Befolkning 6,4 mio. Valuta Soms Areal 198.500 Km2 Hovedstad Bishkek Befolkningstæthed 24,6 indb./Km2     HDI placering 118

Kirgisistan er beliggende i den nordøstlige del af Centralasien i hjertet af bjergkæden Tian-Shan. Det støder i syd op mod Kina og Tadjikistan, i nord mod Kasakhstan, Uzbekistan i vest, bjergkæderne Pamir og Altai i sydvest og Tian-Shan i nordøst. Landet rummer højsletter og dale. I nord dalene Chu og Talás, i syd dalen Alai og i sydvest dalen Fergana. Landet har fastlandsklima med stor variation mellem nat- og dagtemperaturer. Området ved Tian-Shan er tørt, mens den sydvestlige region omkring Fergana er regnfuld. De største floder er Narín og Kara-Suu, der begge har et stort potentiale for elproduktion. Den vigtigste sø er Issik-Kul. I bjergene findes der skove og græsmarker, mens de lavereliggende områder er præget af ørken eller halvørken. Undergrunden er rig på bly, zink og andre metaller, der er store kulreserver samt nogle forekomster af olie og naturgas. Forureningen af floderne er et alvorligt problem eftersom en tredjedel af befolkningen får deres vand direkte fra floderne.

Folket: Kirgisere 52,4%; russere, 21,5%; uzbekere, 12,9%; ukrainere, 2,5%; tyskere, 2,4% (der er efterkommere efter tyskere der blev deporteret fra det vestlige Sovjetunionen i 1941)

Religion: Islam (sunnier) og russisk ortodokse kristne

Sprog: Kirgisisk (officielt), russisk og uzbekisk

Politiske partier: Unionen af demokratiske Kræfter, Kirgisistans demokratiske Kvindeparti, Kommunistpartiet, Partiet for Afghanistanveteraner

Officielt navn: Kirguiz Republikasy

Hovedstad: Bishkek, 1.250.000 indb. (2007)

Andre vigtige byer: Osh, 217.000 indb.; Jalal-Abad, 73.200 indb.; Tokmok, 61.800 indb. (2000)

Regering: Præsident: Sadyr Japarov siden januar 2021. Premierminister: Sapar Isakov siden august 2017. Parlamentet har to kamre: den lovgivende forsamling med 60 pladser og Folkeforsamlingen med 45 pladser

Nationaldag: 31. august (Uafhængighed, 1991)

Væbnede styrker: 12.200 (1997)

 

I bronzealderen (det 2. årtusinde f.v.t.) var det område der i dag udgør Kirgisistan befolket af stammer, der ernærede sig ved kvægdrift og landbrug. Fra det 1. århundrede f.v.t. til det 4. e.v.t. var Kirgisistan en del af staten Kushán, der forsvandt med invasionen af eufalitter nomader. i slutningen af det 4. århundrede lå området indenfor det tyrkiske Kaganat (kongedømme), der blev regeret af brødrene Tumín og Istemí.

I det 7. århundrede blev Kirgisistan besat af turguesherne (adalid Moje-Dajan), i det 8-10. århundrede var det underlagt karlukkerne, der i det 10-12. århundrede blev erstattet af karajaniderne. I det 12-14 århundrede var de tyrkiske folkeslag i landet en del af det mongolske imperium, indenfor khanen Chagatais ulús (provins).

I samme periode emigrerede kipchak-kirgiser stammerne der boede i området mellem floderne Irtuish og Yenisei til Tian-Shan, hvor de blandedes med mongolerne og de lokale tyrkiske stammer. I det 15-16. århundrede dannedes det kirgisiske folk, og i Tian-Shan grundlagde khanen Ajmet det kirgisiske khanat.

Kirgiserne sociale organisation var karakteriseret ved ikke at have prinser eller adelsmænd som en ledende klasse. Magten blev i stedet udfoldet af manaps (de ældre), hvis ledelse udsprang af deres personlige anseelse. Samtidig bevarede stammerne en stærk sammenhængskraft, da de lå i konstant krig med nabofolkene.

I det 16-18. århundrede blev kirgiserne domineret af oirat-yungarerne, men i midten af det 18. århundrede blev denne stat erobret af kinesiske styrker. Kirgisistan blev dermed et protektorat indenfor Tsin imperiet.

