Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Tadjikistan
DatoOpdatering
2015.01.13Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 6/2 2016
Læst af: 28.243
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Tadjikistan
: :
Tadjikistan
Befolkning6,1 mio.
ValutaTadjikiske rubler
Areal143.100 Km2
HovedstadDushanbe (Dusanbe)
Befolkningstæthed42,6 indb./Km2    
HDI placering112    

Bjergkæderne Tian Shan, Guissaro-Alai og Pamir optager 90 % af Tadjikistans territorium, der ligger i det sydøstlige Centralasien mellem floden Syrdarja og dalen Ferganá i nord, bjergene Pamir og Paropamiz i syd, Karakul søen og Murgab flodens øvre løb i øst og Guissar og Vachs dalene i sydvest. Turkestan bjergkæderne Alai og Zeravsan gennemskærer landet i øst-vestlig retning til de løber ind i Pamir højsletten. De frugtbare dale i 1-2.000 meters højde har et tempereret og fugtigt klima. De lavereliggende bjerge og dale mod nord og sydøst har et mere tørt klima. Landet er omkranset af Kirgisistan i nord, Uzbekistan i vest og nord, Kina mod øst og Afghanistan i syd. Undergrunden er rig på jern, bly, zink, antimonium, kviksølv samt betydelige forekomster af uran.

Siden 1960 er de kunstvandede arealer steget med 50 %, men som i andre lande der dyrker bomuld i monokultur er jordens saltindhold blevet drastisk forøget. Som følgende af utilstrækkelig kloakering og dårlig vandforsyning har landet et højt niveau af børne-diaré, der afstedkommer en høj børnedødelighed.

Diktatur knyttet til USA.

 

Folket: Tadjiker 64,9%; uzbekere 25%; russere 3,5%; tatarer 1,4%; kirgisere 1,3%; ukrainere 0,7%; tyskere 0,3%, andre 2,0%.

Religion: Der findes ikke nogen officiel religion. Flertallet (85%) praktiserer sunni retningen indenfor islam; Shiiter (5%); russisk ortodokse (1,5%); jøder (0,8%).

Sprog: Tadjikisk (officielt), russisk, uzbekisk

Politiske partier: Tadjikistans Folkedemokratiske Parti; Kommunistpartiet; Socialistpartiet; Partiet for islamisk Genfødsel; Demokratisk Parti; Partiet for Retfærdighed.

Sociale organisationer: Tadjikistans Landsorganisation

Officielt navn: Yumhuri Tochikiston.

Administrativ inddeling: 3 regioner og 57 distrikter

Hovedstad: Dushanbe, 649.400 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Khojand (Leninabad), 205.200 indb.; Kulob, 97.100 indb.; Qurghonteppa 76.200 indb.; Urateppa 60.700 indb. (2000)

Regering: Emomalii Rahmon er præsident siden 1992, genvalgt i 1999, 2006 og 2013. Kokhir Rasulzoda er premierminister siden november 2013. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes Hus med 63 pladser og Nationalforsamlingen med 33.

Nationaldag: 9. september (Selvstændighed, 1991)

Væbnede styrker: 7.000 (1993). 6.000 (russiske tropper) (1997).

 

Indenfor grænserne af det nuværende Tadjikistan udvikledes i det første årtusinde f.v.t. de første kim til civilisationerne i Centralasien og det sydlige Sibirien. Langs Amudarja flodens øvre løb dannedes staten Bactriano. Samtidig dannedes staten Sogdiana i dalene omkring floderne Zeravsan og Kashkadaria. Indbyggerne byggede landsbyer med huse af ler og sten langs floderne, hvorfra de hentede vand til kunstvandingen af deres afgrøder bestående af hvede, byg og hirse samt en række frugter. Besejlingen af floderne var veludviklet, og de byer der lå på karavanevejene der forbandt Persien, Kina og Indien var vigtige handelscentre.

