 |
|
 | ||||||||||||||
Estland ligger i den Botniske Bugts nordøstligste hjørne, afgrænset af den finlandske bugt mod nord, Rusland mod øst og Letland mod syd. Landskabet er skabt, da gletcherne trak sig tilbage efter sidste istid med mange søer og floder. Der er over 1500 søer, hvoraf de største er Peipsi og Vorts. 38% af landet er dækket af skov og landets højeste punkt er bjerget Suur Muna Magi med 317 m. Klimaet er tempereret med en gennemsnitstemperatur på 28°C om sommeren og 0°C om vinteren. Kysten ud mod Østersøen er 1240 km lang og gennemskæres af en lang række fjorde. Strækningen ud mod Østersøen består af mange bugter, der er isfrie året rundt. Blandt disse er Tallinn den største. Landets vigtigste råstofressourcer er kul og fosfat. Landbruget producerer korn, kartofler, grøntsager og kød. Landet råder over en betydelig fiskerflåde, der imidlertid er tvunget til at søge udenfor Østersøen, der er forurenet af industrielt spildevand fra de mange lande, der udleder til dette hav. Også Tallinn og landets mindre byer mangler ordentlig rensning af spildevandet, før det udledes i Østersøen.
Folket: Estlændere (64,2%); russere (28,7%); ukrainere (2,65%); hviderussere (1,5%); andre (letlændere osv. 3,3%) (1998).
Religion: Lutheranere (overvejende), russisk ortodokse, baptister.
Sprog: Estisk (officielt, beslægtet med finsk) og russisk
Politiske partier: Estlands Centerparti; Unionen for Fædrelandet (konservativt); Reformpartiet; Det moderate Folkeparti (socialdemokratisk); Estlands Koalition (liberal); Estlands Folkeparti (landbrugsparti); Estlands forenede Folkeparti (forsvarer den russiske minoritets interesser)
Sociale organisationer: Sammenslutningen af Estlands Fagforeninger (EAKL)
Officielt navn: Eesti Vabariik
Administrativ inddeling: 15 distrikter og 6 byer
Hovedstad: Tallinn, 410.050 indb. (2010)
Andre vigtige byer: Tartu, 98.400 indb.; Narva, 72.100 indb.; Kohtla-Jarve, 45.200 indb.; Pärnu, 42.800 indb. (2000).
Regering: Parlamentarisk republik. Alar Karis er siden oktober 2021 landets præsident. Kaja Kallas er siden januar 2021 premierminister. Parlamentet har ét kammer (Riigikogu) med 101 medlemmer, der vælges for en 4-årig periode.
Nationaldag: 24. februar (Uafhængighedsdagen, 1918)
Væbnede styrker: 2.500 (1993).
Paramilitære styrker: 2.000 (kystvagten)
Trods sit historiske og politiske skæbnefællesskab med sine nabolande i syd - Lithaun og Letland - har det estiske folk altid været karakteriseret ved sin uafhængige ånd og kultur. Folket tilhører den finsk-ungarske familie af nationer og har derfor haft tættere kulturelle og sproglige kontakter med finnerne i nord end med de indoeuropæiske baltere i syd.
Det nuværende Estland har været beboet i over 6.000 år. Omkring år 400 e.v.t. begyndte tilværelsen som halvnomader (fiskeri og jagt) at blive fortrængt af agerbrugsformen. Samtidig tog sejladsen i Østersøen til og handelen med nabofolkene blev stadig mere omfattende. I det 11. og 12. århundrede stillede de estiske småfund en fælles hær, og var på den måde i stand til besejre de første russiske forsøg på invasion.
Tysk, dansk, svensk og russisk kontrol
Da tyskere, danskere og russere i det 13. århundrede invaderede området, havde esterne etableret en føderation af stater, der var karakteriseret ved et højt udviklet socialt niveau og en udstrakt autonomi, der gjorde dem stærke overfor de indtrængende magter.
I det 13. århundrede erobrede en tysk korsridderorden, der var opstået allerede i det 12. århundrede, den sydlige del af Estland og den nordlige del af Lithaun, oprettede kongedømmet Livonien og kristnede dets indbyggere. I den første halvdel af det 16. århundrede trængte reformationen ind i Estland via de tyske købmænd og godsejere.
