Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Tawney (1880-1962), engelsk økonomisk historiker, socialistisk teoretiker og aktivist i Labour Party. Professor ved London School of Economics and political Science 1931-49: formand for det britiske arbejderoplysningsforbund W.E.A. (Worker's Educational Association) 1928-43, medlem af hovedbestyrelsen i The Fabian Society 1921-33, fremtrædende repræsentant for den etisk-religiøse strømning indenfor britisk socialisme og ved siden af George D. H. Cole og Harold Laski den mest indflydelsesrige socialistiske tænker i sin generation.

Tawneys liv og virke lader sig inddele i fire hovedafsnit: Forskning, teoretisk arbejde med socialistiske grundspørgsmål, arbejderoplysning og deltagelse i forskellige organisationer indenfor den britiske arbejderbevægelse.

Forskning og teoretisk arbejde

Som økonomisk historiker interesserede Tawney sig særligt for 15-1600-tallet og kapitalismens oprindelse. Interessen var så stærk, at perioden 1540-1640 gerne kaldes «Tawneys århundrede» (se Engelske revolution). I sit hovedværk, «The Agrarian Problem in the Sixteenth Century» (1912), analyserede Tawney brugen og omfordelingen af land i en underudviklet økonomi, som samtidig blev hjemsøgt af prisrevolution og en voldsom stigning i folketallet.

I 1926 udkom hans måske mest kendte bog, «Religion and the Rise of Capitalism», som er en modifikation af Max Webers berømte tese om sammenhængen mellem «kapitalismens ånd» og calvinistisk teologi. Særlig forestillingen om at fremtidig frelse foregribes i jordisk succes. For Tawney var det ikke så meget de teologiske læresætninger som den puritanske individualisme og strenge arbejdsetik der skabte den disciplinerede arbejdskraft, som var grundlaget for kapitalismens udvikling.

Som resultatet af studier i Kina, udkom i 1932 «Land and Labour in China». I den analyserede Tawney revolutionen i 1911 som en borgerlig affære og foregreb revolutionen i 1949: «Bøndernes revolution er endnu ikke kommet. Hvis deres herskere fortsætter med at udbytte dem så hensynsløst som til frem nu... vil den efter al sandsynlighed blive ubehagelig.»

Som socialistisk teoretiker står Tawney i skæringsfeltet mellem forskellige traditioner. Tawney respekterede Marx, men betragtede marxismen med mistro. Kapitalismen ville ikke bryde sammen på grund af sine indre modsigelser: Han troede heller ikke, at den ville slå over i socialisme på grund af sin ineffektivitet, som fabianerne satte deres lid til. For stærk koncentration af politisk magt ville altid indebære farer for totalitære løsninger, uanset om arbejderklassen stod bag. Det gjorde ham skeptisk overfor leninismen. Demokratiet var ikke en vej til socialismen, som så mange af hans venner på venstrefløjen mente i 1930'erne, men en del af socialismen.

Tawney ønskede ikke at svække parlamentet. Dette skabte distance til G. D. H. Cole og laugssocialisterne, som ønskede at overføre mere magt til fagforeninger og andre brancheorganisationer. Overfor anarkisterne argumenterede han, at socialismen næppe lod sig udvikle uden hjælp af statsmagten.

Argumentet for socialismen måtte i Tawneys øjne i sidste instans hvile på overbevisningen om, at en socialistisk samfundsform er kapitalismen moralsk overlegen, fordi den skaber mere menneskeværdige forhold mellem de enkelte borgere.

Socialismeopfattelse

Med dette udgangspunkt udviklede Tawney sin socialismeopfattelse med front mod to af kapitalismens værste udviklingstræk: Tyranni og privilegium. Tyranni indebar for Tawney en ulige fordeling af den politiske magt som følge af en skæv ejendomsfordeling i samfundet. Med privilegium mente Tawney de forskellige livsmuligheder, som det britiske klassesamfund bød den enkelte. Overfor disse «arvelige forbandelser» opstillede han sine overordnede mål: Magtspredning og lighed. Strategi: Reduktion af materielle forskelle gennem udbygning af velfærdsstaten; Fjernelse af kulturelle privilegier gennem reformer af skolesystemet; nedbrydning af den ulige adgang til politisk indflydelse gennem et vidtgående industrielt demokrati.

Sit lighedsbegreb udviklede Tawney i bogen «Equality» (1932). En klassiker i socialistisk litteratur som gennem Ernst Wigforss også fik indflydelse i de skandinaviske socialdemokratier. Tawneys lighedsbegreb hviler på fire piller: 1. Hvert menneske har i kraft af at være menneske, lige værdi og må aldrig behandles som et objekt; 2. Lighed forudsætter en samfundsorden, hvor alle har lige muligheder for at udvikle det bedste i sig selv; 3. De goder som tilflyder den enkelte, må ikke stå i et misforhold til det bidrag hver enkelt har tilført fællesskabet (argumentet om social funktion), og 4. Broderskab.

En minearbejder i Wales udfører en vigtigere opgave for samfundet end f.eks. en aktieejer i London City, som gennem sin ejendomsret er i stand til at holde herregård på landet og give sine børn privatskoleuddannelse. Hverken moralsk eller ud fra vigtighedshensyn kan den sidstes privilegier forsvares. Med dræbende effektivitet gennemfører Tawney i bogen «The Acquisitive Society» (1920) sit angreb på denne «funktionsløse» ejendomsret.

Et samfund hvor produktion og ophobning af rigdom og ejendom er blevet mål i sig selv, kaldte Tawney for «havesygt» (acquisitive). Et samfund hvor industrien tjener sociale formål, og hvor investering og ejendom tjener almene interesser, er i Tawneys sprogbrug et «funktionsdygtigt» samfund.

På dette punkt introducerer Tawney sit mål for al socialistisk stræben: Broderskab («fellowship»). Socialisme var for Tawney en forlængelse og uddybning af den franske revolutions ideer om frihed, lighed og broderskab. Når ligheden er gennemført på det økonomiske område, er det socialismens opgave at fuldende disse idealer: Skabe et samfund hvor menneskene er indenfor rækkevidde af hinanden, og hvor de ikke behandler hinanden vilkårligt, men respektfuldt i en atmosfære af utvungen lighed. Broderskab indebærer sociale relationer, hvor samarbejde og bidrag til fællesskabet erstatter kapitalismens udnyttelse af individer til asociale formål.

I sit eget liv levede Tawney sin socialisme. I 1926 deltog han aktivt i generalstrejken, og i 1928 var han hovedmanden bag Labours valgmanifest. Efter krigen kritiserede han Attlee-regeringen for ikke at have haft held til at vække folkets solidaritetsfølelser og for at have ladet socialismen fremtræde som et organisationsspørgsmål, som kun medførte mere bureaukrati. Da regeringen ikke havde held til at gøre socialismen levende for folk i dagliglivet, mistede Labour også sin inspirationskraft, og fortjente ifølge Tawney heller ikke at vinde magten.

B.Ha.