Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Malta
DatoOpdatering
2013.12.11Opdatering 2013
2015.01.31Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 19/11 2017
Læst af: 87.024
Verden  .  Europa  .  Malta
: :
Malta
Befolkning400.000
ValutaEuro
Areal320 Km2
HovedstadValleta
Befolkningstæthed1250 indb./Km2    
HDI placering33    

Landet består af 5 øer af hvilke 2 er ubeboede. De beboede øer er samtidig de største: Malta (hvor hovedstaden er beliggende) med 246 km2 og Gozo med 67 km2. Øgruppen er beliggende i det centrale Middelhav syd for Sicilien, øst for Tunesien og nord for Libyen. De høje og klippefyldte kyster rummer desuden vige, der udgør fortrinlige naturlige havne. De alvorligste miljøproblemer er koncentreret i disse områder og skyldes primært den menneskelige ekspansion, udviklingen af turismen, den gradvise braklægning af landbrugsjorde samt den stigende udledning af spildevand og affaldsstoffer fra den industrielle aktivitet.

Folket: Malteserne (95,7%) nedstammer fra fønikere, arabere, italienere og englændere. Der findes en lille engelsk minoritet (2,1%).

Religion: Katolicisme (officiel religion). Minoriteter indenfor den anglikanske kirke og islam.

Sprog: Maltesisk og engelsk - begge officielle. Maltesisk er et semitisk sprog med italienske elementer og latinsk alfabet.

Politiske partier: National Party, Labour Party, Democratic Alternative

Sociale organisationer: Confederation of Maltese Unions

Officielt navn: Repubblika ta'Malta.

Hovedstad: Valleta, 83.000 indb. (2003)

Andre vigtige byer: Birkirkara, 21.700 indb.; Qormi, 18.100 indb.; Sliema, 11.800 indb.(2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Marie Louise Coleiro Preca, præsident siden apil 2014. Joseph Muscat, premierminister siden marts 2013. Parlamentet har ét kammer med 65 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode. Antallet af pladser kan øges, hvis et enkelt parti ikke får absolut flertal i parlamentet.

Nationaldag: 21. september. Uafhængighedsdag (1964)

Væbnede styrker: 1.950 soldater (1996)

 

Malta kan historisk bekræfte, at dets placering er dets største naturværdi. Øgruppen har historisk indtaget en nøgleposition i konflikterne om kontrollen over Middelhavet. Dets placering mellem Tunesien og Sicilien udgør en nøgleposition for skibsfarten mellem det vestlige og østlige Middelhav. I oldtiden var øgruppen derfor successivt okkuperet af fønikere, grækere, khartagere, romere og maurere

I 1090 erobrede normannerne øgruppen og indlemmede det i deres kongedømme på Sicilien, hvorfra det 300 år senere overgik til det spanske kongedømme i Aragón. I det 16. århundrede blev forsvaret af øen overdraget til korsridderordenen Caballeros de San Juan del Hospital. De var blevet smidt ud af Palæstina og efter Tunis' fald søgte de i 1574 tilflugt på Malta, hvor de forblev i over 2 århundreder og var kendt som Malteserordenen. I 1798 smed franskmændene dem ud. Wienerkongressen i 1815 anerkendte formelt den «maltesiske overhøjhed» og gav England kontrol over øen.

Fra starten af det 20. århundrede kæmpede malteserne for deres uafhængighed. Efter en folkelig opstand i 1921 accepterede London en vis grad af intern autonomi, der blev ophævet ved begyndelsen af 2. verdenskrig.

Øen fungerede som base under den allierede modoffensiv mod Italien. Maltesernes heroiske kamp øgede deres nationale bevidsthed og i 1947 genindførte London deres autonomi.

Uafhængigheden blev erklæret den 8. september 1964, men Storbritannien var efter underskriften af en 10 årig kontrakt fortsat ansvarlig for landets sikkerhed og økonomisk bistand. I 1971 kom arbejderpartiet til magten. Det etablerede relationer med Italien, Tunesien, Sovjet og Libyen, fra hvilket landet fik økonomisk bistand. Samme år blev NATO's styrker i landet smidt ud, og 2 år senere blev Malta optaget i de Alliancefri landes Bevægelse.

Med libysk financiering blev der bygget enorme havneinstallationer, hvilket gav landet nye økonomiske muligheder.

Relationerne med Libyen blev mere spændte efter 1980, efter der blev indledt olieeftersøgning indenfor Maltas kontinentalsokkel. Konflikten blev løst ved den Internationale Domstol i Haag, og de bilaterale forbindelser blev normaliseret.

Allerede fra starten af arbejderpartiets regeringsperiode blev der gennemført foranstaltninger for at reducere den katolske kirkes indflydelse. Kirken ejede omkring 80% af ejendommene i landet og kontrollerede stort set undervisningen. Konflikten brød ud i lys lue i 1983, da regeringen eksproprierede dens besiddelser og erklærede undervisningen i grundskolen for verdslig. I 1985 underskrev kirke og regering endelig en aftale, der banede vejen for en gradvis verdsliggørelse af undervisningen i mellemskolen.

