Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Denne artikel beskæftiger sig med danske industri- og handelsinvesteringer i udlandet. Sammenlignet med andre udviklede kapitalistiske lande i Europa er den danske kapital i meget ringe grad internationaliseret, og det er først siden verdenskrisens gennemslag i starten af 1970'erne, at denne internationalisering for alvor er kommet i gang. Men stadig har den et langt lavere omfang end i sammenlignelige lande. Mens de danske udenlandske investeringer i 1985-91 lå på 1 % af bruttonationalproduktet (BNP), lå niveauet i Sverige og Holland på 4 %. Årsagen hertil er primært, at de danske virksomheder ifht. virksomheder i udlandet gennemgående er betydeligt mindre hvad angår både omsætning og antallet af ansatte. Det gør dem mindre villige til at løbe den risiko, der er forbundet med investeringer i udlandet.

Historien

En undersøgelse i 1995 identificerede 2792 datterselskaber i udlandet, ejet af 1079 danske virksomheder. Størstedelen af disse virksomheder er imidlertid blevet etableret siden starten af 1970'erne.

Dansk handelskapital spillede allerede i det 18. århundrede en vigtig rolle i handelen med de danske kolonier i Vestindien, Afrika og Indien. Det Ostindiske kompagni var involveret i trekantshandelen, hvor slaver blev købt i Afrika, sejlet til Amerika og solgt, sukker opkøbt og sejlet til Europa, hvorfra geværer og tingeltangel blev sejlet til Afrika. Østasiatisk Kompagni (ØK) var allerede i det 19. århundrede involveret i handelen med krydderier og træ i Østen.

Ved indgangen til det 20. århundrede var der imidlertid kun 3 danske virksomheder, der var store nok til at have datterselskaber i udlandet: ØK (handel i Østasien), Store Nordiske Telegrafselskab (telegrafforbindelser gennem bl.a. Rusland til Japan) og Chr. Hansens Laboratorium (farmaceutiske varer). Store Nord fik nationaliseret sine telegraflinier og datterselskab i Rusland efter oktoberrevolutionen i 1917, ØK fik konfiskeret sine filialer efter den kinesiske revolution i 1949, og F.L.Smith fik nationaliseret sin cementfabrik i Letland, efter at landet under 2. verdenskrig blev besat af Sovjetunionen. Erfaringerne med udenlandske investeringer var derfor ikke så gode, og da de danske virksomheder gennemgående var mindre end i nabolandene, blev investeringerne holdt i Danmark. I 1900-64 blev der kun oprettet 70 datterselskaber i udlandet.

Da verdenskrisen satte ind fra starten af 70'erne, var det forbundet med et betydeligt fald i profitterne, og da krisen samtidig var udløst af overproduktion, rettede virksomheder i mange lande deres investeringer udad. I perioden 1965-83 etablerede danske virksomheder således 250-300 datterselskaber i udlandet, der i 1984-89 blev fulgt af yderligere knap 350. I 1987 blev det vurderet, at der eksisterede omkring 1.800 dansk ejede datterselskaber i udlandet, og 8 år senere, i 1995, var tallet altså steget til næsten 2.800.

År	OECD lande	3. verden	Østeuropa	Ialt	.. i % af BNP
1974	415	165		638	0,2
1975	598	380		978	0,3
1976	450	165		615	0,2
1977	1.022	342		1.363	0,4
1978	897	422		1.319	0,3
1979	1.176	344		1.520	0,3
1980	883	447		1.330	0,2
1981	1.269	631		1.900	0,3
1982	988	355		1.342	0,2
1983	2.024	767		2.790	0,4
1984	2.770	563	7	3.456	0,5
1985	3.284	255		3.789	0,5
1986	5.219	391	1	5.865	0,8
1987	4.979	594	17	5.899	0,7
1988	5.817	297	9	6.022	0,8
1989	16.629	1.008	20	17.323	2,1
1990	12.890	317	10	12.014	1,6
1991	16.647	1.071	60	15.391	1,9
1992	10.973	607	91	11.740	1,2
1993	9.591	491	265	10.811	1,1
1994	10.289	837	308	11.480	1,1
1995	17.619	1.681	1.122	20.491	1,7
1996	16.469	934	1.465	18.935	1,5
1997	19.300	1.496	1.327	22.096	1,7
1998	26.500	1.700	1.100	29.300	2,3
Danske investeringer indenfor hhv. OECD, den 3. verden og Østeuropa i millioner kr 1974-98. Desuden de samlede udenlandske danske investeringer i % af BNP. OECD er uden Polen (der er indregnet i Østeuropa) og Sydkorea (der er indregnet i 3. verden) (Hansen, 1999)

Udviklingen i de danske udlandsinvesteringer er tæt knyttet sammen med udviklingen i verdenskrisen. Investeringerne satte ind i starten af 70'erne og tog dramatiske spring opad efter kriseårene 1981-82 og 1987-88. Men samtidig skete der også en betydelig ændring i sammensætningen. Mens de danske investeringer i udlandet frem til 1960'erne næsten udelukkende havde været koncentreret indenfor den udviklede kapitalistiske verden - i OECD området - blev en betydelig del af investeringerne i 70'erne kanaliseret til den 3. verden. Der var stigende problemer knyttet til investeringerne i de udviklede kapitalistiske lande, der som Danmark var hårdt ramt af krisen. Frem til starten af 80'erne blev 25-30 % af investeringerne derfor kanaliseret til Latinamerika og blandt de latinamerikanske lande især til Brasilien, der under militærdiktaturet var præget af høj økonomisk vækst. Formålet med denne internationalisering var ikke at gennemføre produktion i et lavtlønsland af produkter der efterfølgende skulle eksporteres til Danmark. Det primære formål var at få adgang til det lokale marked. Center for Udviklingsforskning gennemførte i starten af 80'erne en undersøgelse af denne internationalisering, og Torps undersøgelse af de danske datterselskaber i Brasilien viste, at nok var deres produktion rettet mod det lokale marked, men samtidig spillede lønningerne en betydelig rolle. De danske selskaber betalte gennemgående lavere lønninger end både andre udenlandske virksomheder og de lokale brasilianske.