I de første år af det 19. århundrede begyndte Rusland at interessere sig for regionen, der var blevet erobret af khanen Madalí fra Kokand.

I 1862 støttede russiske tropper et oprør blandt kirgiserne mod khanatet i Kokand og indtog Bishkek. I 1863 underkastede kirgisiske repræsentanter fra Tian-Shan sig Rusland i byen Verni (i dag Alma-Ata). I 1864 blev Nordkirgisistan optaget i det russiske imperium under regionen Semiréchensk.

I 1867 oprettede zar Alexander II lokalregeringen Turkestan. De russiske settlere begyndte at ankomme i tusindvis, og kirgiserne måtte opleve, at deres bedste jorder blev beslaglagt og overdraget indvandrerne, der beskæftigede sig ved landbrug.

I 1875 fandt der et folkeoprør sted mod khanen Jodoyar i Kokand. Det russiske imperium var hurtig til at drage nytte af situationen, annekterede khanatet i Kokand og Sydkirgisistan. Regionen Ferganá blev oprettet. Den havde uzbekisk befolkningsflertal og blev indlemmet i provinsen Turkestan.

På dette tidspunkt var Kirgisistan opdelt i tre regioner: Semiréchensk, Sir-Dariá og Ferganá - alle indlemmet i Turkestan med centrum i Tashkent.

Spændingerne mellem de etniske grupper var traditionelt knyttet til ejerskabet til jorden og den obligatoriske militærtjeneste. I 1916 udløste spændingerne et åbent oprør blandt kirgiserne, der blev slået blodigt ned af zarens regering.

Efter oktoberrevolutionen etableredes sovjetmagten i december 1917 i Bishkek distriktet. Det nye regime blev stillet overfor en voldsom modstand fra guerillagrupper i resten af landet. I 1921-22 gennemførtes en landbrugs- og vandreform.

I 1924 oprettedes den Autonome Region Kara-Kuirguiz som del af den russiske føderation. I 1925 blev den omdannet til den Autonome Region Kirguicia og året efter blev den gjort til en Autonom Socialistisk Sovjetrepublik. I 1936 gjorde Stalin den til en egentlig føderal republik indenfor Sovjetunionen.

Frem til starten af århundredet havde kirgiserne været nomader, og de blev nu tvunget til radikalt at omlægge deres liv i socialistisk retning, gå ind i de nye landbrugskooperativer og industrierne som staten oprettede: tekstil, læder, tobak, træ, metal og elproduktion.

Udover at ændre navnet på Bishkek til Frunze - en berømt bolsjevik og general i den Røde Hær - fortsatte Sovjetunionen med at rekruttere en god del af sine soldater blandt kirgiserne.

Under de første femårsplaner før den 2. verdenskrig byggede Sovjetunionen store anlæg i Kirgisistan til udvinding af Antimonium, industrialiserede landbrugsproduktionen og byggede de første metalforarbejdningsfabrikker og højovne.

Under verdenskrigen og de efterfølgende årtier gennemløb industrien i regionen en fornyet ekspansion, der især var koncentreret omkring produktionen af maskiner, bygningsmaterialer og elektricitet.

I 1961-82 var Turdakún Usubaliev førstesekretær i det kirgisiske kommunistparti. Som følge af de ændringer der fandt sted i Sovjetunionen fra 1986 under Mikhail Gorbachovs regeringsperiode udviklede der sig en stærk selvstændighedsbevægelse i Kirgisistan, og efter det fejlslagne kupforsøg mod Gorbachov i august 1991 besluttede Kirgisistan at løsrive sig fra Sovjetunionen.

Den 31. august 1991 erklærede den øverste sovjet (parlamentet) i Kirgisistan landet for en demokratisk og uafhængig stat. Ved samme lejlighed anerkendte Kirgisistan de tre nye stater i Baltikum: Estland, Letland og Estland.

I oktober samme år gennemførtes det første præsidentvalg i landet, og ved dette blev Askar Akayev valgt uden opposition. Han var tidligere præsident for det sovjetiske Videnskabernes Akademi og en internationalt anerkendt fysiker. Akayev var blandt de få politiske ledere, der sammen med Boris Jeltsin personligt ydede modstand ved parlamentet i Moskva under kupforsøget i august.