Den nordlige del af Estland forblev under dansk kontrol. I 1558-83 gennemførte Rusland en lang række offensiver mod Livonien, der allerede fra 1561 blev opdelt i mindre bidder. I 1569 blev området erobret af Polen og omdannet til kongedømme, der i 1660 blev overdraget til Sverige. Under de nordiske krige (1700-1721) erobrede Rusland Livonien fra Sverige, der først fik området tilbage med Nystadtraktaten.
I 1772 overtog Rusland den polske del af Livonien som led i opdelingen af Polen mellem Rusland og Sverige. Endelig blev det gamle livonske kongedømme i 1783 gjort til russisk provins. Zaren styrede sammen med den tyske adel provinsen. Adelen rådede over det meste af jorden, mens bønderne var livegne.
Ophævelsen af livegenskabet i Rusland i 1804 og erobringen af ejendomsretten til egen jord forstærkede nationalfølelsen blandt esterne. I anden halvdel af det 19. århundrede arbejdede Selskabet af estiske Forfattere for udviklingen af den estiske litteratur og kultur, og var dermed i stand til at holde zarens russificeringskampagner tilbage.
I 1904 tog nationalistiske estere kontrol over Tallinn og fortrængte det regerende baltisk-tyske borgerskab. Da zaren blev væltet under februarrevolutionen i 1917 tvang en demonstration i Petrograd bestående af 40.000 estere den provisoriske regering til at give landet selvstyre. Med den bolsjevikiske revolution i oktober samme år bevarede Estland sit selvstyre.
1918 Uafhængighed
Ved valget til en grundlovsgivende forsamling i november 1917 fik de bolsjevikiske estere kun 35,5% af stemmerne. Den 24. februar 1918 erklærede Estland sig uafhængigt af Sovjetunionen og oprettede en provisorisk regering. Dagen efter besatte tyske tropper Tallinn, og den estiske regering blev tvunget i eksil.
Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig begyndte Estlands befrielseskrig. I februar 1919 besejrede esterne den røde hær, i november en styrke af tyske lejesoldater og efterfølgende igen den røde hær. Med Tartu-traktaten af 2. februar 1920 anerkendte Sovjet Estlands uafhængighed.
Sammen med Lithaun og Letland trådte Estland i 1921 ind i Folkeforbundet. Landet fik en forfatning efter Schweizisk model og blev et parlamentarisk demokrati. Regeringen indledte genopbygningen af landet og gennemførte en jordreform. I 1920 byggedes landets første olieraffinaderi.
Den estiske lovgivning garanterede minoriteternes rettigheder, samtidig med at regeringen arbejdede for, at alle etniske grupper fik skoler på deres eget sprog. Den økonomiske krise i starten af 30'erne medførte flere ændringer i landets forfatning fra et nærmest diktatorisk styre i 1933 til et præsidentialistisk-parlamentarisk styre i 1937.
Hemmelige dokumenter i ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Rusland - der blev undertegnet af udenrigsministrene Molotov y Ribbentrop i 1939 - fastslog, at de baltiske lande lå i den russiske interessessfære. Samtidig undertegnede Tallinn en gensidig bistandsaftale med Moskva, der bl.a. gav russerne lov til bygning af flådebaser på estisk territorium.
1940 Russisk og tysk besættelse
I juni 1940 fremsatte Stalin et ultimatum overfor Estland med krav om, at russiske tropper fik lov at rykke ind i landet i forlængelse af påståede forsvindinger af soldater. Estland afviste ultimatumet, og Stalin svarede med at afsætte regeringen i Tallinn og erstatte den med medlemmer af det lokale kommunistparti. Efter afholdelsen af valg under denne besættelse overtog kommunistpartiet officielt magten i landet.
I lighed med nabolandene Lithaun og Letland antog landet nu navnet, Estlands socialistiske Sovjetrepublik og lod sig indlemme i Sovjetunionen. Iflg. den officielle historie støttede de 3 baltiske stater derefter frivilligt Sovjetunionen. I 1941 blev omkring 60.000 estere deporteret til Sibirien (se Gulag).
1945 Tvangskollektivisering
Da Tysklands offensiv mod Sovjetunionen indledtes i 1941, invaderede de tyske tropper også Estland og indførte et terrorregime. Sovjet tilbageerobrede først de baltiske stater i 1944. Russerne igangsatte en forceret industrialisering og tvangskollektivisering af landbruget. Den samme «udviklingsmodel» Stalin siden 1929 havde gennemført i Sovjetunionen. Omkring 80.000 estere emigrerede til Vesten og dette var sammen med den russiske kolonisering med til at forandre befolkningens traditionelle etniske sammensætning.