I det 6. århundrede f.v.t. blev disse områder annekteret af det persiske Ahemenide imperium. I det 4. århundrede f.v.t. erobrede Alexander den Store kongerigerne Bactria og Sogdiana. Da hans imperium brød sammen i det 3. århundrede genopstod staten Bactriano og kongedømmet Kushán. De faldt efterfølgende, da steppefolkene yuechzhi og tojarene trængte frem. I det 4. og 5. århundrede e.v.t. blev Sogdiana og dets grænseområder invaderet af eftaliterne og i det 6. og 7. århundrede af tyrkiske folk fra Centralasien. I det 7. århundrede blev Tadjikistan og andre områder af Centralasien underlagt det arabiske khalifat. Da dette faldt sammen, blev områderne integreret i Tahiridernes og Samanidernes kongedømmer. I det 9-10. århundrede udviklede det tadjikiske folk sin egen etniske identitet.

I det 10-13. århundrede var Tadjikistan en del af Gaznevida, Karahanida og Shas Coresma imperierne. I begyndelsen af det 13. århundrede blev Tadjikistan underlagt tatar-mongolen Djenghis Khans indflydelse. I 1238 anførte tadjik håndværkeren Tarabí et folkeligt oprør mod denne dominans. I det 14-17. århundrede var området underlagt Timuriderne og det uzbekiske Sheibanide dynasti. I det 17-19. århundrede var området delt i op i mange små fyrstedømmer, hvis høvdinge periodevis underlagde sig eller gjorde oprør mod khanerne i Bukhara.

I 1860'erne og 70'erne erobrede det russiske imperium Centralasien og den nordlige del af Tadjikistan blev lagt ind under Rusland. Den tadjikiske befolkning i Kuliab, Guissar, Karateguín og Darvaz blev underlagt khanatet i Bukhara, der var en russisk vasal. De kom til at udgøre en provins indenfor Khanatet: det østlige Bukhara. Undertrykkelsen fra de russiske embedsmænds og feudalherrenes side udløste i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede en lang række bondeoprør. Det vigtigste af disse fandt sted i 1885 og var anført af Vosé.

Under den 1. verdenskrig gjorde den indfødte befolkning i Centralasien og Kasakhstan i 1916 oprør i protest mod mobiliseringen til arbejde for den russiske hær. Efter den russiske revolution i 1917 op rettedes der sovjetmagt i det nordlige Tadjikistan. I april 1918 blev dette område indlemmet i den Autonome Socialistiske Sovjetrepublik Turkestan. Alligevel forblev en betydelig del af tadjikerne under emiratet Bukhara, der eksisterede til 1921. I begyndelsen af 1921 indtog den Røde Hær Dusanbe, men i februar blev den tvunget til atter at trække sig ud af det østlige Bukhara.

Da Alim Khans modstand endelig var knækket i 1922 proklammeredes sovjetmagten i hele Tadjikistan. I 1924 dannedes den Socialistiske Sovjetrepublik Uzbekistan, i hvilken Tadjikistan blev indlemmet. I januar 1925 oprettedes den autonome region Gorno-Badajshán på Pamirs højslette. Den 16. november 1929 indlemmedes Tadjikistan som føderativ republik i Sovjetunionen. Gennem 1920'erne og 30'erne gennemførtes reformer i landbruget og anvendelsen af vandet. Kollektiviseringen af landbruget blev fulgt af industrialisering og en kampagne der blev kaldt «kulturrevolutionen».

Efter 2. verdenskrig opstillede sovjetmagten en plan for storstilede anlægsarbejder i Tadjikistan - især et system af kanaler og vandreservoirer integreret i naborepulikken Uzbekistan. Formålet var at øge landbrugsproduktionen i regionen og især at øge bomuldsproduktionen. I 1970'erne og 80'erne blev administrationens fejltagelser og den økonomiske opbremsning tydelig i Tadjikistan. Det var samtidig en af Sovjetunionens fattigste republikker med høj arbejdsløshed. Især blandt ungdommen der udgjorde størstedelen af befolkningen.

