

1. Udsendelse af agitationsmateriale
2. Afholdelse (og aflytning) af møder
3. Støtte til forskellige organisationer
4. Kartoteksvirksomhed

Udsendelsen af agitationsmateriale beslaglagde en stor del af organisationens arbejdskraft. Det bestod i udsendelsen af en række pjecer, hvoraf de mest kendte er: Kommunistisk konservatisme eller socialdemokratisk radikalisme (1934) til bekæmpelse af Oktoberbevægelsen, Dansk Sovjet Nazisme (1939) og Det kommunistiske bedrag (1939) om Stalin-Rippentrop pagten. HIPA fremstiller endvidere to tidsskrifter: Vor Kamp der kun kommer i 4 numre i perioden 1935-37 men til gengæld i store oplag - det første nummer i 75.000 eksemplarer og valgsærnummeret i oktober 1935 i 167.000 eksemplarer. Organisationens vigtigste blad er dog uden tvivl Socialdemokratiske Noter, hvis oplag i begyndelsen er på 6.500. Bladet er fortroligt og udsendes kun til partiets nøglepersoner i parti og bevægelse. DKP kritikken henter overvejende sin næring uden for Danmarks grænser - nemlig Sovjetunionen, Komintern og de røde fagforeningsinternationaler. I bladet udgør denne form for DKP kritik i 1935-36 54% af bladets indhold, i 1936-37 74%, i 1937-39 63% og i 1939-40 87%.

Organisationens anden store arbejdsfelt var afholdelsen og aflytningen af møder. HIPA's egen mødevirksomhed var tæt integreret med partiets og den socialdemokratiske fagbevægelses mødevirksomhed - som en del af partikurserne på Roskilde Højskole, kommunalpolitiske instruktionsmøder, fællesmøder for agitatorkorps, fællesmøder for socialdemokratiske klubber, tillidsmandskurser mm. Aflytningsarbejdet bestod overvejende i deltagelse i kommunisternes møder og afrapportering til HIPA.

HIPA's tredje arbejdsfelt var økonomisk og organisatorisk støtte til en række organisationer - især i fagbevægelsen, og især de hvor kommunisterne stod stærkt: Søfyrbøderforbundet, malerne, Kvindeligt Arbejderforbund i København afd. 1 og 5, Skotøjsarbejderne, Herrekonfektionssyerne, Bagerne, Biscuitarbejderne, Havnearbejderne, Smedenes afd. 17, Bygningssnedkerne, Linoleumsarbejderne, Mølleriarbejderne, Papirindustriarbejderne, Sukkerhusarbejderne, Telefonarbejderne og provinstypograferne. Målet med dette arbejde var gennem en målrettet politisk og organisatorisk indsats at trænge den kommunistiske indflydelse tilbage.

Det kan med stor sikkerhed fastslås, at der blev opbygget et kartotek over kommunisterne. Dette kartoteksarbejde intensiveredes i 1939, hvor der udsendtes spørgeskemaer til de socialdemokratiske partiafdelinger og naturligvis også til aktivgrupperne med opfordring til at aflevere alle tilgængelige oplysninger om kommunisterne. Det fremgår af besvarelserne, at kommunisterne synes at have fået et vist fodfæste i Helsingør, Holbæk, Køge, Slagelse, Ålborg, Esbjerg og Århus. Endvidere startes der i slutningen af 1940 i HIPA-regi en undersøgelse af alle fagforeningsbestyrelsesmedlemmers politiske tilhørsforhold. Hvorvidt «HIPA's kommunistkartoteker var en væsentlig årsag til den meget effektive internering af DKP'erne i sommeren 1941» (Den jyske Historiker, nr. 9, 1976, s. 127) er det dog vanskeligt at eftervise. Det virker dog ikke særlig sandsynligt, dels fordi politiets arkiver var meget mere præcise, dels fordi HIPA's kun omfattede folk, der var fagligt aktive.

Propagandaens karakter

Kritikken af DKP var overvejende baseret i forhold udenfor Danmark. Dette forhold afspejlede socialdemokraternes problemer med at tackle DKP'erne efter folkefrontslinjens indførelse: DKP'erne lå taktisk så tæt op ad socialdemokraterne, at det var næsten umuligt at udvikle en kritik, der alene tog udgangspunkt i interne danske forhold - dvs. i DKP's egen politik:

«Ved alle lejligheder hvor det har været gørligt har kommunisterne klistret sig op ad Socialdemokratiet samtidig med at de i praktisk politik har fulgt overbudspolitikken og benyttet alle lejligheder til at falde partiet i ryggen. Kommunisterne har gennem denne fremgangsmåde, der er blevet suppleret med ophævelsen af direkte klubdannelser i fagorganisationerne, været vanskeligere at imødegå end tidligere, hvor de optrådte som åbne modstandere». (HIPA beretning, maj 1938)

Af samme beretning fremgår det, at grunden til at Vor Kamp har måttet indgå ikke var, at det har kostet partiet 13.000 kr., men:

«..den beklagelige kendsgerning at en voldsom aktivitet fra vor side overfor kommunisterne virker ganske modsat hensigten, efter at kommunisterne helt har forandret taktik. Kommunisternes valne og «pæne» holdning har virkelig bluffet tilstrækkeligt mange arbejdere til, at en massespredning af angrebsmateriale må antages at give dette parti en anledning til reklame ved at skabe røre, hvor der nu er en vis ro. At denne «ro» er tilsyneladende, har ikke alle arbejdere blikket åbent for».