Omkring 20.000 estere blev deporterede i 1945-46, og den tredje bølge af tvangsdeportationer fandt sted i 1949, da omkring 40.000 blev sendt til fjerne egne af Sovjetunionen. Der var overvejende tale om bønder, der modsatte sig tvangskollektiviseringen, som de sovjetiske myndigheder gennemførte.
Da Leonid Brezhnevs periode som Sovjets leder var ved at være udspillet i starten af 80'erne, dukkede der forskellige oppositionsbevægelser frem i Estland: bl.a. Demokratibevægelsen og Den estiske nationale Front. Og der dukkede oppositionsblade som Demokraten frem.
I 1985 overtog Mikhail Gorbachov magten i Sovjet, og hans Glasnost (åbenhed) politik stimulerede den sociale og politiske aktivitet - også i Estland. I august 1987 krævede en demonstration i Tallinn, at de hemmelige tillægsprotokoller fra den tysk-russiske ikke-angrebspagt fra 1939 blev offentliggjort. Parallelt hermed blev det samme krav stillet i Letland og Lithaun.
I januar 1988 stiftede tidligere politiske fanger Partiet for Estlands Uafhængighed. Det skulle kæmpe for at opnå selvstyre i landet, få genindført flerpartistyre og få indført estisk som officielt sprog. En anden gruppe, Selskabet for Estlands Arv, blev dannet for at bevare nationens historiske monumenter.
I april samme år dannede nationalister og kommunister Estlands Folkefront og organiserede i juni 1988 en demonstration med deltagelse af 150.000 mennesker. Her dukkede landets flag for første gang siden 1940 op. I september blev en tilsvarende demonstration med 300.000 deltagere gennemført, og få dage senere blev forbuddet mod det estiske flag ophævet.
Folkefronten gennemførte i oktober sin første kongres, der bekræftede kravet om selvstyre og bad Moskva om at anerkende, at supermagten i 1940 havde besat landet med magt. Den følgende måned erklærede den estiske øverste sovjet (parlamentet), at det havde overherredømmet i landet (ikke Moskva) og at det ville nedlægge veto mod love, der blev vedtaget i Moskva uden dets samtykke.
I august 1989 dannede omkring 2 millioner estere, letter og lithauere en menneskekæde, der var mere end 560 km lang og strakte sig fra Tallinn til Vilnius. Kravet var anerkendelse af de baltiske staters uafhængighed. I februar 1990 vedtog et konvent af estiske repræsentanter landets uafhængighedserklæring på grundlag af Tartu fredstraktaten fra 1920 mellem Sovjetunionen og det unge Estland.
Ved valget i maj 1990 fik Folkefronten og nationalistiske grupper overvældende flertal i parlamentet. Nationalistlederen Edgar Savisaar blev udpeget til at stå i spidsen for den første folkevalgte regering siden 1940. I august erklærede parlamentet landets uafhængighed, men Moskva nægtede at anerkende erklæringen.
I slutningen af 90 og starten af 91 truede sovjetmagten med at anvende magt for hindre selvstændigheden, og det kom til flere sammenstød mellem sovjetiske tropper og nationalistiske grupper. I september havde konservative kræfter i Rusland gennemført et fejlslagent kup mod Mikhail Gorbachov, Boris Jeltsin havde reelt overtaget magten, og først nu anerkendte Sovjetunionen de tre baltiske staters uafhængighed. Samme måned blev de optaget i FN.
I januar 1992 trak præsident Savisaar og hans regering sig tilbage efter stigende kritik af dens økonomiske politik. Parlamentet udpegede den tidligere transportminister Tiit Vahi til at lede den nye regering. Estland blev tvunget til at indføre rationering af fødevarer og brændstoffer, efter at Rusland havde forhøjet priserne og begrænset leverancerne. Priserne kom op på verdensmarkedsniveau, og samtidig begrænsede Rusland importen af tekstiler og elprodukter fra Estland.
Den 20. juni 1992 blev landets nye forfatning - baseret på forfatningen fra 1938 - vedtaget ved en folkeafstemning. I september blev der valgt et nyt Riigikogu (parlament), der den 7. oktober erklærede, at overgangsperioden var tilendebragt og at landets nye forfatning var gældende. Den 5. oktober blev lederen af Nationalpartiet, Lennart Meri af parlamentet valgt til landets præsident med 59 stemmer mod 31. Landet var samtidig det første land i det tidligere Sovjetunionen der opgav Rublen som valuta og indførte sin egen møntfod, Kronen.
