Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Berufsverbot» - eller erhvervsforbud, beskæftigelsesforbud, beskæftigelsesbegrænsning - er et fænomen, der indebærer at personer, p.g.a. deres politiske overbevisning, enten ikke kan få beskæftigelse indenfor staten eller i kommunerne, eller bliver afskedigede. Det er især de ansatte i det offentlige undervisningssystem, ved universiteterne og i den offentlige administration, der rammes af «Berufsverbot», men også arbejdere og funktionærer i f.eks. postvæsenet, ved jernbanerne og i sundhedssektoren, er blevet afskedigede.

På baggrund af dette er begrebet efterhånden slået igennem, og har også vundet indpas i andre sprog som låneord. Det politiske grundlag for den praksis, «Berufsverbot» er et udtryk for, er en forordning, det såkaldte «Radikalenerlass», der blev vedtaget i Vesttyskland 28. januar 1972, af delstaternes ministerpræsidenter og af den daværende kansler Willy Brandt. I følge denne forordning «kan kun den ansættes, der kan garantere at han til hver en tid går ind for det frie, demokratiske system i grundlovens ånd».

Tjenestemænd er desuden forpligtede til «I og uden for tjenesten, at gå aktivt ind for opretholdelse af forfatningen». «Radikalenerlass» vender sig i princippet mod radikale fra både venstre- og højrefløjen, men i praksis går det næsten udelukkende ud over venstreorienterede. Den måde, forordningen gennemføres på, varierer fra delstat til delstat, men hovedtrækkene er de samme. Et stærkt efterretningsvæsen - uden tilstrækkelig demokratisk kontrol - registrerer alle mistænkelige, politiske aktiviteter, lige fra underskriftsindsamlinger og demonstrationer til medlemskab af suspekte, politiske organisationer og partier; specielt det Moskvatro kommunistparti, DKP, og alle marxistisk-leninistiske grupper.

En central database opbevarer alle navne og adresser på de registrerede personer. Alle, der søger ansættelse i det offentlige, bliver kontrolleret. Findes ens navn i registret, undersøges det, hvor evt. yderligere personalia kan opspores. Hvis der findes registrerede «aktiviteter», der giver anledning til tvivl om den pågældendes «rette sindelag», gennemfører myndighederne et såkaldt «forhør». Deltagelse i demonstrationer og medlemskab af organisationer, der mistænkes for at være ledede af kommunister; eventuelle avisartikler; rejser til Østeuropa og kontakt med andre mistænkte kan forårsage undersøgelser. Udfaldet af forhøret er fuldstændigt afgørende for, om man bliver ansat i offentligt embede. Det er ikke muligt at anke afgørelsen i arbejdsretten eller ved forfatningsdomstolen.

I perioden 1972-77 blev op mod 1 million mennesker kontrolleret, selv om antallet af offentligt ansatte «radikale» officielt blev anslået til at udgøre mindre end een promille.

Det er vanskeligt at fastslå antallet af personer, der blev afskediget eller som ikke fik beskæftigelse inden for det offentlige, men officielt taltes der om 328 personer, mens 5.678 blev indkaldt til forhør, i perioden fra 1972 til 1975. Efter al sandsynlighed er det reelle tal langt større. Desuden blev praksis mere rigid i perioden 1975-77. Kun ganske få nazister er blevet afskedigede eller har fået afslag på ansættelse, men flere end 95% af alle, der er blevet berørte af «Berufsverbot», tilhører venstreorienterede grupper. I enkelte tilfælde er også medlemmer af det socialdemokratiske SPD og det liberale parti, FDP blevet ramt.

Man kan se «Radikalenerlass» som myndighedernes svar på de tyske studenterbevægelser. Der er desuden tale om en konsekvens af Østpolitikken, der resulterede i at det kommunistiske parti igen blev tilladt i forbundsrepublikken. Det mest skræmmende ved «Berufsverbot» er ikke antallet af de, der er blevet ramt af beskæftigelsesbegrænsningen, men den politiske praksis, man er vidne til, med en følelse af total overvågning, mangelen på retssikkerhed og tendensen til at bureaukratiet gør sig selv uafhængigt, og eksistere for sig selv og i sig selv.