Ved sin magtovertagelse blev Akayev den første statschef, der forbød det lokale kommunistparti og samtidig erklærede sin republik for uafhængig. I december undertegnede Kirgisistan sammen med 10 andre tidligere sovjetrepublikker traktaten om oprettelsen af statssamfundet af uafhængige stater (SNG).

I december 1991 var præsident Akayev nødt til at nedlægge veto mod en lov, der var blevet vedtaget i parlamentet, og som begrænsede ejerskabet til jord til kun at gælde kirgisere. Vedtagelsen af loven havde yderligere øget spændingerne mellem den indfødte befolkning og uzbekerne i Ferganá, og kunne have ført til en endnu større konflikt med nabolandet Uzbekistan.

Et år tidligere var over 200 uzbekere blevet myrdet af unge kirgisiske bander i Osh regionen i landets vestlige del. Officielt blev ansvaret for hændelsen lagt på det tidligere hemmelige sovjetiske politi, KGB.

Kirgisistan oprettede en lille Nationalgarde på 1000 mand og bad Statssamfundet om at bevare sine tropper i landet. Den militære tilstedeværelse blev legitimeret udfra sikkerhedshensyn, indtil det tidspunkt hvor republikken ville være i stand til i fuld udstrækning at gå ind i det internationale samfund.

I marts 1992 bekræftede landets præsident beslutningen om at bevare neutraliteten i internationale spørgsmål. Andre muslimske lande som Pakistan, Iran og Saudi Arabien tilbød kapital og ønskede tættere forbindelser med Kirgisistan, men Akayev erklærede, at landet foretrak at udvikle sine relationer med Tyrkiet.

24-25. oktober 1992 kom det til sammenstød mellem de lokale klaner i Dzhelal-Abad regionen. Tilhængere af den afsatte lokale administrationschef forsøgte at genindsætte ham på sin post. Præsident Akayev besøgte regionen og deltog personligt i løsningen af konflikten.

Den 5. maj 1993 blev der vedtaget en ny forfatning for Kirgisistan. Samme år fortsatte præsidenten sin kamp med parlamentet, der var uenig i hans reformpolitik. På grund af de stigende spændinger begyndte den russiske befolkningsminoritet - overvejende intellektuelle og ingeniører - at forlade republikken. Regeringen besluttede endvidere, at landet skulle udstede sin egen valuta, som.

I januar 1994 vandt Akayev en folkeafstemning, der var udskrevet for at bekræfte støtten til ham som præsident og hans reformpolitik. I løbet af resten af året fortsatte han med at gennemføre den økonomiske politik, IMF havde anbefalet. Efter introduktionen af landets nye valuta faldt inflationen fra 40-50% om måneden til 4% - en af de laveste rater blandt de tidligere sovjetrepublikker. Men det var ikke blot inflationen der faldt. I 1992 faldt produktionen med 19% og i 1993 med 16%, samtidig med at importen fra især Tyrkiet og Kina steg kraftigt.

Parlamentsvalget i februar 1995 ændrede ikke synderligt oppositionens politiske modstand mod Akayevs liberaliseringsprogram. Præsidenten forsøgte at bevare sit mandat gennem en folkeafstemning, men parlamentet tvang ham til at deltage på almindelige vis i præsidentvalget, der blev gennemført i december samme år. Akayev blev genvalgt med 60% af stemmerne.

I februar 1996 udskrev Akayev en folkeafstemning om forfatningsændringer, der skulle give ham øget magt. Forslaget blev vedtaget med stort flertal. Folk i opposition til regeringen som kritiske journalister blev udsat for forfølgelse, sat i fængsel på beskyldninger for bagvaskelse og mishandlet. Forhold der blev skarpt kritiseret af Amnesty International i organisationens rapport fra 1997.

I løbet af 1997 ændredes landets rolle i den regionale narkohandel fra blot at være gennemgangsland til at huse en stigende antal laboratorier for fremstilling af narkotika.