I december 1992 blev privatiseringsprogrammet midlertidig indstillet, efter at en højtansat embedsmand var blevet afskediget for pligtforsømmelse og uærlighed. I starten af 1993 kom det frem, at han havde været engageret i at tilbagelevere statslig ejendom til deres tidligere ejere, der i 40'erne havde fået dem konfiskeret af kommunisterne.
I juni 1993 blev der vedtaget stramme nationalistiske retningslinier, der berørte udlændingene i landet - først og fremmest russerne der udgjorde 30% af landets befolkning. De måtte enten skaffe sig opholdstilladelse eller blive deporteret. Som gengældelse beordrede Boris Jeltsin de russiske leverancer af naturgas afbrudt og indstillede samtidig tilbagetrækningen af russiske tropper fra Baltikum. I slutningen af juni gennemførte den russiske befolkning en folkeafstemning og erklærede sin autonomi, der dog blev karakteriseret som illegal af den estiske regering.
De russiske tropper afsluttede deres tilbagetrækning fra Estland i august 1994, hvor Estland allerede var dybt engageret i NATO's Partnerskab for Fred program. To måneder senere blev den tidligere formand for det estiske kommunistparti, Indrek Toome arresteret, angiveligt for korruption.
Valget i marts 1995 blev et stort nederlag for den koalition, der havde regeret landet, siden det rev sig løs fra Sovjetunionen. Det udløste betydelig polemik, da landets nye premierminister Tiit Vahi udnævnte et «uforholdsmæssigt» stort antal tidligere kommunister til ministerposter i sin nye regering. I oktober blev hans regering tvunget til at træde tilbage efter korruptionsanklager mod indenrigsministeren. Der blev nu dannet en ny regering, hvori der også indgik medlemmer fra Reformpartiet.
Efter en omdiskuteret afstemning i et valgkollegium blev Lennart Meri den 20. september 1996 genvalgt som landets præsident. En rapport fra den Europæiske genopbygnings og Udviklingsbank, der var blevet oprettet for at støtte de tidligere socialistiske landes overgang til markedsøkonomi, vurderede i december 1997, at de estiske reformer indenfor finanssektoren gjorde det muligt hurtigt at optage landet i EU. Reformerne havde bl.a. været med til at sikre landet flest udenlandske investeringer pr. indbygger blandt landene i regionen.
I februar 1998 undertegnede Estland, Letland og Lithaun en associeringsaftale med USA, hvormed supermagten samtidig forpligtede sig til at arbejde for de tre landes optagelse i NATO. Det udløste en reaktion fra Rusland der erklærede, at landet først ville normalisere forholdet til de baltiske lande, når de garanterede den russisk talende befolknings rettigheder.
I marts 1999 udnævntes Mart Laar til premierminister. I området omkring Peipus søen der udgør en væsentlig del af grænsen mod Rusland og hvor 95 % af befolkningen taler russisk, blev der sat et program i gang for at mindske de sociale efterdønninger, efter omfattende afskedigelser af russisk-talende, der ikke talte estisk. Estiske familier i byen Narva tog russisk talende unge ind for at mindske den sociale nød.
I Tallin førte begravelsen af en estisk officer, der ledte en nazistisk enhed under 2. verdenskrig til protester. Premierminister Laar betegnede officeren som en af landets mest prominente soldater, og slog fast at det var landets pligt at vise ham tilsvarende ære, men de partier der repræsenterede den russisk talende minoritet opfattede hændelsen som støtte til fascismen.
I oktober 2001 overtog Arnold Ruutel præsidentposten. Han var tidligere medlem af kommunistpartiets centralkomite.
Premierminister Laar overdrog i 2001 overborgmesterposten i Tallin til oppositionen, hvilket udløste anklager om forræderi fra hans egen regeringskoalition. Han trak sig derfor fra posten i januar 2002.
Ved EU topmødet i København i december 2002 blev det godkendt, at Estland optages i Unionen 1. maj 2004. Det blev efterfølgende konfirmeret ved en folkeafstemning i Estland i september 2003, hvor 67% stemte for optagelsen. Parallelt hermed forhandledes optagelse i NATO på plads, og Estland blev formelt optaget i april 2004.
Valget i marts 2003 blev vundet af en centrum-højre koalition, der indsatte Juhan Parts som premierminister.
