Underground, en modkulturel strømning eller bevægelse ved slutningen af 1950'erne, slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Gik også under betegnelser som Beat bevægelsen, Counter Culture, Youth Movement, Ungdomsoprøret, Hippiebevægelsen, o.l. Underground var først og fremmest et nordamerikansk fænomen, om end med en stor international gennemslagskraft, som omfattede en række protestholdninger og alternative bevægelser rettet mod storby- og konsumsamfundet, teknokratiet og alle former for menneskelig fornedrelse og fremmedgørelse som præger kapitalistiske samfund.

Beat- og studenterbevægelsen

Begyndelsen på denne strømningen dateres ofte til 1956, udgivelsesåret for Jack Kerouacs roman «On the road». En roman om en efterkrigsgeneration som har forladt et samfund præget af konkurrence, bevidstløst forbrug og stræbermentalitet, og som mere eller mindre forvirret leder efter en anden virkelighed, andre værdier og «satisfaction», langs landevejene, i storbyerne og i skovene.

Jack Kerouac skrev om skarer af unge rygsækrejsende som skulle begive sig ud på vejene, om en rastløshed som skulle brede sig fra kyst til kyst i USA, og som siden skulle feje over hele verden. En spådom der blev realiseret under Hippie perioden 10 år senere. Hans bøger skildrer noget som skulle blive karakteristisk for denne generation af unge: En erkendelsesrejse, en hæsblæsende jagt på livstegn og oplevelse, som ender med udlevet resignation og livsuduelighed før de fyldte 30.

Kerouac var en slags åndelig far for gruppen af Beat poeter og den litterære underground i New York og San Francisco i slutningen af 50'erne. Deres næsten ekstatiske forhold til stoffer, poesi, musik og østlig filosofi og religion var udtryk for en søgen efter værdier, som var gået tabt i den nordamerikanske virkelighed - alle former for kundskab med andre målsætninger end den umiddelbart rationelle og profitable; Livsværdier i større overensstemmelse med menneskers behov end med profitsamfundets krav. Værdier de til dels fandt i klassiske eller østlige traditioner - specielt Zenbuddhismen.

Stor begejstring vakte også poeternes skildringer af det nordamerikanske storbysamfund, af livløsheden, manglen på identitet, dybtgribende kontaktløshed og fremmedgjorthed, længsel efter tryghed, hellighed og guddommelighed. Mest kendt er Allen Ginsbergs digte «Howl» og «America» samt Lawrence Ferlinghettis «Autobiography».

Beat poeterne udmærkede sig ikke bare ved deres holdninger, men også ved en særdeles udsvævende livsførelse, hvor der indgik en mængde frie ingredienser. Beat kolonierne blev derfor også udsat for både uniformeret og civil forfølgelse, og da deres sidste skanse, North Beach i San Francisco, blev stormet af politistyrker i 1961, blev gruppen spredt for alle vinde, og gjorde sig ikke særlig gældende i den tid der fulgte.

Studenterbevægelsen - med SDS (Students for a Democratic Society) som den vigtigste organisation - opstod i efterdønningerne efter McCarthytiden. Den var en reaktion mod det nordamerikanske system, men havde dårlige forbindelser til etableret politisk ideologi og organisationer. Meget af studenterbevægelsen fik derfor præg af middelklassebaggrund, akademisk kultur, følelser og åndsideer. I begyndelsen var bevægelsen mest optaget af borgerrettigheder, Zenbuddhisme, pacifisme, senere af bevidsthedsudvidende stoffer og indianernostalgi.

Den havde stærke bånd til Beatgruppen - om end ikke i livsførelse - og kan bedst karakteriseres som en sammenvævning af anarkistiske, eksistentielle, transcendentale, populistiske og «bohemiske» ideer. Den var ikke baseret på den samme utilfredshed, der havde ernæret det gamle venstre - depression og truslen om fascisme - men på en nyere utilfredshed udsprunget af en overflodspræget, teknokratisk bykultur.

