Befolkning 6,2 mio. Valuta Manat Areal 488.100 Km2 Hovedstad Ashkhabad (Aschabad) Befolkningstæthed 9,6 indb./Km2     HDI placering 91

Turkmenistan er beliggende i den sydvestlige del af Centralasien mellem det Kaspiske Hav i vest, Amú-Dariá i øst, Ustiurt bjergkæden i nord og bjergkæderne Kopetdag og Paropamiz i syd. Landet er forholdsvist goldt og præget af tørt fastlandsklima. Landskabet er fladt og 80 % af territoriet udgøres af Karakum ørkenen. Karakum kanalen afleder vand fra Amú-Dariá floden til vandingssystemerne i Murgab og Tedzhén, der leverer vand til oaserne Mary og Ashjabad. Turkmenistan støder op til Kasakhstan i nordvest, og Uzbekistan, Afghanistan og Iran i syd. Undergrunden rummer en række værdifulde mineraler, samt naturgas og olie.

Autoritært familiedynasti. Et af verdens mest undertrykkende regimer.

 

Folket: Turkmener 77,0%; uzbekere 9,2%; russere 6,7%; kasakher 2%; tartarer 0,8%; andre 4,3% (1996).

Religion: Islam 87,0% (sunni retningen); russisk ortodokse 6,4%; andre , 6,6%. (1997).

Sprog: Turmenisk (officielt), russisk

Politiske partier: Demokratiske Parti (udsprunget af det tidligere kommunistparti); Partiet for en Demokratisk Udvikling; Agzibirlik Bevægelsen (Enhed). Det eneste parti der havde lov til at opstille kandidater til valget i december 1999 var det Demokratiske Parti.

Sociale organisationer: Uafhængige fagforeninger under dannelse

Officielt navn: Türkmenistan Jumhuriyäti

Administrativ inddeling: 3 provinser og 1 afhængig region (Ashgabat).

Hovedstad: Ashgabat (tidl. Ashkhabad), 909.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Türkmenabat, 234.000 indb.; Dasoguz, 184.400 indb.; Dashhouvuse, 164.800 indb.; Mary, 114.300 indb.; Nebitdag, 85.900 indb. (2000).

Regering: Serdar Berdimuhamedow, præsident siden marts 2022. Forfatningen fra 1992 gør desuden præsidenten til stats- og regeringschef. Folkeforsamlingen har 2.500 medlemmer. nogle valgt ved direkte valg, andre udpegede. I 2012 ændredes valgloven, så der i 2013 for første gang i landets historie blev gennemført valg til parlamentet med deltagelse af flere partier. Parlamentet, Turkmenistans Forsamling, Mejlis har 125 pladser.

Nationaldag: 27. oktober (Selvstændighed, 1991)

Væbnede styrker: 18.000 (1997).

 

Siden det første årtusinde f.v.t. har Turkmenistan være en del af skiftende store statsdannelser: det persiske imperium under Ahemanida og senere Alexander den Store. I det 3. århundrede e.v.t. blev Turkmenistan erobret af det persiske Sasanider dynasti.

I det 5-8. århundrede fandt der invasioner sted af eftaliter, tyrkere og arabere. I det 6-8. århundrede var området ved det Kaspiske Hav underlagt det arabiske Kalifat. Da dette opløstes, var området i det 9-10. århundrede underlagt Tahirider og Samanider staterne. Midt i det 11. århundrede dannedes i Turkmenistan Selyucide imperiet, der et århundrede senere blev erobret.

Under selyucide perioden dannedes det turkmenske folk gennem etnisk blanding af tyrkere med de lokale stammer. Den endelige dannelse af det turkmenske folk kulminerede i det 14-15. århundrede. I begyndelsen af det 13. århundrede blev Turkmenistan invaderet af Djenghis Khans hære, hvis efterfølgere delte landet mellem sig. En stor del af landet underlagdes Hulagide staten, mens de nordlige områder gjordes til vasalområder af tartarernes gyldne horder. I det 14-15. århundrede var landet underlagt Timuriderne, der blev efterfulgt af de uzbekiske khaner. I det 16-18. århundrede var landet delt mellem khanaterne Jiva, Bukhara og Setevidernes iranske stat.

I 1880'erne blev Turkmenistan erobret af den russiske hær. Størstedelen af territoriet blev indlemmet i den transkaspiske region og provinsen Turkestan, mens områderne beboet af turkmenerne overgik til Jiva og Bukhara, der var russiske protektorater.