Den perestroika proces præsident Mikhail Gorbachov indledte fra sin indsættelse i 1985 fik de etniske og religiøse spændinger der havde været under opladning i lang tid til at eksplodere. I februar 1990 kom det voldelige sammenstød mellem russere og tadjiker i hovedstaden. De kostede over 30 dræbte og snesevis af sårede. Regeringen erklærede republikken i undtagelsestilstand, der blev bevaret til efter valget til den Øverste Sovjet (parlamentet), i hvilket kommunistpartiet fik 90 % af pladserne. Oppositionen hævdede, at urolighederne i februar var udløst af KGB, der ønskede at destabilisere Gorbachovs reformer og bekæmpe de nationalistiske strømninger. Islamister og demokrater krævede sovjetten opløst, eftersom den var blevet valgt under undtagelsesbestemmelser.

Efter begivenhederne i februar begyndte der en omfattende udvandring af russiske og ukrainske teknikere. Konsekvensen var, at halvdelen af republikkens hospitaler, skoler og fabrikker måtte lukke, hvilket drastisk forværrede den sociale og økonomiske situation. I slutningen erklærede parlamentet sin mistillid til præsident Majkamov, beskyldte ham for at støtte kupmagerne i Moskva der havde væltet Gorbachov, og tvang Majkamov til at træde tilbage. Han blev midlertidig efterfulgt på posten af Kadridin Aslonov.

Han besluttede i kølvandet på kupforsøget mod Gorbachov i august 1991 at forbyde kommunistpartiet i Tadjikistan, men denne beslutning kunne ikke godkendes i parlamentet, der var domineret af kommunister af den gamle garde. De tvang Aslonov til at træde tilbage og erstattede ham med Rajmón Nabíev som overgangspræsident. Nabíev havde været førstesekretær for det lokale kommunistparti, indtil Gorbachov i 1985 havde fjernet ham. I midten af september vedtog parlamentet en erklæring om selvstændighed, vedtog en ny forfatning, dekreterede undtagelsestilstand og forbød Partiet for Islamisk Genfødsel.

Den religiøse vækkelse har været langt stærkere i Tadjikistan end i de andre tidligere sovjet republikker. I begyndelsen af 1980'erne fandtes der 17 moskeer i landet; 10 år senere var der 128 samt 2.800 bedesteder, et islamisk institut samt 5 centre for religiøs undervisning. Iflg. uofficielle oplysninger praktiserede 60-80 % af landets befolkning islam. Partiet for Islamisk Genfødsel blev dannet i slutningen af 80'erne og går ind for en stat, der respekterer politiske og religiøse rettigheder - men baseret på islam. Det kræver endvidere anvendelsen af den islamiske lov, sharia'en. Siden 1991 har regeringen gjort en række af de store islamiske højtideligheder til officielle begivenheder.

Efter omfattende protester fra muslimerne og indblanding fra Moskva hævedes undtagelsestilstanden og forbuddet mod kommunistpartiet i starten af oktober 91. Ved det første præsidentvalg i den nye selvstændige stat i november vandt Rajmón Nabíev med 58 % af stemmerne. Iflg. den officielle valgkommission kom Davlav Khudonazarov ind på 2. pladsen med 38 % af stemmerne. Han blev støttet af muslimer og demokrater, var tidligere medlem af Sovjetunionens Kommunistpartis Centralkomite og præsident for det sovjetiske skuespillerforbund.

Den 21. december indtrådte Tadjikistan i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG) - Sovjets afløser. Samtidig erklærede den autonome region Gorno-Badajshán i Pamir bjergene sig for autonom republik. I dette område praktiseres den shiitiske gren af islam på samme måde som i nabolandet Afghanistan.

I februar 1992 besøgte den nordmamerikanske udenrigsminister James Baker Dusanbe, og benyttede lejligheden til at udtrykke vesten bekymring over uranreserverne i regionen. Sammen med Turkmenistan og Uzbekistan råder Tadjikistan over betydelige forekomster af uran, der muliggør fremstillingen af atomvåben.

Gennem april og maj 1992 kom det til sammenstød i republikken, hvilket fik parlamentets formand Kendzhaev til at træde tilbage. Den 7. maj dannedes en koalitionsregering bestående af repræsentanter fra regeringen og oppositionen, og denne hævede undtagelsestilstanden.