I december 1998 trådte hele regeringen tilbage, efter at Akayev havde beskyldt den for inkompetance og for at være ude af stand til at stimulere den økonomiske vækst. Iflg. regeringens egne tal var den økonomiske vækst i 1998 på 1,7 %, hvilket gjorde landet til en af de eneste tidligere sovjetrepublikker, der ikke havde oplevet egentlig økonomisk tilbagegang dette år. Alligevel var økonomien plaget af høj inflation, underskud på handelsbalancen og tiltagende svækkelse af landets valuta. Dette sammen med kritikken fra præsidenten og Sikkerhedsrådet fik premierminister Kubanychbek Zhumaliyev og hele hans regering til at træde tilbage.

Akayev udnævnte Zhumabek Ibraimov til ny premierminister, men denne døde allerede 4. april 1999 af kræft. Han blev den 12. samme måned erstattet på posten af Amangeldy Mursadykovich Muraliyev. Muraliyev var da 52 år og havde været guvernør i Osh regionen i landets sydlige del.

Regeringen trådte samlet tilbage i december efter at Akayev havde beskyldt den for inkompetence og for ikke at have stimuleret den vaklende økonomi. Ved parlamentsvalget i februar-marts 2000 blev kommunistpartiet det største, fulgt af Unionen af demokratiske Kræfter. Internationale observatører og medlemmer af Kirgisistans Menneskerettighedskommission blev tvunget til at forlade landet efter at have protesteret mod arrestationen af parlamentsmedlemmet Feliks Kulov, der havde til formål at hindre hans deltagelse i valgets 2. runde. Selvom Kulov blev løsladt i august fik han ikke lov til at stille op til præsidentvalget i oktober. I begge tilfælde blev hans kandidatur officielt holdt tilbage, fordi han ikke bestod en prøve i kirgisisk, trods det at russisk alerede i 2000 var blevet gjort til officielt sprog i landet - for at hindre masseudvandring af russere.

I september 2001 gav regeringen tilladelse til oprettelse af en nordamerikansk flybase i Manas lufthavnen i Bishkek. Begrundelsen var, at dette ville bidrage til kampen mod islamisk fundamentalisme. Med tilsvarende begrundelse gav Akayev i september 2003 Rusland tilladelse til etablering af en militærbase i Kant, 30 km fra Manas.

2002 var præget af en tiltagende politisk undertrykkelse: oppositionslederen Azimbek Beknazaror blev sat i fængsel, Kulov blev idømt 10 års fængsel og antallet af dræbte under de folkelige protester steg. Kritikken fra internationale organisationer forstærkedes og Akayev blev i stigende grad isoleret.

Ifølge observatører anvender Akayev kampen mod terrorismen som påskud til styrkelse af militæret, der er hans sidste bastion. I juni 2003 vedtog parlamentet en lov, der giver præsidenten immunitet på livstid. Dette kan bane vej for, at han frivilligt trækker sig tilbage fra præsidentposten.

I oktober besøgte den russiske præsident Vladimir Putin Kirgisistan for at indvie en russisk luftbase nær Kant, og dermed også nær ved Bishkek og USA's flybase. Putin havde følgeskab af sin forsvarsminister Sergei Ivanov og sin udenrigsminister Igor Ivanov.

I januar 2004 offentliggjorde oppositionen dannelsen af en koalition, der skulle udfordre de regeringstro partier ved valget i 2005.

I maj blev oberst Chynybek Aliyev dræbt med 20 skud, mens han i sin bil ventede for rødt lys i hovedstaden Bishkek. Han var chef for en anti-korruptionsenhed, ledede kampen mod den organiserede kriminalitet og havde gennemført undersøgelser af lejemordere.

2005 Revolution I 

I februar 2005 blokkerede tusinder af demonstranter veje og bygninger i hovedstaden til støtte for for 2 kandidater, der var blevet slettet som kandidater fra parlamentsvalget. Mange andre kandidater var ligeledes blevet slettet for angiveligt at have overtrådt valgreglerner. Menneskerettighedsligaen med sæde i New York erklærede sig «dybt foruroliget» over udelukkelserne.