Det højreorienterede nationalparti overtog regeringsmagten i maj 1987. Den liberale premierminister Edward Fenech-Adami indledte en tilnærmelsespolitik overfor USA. Importen blev frigivet, der blev oprettet frihandelszoner og der blev tilskyndet til udvikling af turisme og udenlandske investeringer.

Adami blev genvalgt i februar 1992, da nationalpartiet fik 51,77% af stemmerne og arbejderpartiet 46,50%. Adami erklærede, at hans vigtigste mål var optagelsen af Malta i EU.

EU erklærede i 1993, at den demokratiske stabilitet og menneskerettighedssituationen i Malta gjorde landets optagelse i EU mulig. Alligevel blev landets økonomiske strukturer karakteriseret som «forældede», og det blev rådet til at gennemføre «grundlæggende økonomiske reformer». Den 1. januar 1995 indførtes en moms-ordning, trods skarp kritik fra fagbevægelsen og handelsstanden.

I juni 95 gav EU økonomisk bistand til Malta til støtte for reformen af landets økonomi, og det blev meddelt, at der i slutningen af 1996 ville blive indledt forhandlinger om optagelse af landet i Unionen.

Ved valget i oktober 1996 vandt arbejderpartiet 50,7% af stemmerne, mens nationalpartiet måtte nøjes med 47,8%. Alfred Sant blev efterfølgende udnævnt til premierminister.

Efter valget trak den nye regering Malta ud af NATO. Sant erklærede, at hans land ville bruge sin forfatningsmæssige neutralitet til at fremme stabilitet og sikkerhed i Middelhavsområdet. Samtidig fastfrøs han planerne for optagelse i EU og erklærede, at han ønskede en gradvis tilnærmelse gennem samarbejdsaftaler og frihandel.

Underskuddet på statsbudgettet for 1997 og den stigende arbejdsløshed tvang regeringen til at gennemføre et økonomisk nødprogram for 1998. I marts 98 førte en mistillidsafstemning mod Sants regering til dens fald. Sant argumenterede med, at vedtagelsen af et udviklingsprogram financieret af nordamerikansk kapital skulle opfattes som en tillidsafstemning, men oppositionens Nationalistparti sammen med enkelte socialdemokrater samlede 35 stemmer mod Sants 34.

Efter regeringskrisen blev der udskrevet nyvalg til afholdelse i september. Det blev vundet af Nationalistpartiet med 52 % af stemmerne. Den nye premierminister Eddie Fenech Adamis første skridt som regeringschef var at anmode om optagelse i EU. En ansøgning arbejderpartiet allerede i 1996 havde trukket tilbage.

EU optog under regeringschefmødet i december 1999 atter formelt Malta på listen over ansøgerlande.

Malta blev det første land i det nye årtusinde, der afskaffede dødsstraffen for alle forbrydelser, da det den 21. marts 2000 vedtog et tillæg til Loven om de væbnede Styrker. Dødsstraffen erstattes i alle tilfælde med livsvarigt fængsel.

Paven besøgte i maj 2001 Malta, og 200.000 maltesere - halvdelen af befolkningen - fulgte saliggørelsen af 3 katolikker - 2 munke og 1 nonne. Ceremonien blev gennemført i det fri og var afslutningen på pavens besøg i landet, hvor han bl.a. havde gennemført en pilgrimsfærd i apostlen Pauls fodspor.

Spørgsmålet om optagelse i EU blev hæftigt debateret og blev afgjort ved en folkeafstemning 8. marts 2003. Her stemte 53,6% for optagelse og landet blev 1. maj 2004 optaget i EU. Optagelsesforhandlingerne besluttede, at Malta skal modtage 272 mio. Euro fra EU i perioden 2004-06 og skal bidrage med 178 mio. Den økonomiske fordel for Malta var et af hovedargumenterne under folkeafstemningen om optagelse.

I de første 10 måneder af 2005 modtog landet 1500 ansøgninger om asyl fra afrikanere. Antallet var ikke ubetydeligt for et land med blot 400.000 indbyggere, og det bad derfor om hjælp fra andre europæiske lande. Indvandrerne medførte dannelsen af et ekstremt højreorienteret parti, den Republikanske Nationalalliance, der gennemførte den første demonstration i landets historie mod indvandring. Iflg. europæisk lovgivning skal immigranter søge asyl i det første land de kommer til, men de fleste af indvandrerne - somaliere, liberianere, sudanesere og andre - landede på øen Malta ved et uheld under forsøg på at nå kontinentet. De fleste immigranter følte de var gået i en fælde mellem Europa og Afrika, og de fleste ønskede blot at komme videre.

I juli 2007 besluttede EU at Malta og Cypern opfyldte betingelserne for indførelsen af Euro som valuta med virkning fra 1. januar 2008. Kriterierne var: kontrol over inflationen, renten, statsgælden og monetarisk stabilitet.

1. januar 2008 blev Malta optaget i Eurozonen, og pundet blev erstattet af €. 