Alligevel kom det udenfor hovedstaden Dusanbe til voldshandlinger mellem regeringstro styrker og oppositionen, der udviklede sig til en omfattende borgerkrig. Situationen udløste en mistillidsafstemning til Nabíev, og han trådte tilbage den 8. september. Prokommunistiske styrker i den nordlige del af landet indledte nu en omfattende offensiv, der i december kulminerede i udnævnelsen af en ny regering kontrolleret af Folkefronten og indtagelsen af hovedstaden.

Offensiven sendte 300.000 personer på flugt til Afghanistan og en række af de tidligere sovjetrepublikker. Forfølgelsen og massakrerne mod oppositionen aftog først efter februar 1993.

Den russiske regering under ledelse af præsident Boris Jeltsin var den første til at anerkende det nye regime anført af Imomali Rakhmonov, som russerne anså for egnet til at bremse islamisterne. I marts indledtes bombardementer fra Afghanistan fulgt af indtrængen af oppositionens militærenheder over grænsen - der blev bevogtet af russiske tropper.

I april 1994 mødtes repræsentanter for regeringen, den islamiske og liberale opposition i Moskva. Tadjikistan var da mere afhængig end nogensinde tidligere af den russiske militære og økonomiske støtte. Rakhmonov foreslog en ny forfatning, der blev vedtaget ved en folkeafstemning i november. Den afgående præsident blev genvalgt ved præsidentvalget, der blev holdt samtidig med folkeafstemningen, men den islamiske opposition beskyldte regeringen for valgsvindel. Oppositonens repræsentanter i eksil anerkendte heller ikke gyldigheden af parlamentsvalget i februar 1995.

I februar 1996 trak premierminister Jamshed Karimov sig tilbage fra posten og blev erstattet af Yakhyo Azimov. To våbenhvileaftaler støttet af FN og en aftale undertegnet i Moskva i slutningen af året var stadig ikke i stand til at standse kampene i landet. Regeringen blev desuden svækket, da to af dens vigtigste militærchefer deserterede.

Borgerkrigen sluttede officielt den 27. juni 1997, da der i Moskva undertegnedes en fredsaftale mellem regeringen og oppositionen, der havde samlet i den såkaldte Tadjikistans Oppositionsunion (TO). Aftalen garanterede oppositionen 30 % af pladserne i regeringen, deltagelse i retsvæsenet og en amnesti til alle der var anklaget for krigsforbrydelser.

Aftalen var dog ikke i stand til at bremse volden og bevæbnede banders hærgen i de større byer. Et angreb i hovedstaden mod et af præsidentens huse bekræftede aftalens skrøbelighed. Den islamiske opposition tillagde attentatet en udbrydergruppe fra TO. En række mindre bevæbnede grupper der ikke havde deltaget i fredsprocessen gjorde deres tilstedeværelse gældende med angreb mod både regeringen og oppositionen.

I februar 1998 erklærede regeringen, at den ville fremskynde privatiseringsprogrammet for at tiltrække investeringer. De 4 års borgerkrig havde kostet snesevis af tusinde dræbte, 600.000 fordrevne indenfor landets egne grænser og 300.000 der var sendt i eksil i Afghanistan, Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker. Størstedelen af økonomien lå i ruiner, og landet var forvandlet til den fattigste tidligere sovjetrepublik. Produktionen af landets vigtigste produkt, bomuld, nåede i 1997 kun op på 60 % af det planlagte.

Akbar Turajonzoda der var den næstvigtigste i TO vendte tilbage fra sit eksil i Iran for at blive udnævnt til landets første vice-premierminister. Dette var en vigtig impuls for fredsprocessen. Et af hans første forslag var lovliggørelsen af Partiet for islamisk Genfødsel (PIG), så det både kunne deltage i landets politiske liv og i valgene. Alligevel vedtog parlamentet en lov, der forbød dannelsen af politiske partier baseret på religiøse ideer. Selv om præsidenten nedlagde veto mod denne lov erklærede han, at der ikke kunne tillades indsættelsen af en islamisk regering i landet.

I et nyt forsøg på at fremme freden blev Davlat Usmon fra PIG i februar 1999 udnævnt til økonomiminister.

