Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Willy Brandt

Willy Brandt (1913-92), født Herbert Ernst Karl Frahm. Tysk socialdemokratisk politiker, født 18. december 1913 i Lübeck som søn af Martha Frahm, en markedsarbejder. Gift med Carlota Thorkildsen 1940-48 med hvem han fik 1 datter, Rut Hansen 1948-79 med hvem han fik 3 sønner og Brigitte Seebecker fra 1983.

Som barn var Brandt medlem af Kinderfreunde, der var det tyske socialdemokratis (SPD) børneorganisation. I 1929 var han leder i Karl Marx gruppen i Socialistischer Arbeiter Jugend (SAJ) i Lübeck. Mens han endnu gik i skole skrev han til det socialdemokratiske dagblad Volksbote i Lübeck. Endnu før han var 18 blev optaget i SPD, men i 31 gik han ind i Socialistischer ArbeiterJugend. I 1930 antog han partinavnet Willy Brandt.

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland flygtede Brandt i 1933 til Norge, hvor han blev leder af den norske flygtningesammenslutning. I perioden 1936-45 var han i eksil i Spanien, Frankrig, Norge og Sverige.

De første år efter krigen arbejdede han som udenrigskorrespondent, indtil han i 1948-50 blev formand for SPD i Berlin, hvor han bl.a. sammen med Ernst Reuter var med til at organisere luftbroen til Berlin under Berlinblokaden 1948-49. I 1950 blev han Berlins repræsentant i den tyske Bundestag, indtil han i 1957-66 var borgmester i Berlin og medlem af Bundesrat. I hele perioden 1964-87 var han formand for SPD, og stillede første gang op som dets kanslerkandidat i 1965. Han blev vicekansler og udenrigsminister, indtil han i 68 blev valgt som kansler.

Et af hans vigtigste skridt var indledning af udsoningen overfor Sovjet og resten af Østeuropa. I 1970 indgik Vesttyskland en aftale i Moskva, hvormed den eksisterende tyske grænse mod Polen - Oder-Neisse grænsen - blev anerkendt, og hvor Tyskland samtidig anerkendte de øvrige grænser i Østeuropa. I 71 fik han Nobels fredspris for sin indsats for forsoningen mellem Øst- og Vesttyskland. Han blev genvalgt til kanslerposten i 73, men måtte året efter træde tilbage, da det blev afsløret, at hans personlige sekretær, Günther Guillaume var spion for Østtyskland

I 76 blev han valgt til formand for Socialistisk Internationale og formand for den Uafhængige kommission for internationale Udviklingsproblemer - ofte benævnt Brandtkommissionen. Han trådte i 87 tilbage som formand for SPD til fordel for Hans Jochen Vogel, men bevarede titlen som æresformand.

Brandt omtales ofte som en af efterkrigstidens største tyske politikere, og han bidrog da også til at bringe Vesttyskland og specielt Berlin gennem den kolde krig, og da den internationale spænding aftog spillede han en ledende rolle i udsoningen overfor specielt Sovjet og Østtyskland. Men trods sin indsats for freden i Central- og Østeuropa var han ikke i stand til at hindre, at USA i stigende grad anvendte sine militærbaser i Vesttyskland i krigen mod Vietnam, hvilket var en del af baggrunden for udviklingen af RAF’s tidlige politisk-militære kamp i landet.

Brandt var frem til sin død i 1992 forfatter til et utal af bøger.

A.J.