Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Ernest Bevin

Bevin (1881-1951), britisk fagforeningsleder og udenrigspolitiker, arbejdsminister i Churchills koalitionsregering under den 2. verdenskrig. En nøgleperson i dannelsen af NATO i 1949. Bevin kom fra yderst beskedne kår og arbejdede sig op i fagbevægelsen. I 1922 stod han i spidsen for modstandsarbejdet, der forsøgte at hindre britisk intervention i krigen mellem Sovjetunionen og Polen. Han var ligeledes manden bag sammenlægningen af en række fagforbund, der resulterede i det indflydelsesrige Transport and General Worker's Union, der blev verdens største fagforbund i 1922. Fra 1925 var han medlem af landsledelsen af TUC (Trade Union Congress, det britiske LO), dets formand i 1937. Bevin var hovedmanden bag organiseringen af generalstrejken i 1926.

I depressionsårene blev Bevin en heftig kritiker af R. MacDonald og Labourregeringens manglende evne til at tackle problemerne i nedgangstiderne, især i forhold til det stigende antal arbejdsløse. I 1931 nægtede Bevin at støtte MacDonalds anden regering, den såkaldte «nationale» regering 1931-35. I 1930'erne gik Bevin stærkt ind for oprustning og en fast holdning over for Tyskland og Italien. Som arbejdsminister under krigen var Bevin ansvarlig for udskrivning af alle arbejdsføre mænd over 30 år til arbejde i krigsindustrien, lige som han beordrede alle kvinder mellem 20 og 23 år til det samme arbejde. Strejker blev forbudt og arbejderne nægtet adgang til at skifte job uden regeringens tilladelse. Bevin anmodede også fagforeningerne om at tilpasse deres aktiviteter til krigsproduktionens behov. En sådan ordning stod i skarp kontrast til arbejderbevægelsens politik under den 1. verdenskrig og viste hvor langt, den var villig til at støtte den nationale krigsindsats. Efter krigen mistede Bevin hurtigt tilliden til Sovjet. Som udenrigsminister argumenterede han mod en anerkendelse af de nye regimer i Østeuropa, der opstod som følge af den røde hærs fremrykning. Han havde en afgørende indflydelse på Bruxelles-aftalen, 1948, og OEEC, Organization for European Economic Cooperation, ligeledes undertegnet i 1948 - een af de vigtigste forløbere for NATO. Bevins plan om en føderal jødisk-palæstinensisk stat mislykkedes på grund af krigen mellem befolkningsgrupperne i området, 1947-48.

I 1950 stod han bag anerkendelsen af folkerepublikken Kina - Storbritannien gik dermed mod USA's linje i dette spørgsmål. Bevin var også initiativtager til Colomboplanen, der skulle styrke den økonomiske udvikling i Syd- og Sydøstasien. Mod slutningen af sit liv blev Bevin en yderst kontroversiel skikkelse inden for britisk arbejderbevægelse. For Harold J. Laski, mangeårigt medlem af Labours landsledelse, kom Bevin til at stå som indbegrebet af Labours forspildte muligheder efter sejren i 1945: Bevin personificerede iflg. Laski, den perspektivløse, bureaukratiske socialisme; med andre ord: socialdemokratiet, hvis fornemste mål var en steril antikommunisme. Laski så i Bevin hovedmanden bag Labours omvendelse fra et internationalt orienteret socialisme, til at blive den lydige partner i alliancen med Washington. Laskis kritik af Bevins udenrigspolitik skulle vise sig at have gyldighed - også når det gjaldt senere arbejderpartiregeringer. I mangt og meget minder George Browns tid som udenrigsminister i 1960'erne og hans - og Harold Wilsons - forsvar af USA's engagement i Vietnam om Bevins udenrigspolitik i slutningen af 1940'erne.

B. Ha.