Ved et topmøde i januar 2004 underskrev præsidenterne for Estland og Cypern to samarbejdsaftaler - en om uddannelse og kultur, og en om bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Det blev af internationale iagttagere betragtet begyndelsen på en ny æra af samarbejde mellem Estland og Middelhavslandene.
Den 1. maj blev Esland sammen med 9 andre lande optaget i EU, hvis medlemskreds dermed nåede op på 25.
I november trak forsvarsminister Margus Hanson sig fra posten, efter at klassificerede dokumenter var blevet stjålet fra hans hjem. Lovgivningen slår klart fast, at denne type dokumenter ikke må bringes ud af regeringens kontorer. At regeringens kontorer heller ikke byder på den store sikkerhed viste sig da dokumenter i den samme sag forsvandt fra udenrigsministeriet. Udenrigsminister Kristiina Ojuland blev derefter afsat.
Justitsminister Ken-Marti Vaher tabte i marts 2005 en tillidsafstemning i parlamentet på baggrund af en række spørgsmål til anti-korruptionsprogrammet. I konsekvens af den tabte afstemning tog premierminister Parts sin afsked. I april blev Andrus Ansip fra det højreorienterede Reformparti udnævnt som ny premierminister.
Den 9. maj 2005 ratificerede det estiske parlament EU's nye forfatning. Den var ligegyldigt. Den blev nogle uger senere stemt ned ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene. Nogle uger senere opgav Estland frivilligt målet om at blive optaget i Eurozonen i 2007. Landet lå over det tilladte maksimale inflationsniveau. Der blev i stedet udformet en ny plan, der sigtede mod optagelse i zonen i 2008.
Præsidentvalget i 2006 blev vundet af Toomas Hendrik Ilves fra Socialdemokratiet. Valget skete i parlamentet, hvor han efter 1. valgrunde ikke havde nogen modkandidater. Ilves blev født i eksil, voksede op i USA og arbejdede i 1980'erne som journalist på Radio Free Europe - USA's propagandastation rettet mod Østeuropa.
Parlamentsvalget i marts 2007 blev en sejr for det regerende Reformparti, der fortsatte i regering. Efter socialdemokraterne i maj 2009 trak sig ud, fortsatte regeringen som en mindretalsregering.
Regeringens beslutning i april 2007 om at fjerne et monument for faldne russiske soldater under 2. Verdenskrig udløste store demonstrationer blandt estere af russisk oprindelse. Flere hundrede blev arresteret og 1 dræbt. Beslutningen skærpede endvidere relationerne med Rusland, hvis premierminister erklærede, at der ville blive taget hårde modforholdsregler. Russiske parlamentarikere opfordrede til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Over den næste måned blev den estiske regerings sites på internettet udsat for angreb fra hackere, der ledte opslag på siderne videre til russiske propagandasider. Tallin beskyldte Rusland for at stå bag krigen i cyberspace, men det blev afvist af Moskva.
Efter et årti med høje vækstrater kastede den globale økonomiske krise i 2008-10 landet ud i dyb økonomisk krise. BNP valdt i 2008 med 3,6%, og i 2009 skrumpede økonomien med 14,1%. Estland var dermed det land der blev hårdest ramt i EU. I løbet af blot 5 måneder (januar-maj 2009) blev arbejdsløsheden mere end fordoblet. Den lå i marts 2010 på 15,5% - fjerde højest i EU. Krisens dybde skyldtes især den omfattende spekulation i landet, og bankernes villighed til at deltage i denne.
Den russisktalende minoritet i Estland udsættes fortsat for diskrimination, ifølge Amnesty International. Samtidig fører myndighederne kampagne mod de menneskerettighedsorganisationer der forsvarer minoritets rettighederne. Den russisk talende minoritet nægtes i vid udstrækning adgang til jobs i det offentlige og i en vis udstrækning det private erhvervsliv med henvisning til at de «ikke behersker estisk tilstrækkelig godt». Den russiske minoritet er statsløse.
Estland begyndte liberaliserede 35% af sit elmarked i mart 2010 og planlagde at det var fuldt liberaliseret i 2013.
De to liberale partier Reformpartiet og Centerpartiet vandt valget i marts 2011 og tog ialt 59 pladser i det 101 pladser store parlament. Valgets største sejrherre var dog Socialdemokratiet der gik 9 pladser frem til 19, mens de Grønne og den estoniske Folkeunion begge røg ud af parlamentet. Reformpartiet fortsatte i en koalitionsregering med det konservative IRL.