Første valgrunde i februar 2005 udløste demonstrationer og beskyldninger om valgsvindel. Protesterne tog til efter 2. runde den 13. februar og kulminerede den 21. hvor demonstranter besatte en række regeringsbygninger i den sydlige del af landet. I Bishkek besatte demonstranter præsidentpaladset og Akayev flygtede til Rusland. Den 5. marts blev oppositionslederen Kurmambek Bakiev udnævnt til midlertidig præsident, og i april indgav Akayev formelt sin afskedsbegæring til parlamentet. Ved præsidentvalget i juli blev Bakiyev formelt valgt til posten som præsident. Økonomien er den af de største udfordringer for den nye regering, da 40% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. En anden udfordring er at sammensætte en regering, der afspejler befolkningens regionale og etniske sammensætning. Med sammensætningen af et nyt parlament i september blev Feliks Kulov udnævnt til ny premierminister.

I november demonstrerede over 2500 i den sydlige del af landet med krav om præsidentens indgriben. Demonstranterne erklærede i en udtalelse, at den tiltagende kriminalitet i Jalalabad - der bl.a. involverer regeringsfunktionærer - skaber dyb bekymring i befolkningen. Demonstranterne opfordrede samtidig regeringen til at forsvare demokratiet, retsvæsenet og til at anstrenge sig for at reaktivere økonomien.

I slutningen af april 2006 samledes 10-15.000 medlemmer af oppositionen foran regeringsbygningen i Bishkek med krav om forfatningsmæssige og juridiske reformer, pressefrihed og straf af korrupte embedsmænd. Demonstranterne krævede endvidere, at præsidentens administrationschef trådte tilbage, og at statsadvokaten blev fyret.

Den 2. maj trådte 13 ud af landets 15 ministre tilbage efter at parlamentet havde vedtaget en mistillidsdagsorden. Eneste tilbageværende ministre var transport- og kulturministeren. Bakiev afviste imidlertid ministrenes afskedsbegæringer og gav dem sin fulde støtte.

efter massive demonstrationer i hovedstaden Bishkek i november, gik Bakiev med til at overdrage dele af sin magt til parlamentet.

I april 2007 samledes tusinder af demonstranter ved regeringsbygningen og lrævede Bakievs afgang. Han blev beskyldt for ikke at have løst landets alvorlige problemer med korruption og vold. Politiet slog hårdt ned på demonstrationen, og flere hundrede blev såret.

Valget 16. december blev overvælvende vundet af Ak Zhol partiet, der fik flertal i parlamentet. Den 24. december udpegedes dets leder, Igor Chudinov, til ny premierminister i landet.

2010 Revolution II

Kirgisistan blev ramt af den globale økonomiske krise og fik i slutningen af 2009 stigende energiproblemer. Hen over vinteren var landet derfor ramt af rullende strømafbrydelser, og i februar 2010 meddelte myndighederne at varme ville stige med 400% og elpriserne med 170%. Det udløste almindelig utilfredshed og samtidig øgedes utilfredsheden med regeringen pga. dens korruption. I foråret mindskedes Ruslands støtte til regeringen ligeledes efter at præsident Bakiev havde besluttet at leje Manas luftbasen til USA. Russisk kontrollerede medier iværksatte en kampagne mod præsidenten, hvor han blev anklaget for korruption.

Den 1. april indførte Rusland told på sin olie- og gaseksport til Kirgisistan, og dette slog øjeblikkeligt igennem i priserne. Den 6. april angreb omkring 1000 demonstranter derfor offentlige bygninger i det vestlige Kirgisistan. Bygningerne blev indtaget men senere generobret af sikkerhedsstyrker. Den 7. april spredte demonstrationerne sig til hovedstaden, hvor politiet først brugte tåregas, gummikugler og pacificeringsgranater mod demonstranterne, for senere at gå over til skarp ammunition. Omkring 88 blev dræbt og 1000 såret i de efterfølgende kampe. Alligevel lykkedes det demonstranter først at storme parlamentet og senere besætte den statslige TV station. Sidst på aftenen fløj præsident Bakiyev til sin hjemby Osh i det sydlige Kirgisistan og samtidig meddelte oppositionen at den havde dannet en ny midlertidig regering under ledelse af Roza Otunbayeva.

Den 15. april gik Bakiyev i eksil i Kazakhstan og indgav samtidig sin afskedsbegæring som præsident. Fra Kazakhstan fløj han nogle dage senere videre til Hviderusland, hvor han den 21. erklærede at han fortsat betragtede sig som sit lands præsident.