Valgkampen op til valget i november 1999 skred frem, trods stærke protester fra Usmon - den eneste oppositionskandidat. Andre kandidater var iflg. oppositionen ikke i stand til at indsamle det nødvendige antal underskrifter til at kunne stille op pga. pression fra regeringen. Pga. disse uregelmæssigheder opfordrede flere grupper til boykot af valget, men kun få timer før valget blev boykotten afblæst. Præsident Rakhmonov fik 96 % af de afgivne stemmer med en valgdeltagelse på 98 % af de 2,8 millioner stemmeberettigede.

To uger før parlamentsvalget i februar 2000 kostede et bombeattentat viceministeren for sikkerhed, Shamsullo Dzhabirov livet. Valget gav regeringspartiet 64,5 % af stemmerne fulgt af kommunistpartiet med 20 % af stemmerne. De islamiske grupepr fik 7½ %, og valget blev af alle grupper betegnet som acceptabelt. To uger efter valget blev Usmon fjernet fra posten som økonomiminister.

I januar 2001 blev mindstelønnen i Tadjikistan tredoblet. Men den er stadig en af de laveste i det tidligere Sovjetunionen, og nåede kun op på knap 1 US$ om dagen. Det var første gang i over 2 år, at myndighederne hævede mindstelønnen. Det vurderes, at 80% af tadjikerne lever i fattigdom, og den gennemsnitlige månedsløn når kun op på 10 US$. Det årlige BNP pr. Capita ligger på ca. 300 US$. Tadjikistan forsøgte at komme over ødelæggelserne fra borgerkrigen og den ødelæggende tørke, der yderligere havde forstærket landets problemer i 2000.

I september blev landets kulturminister, Abdurakhim Rakhimov myrdet i Dushanbe. I april var viceindenrigsminister Habib Sanginov blevet myrdet.

Efter angrebet på New York samme måned erklærede Tadjikistan, at det støttede den USA ledede koalition mod terrorisme. Rakhmonov erklærede videre, at landets grænse mod Afghanistan var spærret for alle flygtninge, eftersom Tadjikistan ikke kunne acceptere, at der blev smuglet repræsentanter for terrororganisationer ind i landet under dække af flygtninge.

I februar 2002 blev Tadjikistan den sidste tidligere Sovjetrepublik der sluttede sig til NATO's partnerskab for fred program. Iflg. landets ambassadør i Bruxelles, Sharif Rahimov, skal programmet hjælpe landet med at modernisere sine væbnede styrker.

Ruslands indenrigsminister, Boris Gryzlov deporterede i november 2002 117 tadjiker og erklærede, at der ville blive taget skrappe midler i brug mod de illegale indvandrere. Det menes, at 1 mio. tadjiker hver sommer rejser til Rusland i søgen efter arbejde.

En folkeafstemning godkendte i juni med 90% af stemmerne en omfattende forfatningsreform. Den mest omstridte ændring tillader Rahmonov at blive siddende endnu en dobbelt mandatperiode, og således blive 17 år på magten. Reformen afskaffede også de forfatningsmæssige garantier om ret til sundhed og gratis gymnasiale uddannelser.

Næstformanden for det islamiske genfødselsparti, Shamsiddin Shamsiddinov idømtes i juli 2003 16 års fængsel for undergravende virksomhed og «andre alvorlige kriminelle handlinger». Hans parti erklærede, at der snarere var tale om en politisk end en religiøs dom. Rahmonov var bekymret over fundamentalismens fremmarch og lod i løbet af 2003 over 200 medlemmer af det ekstremistiske Hizb ut-Tahrir arrestere, og der blev konfiskeret «tonsvis af undergravende litteratur», der gik ind for dannelsen af et islamisk kalifat i Centralasien.

I sin årsrapport fra marts 2004 om illegal handel med narkotika gjorde FN opmærksom på, at de 6 tons heroin der i løbet af 2003 blev beslaglagt på grænsen mellem Tadjikistan og Afghanistan - 1000 gange mere end i 1996 - blot er en forsvindende lille del af de enorme mængder, der transporteres fra Afghanistan til Centralasien og Europa.

Parlamentet vedtog i juli at indføre et moratorium for døsstraf i landet.