Den russiske invasion af landet stødte på voldsom modstand, indtil slaget ved Geok-Tepe i 1881, hvor de sidste oprørsgrupper blev nedkæmpet. Turkmenerne tog aktivt del i oprøret i 1916 mod zarens tvangsudskrivninger midt under 1. verdenskrig. Oprøret var mest voldeligt i byen Tedzhen, hvor en række indbyggere og russiske embedsmænd blev henrettet af lokalbefolkningen.

Med februarrevolutionen i Rusland i 1917 brød zarismen sammen, og der tilskyndedes til dannelsen af sovjetter i hele imperiet. Den transkaspiske region forblev dog under den russiske provinsregerings kontrol. Efter bolsjevikkernes revolution i november 1917 proklameredes sovjetmagten - også i Turkmenistan.

I juli 1918 reetablerede et britisk militært ekspeditionskorps den transkaspiske provinsregerings administration, men efter 2 års borgerkrig genindførtes sovjetmagten i 1920, og den 14. februar 1924 oprettedes den Socialistiske Sovjetrepublik Turkmenistan, der blev en del af Sovjetunionen.

Indtil da havde Turkmenistan aldrig oplevet nationens politiske enhed. Den sociale organisation var alene baseret på stammerne, og størstedelen af befolkningen levede som nomader. Derfor var industrialisering og kollektiviseringen af landbruget former, der blev gennemtvunget af sovjetmagten.

Efter den 2. verdenskrig kunne der registreres en betydelig økonomisk vækst, der var baseret på udvindingen af olie og gas samt den stigende produktion af bomuld. Men under Leonid Breznhevs regeringsperiode 1964-83 forværredes de politiske problemer, og økonomien løb ind i stagnation. I de republikker hvor sovjetmagten havde opbygget en monokultur - som i Turkmenistan - led landbruget kraftigt under de økonomiske problemer.

Fra 1985 fandt der grundlæggende forandringer sted i Sovjet efter Mikhail Gorbachovs overtagelse af magten i landet. Bl.a. fandt der en islamisk genfødsel sted, der bl.a. kom til udtryk i bygningen af mange nye moskeer.

Efter det fejlslagne kupforsøg mod Gorbachov i august 1991 mistede det turkmenske kommunistparti sin legitimitet til at regere. Niyázov formulerede et forslag om nødvendigheden af at staten generobrede sit overherredømme og udskrev folkeafstemning om dette spørgsmål. Allerede i oktober erklærede republikken sig for selvstændig og indførte præsidentstyre. To måneder senere gik Turkmenistan ind i Sammenslutningen af uafhængige Stater (SNG), der var den institution, der afløste Sovjetunionen. Samtidig ændrede kommunistpartiet sit navn til det Demokratiske Parti, og den nye selvstændige stat blev anerkendt internationalt.

I samme periode besøgte Niyázov - der var tidligere formand for det turkmenske kommunistparti - Ankara og Teheran. Samtidig erklærede han, at han lagde størst vægt på udviklingen af landets relationer med Tyrkiet, som Turkmenistan efter hans opfattelse var kulturelt tættest knyttet til. I Teheran undertegnede han handelsaftaler, og aftaler om fælles efterforskning af naturgasressourcer, bygningen af et transportnet og nødvendigheden af at integrere banksystemerne.

Niyázov blev genvalgt i juni 1992 med 99,5 % af stemmerne. Landet undertegnede i 1993 en serie handelsaftaler med Rusland, og uden at fjerne sig fra dette land, knyttede det tættere forbindelser til Iran - bl.a. gennem bygningen af en jernbanelinie Ashkhabad-Teheran. Endvidere fik landet af USA status som «mest begunstiget handelspartner».

Ved en folkeafstemning i januar 1994 blev Niyázov de-facto atter engang genvalgt som præsident. Denne gang med 99,9 % af stemmerne. Præsidenten fortsatte sin konfrontationspolitik overfor oppositionen, hvilket fik flere oppositionsledere til at søge asyl i Moskva.

I januar 1995 underskrev Turkmenistan, Tyrkiet, Iran, Kasakhstan og Rusland en aftale om finansieringen af olierørledning, der skal gøre det muligt for Turkmenistan at eksportere sin naturgas til Vesteuropa gennem Iran og Tyrkiet.