Stofkulturen og musikken

Brugen af peyote, psilocybin, mescalin, LSD og de svagere marihuana og hash som bevidsthedsudvidende midler indtog en central plads i undergroundbevægelsen. Folk som Ken Kesey, Neal Cassady og Timodhy Leary udformede teorier med udgangspunkt i brugen af stoffer og tibetansk religion («Dødebogen», «Bardo Thödol», «Frigørelse gennem lytning på efter-Døds-Planet») som gik ud på, at en samfundsomvæltning var umulig uden en forudgående mental revolution. I denne mentale revolutionen indtog anvendelsen af stoffer og «acid tests» en central rolle. Acid tests var store happenings under slagord som «Freak Freely», «Flower Power» og «Make Love Not War». Ved siden af brugen af stoffer indgik psykedelisk rock og «lovemaking» som væsentlige ingredienser.

Musikken var den mest samlende faktor - og den mest effektive propaganda - for bevægelsen. Og selv om kommercielle pladeselskaber hele tiden havde kontrol med det meste af distributionen, var musikken i sig selv en genuin del af bevægelsen. For enkelhedens skyld kan udviklingen af denne musik deles op i tre stadier:

1. Protestsangene. I kølvandet på borgerrettighedsbevægelsen - som ikke selv kan betragtes som del af underground - opstod visemiljøer, hvor man sang samfundsengagerede, tidsbevidste tekster til traditionelle (folke-)melodier som hillbilly, talkin' blues, C & W, bluegrass. Altså dele af den afroamerikanske befolknings musik.
2. Pop-rock. The Beatles og Rolling Stones udviklede blues-rock af Muddy Waters typen til en tidsmæssig rock med stor appel til ungdommen, og de optog efterhånden også psykedeliske og samfundsengagerede temaer i deres tekster. Især Beatles viede stofkulturens indadvendte revolution stor opmærksomhed.
3. Psykedelisk rock eller San Francisco-rock opstod med disse to traditioner som fundament, og spillede på stofbevægelsens acid tests. Lanceringen og markedsføringen af grupper som Jefferson Airplane, Gratefull Dead, Quicksilver Messenger Service og fremfor alt Big Brother and the Holding Company med Janis Joplin var i sig selv en effektiv propaganda for underground.

Hippiebevægelsen

Tiden fra Hippiebevægelsens fødsel til Woodstockfestivalen, 1967-69, markerer gennembruddet, højdepunktet og vendepunktet for undergroundbevægelsen. I efteråret 1966 propaganderede undergrundsaviserne for en samling af alle de forskellige subkulturelle kræfter, som i det stille havde udviklet sig op gennem 1960'erne. Sted: Haight-Ashbury, San Francisco. Tid: 14 januar 1967.

Samlingen overgik al forventning, og blev en gigantisk manifestation af det følelsesmæssige oprør, som ulmede blandt nordamerikansk ungdom. Gennem foråret ankom 200.000 unge. Tilstrømningen gjorde, at alle de idealistiske forberedelser - gratis overnatnings- og spisesteder, fordelingscentraler for lejligheder, tøj og materielle nødvendigheder, alt sammen organiseret af Diggerbevægelsen, en af hippiernes vigtigste samarbejdsorganer - brød fuldstændig sammen, og efterlod Haight-Ashbury i stærkt forslummet tilstand.

Undergroundbevægelsen blev splittet i to: På den ene siden skete der en masseudvandring til mindre attraktive landbrugsområder og «spøgelsesbyer» over hele USA, hvor der blev lagt et stort arbejde i at organisere landbrugskollektiver. Mange af disse eksisterer fortsat som en slags mønsterkollektivsamfund med en høj grad af selvforsyning både økonomisk, kulturelt og teknologisk. Den anden del udviklede sig i militant-provokatorisk retning efter mønster fra Black Panthers, Provos og fra en temmelig sværmerisk voldsromantik.

Mens hippierne erklærede bevægelsen for død, fortsatte navnet med at blive markedsført af massemedier og modeskabere, og stadig nye skarer af unge brød familiebåndene for at tilslutte sig en «bevægelse», som på det tidspunkt var blottet for alt andet indhold end at være «hip» og «groovy». Undergrund-miljøerne i byerne blev inficeret af stadig tungere stoffer, og man udviklede en relikviekult blottet for det seriøse indhold, som havde holdt bevægelsen oppe tidligere.

L. Tø.