Rusland åbnede i oktober formelt en militærbase i Tayik bjergene, der erstattede den base der fandtes fra sovjettiden. Rusland overtog samtidig kontrollen over centret til overvågning af rummet. Den russiske præsident Vladimir Putin besøgte personligt Tadjikistan for at mødes med Rakhmonov, for sammen at markere udstationeringen af russiske styrker i landet. Det ventes at den nye base der bliver hjemsted for 5.000 russiske soldater vil få luftstøtte.

To måneder senere blev lederen af oppositionspartiet, det Demokratiske Parti, Mahmadruzi Iskandarov arresteret i Moskva på begæring af den tadjikiske statsadvokat, der anklagede ham for at være involveret i terrorisme, i forbrydelser der involverede våben og i korruptionssager. Iskandrovs tilhængere pegede i stedet på, at der var tale om et politisk spil. Han ville blive løsladt i april 2005 - to måneder efter afholdensen af parlamentsvalget i februar. Valget blev overvældende vundet af det siddende regeringsparti, men havde ikke meget med et demokratisk valg at gøre. Iskandrov blev nok løsladt i Moskva, men blev senere atter arresteret i Tadjikistan. I oktober blev han idømt 23 års fængsel. Oppositionen påpegede de politiske motiver bag dommen.

I januar 2005 karakteriserede myndighederne det som en terrorhandling, da en bil sprang i luften nær en regeringsbygning i hovedstaden Dushanbe. Attentatet kostede 1 person livet. Samme dag udbrød en brand i Sikkerhedsministeriet, men dette blev tilskrevet en elektrisk fejl. I juni trak de russiske grænsestyrker sig endelig tilbage, og overlod bevogtningen af grænsen til tadjikiske soldater.

En stærkt bevæbnede gruppe dræbte i maj 2006 tre grænsevagter, da den krydsede grænsen fra Tadjikistan ind i Kirgisistan. Batken regionen hvor de to lande støder sammen med Uzbekistan har siden Sovjetunionens opløsning været præget af stor instabilitet og har givet husly til flere fundamentalistiske grupper. Præsident Rakhmonov lod sig officielt genvælge i november 2006 med 79,3% af stemmerne.

Præsident Rakhmonov tog i marts 2007 navneforandring, droppede den russiske endelse ov og blev til Rahmon.

Regeringen underskrev i april 2007 en aftale med en russisk virksomhed om udnyttelse af landets vandkraftpotentiale. Iflg. undersøgelser kan landets floder generere over 500.000 MW. Det fælles projekt koster 1 mia. US$. Landets største elforbruger siden åbningen i 1975 er aluminiumsværket TALCO, der er den største aluminiumsfabrik i Centralasien. Den tegner sig for 40% af landets elforbrug, men tegner sig samtidig for 55% af eksporten.

I oktober meddeltes, at Qatar ville financiere bygningen af en af verdens største moskeer i Dushanbe. Den forventes færdig i 2014.

Tadjikistan blev ramt hårdt af den globale finanskrise, der startede i 2008. Landet var i forvejen fattigt, og i august 2009 levede omkring 60% af landets befolkning under fattigdomsgrænsen.

Under en session i de Islamiske landes Konference i Dushanbe i 2010 erklærede præsident Rahmon: «Terrorisme og terrorister har ingen nation, ingen stat, ingen religion... Anvendelsen af begrebet 'islamisk terrorisme' er med til at miskreditere islam og skader den rene og fredelige islamiske religion». Landet har sine egne problemer. I august undslap 25 militante tajikiske islamister fra et fængsel. Måneden efter blev 28 soldater dræbt i et baghold i Rasht dalen i den østlige del af landet. I oktober blev 30 soldater dræbt i dalen efterfulgt af kampe udenfor Gharm, der kostede 3 partisaner livet. Regeringen erklærede efterfølgende, at den havde fuld kontrol over situationen i landets østlige del, og at de militære operationer var afsluttede i november.

Parlamentsvalget i februar 2010 var præget af store uregelmæssigheder og svindel. Observatører fra OSCE erklærede efterfølgende at valget ikke havde opfyldt organisationens grundliggende regler. Regeringspartiet mistede formelt 4 pladser i parlamentet, men sad stadig solidt med 52 ud af 63 pladser.