Trods forsøgene på at begrænse åbningen i forholdet til Iran og den «balancerede» politik i forholdet til Moskva, var Rusland alligevel urolig over tilnærmelsen mellem Turkmenistan og Iran.

Russiske observatører vurderede, at demonstrationerne mod den turkmenske præsident i juli 1995 - hvor 3-500 personer protesterede mod diktaturet - blev organiseret med støtte fra Moskva.

I december 1997 åbnedes den første olierørledning mellem Turkmenistan og Iran, hvorigennem der skulle eksporteres turkmenisk olie og gas til Middelhavet og den Persiske Golf. Det tvang dog samtidig landet til at forhandle med USA for at undgå sanktioner, USA ellers har indført mod virksomheder, datterselskaber eller personer, der investerer mere end 40 millioner dollars årligt i Irans olie- og gasindustri.

Niyázov annoncerede i februar 1998, at der i maj skulle gennemføres et møde med højtstående embedsmænd med henblik på at overdrage mere magt til parlamentet. Det blev overvejende opfattet som en gestus forud for mødet med USA's præsident Bill Clinton. Efter sit besøg i Washington i april erklærede Niyázov, at diskussioner om ændringer af forfatningen først ville blive gennemført efter afholdelsen af parlamentsvalg i december 1999.

Det regerende Demokratiske Parti var det eneste der fik lov til at opstille kandidater til parlamentsvalget i december 1999. Dette var årsagen til, at Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) trak sit tilbud om overvågning af valget tilbage. regeringen svarede, at der i næsten alle valgkredse var opstillet 2 eller flere kandidater. Efter valget - hvor deltagelsen var 95 % - udpegede parlamentet Niyázov til præsident på livstid. Denne erklærede dog, at han trækker sig fra posten når han i 2010 fylder 70. Parlamentet vedtog endvidere en lov, der afskaffede dødsstraffen. Turkmenistan blev dermed det første land blandt de 5 tidligere sovjetrepublikker i Asien, der afskaffede dødsstraffen. OSCE kritiserede i februar 2000 tilbageholdelsen af aktivister fra oppositionen, der efterfølgende blev idømt 5 års fængsel.

Niyázov besluttede ikke at deltage i et topmøde for de tyrkisk sprogede lande i Asien i Azerbaidjan i april 2000. Deltagere var Tyrkiet, Uzbekistan, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadjikistan. Topmødet blev betragtet som udtryk for tilnærmelse blandt disse lande, men pga. uenighederne med Azerbaidjan om forlængelse af olierørledningen fra det Kaspiske Hav ønskede den turkmeniske præsident ikke at deltage.

I oktober erklærede Niyázov, at landet ikke indenfor de følgende 10-15 vil privatisere olie- og gasindustrien, og han indikerede samtidig, at denne industri vil forblive et omdrejningspunkt i landets økonomi. Turkmenistan standsede i starten af 2001 leverancerne af gas til Rusland pga. uenighed om prisen. Leverancerne blev dog genoptaget i februar, da landet indvilgede i at levere 10.000 millioner kubikmeter gas til det russiske selskab Itera. Prisen blev fastsat til 40 US$ pr. kubikmeter, som turkmenistan oprindelig havde krævet.

I maj 2001 førte olieefterforskning i det Kaspiske Hav til en konflikt med Azerbadjan, der efterforskede felter, som turkmenistan gjorde krav på. Forhandlinger mellem eksperter fra de to lande løste ikke konflikten, og i juni trak Turkmenistan sin ambassadør hjem fra Baku.

Op til USA's angrebskrig mod Afghanistan i oktober 2001 afviste Turkmenistan som neutralt land at lade sit luftrum gennemflyve af nordamerikanske bombefly. Men Niyázov tillod humanitær hjælp at nå ind i landet via grænseovergangen Imam-Nazar. World Food Programme anvendte i slutningen af oktober denne overgang til at sende snesevis af lastbiler med fødevarer ind i det nordlige Afghanistan. Også UNICEF brugte overgangen for at kunne operere i Afghanistan.

Gennem 2001 fortsatte rotationen på regeringsposterne, der var indledt allerede i 2000. I slutningen af 2001 var der derfor kun få ministre der havde haft den samme post i over 1 år. En af de vigtigste ændringer var koncentrationen af magten i hænderne på formanden for den Nationale Sikkerhedskomite, der blev udpeget til vicepremierminister, der blev ansvarlig for forsvar, gennemførelse af lovgivningen, udenrigsanliggender og desuden præsidentens særlige rådgiver i retslige spørgsmål.