De tyske myndighedernes praksis med at udøve politisk undertrykkelse, har en lang tradition bag sig: Bismarcks forbud mod SPD og de faglige organisationer - formuleret i loven «mod socialdemokraternes samfundsskadelige bestræbelser» fra 1879; loven fra 1933 «til genoprettelse af embedsstanden», der anvendtes til at afskedige jøder, kommunister og socialdemokrater fra offentlige embeder; lovene fra 1950, der fjernede «forfatningsfjendtlige» tjenestemænd fra det offentlige under den daværende kansler Adenauer. Det «berufsverbot», der nu praktiseres, er altså historisk betragtet blot et nyt led i kæden af statslig-administrativ forfølgelse af politiske modstandere, der forsøges gennemført ved undertrykkelse i stedet for ved politisk kamp med demokratiske spilleregler.

Ud fra denne tradition kan man se at «Berufsverbot»-politikken indebærer en fare for at der skabes en ny generation af medløbere, spytslikkere og hyklere. Et muligt resultat er en politisk pacificering af en hel generation, og det kan få alvorlige konsekvenser for videreudviklingen af det forholdsvis unge demokrati i Tyskland.

Berufsverbot i andre lande

Mange andre lande end Tyskland har praktiseret - og praktiserer - Berufsverbot. Mest ekstremt kom dette til udtryk i USA under den Kolde Krig i starten af 1950'erne, hvor senator Joseph McCarthy førte an i kampen mod anderledestænkende indenfor det offentlige og i medierne. Deraf begrebet McCarthyisme. Kampagnen gik først i opløsning, da McCarthy ville gennemføre udrensninger indenfor det nordamerikanske militær.

Berufsverbot i Danmark

Lignende tendenser gjorde sig gældende i Danmark i samme periode. Det er kendt, at bl.a. daværende statsminister H.C. Hansen i slutningen af 1950'erne opfordrede sine ministre til at fyre medarbejdere med kommunistiske eller SF sympatier. Heksejagten tog af i 1960'erne for atter at tage fart gennem 70'erne, hvor staten frygtede nye venstreorienterede grupper. Der findes et antal sager fra disse årtier, hvor offentligt ansatte er blevet fyret for deres (formodede) politiske sympatier. Heksejagten tog atter af i 90'erne, men med regeringen Anders Fogh Rasmussen fra november 2001 er offentligt ansatte atter blevet forfulgt for deres anskuelser og holdninger. Det startede med nedlæggelsen af 120 råd og nævn blot 2 måneder efter regeringens tiltræden. Officielt blev de af Rasmussen beskyldt for at være «smagsdommere», men siden indrømmede han, at det var fordi de var «venstreorienterede». I 2003 lancerede Rasmussen derefter sin såkaldte kulturkamp, der rettede brodden mod ikke blot institutioner men også navngivne enkeltpersoner. Målet var at få fjernet kulturelle personer, meningsdannere mv. af en ikke-liberal observans. I oktober 2004 lod regeringen sin stråmand i Danmarks Radios bestyrelse, venstremanden Jørgen Kleener, fyre DR's generaldirektør Christian Nissen. Den officielle begrundelse var en overtrædelse på 10% af budgetrammen ifbm. bygningen af den nye DR by i Ørestaden, men det reelle var at Nissen havde modsat sig ønsker fra den reaktionære højrefløj i bestyrelsen - Kleener, venstremanden Karsten Madsen og Dansk Folkepartis pressechef Søren Espersen - om ideologisk ensretning af DR.

På det private arbejdsmarked har arbejdsgivere i bestemte brancher i langt over 100 år ført sort-lister over f.eks. specielt aktive tillidsfolk, som de ikke ønskede at ansætte. Det senest kendte eksempel på Berufsverbot fra det private arbejdsmarked var da arbejdere af serbisk oprindelse i marts-juni 1999 blev hindret adgang til deres arbejdsplads, Københavns Lufthavn. De udgjorde angiveligt en sikkerhedsrisiko under Danmarks daværende krig mod Jugoslavien.

I januar 2008 fyrede Københavns Kommune uddannelsesvejleder Khalid Amin fra stillingen som uddannelsesvejleder i Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning. Fyringen skete alene fordi Amin var medlem af Hizb ut-Tahrir. Dansk Folkeparti havde allerede i en periode krævet «sindelagskontrol» af offentligt ansatte. SF borgmester Bo Asmus Kjeldgaard valgte at praktisere denne sindelagskontrol, da han fyrede Khalid Amin.

A.J.