I marts 2012 erklærede regeringen sig villig til at gennemføre anbefalingerne fra FN's Menneskerettighedsråd - bl.a. indsattes adgang til juridisk og medicinsk assistance. I april vedtog regeringen en ny lov, der kriminaliserede anvendelsen af tortur. I juni udsendte højesteret retningslinier til landets dommere i sager hvor der var mistanke om tortur eller mishandling, og rigsadvokatens kontor udfærdigede retningslinier til landets anklagere om efterforskning af tortursager. Efter et besøg i landet i maj kunne FN's Specielle Rapporteur for tortur dog meddele, at tortur fortsat var udbredt. Medlemmer af forbudte islamiske partier eller grupperinger løber en stor risiko for at blive arresteret af Indenrigsministeriet eller medlemmer af den Statslige Sikkerhedskomite.

I juli 12 blev efterretningschefen i Gorno-Badakhshan provinsen, generalmajor Abdullo Nazarov stukket ned og dræbt i Ishkashim. Regeringen lagde straks ansvaret på en lokal krigsherre, Tolib Ayombekov. Dagen efter blev internet og telefonforbindelser til Gorno-Badakhshans hovedstad Khorog afbrudt og 800 soldater sendt til Khorog, hvor det i de følgende dage kom til voldsomme kampe. Præsident Rakhmon afbrød offensiven og meddelte at oprørsledere havde indvilget i at give «indrømmelser». Han opfordrede samtidig alle de væbnede grupper i Gorno-Badakhshans til at lade sig afvæbne. Reuters oplyste efterfølgende, at forsvarsminister Khairulloyev var rejst til området og havde lovet oprørsledere amnesti, hvis de lod sig afvæbne. Kampene havde da kostet mellem 40 og 100 livet.

I oktober lukkede Justitsministeriet en af landets mest fremtrædende menneskerettighedsorganisationer, Sammenslutningen af unge Advokater (Amparo). Amparo var især involveret i undersøgelse og dokumentation af anvendelsen af tortur  i landet.

Landet blev i marts 2013 optaget i WTO. Det lovede at sænke tolden på en række importerede forbrugsvarer.

Præsident Rahmon lod sig i november 2013 vælge til en 4. periode som præsident med 83,9% af stemmerne. Han udpegede efterfølgende Kokhir Rasulzoda til ny premierminister. Valget var en farce. Den eneste virkelige oppositionskandidat, Oinihol Bobonazarova blev truet til at forlade landet i oktober.

Umed Tojiev døde på et hospital i Tadjikistan i januar 2014. Inden da var han blevet udsat for tortur af politiet, der ville presse ham til at indrømme forbindelser til terrorisme. Torturen fik ham til at «hoppe ud af vinduet» på tredje sal i politistationen i Sughd regionen. Han brækkede umiddelbart begge ben og døde senere af sine kvæstelser. Tojiev var medlem af et af oppositionspartierne. Tortur er almindelig udbredt i landet. Tadjikiske NGO'er offentliggjorde i slutningen af 2014 en rapport der påviste 24 tilfælde af tortur i perioden 1. december 2013 til 8. oktober 2014.

I maj blev 3 dræbt og 5 såret under en politioperation i Khorog i den autonome region Gorno-Badakhshan Autonomous Region. Drabene førte til sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og lokale beboere. «Undersøgelsen» af hændelserne var stadig i gang ved udgangen af året. Der var fortsat ikke gennemført nogen systematisk afterforskning af sammenstødene i Khorog i juli 2012, der kostede mindst 22 civile livet.

Myndighederne gennemførte i 2013-14 15 retssager mod journalister og uafhængige medier. Bl.a. blev journalisten Olga Tutubalina og avisen Asia Plus i februar 2014 dømt til at betale 6.300 US$ i erstatning til 3 politifolk. Det skete på baggrund af en artikel fra 2013 hvor de 3 politifolk end ikke blev nævnt. Dommen blev stadfæstet i april. Myndighederne fortsatte deres praksis med at blokkere uafhængige mediers og NGO'ers Web sites.

EU og USA fortsatte deres praksis med ikke at kritisere situationen i landet.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Tajikistan)
Amnesty International Annual Report 2015 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2015 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)