I slutningen af 2001 og begyndelsen af 2002 havde Turkmenistan håb om, at den nye situation i Afghanistan ville favorisere Turkmenistans olieeksport til nye markeder. En eventuel stabilisering af Afghanistan ville gøre det muligt for Turkmenistan at føre sin olie gennem rørledninger til den pakistanske kyst og det Indiske Ocean. Landets langsomme økonomiske udvikling skyldes bl.a. Ruslands modvilje imod at lade Turkmenistans gas transportere til mere konkurrencedygtige markeder. Alligevel bestræber den turkmenske regering sig på at bevare det gode forhold til Moskva.

Udover tilstedeværelsen af olie- og gasforekomster er landets strategiske placering - på den gamle Silkevej fra Europa til Østen - en yderlige tilskyndelse for udenlandske investorer.

I november 2002 slap præsidenten uskadt fra et angreb med maskinpistoler på sin vogn. Han anklagede eksilturkmenere for at have planlagt attentatforsøget. Den tidligere udenrigsminister, Boris Shikhmuradov blev sammen med 40 aktivister arresteret og idømt livsvarigt fængsel for konspiration.

Under Niyázovs besøg i Moskva i april 2003 undertegnede de to lande en aftale om et årligt salg til Rusland på 60.000 mio. kubikmeter gas. De diploamtiske relationer mellem de to lande blev dog forværret af præsidentens beslutning om at ophæve muligheden for dobbelt statsborgerskab, som var resultatet af en aftale indgået i 1993.

I begyndelsen af 2004 blev der vedtaget en række love om «hygiejne», der gør det myligt for myndighederne at kræve hår og skæg klippet - også hos udlændinge. En anden lov pålægger udlændinge der ønsker at gifte sig med en turkmensk kvinde at betale en særskat.

På det årlige møde i FN's Menneskerettighedskommission i Geneve i april 2004 blev menneskerettighedssituationen i Turkmenistan kritiseret. Der blev bl.a. fremsat anklager om politiske mord for at forlænge præsident Niyázovs embede.

I august beordrede Niyázov bygningen af et ispalads igangsat i bjergene i Karakum ørkenen i udkanten af Ashjabad. Statschefen der internationalt anses for at være en af de mest megalomane og excentriske i verden erklærede at paladset var nødvendigt for at landets børn kan lære at stå på ski og snowboards. Niyázov tilføjede, at der i området hvor temperaturene ofte når ned på -50°C desuden kan bygges restauranter og cafeer.

Iflg. rapporter fra Freedom House og Committee to Protect Journalists er Turkmenistan ét af de lande i verden, hvor pressefrihed er mindst respekteret. Pressens rolle er indskrænket til at fungere som talerør for regeringen og befolkningens adgang til andre medier som internet er kontrolleret.

I slutningen af maj 2006 beordrede Niyázov bygningen af en seismisk målestation nær grænsen til Iran med det formål at kunne detektere mulige atomprøvesprængninger i nabolandet. Bygningen skete indenfor rammerne af IAEA, der arbejder for ikke-spredningen af atomvåben.

Den 21. december døde Niyázov af et hjerteanfald efter at have regeret landet i 21 år. Sikkerhedsrådet udpegede vicepremierminister Gurbanguly Berdymujammedov til at fungere som provisorisk præsident indtil der kunne afholdes valg. De blev udskrevet af Berdymujammedov selv til afholdelse i februar 2007. Han fik 89% afstemmerne og fortsatte på præsidentposten. Oppositionen erklærede at valget havde været præget af omfattende svindel. Efter forfatningen skulle formanden for Folkerådet, Ovezgeldi Atayev have været udpeget som præsident ved Niyázovs død, men Atayev blev anklaget for kriminalitet og fjernet fra sin post.

Efter sin tiltræden ophævede den nye præsident en række af sine forgængers ekcentriske politikker. Han ophævede præsidentens ret til vilkårligt at navngive steder, byer og institutioner og genindførte månedernes og dagenes traditionelle navne. Niyázov havde ændret navnene med referencer til sig selv og sin mor. Samtidig tillod han åbningen af internetcafeer, udvidede skolegangen fra 9 til 10 år og tillod undervisning i udenlandske sprog. Trods reformerne ændrede han dog ikke på regimets grundlæggende autoritære karakter.

