Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med boligpolitik menes her både de målbevidste tiltag fra stat og kommuner, som har til formål at indvirke på boligbyggeriet og boligforholdene, men også de mere indirekte påvirkninger som skyldes andre målsætninger eller tiltag. Manglende offentlig indgriben i boligindustrien, skatteregler og finanspolitik har klare konsekvenser for boligområdet i Danmark. Grænsen mellem målbevidste og indirekte tiltag kan være uklar. Det er vigtigt at erkende, at også regler og reguleringer indenfor andre sektorer har konsekvenser for boligpolitikken. Den reguleres ikke gennem én sektor, men ofte gennem delmål inden andre sektorer, f.eks. transport- og socialpolitik.

Den mere målbevidste boligpolitik i Danmark er i vid udstrækning blevet fremtvunget af omstændighederne, og da som et led i en politik for at afskaffe nøden, eller i bedste fald motiveret ud fra et princip om retslig beskyttelse og rimelig fordeling af goderne. Boligpolitikken har overvejende været styret af boligmanglen og korrektion af allerede foreliggende misforhold. Dette skyldes flere forhold:

• industrialiseringen i byerne tiltrak store folkestrømme fra landet. De blev huset i elendige spekulationsboliger i byerne
• boligkrak og stilstand efter 1. verdenskrig
• den 2. verdenskrig, med så godt som intet boligbyggeri
• det private initiativs udfoldelse i boligsektoren, hvor «efterspørgslen» i højere grad har fået lov til at styre boligmarkedet end de egentlige «behov». (Alene begrebet marked indikerer, at det ikke drejer sig om folks menneskeret til en bolig, men om deres økonomiske evne til at skaffe sig den. Folk med behov men uden midler til at efterspørge har været henvist til sociale ordninger).

Arbejderbevægelsen engagerede sig allerede fra slutningen af 1800-tallet i at skaffe arbejderne ordentlige boliger. Boligmarkedet var på det tidspunkt præget af elendigt og sundhedsfarligt spekulationsbyggeri. Både Kooperationen og en lang række fagforeninger gik derfor ind i byggeriet af ordentlige boliger til arbejderne. Alligevel var det først under 1. verdenskrig i 1914-18 at lejerne begyndte at organisere sig. Baggrunden var bolignøden, boligmanglen, lønstoppet under krigen og uhæmmet spekulation i det private udlejningsbyggeri. Grundejerne havde været langt tidligere på færde. Mange grundejerforeninger var etableret før århundredskiftet. Kjøbenhavns Grundejerforening f.eks. allerede i 1857.

Tidlig regulering

Første gang der blev lovgivet om offentlig støtte til boligbyggeri var i 1887. Den første regulering af lejeaftalerne skete på initiativ af borgerrepræsentant Thorvald Stauning i 1915. Huslejestigningerne gav på det tidspunkt stadig stigende bekymring blandt arbejderne. På baggrund af initiativet blev der i 1916 vedtaget en lov, der indeholdt visse bestemmelser om kontrol med huslejens størrelse, men uden nogen regulering i øvrigt - f.eks. ingen opsigelsesbeskyttelse.

Dette blev dog ændret i en efterfølgende lov allerede samme år med en bestemmelse om, at opsigelse af en lejer skulle godkendes i det nedsatte huslejenævn - en instans som den samme lov fik oprettet.

Det kan undre, at det har været så vanskeligt effektivt at regulere et forhold mellem to parter, når overskriften hedder «lejeaftale», når det f.eks. var muligt allerede i 1906 at sikre en lov om regulering af købsaftaler, uden at denne lov i mellemtiden har måttet skrives om i væsentligt omfang.

Boligkrisen under krigen skyldtes også manglen på boliger, og i 1917 blev der derfor vedtaget en lov om støtte til såvel kommunalt, socialt som privat byggeri. I årene 1923-27 blev denne støtte ydet gennem Statsboligfonden. Den gav støtte til opførelsen af ca. 27.000 lejligheder.

Sidst i 1920'erne ophævede den daværende Venstre-regering loven om huslejekontrol og beskyttelsen mod opsigelse, og huslejerne steg nærmest eksplosivt. I løbet af få år var huslejeniveauet steget med op til 100%.

Verdenskrisen i starten af 30'erne kastede mange arbejdere ud i arbejdsløshed, hvilket yderligere forværrede boligproblemerne. I 1933 genoptog staten derfor en beskeden form for boligstøtte, men der var ikke tale om tilskud til nedsættelse af renten, så det fik ikke sat gang i øget byggeri.

