Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
    .  Rusland
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 10.068
: :
Kojève, Alexandre

Alexandre Kojève, f. Kojevnikov (1902-1968), russisk-fransk filosof. Forlod Sovjetunionen i 1922. Efter at have studeret filosofi i Tyskland bosatte Kojève sig fra 1928 i Paris, hvor han i perioden fra 1933 til 1939 holdt et legendarisk seminar ved l’École Pratique des Hautes Études om Hegels Phänomenologie des Geistes. Fra 1945 til sin død i 1968 fungerede Kojève som embedsmand i ministeriet for økonomiske anliggender og virkede i samme periode som KGB-agent.

Kojèves betydning som filosof skyldes først og fremmest det berømte Hegelseminar, der under titlen: Introduction à la lecture de Hegel (Introduktion til læsning af Hegel) blev udgivet i 1947 af Raymond Quenaud. Seminaret, der på afgørende vis kom til at præge fransk filosofi i efterkrigsperioden, samlede en udsøgt skare af unge filosoffer og forfattere bl.a. Raymond Aron, Georges Bataille, André Breton, Jean Hippolyte, Jacques Lacan, Merleau-Ponty, Raymond Quenaud, Eric Weil, og selv om Sartre ikke deltog i seminaret, er hans filosofi i høj grad inspireret af Kojèves nye «chokerende» Hegellæsning. Seminaret betød et opgør med den dominerende neo-kantianisme og bergsonisme i fransk filosofi og indvarslede en epoke præget af et særligt ménage à trois - Hegel, Marx og Heidegger - dvs. en særlig blanding af dialektik, fænomenologi og eksistentialisme. Kojèves betydning varede indtil slutningen af 60'erne, hvor en ny generation af filosoffer - bl.a. Foucault og Deleuze - brød igennem med en «mistankens filosofi», der havde rødder hos Nietzsche, Freud og Marx. I sin farverige læsning af Phänomenologie des Geistes introducerede Kojève nogle for epokens væsentlige temaer såsom anerkendelsens dialektik, de intellektuelles engagement og Historiens slutning.

Kojèves Hegellæsning tager udgangspunkt i det antropologiske spørgsmål «hvad er mennesket?», og svaret lyder: mennesket er begær. Det særlige ved menneskets begær er, at det er begær efter anerkendelse, og for at opnå denne anerkendelse - dvs. for at blive tilfredsstillet - må mennesket indgå i en kamp på liv og død, hvor den, som sejrer, er Herren, mens den, som for at overleve blot må anerkende Herren, er Slaven. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at denne dialektik mellem Herre og Slave egentlig ikke tilfredsstiller Herren, thi han er blevet anerkendt af en simpel slave, som han ikke selv anerkender, og er derfor blot havnet i en «eksistentiel blindgyde». Nøglen til den historiske dialektik ligger altså ikke hos den utilfredse Herre, men hos Slaven. Slaven kan nemlig arbejde for Herren, han kan bearbejde Naturen, og denne «negerende aktivitet» er motoren bag det historiske fremskridt, der altså beskrives som en intrikat blanding af blodige klassekampe og hårdt arbejde.

Efter at have gjort anerkendelsens dialektik til den fundamentale drivkraft i Historien, hævder Kojève banebrydende, at selvsamme Historie allerede er slut. Da Napoleon sejrede ved Jena, skabte han nemlig en universel og homogen stat, der realiserede de franske oplysningsfilosoffers ideal om universel lighed, og denne stat tilfredsstiller alle, idet enhver borger nu anerkendes af andre borgere, som han også selv anerkender. Eftersom herre-slavedialektikken herved ophæves, og det politiske ideal realiseres, er Historien slut. «Der er ikke mere at gøre.» Strengt taget er den ideelle stat dog kun gennemført potentielt, og der hviler derfor et tungt ansvar på de intellektuelle, der ikke blot kan trække sig ud af verden og forstå, men tværtimod må engagere sig i verden og i praksis bidrage til at realisere det politiske ideal, som netop de (der har læst Phänomenologie des Geistes) har indsigt i. Sartre blev det arketypiske eksempel på denne engagerede intellektuelle, der altid stod klar med en pamflet, mens Kojève selv (der i al beskedenhed mente, at Stalin-Kojève var den opdaterede version af duoen Napoleon-Hegel) forlod en filosofisk løbebane og engagerede sig som bureaukrat og agent.

Temaet om historiens slutning (som amerikaneren Francis Fukuyama genoplivede i 1990) har dog også filosofiske implikationer. Historien slutter nemlig ikke, idet Napoleon realiserer den perfekte stat, men helt præcist i det øjeblik Hegel hører Napoleons kanontorden ved Jena og dermed forstår, at Historien er slut - og samtidig forstår sig selv som det hele menneske, der først opstår ved Historiens slutning (selvbevidsthed). Historien slutter altså, idet Hegel hører Napoleon og derfor kan skrive Phänomenologie des Geistes, hvorved filosofien (forstået som kærlighed til viden) slår over i «absolut viden» eller «visdom». Når netop Hegel realiserer den absolutte viden, er det altså fordi, han lever i «det absolutte øjeblik», hvor Væren (Natur og Historie) er fuldt udfoldet, og den endegyldige selvindsigt derfor bliver mulig.

Historiens slutning betyder, at mennesket forstået som begær og handling forsvinder og erstattes af det post-historiske menneske, en sprogløs homo ludens, hvis hovedbeskæftigelser er kunst, leg og kærlighed - «alt det der gør mennesket lykkeligt». I en berømt note, som Kojève føjede til 2. udgaven af Introduction, beskrives historiens slutning som en tilstand af «japansk snobberi». Det kan diskuteres, om denne postmoderne tilstand egentlig tilfredsstiller mennesket eller snarere forvandler det til et eksemplar af Nietzsches «sidste menneske». Som det fremgår, er historiens slutning nemlig ikke kun menneskets, men også filosofiens død.

Udover de berømte Hegelforelæsninger har Kojève udgivet Essai d’une histoire raisonnée de la philosophie païenne (1968, 1972, 1973, genudg. 1997), Esquisse d’une phénoménologie du droit (1981) og De la tyrannie (en dialog med vennen Leo Strauss, 1947, genudg. 1997).

M.C.