En egentlig dansk kritik må derfor forblive historisk, nemlig som citatsammenstilling, hvor socialdemokraterne besidder et sandt mesterskab: når DKP'erne åbner munden i vigtige sager afvises det straks som bluff og røgslør med henvisning til at de for kort tid siden - og det vil sædvanligvis sige i ultra-venstreperioden (før 1935) - mente lige det modsatte, hvilket så belægges med citater. Sådanne vendekåber kan ikke tages alvorligt. Ingen kan stemme på dem. Det er ikke bare stemmespild, det er en stemme på reaktionen.

Kritikken af DKP udfra udenlandske forhold havde umiddelbart til formål at overføre negativ autoritet til DKP - fra Sovjet, Komintern eller Røde faglige Internationale (RFI) - og derved afvise partiet som sovjetstyret splittelsescentral finansieret af Moskva-guld.

Udlandskritikken havde 3 omdrejningspunkter:

1. Kritikken af Sovjetunionen. Den bestod af sammenligninger af danske og sovjetiske arbejds- og levevilkår; redegørelse for udrensningsprocesserne; redegørelse for den tysk-russiske ikke-angrebspagt af 23. august 1939 og redegørelse for Finlandskrigen 1939.
2. Kritikken af Komintern har kun én genstand, nemlig VII verdenskongres i. august 1935, der konsekvent afvises som bluff: «enhedsfront og samarbejde i teori, splittelse i praksis - som sædvanlig».
3. Kritikken af RFI har noget mere kød på sig, idet den påviser den russiske langmodighed i henseende til at etablere international faglig enhed.

De udenlandske begivenheder anvendes i vid udstrækning til at bekæmpe kommunisterne i fagforeningerne. Ifbm. vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen antog denne bekæmpelse nærmest pogromlignende karakter, hvor kommunistiske bestyrelsesmedlemmer blev fjernet fra deres poster i fagforeningerne.

Konklusion

Den socialdemokratiske politik medfører allerede før den tyske besættelse i 1940 en klar styrkelse af den borgerlige stats magtapparat og repressionsmulighed. Det er ikke kun i den faglige politik, de autoritære tendenser styrkes.

I bestræbelserne på at undgå fascismen uden at anfægte det reformistiske klassesamarbejde slår Socialdemokratiet ind på en politik, der systematisk svækker arbejderklassen og styrker den borgerlige stat. Konsekvenserne af det træder frem under den senere tyske besættelse. Den samarbejds- og underkastelsespolitik Socialdemokratiet gennemfører, er ikke en undtagelse i en exceptionel situation, men ligger i klar forlængelse af 30'ernes politik.

Denne politik kunne være blevet katastrofal også for den danske arbejderklasse i og med, at det ikke var Socialdemokratiets fortjeneste, at verdenskrigens resultat ikke blev en lang periode under fascistisk diktatur. Det var faktisk hvad socialdemokraterne med vanlig «realisme» indstillede sig på i de første besættelsesår.

Dermed dog ikke være sagt at dette var målet for den socialdemokratiske politik, som givetvis sigtede mod at få det bedst mulige ud af det for arbejderklassen. Socialdemokraterne opfatter naturligvis ikke selv deres politik som en selvmords- og eventyrpolitik. Klassesamarbejds- og tilpasningspolitikken er begrundet i et deterministisk, fatalistisk træk i den socialdemokratiske ideologi. I begyndelsen af 30'erne har det endnu et optimistisk indhold. Det hedder således f.eks. ifht. nazisternes forfølgelse af socialister og marxister:

«Marxismens påvisning af samfundsudviklingen bliver ikke mindre sand, fordi marxismen forfølges ... De middelalderlige metoder, der nu bringes i anvendelse ... kan ikke varigt forenes med vor tids tekniske udvikling, ... den moderne teknik kræver til sin betjening en kulturelt højtstående arbejderklasse og ikke uvidende slaver, og at ... arbejdernes masser bliver i stand til at aftage produkterne, der ellers vil ophobe sig og kvæle kapitalens og produktionens nuværende beherskere». Man kan altså «med sikkerhed fastslå», at tilbageslaget nu «er kun for en periode». (Leder i Social-Demokraten 5/4 1933)

Men efterhånden som nazismens styrke bliver mere og mere manifest, får også denne optimisme en mere og mere anstrengt tone. Der er her to linjer. Den ene er tydeligst repræsenteret af en artikel i Socialisten i 1939. Her slås det fast, at selv om nazismen netop har villet tilintetgøre socialismen, så er det, der er sket i virkeligheden, at den har banet vejen for socialismen:

«Den har frataget ejerne dispositionen over produktionsmidlerne og har næsten udslettet mellemklassen økonomisk - når det nazistiske partis diktatur før eller senere falder, vil der ikke mere findes nogen hindring mod den socialistiske stormflod. De økonomiske bevægelseslove kan nemlig ikke ophæves, end ikke om man prøver at afbryde den organiske udvikling». (Socialisten nr. 6, 1939)

Denne vildt idealistiske og absurde fremskridtstro suppleres med en anden linje, hvis praktiske konsekvens er den samme. Her er Stauning det bedste eksempel. Også han tænker i deterministiske baner, men har sværere ved at fastholde troen på, at det hele skal ende godt. I stedet hælder han mere og mere til en regulær tilpasningsfilosofi over for den overmægtige udvikling. Der er ikke andet at gøre end at få det bedste ud af forholdene således som de nu udvikler sig. Kulminationen på denne tendens er hans tale i Studenterforeningen 8/3 1941, hvor han indstiller sig på nazismens sejr og på en dansk indpasning i det nye tyske «Neuropa», som nok «...ikke vil være så afskrækkende som nogle måske vil synes» (Globus nr. 30, 1942)

A.J.