Ved parlamentsvalget i marts 2008 gik det regerende Nationalistparti 2½% tilbage til 49,3% af stemmerne og vandt kun snævert over arbejderpartiet der fik 48,8%. Premierminister Gonzi kunne dermed fortsætte på posten.

George Abela blev landets nye præsident i april 2009 efter indstilling fra regeringen. Det var første gang i landets historie at en regering anbefalede et medlem af oppositionen til denne post.

Malta har en meget restriktiv politik overfor flygtninge og blev flere gange i 2009 kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for ikke at tillade bådflygtninge blive samlet op af skibe i internationalt farvard for at nå Malta.

Den globale økonomiske krise ramte Malta mindre hårdt end resten af EU. BNP faldt dog i 2009 med 4%. Arbejdsløsheden steg svagt fra 6,7% i marts 2009 til 6,9% i marts 2010, mens ungdomsarbejdsløsheden nåede op på 14,8%.

En folkeafstemning i maj 2011 om skilsmisse vedtog med 53% at tillade skilsmisse i landet. Malta og Vatikanet havde indtil da været de eneste stater i Europa, hvor skilsmisse var forbudt.

Standard & Poors nedgraderer i januar 2012 Maltas kreditværdighed og IMF erklærer at landet risikerer at blive trukket længere ned i krisedyndet.

Gonzi regeringen kom i mindretal i december 2012 da en af dens egne stemte imod finansloven for 2013 i protest imod at regeringen havde tilladt et tysk firma at overtage driften af landets bussystem. Gonzi udskrev derfor nyvalg til marts.

Antallet af bådflygtninge steg i 2012 med 28% fra 1577 (i 2011) til 2023. Trods landets ratificering af den europæiske menneskerettighedskonvention fortsatte det med automatisk at interne udokumenterede flygtninge i op til 18 måneder. Uledsagede børn blev ligeledes interneret. Forholdene både i de lukkede og de åbne flygtningecentre var fortsat ikke værdige for mennesker. Retsvæsenet behandlede drab på 2 flygtninge i 2011 og 12 begået af maltesiske mebedsmænd.

Parlamentsvalget i marts 2013 var en katastrofe for det regerende nationalistparti, der gik 6% tilbage til 43,3%. Socialdemokratiet gik tilvarende 6% frem til 54,8% og partiets leder Joseph Muscat blev ny premierminister.

Marie Louise Coleiro Preca blev i april 2014 udpeget af parlamentet som ny præsident.

Antallet af flygtninge der ankom til landet i 2015 faldt drastisk ifht. året før. Årsagen var især, at flygtningestrømmen blev koncentreret til det østlige Middelhav, og bådflygtninge oftest blev sat i land i Italien. I januar 2015 drev et skib med 122 flygtninge fra landene syd for Sahara rundt i det centrale Middelhav i 8 dage. Da det nåede maltesisk farvand var 35 døde eller forsvundet i havet. Malta deltager i EU's Frontex program, der patruljerer unionens land- og havgrænser. I november havde landet modtaget 1561 asylansøgninger. Kun 104 af disse stammede fra bådflygtninge.

Ved gennemgangen af de såkaldte Panama Papers om rige vesterlændinges brug af skattely i Panama kom det i april 2016 frem, at Energi- og Sundhedsminister Konrad Mizzi var nævnt i Panama Papers. Han trådte tilbage fra sin ministerpost, men fortsatte på premierministerens kontor. Også premierministerens stabschef Keith Schembri var indblandet i skandalen. Afsløringerne blev primært foretaget af bloggeren Daphne Caruana Galizia. I april 2017 kunne hun fremlægge nye afsløringer, der knyttede premierministeren og Mizzi sammen med Brian Tonna, der var direktør for BT Nexia, knyttet til Mossack Fonseca. Premierministeren indkaldte derefter til pressekonference, hvor han opfordrede til en tilbundsgående undersøgelse af Galizias påstande, slog ikke fast at han ikke havde gjort noget forkert og kaldte påstanden den «største løgn i Maltas politiske historie». I oktober blev Galizia dræbt af en bilbombe. Der var tale om den 6. bilbombe siden 2016 og den 4. med dødelig udgang,. Galizia havde mange fjender. Ikke blot i arbejderpartiet, hun havde knyttet til skattesvindel, men også i nationalistpartiet. Midt i 2017 kritiserede hun partiets leder Adrian Delia for at være advokat for en virksomhed, der drev en prostitutionsring. Mordet på Galizia udløste international fordømmelse. Europarlamentet holdt 1 uge senere 1 minuts stilhed til minde om hende, og pave Frans sendte et kondolancebrev, hvor han skrev at han bad for Galizias familie og for Maltas folk.

Ved parlamentsvalget i juni 2017 gik arbejderpartiet 2 pladser tilbage til 37. Det gav dog stadig et komfortabelt flertal i det 65 pladser store parlament.

Malta legaliserede i juli 2017 ægteskaber mellem personer af samme køn.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Malta)
Amnesty Internationals årsrapport (engelsk)