Orienteringen mod Brasilien, Latinamerika og resten af den 3. verden fik imidlertid en brat ende i 1982, da gældskrisen brød ud, Mexico indstillede betalingerne på sin udlandsgæld og det sendte chokbølger gennem resten af verden. Denne udvikling viser sig tydeligt i tabellen overfor, hvor den 3. verdens andel af udlandsinvesteringerne synker fra 25-30 % til omkring 5 %, og fra midten af 80'erne kanaliseres broderparten af disse investeringer til de nyindustrialiserede lande i Sydøstasien.

Fra 1992-93 sker der en ny omorientering af investeringerne, da de øges i Østeuropa, således at investeringerne der i slutningen af 90'erne er på samme niveau som i den 3. verden. Under et betegnes dette område (af interesse for udenlandske virksomheder) meget sigende som «emerging markets» (markeder på vej frem). Det er karakteristisk, at de danske investeringer i dette område traditionelt har haltet betydeligt efter andre OECD landes. I starten af 90'erne lå de danske investeringer procentmæssigt kun på halvdelen af de øvrige OECD landes, og i midten af 90'erne var dette faldet til en fjerdedel. Denne forskel kan atter forklares med de danske virksomheders ringe størrelse. Det gør dem mere tilbageholdende med investeringer i lande langt borte, i kulturer de er ubekendte med, og hvor investeringerne i udgangspunktet måske er større og forbundet med en større risiko. Oversigten over udlandsinvesteringernes fordeling på lande viser da også, at bortset fra USA er langt de fleste af investeringerne placeret i Danmarks nærmeste nabolande.

En opgørelse fra 1991 viser da også, at mere end halvdelen af de danske udlandsinvesteringer (på 90,5 mia. kr) var placeret i EU lande, 35 % i andre OECD lande og kun 10 % i lande udenfor OECD.

Østeuropa er interessant i den forstand, at det gennemgående er mindre danske virksomheder der har investeret der, end gennemsnittet blandt de udlandsinvesterende danske virksomheder. Det skal sandsynligvis forklares med de østeuropæiske nære geografiske beliggenhed ifht. Danmark. Det har trukket en ny gruppe af virksomheder ind i internationaliseringsprocessen.

Statens rolle i internationaliseringen

Siden slutningen af 60'erne har den danske stat spillet en vigtig rolle til fremme af danske investeringer i den 3. verden. I forbindelse med forhøjelse af importafgifterne på kaffe, oprettede staten Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU) - populært kaldet «kaffefonden». Den har siden bidraget med risikovillig lavtforrentet kapital til de danske virksomheder, der har villet oprette datterselskaber i den 3. verden. Statens mål har officielt været at ville bidrage til den økonomiske udvikling af den 3. verden. Fonden har imidlertid åbent indrømmet, at for hver krone den sender til den 3. verden, kommer der to tilbage til Danmark. Dens formål er jo netop heller ikke, gennem f.eks. lån eller gaver til lande i den 3. verden at bidrage til deres industrialisering, men derimod at stille billig kapital til rådighed for danske virksomheder. Og selv om den også har skullet motivere mindre virksomheder til at investere viser opgørelser, at det langt overvejende er store danske virksomheder, der drager nytte af fondens lavtforrentede lån.

Med sammenbruddet i Østeuropa har IFU fået en søsterfond i form af Industrialiseringsfonden for Østeuropa (IØ). I midten af 90'erne var IØ således involveret i godt en fjerdedel af de danske investeringer i Østeuropa.

Motiverne bag internationaliseringen

Det er en hyppig påstand, at den vigtigste årsag til internationalisering af produktionen er udnyttelsen af lavere arbejdslønninger. Nyere undersøgelser gør det imidlertid nødvendigt at nuancere denne påstand. Torps undersøgelse af danske investeringer i Brasilien i starten af 80'erne viste, at den vigtigste motivation var adgangen til det boomende brasilianske marked, der ellers næsten ikke var tilgængeligt udefra. En undersøgelse af 167 danske virksomheder med aktiviteter i Østeuropa og den 3. verden i midten af 90'erne viste, at 52 % af virksomhederne angav markedsadgang som vigtigste årsag til deres lokale tilstedeværelse. Kun 18 % angav «produktionsfaktorer» - overvejende løn - som den vigtigste årsag. En vigtig afvigelse fra dette mønster er dog virksomheder fra tekstil- og møbelbrancherne, hvor produktionsfaktorer (lønnen) er den vigtigste parameter for over 55 % af virksomhederne. Det er da også et velkendt fænomen, at danske tekstilvirksomheder siden starten af 90'erne i meget betydeligt omfang har flyttet produktionen til især Polen, Estland og Letland for at udnytte de langt lavere lønninger. På samme måde flyttede danske skofabrikker allerede i 80'erne produktionen ud. Bl.a. Eccolet flyttede dengang sin produktion til Portugal, hvor lønudgifterne var 1/10 af de danske. I 1991 flyttedes produktionen videre til Indonesien, hvor den var 1/50, og i midten af 90'erne havde selskabet planer om at flytte den til Kina, hvor lønudgifterne var endnu lavere. Men det er altså tilsyneladende kun en mindre del af de internationaliserende danske virksomheder, der har dette som primært motiv.

A.J.