Præsident Ilves blev genvalgt af parlamentet i august 2011 med 73 stemmer ud af 101.
Premierminister Ansip trak sig i april 2014 fra posten for at hans efterfølger kunne nå at lede partiet frem til næste valg i 2015. Premierministerposten blev overdraget til partiets nye leder Taavi Rõivas. Rõivas blev med sine 35 år den yngste regeringsleder i EU.
Parlamentsvalget i marts 2015 blev overvejende et nederlag for de gamle partier. De to store sejrherrer var det nationalkonservative Frihedsparti, der fik 8 pladser ud af parlamentets 101 samt det højreradikale og facistisk orienterede Konservative Folkeparti. Reformpartiets leder Taavi Rõivas dannede efterfølgende en koalitionsregering med det stærkt decimerede socialdemokrati og det højreorienterede Pro Patria & Res Publica.
Estland var fortsat stærkt nationalistisk og indadskuende. 6% af den estiske befolkning var fortsat uden statsborgerskab - overvejende russisktalende. Regeringen var imod indvandring fra lande udenfor EU og i september blev et flygtningemodtagelsescenter i landsbyen Vao stukket i brand af radikale højrekræfter. 50 asylansøgere boede på centret, men ingen kom til skade.
I marts 2016 indledte regeringen bygningen af et 90 km langt hegn langs grænsen til Rusland. Landet bakkede op om det vestlige diskurs om truslen fra Rusland.
Estlands parlament skulle i august 2016 vælge ny præsident. 4 kandidater stillede op, men trods gentagne valgrunder var der ingen af dem der kunne mønstre den krævede 2/3 opbakning i parlamentet. I stedet bragtes den uafhængige og relativt ukendte politiker Kersti Kaljulaid på banen. Hun endte med at få opbakning fra 81 ud af parlamentets 101 medlemmer og blev dermed landets første kvindelige og samtidig yngste præsident. Indtil 2004 havde hun været medlem af det nationalkonservative parti Isamaaliit (Fædrelandsunionen).
Efter intern magtkamp sprængtes regeringskoalitionen i november 2016. Centerpartiet, Socialdemokratiet og Fædrelandspartiet dannede i stedet en koalitionsregering med Jüri Ratas som premierminister.
Ved udgangen af 2016 var næsten 80.000 af landets indbyggere «statsløse» - de fleste russere. I januar blev indfødsretsloven ændret således at nyfødte af statsløse automatisk fik estisk statsborgerskab. Landet var fortsat i strid med EU's flygtningepolitik og tog de første 9 måneder af 2016 kun imod 130 flygtninge.
Efter EU Kommissionen i marts 2018 indbragte Polen for EU domstolen pga. den polske regerings anti-demokratiske aktiviteter, rykkede Estland, Letland og Lithaun ud for at forsvare Polen.
Parlamentsvalget i 2019 blev vundet af Reformpartiet, der fik 34 ud af parlamentets 101 pladser. En fremgang på 4. Det regerende Centerparti fik 26. En tilbagegang på 1. Valgets store sejrherre var dog det højreradikale nationalkonservative EKRE, der gik 12 mandater frem til 19. Efter valget opfordrede det vindende Reformparti premierminister Ratas til at danne en koalitionsregering med dette, men Ratas valgte i stedet at danne regering med EKRE og det konservative ISMAA. Perioden frem til hans tilbagetræden i januar 2021 var præget af skandaler og offentlige undskyldninger. Ofte for det højrerabiate EKRE. Ratas måtte træde tilbage i januar 2021 efter statsanklageren havde anklaget Centerpartiet for at være involveret i en bestikkelsesaffære sammen med forretningsmanden Hiller Teder. Et par uger senere dannede Reformpartiet og Centerpartiet ny regering under ledelse af Reformpartiets leder Kaja Kallas.
I juli 2019 forsøgte den estiske handelsminister (som var fra EKRE) at standse de offentlige bevillinger til 3 menneskerettighedsorganisationer, der arbejdede for ligestilling i landet. Det gjaldt Estonian Women’s Associations Roundtable, Estonian Women’s Studies and Resource Centre samt Estonian Human Rights Centre.
Den uafhængige Alar Karis blev i august 2021 opfordret af Reformpartiet og Centerpartiet til at stille op til præsidentvalget. Han blev uden modkandidater valgt i oktober i parlamentet med de nødvendige 2/3 flertal.
| ||||