Det var den afsatte præsident Bakiyev der havde sikret USA ret til at bruge Manas luftbasen, der har en strategisk betydning for supermagtens krig i Afghanistan. USA kritiserede derfor fra starten i april demonstranterne, og efter oppositionen havde taget magten erklærede supermagten, at den fortsat betragtede Bakiyev som landets præsident. Andre, som FN's Generalsekretær Ban Kee Moon betegnede derimod Bakiyevs afgang som et vigtigt skridt i retning af demokrati landet.

Overgangsregeringen under ledelse af Roza Otunbayeva erklærede efter nogle dage, at den ville afholde valg i 2011. Otunbayeva er af forfatningen hindret i at stille op til dette valg.

I midten af juni udbrød en etnisk konflikt i det sydlige Kirgisistan mellem kirgisere og uzbekere. Konflikten blev muligvis udløst af tilhængere af den afsatte præsident Bakiyev og kostede i løbet af nogle dage flere hundrede dræbte, 2.000 sårede, og sendte 100-250.000 på flugt. Heraf 45.000 til nabolandet Uzbekistan.

En undersøgelseskommission under ledelse af præsident Roza Otunbayeva afgav i maj 2011 rapport om massakren i juni 2010. Rapporten kritiserede regeringen for ikke at have hindret massakren og begrænset dens omfang, og beskrev samtidig hvordan soldater deltog i jagten og mord på uzbekere. I forlængelse af undersøgelsen blev der rejst 5000 sigtelser, men selv om næsten alle ofre var uzbekere, var 83% af de der blev anklaget for drab også uzbekere. Uzbekere blev rutinemæssigt idømt fra et par års fængsel til livsvarigt. Ofte på «tilståelser» aftvunget under tortur. Landets højesteret stadfæstede på stribe disse domme.

Præsidentvalget i oktober 2011 blev vundet af socialdemokraten Almazbek Atambayev med 63% af stemmerne. Atambayev overtog posten 1. december og indsatte Omurbek Babanov som sin premierminister. Udenrigspolitisk orienterede Atambayev sig mod Tyrkiet og Rusland. Med Tyrkiet indgik landet en aftale om at øge samhandelen fra 300 mio. US$i 2011 til 1 mia. US$ i 2015. Tyrkiet lovede samtidig at sikre tyrkiske investeringer i Kirgisistan på 450 mio. US$ over de næste år. Ifht. Rusland lovede Atambayev at skabe tættere forbindelser - på bekostning af USA's indflydelse i landet.

I november arresterede sikkerhedspolitiet GKNB en stabsansat i International Crisis Group (ICG), der var i Kirgisistan for at samle information om landet til en rapport. Han blev afhørt, fik sin computer konfiskeret og derefter udvist.

Babanov nåede kun at sidde 9 måneder som premierminister. I september 2012 trak han sig fra posten. Han blev erstattet af Aaly Karashev, der kun blev på posten i 4 dage, hvorefter han blev erstattet af Zhantoro Satybaldiyev. Landet var i dyb krise, og Satybaldiyev blev hurtigt stillet overfor krav om nationalisering af Kumtor guldminen i den sydlige del af landet. Guldeksporten havde indtil året før tegnet sig 12% af landets eksportindtægter, men eksporten var faldet. Satybaldiyev afviste imidlertid at nationalisere minen. I maj 2013 stormede demonstranter minen og krævede den nationaliseret. 50 mennesker blev såret. Regeringen svarede at den ville finde andre måder at øge produktionen på. Krisen fortsatte imidlertid og i marts 2014 blev Satybaldiyev erstattet med den tidligere finansminister Djoomart Otorbaev. Han fik kun 1 år på posten og blev i maj 2015 erstattet af Temir Sariyev.

Under Atambayev bevægede Kirgisistan sig tættere på Rusland. I 2014 blev USA's flybase i landet lukket.

I første halvdel af 2014 modtog statsadvokaten 109 anmeldelser om tortur begået af sikkerhedsstyrkerne. Kun 9 af sagerne blev imidlertid efterforsket og kun i 3 blev der rejst tiltale.