I december 2009 åbnede den første gaspipeline til Kina. Det skete i Turkmenistan under overværelse af Kinas præsident Hu Jintao. Gaseksporten til Kina voksede de følgende år hastigt, så den i 2013 tegnede sig for 40% af Turkmenistans produktion. Eksporten til Kina kompenserede for et tilsvarende fald i eksporten til Rusland. To rørledninger mere var da under bygning - bl.a. en rørledning til det Kaspiske Hav. Landet råder over verdens næststørste gasfelt, Galkynysh.

Berdymujammedov blev «genvalgt» som præsident i februar 2012 med 97% af stemmerne. Reportere uden grænsen rapporterede i deres World Press Freedom Index fra samme år, at Turkmenistan globalt ligger på 2. pladsen hvad angår mangel på pressefrihed.

I januar 2012 vedtog regeringen en ny lov der legaliserede politiske partier - ud over regeringspartiet. I august oprettedes landets første oppositionsparti: Industriejernes og de selvtændiges Parti. I februar lod præsident Berdimuhamedow sig genvælge med 97% af de afgivne stemmer.

Trods en vis turkmenisk lydhørhed overfor internationale menneskerettighedsorganisationer er tortur fortsat udbredt. Tortur blev formelt kriminaliseret i 2012, men myndighederne skrider fortsat ikke ind overfor dens anvendelse. Lokalt menneskerettighedsarbejde tolereres kun i meget begrænset omfang og foregår med livet som indsats.

I august 2013 opgav præsident Berdimuhamedow sit medlemskab af TDP. Det skete for at styrke sin position som landsfader ved at stå over politik.

I 2012 ændredes valgloven, så der i 2013 for første gang i landets historie blev gennemført valg til parlamentet med deltagelse af flere partier. Valget gennemførtes i december 2013. Det regerende TDP fik 47 af parlamentets 125 pladser, mens Partiet for industri- og Forretningsfolk fik 14. Landets LO fik 33 pladser, Kvindeorganisationen fik 16 og Ungdomsorganisationen 8. Endelig fik borgergrupper de resterende 7 pladser. OSCE og Amnesty International kritiserede valget for ikke at have givet plads til landets opposition.

Landet opsendte i april 2015 sin første TV satellit, TurkmenSat 1. Samme måned forbød regimet alle private satellitantenner. Det skete som led i etableringen af et totalt nyhedsmonopol.

I september 2016 blev en ny forfatning vedtaget der forlængere præsidentperioden fra 6 til 7 år og fjernede en aldersbegrænsning på valgbarheden.

Turkmenistan anses af menneskerettighedsorganisationer for at være en af verdens mest repressive stater. Journalister uden Grænsen placerede i 2016 landet i bunden af listen over lande, hvad angik pressefrihed, og på Press Freedom Index lå landet på en 3. sidste plads. EU plejer dog gode forbindelser til landet. Turkmenistan skal levere gas til EU for at mindske dets afhængighed af russisk gas. Ligeledes er USA særdeles afdæmpet i sin kritik af diktaturet.

Regimet afviste fra 2020 eksistensen af COVID-19 smittede eller døde i landet. Alligevel blev der taget en række forholdsregler, der yderligere forværrede landets økonomiske situation. I juli 2021 blev COVID-19 vaccination gjort obligatorisk i landet. Fødevarepriserne steg og mange fattige var helt afhængige af fødevarehjælp fra staten i form af 3 månedlige fødevarepakker. Antallet blev i efteråret 21 sat ned til 1. Regimet fortsatte sin undertrykkelse af dissidententer og journalister, der fik lange fængselsstraffe.

Efter 16 år på posten trådte præsident Berdimuhamedow i marts 2022 tilbage og overlod posten til sin søn, Serdar Berdimuhamedow. Der blev gennemført et «præsidentvalg» hvor sønnen fik 73% af stemmerne. Valget var ikke demokratisk. Serdar blev lykønsket af Kina, Rusland og sammenslutningen af tyrkisk talende lande i Centralasien. På sin første dag i embedet tog Serdar imod Afghanistans ambassadør, og blev dermed det første land i Centralasien, der fik diplomatisk forbindelse med Talibanregimet i Kabul. Den indiske præsident Ram Kovind aflagde i starten af april statsbesøg i landet. 

Guia del Mundo