I maj 2014 fremsatte justitsministeren forslag til ændringer af NGO loven, der ville gøre det ulovligt at oprette ikke-registrerede NGO'er. I november anbefalede den parlamentariske komite for menneskerettigheder, forfatningsret og statsstruktur at forslaget blev trukket tilbage.

Sooronbay Jeenbekov overtog i april 2016 posten som premierminister. Han trak sig fra posten, da han i august 2017 besluttede at stille op til præsidentvalget. Efter en kortvarig interimpræsident blev posten overtaget af Sapar Isakov.

Den tyske kansler Angela Merkel besøgte i juli 2016 Kyrgyzstan for at diskutere bilaterale relationer med præsident Atambayev. EU havde i januar givet Kyrgyzstan GSP+ status. Et instrument i EU's handelspolitik, der gav reduktion i toldfariffer til gengæld for forbedring af menneskerettighedssituationen, arbejderrettigheder og miljøbeskyttelse.

En folkeafstemning vedtog en række ændringer til forfatningen i december 2016 med 79,6%, 15,4% stemte imod. Ændringerne indebar: øget magt til premierminister og Overhus, en række juridiske reformer og en ægteskabsreform, så ægteskab fremover kun kunne indgåes mellem «mand og kvinde», i stedet for som tidligere mellem «to personer». Et tilbageskridt for ægteskab mellem LGBT personer.

Præsidentvalget i oktober 2017 vblev vundet af Sooronbay Jeenbekov med 54,7% af stemmerne. Næstflest fik Ömürbek Babanov med 34,5%. Det var første gang i Centralasien at der var sket et præsidentskifte, uden at årsagen var dødsfald eller revolution.

I september 2019 angreb sikkerhedsstyrker den tidligere præsident Atambayevs bolig. Angiveligt fordi han planlagde et statskup. Den reelle årsag var konflikter mellem de ledende politiske partier. 36 personer blev såret og en dræbt. Dagen efter stormede sikkerhedsstyrker atter hans bolig, tog ham til fange, og i juni 2020 blev han idømt 11 års fængsel for «korruption».

I oktober 2020 gennemførtes præsidentvalg. De tidligere ledende politiske partier stillede ikke op, blev splittede og nye partier dannet. Partiet Birimdik der støttede præsident Jeenbekov fik 46 mandater. Partiet Mekenim Kyrgyzstan fik 45. Dele af dette parti støttede ligeledes Jeenbekov. Oppositionen indledte øjeblikkeligt demonstrationer i Bishkek og andre byer mod hvad den betegnede som valgsvindel. Den stormede et fængsel og fik løsladt både den tidligere præsident Atambayev og oppositionspolitikeren Sadyr Japarov, der havde siddet fængslet siden 2017. De følgende dage spredte det politiske og sikkerhedsmæssige kaos sig. Premierministre kom og gik, Atambayev blev atter arresteret, valgkommissionen annullerede valget pga. svindel, og efter 10 dage trådte præsident Jeenbekov tilbage. Sadyr Japarov blev indsat som fungerende præsident. Han trak sig imidlertid atter i november for at stille op til præsidentvalget i januar 2021 som han vandt med 79,2% af stemmerne.

Samtidig med præsidentvalget blev vælgerne spurgt, om de foretrak et præsidentielt eller parlamentarisk system. 84% foretrak et præsidentielt system. De næste par måneder blev der udarbejdet en ny forfatning, der kom til afstemning allerede i april. 85,3% stemte for den nye forfatning. Den præsidentielle embedsperiode blev ændret fra max. 1 periode á 6 år til max. 2 perioder á 5 år. Japarov kan dermed genopstille og fik samtidig øget sin magt.

I april 2021 udbrød der kortvarigt krig mellem Kirgisistan og Tajikistan over vandressourcer. 40 personer blev dræbt.

I maj nationaliserede Japarov Kumtor guldminen, som indtil da blev drevet af den canadiske koncern Canterra Gold.

I november 2021 blev der atter afholdt parlamentsvalg. Næsten alle partier der kom i parlamentet var nye. Oppositionen kritiserede atter valget og krævede det annulleret, hvilket dog ikke skete.

Guia del Mundo