Lejeloven

Den første egentlige lejelov er fra 1937, og det er i princippet den lejelovgivning, der er bygget eller lappet på i den efterfølgende lovgivning. Sideløbende med 1937-lejeloven blev der genindført en boligstøttelovgivning. I lighed med boligstøttelovgivningen fra 1933 var der ikke tale om en fast lav rente - der var tale om et særligt tilskud til familier med børn. Det var principielt en udbygning af sociallovgivningen. Markedsrenten var gældende, men ved renteændringen kunne finansieringen med finansudvalgets tilslutning ændre de økonomiske forudsætninger for disse tilskud. Der blev under denne boligstøttelov bygget ca. 38.000 lejligheder. Privat byggeri kunne ikke opnå statslån.

I 1939 blev der på ny indført statsstøtte til privat byggeri, fordi der i mange kommuner ikke var sociale boligselskaber til at støtte opgaverne. Støtten til det private byggeri var dog af mindre omfang og blev kun ydet til ejendomme med 24-36 lejligheder. Denne begrænsning bortfaldt imidlertid senere. Nu blev renten reguleret og kunne nedsættes 1 % på etagebyggeri og 1½ % på parcelhusbyggeri. En ny lov i 1942 gav mulighed for yderligere rentenedsættelse. Der kunne nu nedsættes med 2 % for etagebyggeri og 2½ % for parcelhusbyggeri. Samtidig kunne der opnås afdragshenstand og skattefrihed i en årrække.

Nøden under 2. verdenskrig gav til gengæld lejerbevægelsen kraftigt vind i sejlene. Danmarks Lejerforbund opnåede med Hans Andersen i spidsen en massiv medlemsfremgang. I årene 1940-45 dannede forbundet en lang række lejerforeninger ude i landet. Andersen rejste land og rige rundt, opflammede lejerne og fik dem organiseret. I 1943 føjede Danmarks Lejerforbund et slogan til sit hidtidige - «Værn dit hjem». Nu skulle det hedde «Værn dit hjem - og byg det selv». Lejernes boligselskab Lejerbo blev stiftet. Fronten mod spekulanterne blev på denne måde udvidet. Ikke blot skulle lejerne organiseres, men spekulationen skulle også bekæmpes ved at arbejderne selv kom til at eje deres bolig.

I årene umiddelbart efter 2. verdenskrig var situationen præget af både boligmangel og bolignød. I 1946 blev boligstøtteloven derfor revideret. Der var ikke bygget noget i krigsårene, og der var et voldsomt pres på det sociale og almennyttige byggeri. Sigtet var nu, at der skulle bygges 13-14.000 lejligheder om året. Dette byggeri skulle finansieres på den måde, at staten betalte forskellen mellem statslånsrenten og renten på det normale pengemarked. Det kostede dengang staten ca. 2.8 mio. kr. om året. Staten optog lån på det almindelige lånemarked og udlånte pengene til lavere rente.

I 1954 blev der fremsat forslag til lov om boligforholdene, som skulle være en mere permanent lovgivning til afløsning af den udløbne byggestøtte- og huslejelovgivning. I loven lå forslag til udligning af huslejeniveauerne som betød, at lejen i det private byggeri steg ca. 15 % - muliggjort ved byggeprisernes stigning - og vedligeholdelsesforpligtelserne kunne grundejerne stadig negligere. Den lov blev dog udskudt til 1960.

I 1957 indførtes en ny lov om boligstøtte, hvor man gik fra direkte statslån over til at yde et tilskud over et kortere åremål svarende til forskellen mellem effektiv rente og en politisk fastsat fiktiv rente. Da disse tilskud skulle afvikles hurtigt igen, var der kun tale om en slags «fødselshjælp». En midlertidig nedsættelse af førstegangslejen i det dyre nybyggeri.

1966 Ejerlejligsloven

Den største skandale i dansk boligpolitisk historie fandt sted i 1966. Her indgik de 4 gamle partier (S, R, V, K) et forlig på boligområdet og indførte ejerlejlighedsloven. Dermed blev der givet lov til at udstykke fra de bestående udlejningsejendomme til ejerlejligheder. Ca. 120.000 lejligheder blev på det grundlag omdannet til ejerlejligheder. Det har ikke givet en eneste lejlighed mere, men gamle, bestående ejendomme har blot ændret status. Derved har man forhindret folk med små og jævne indkomster i at flytte ind i rimelige lejligheder. Alene fordi de ikke er i stand til at betale huslejen.

Lejernes muligheder for indflydelse på ejendommens drift og administration var indtil 1975 begrænset til udlejernes velvilje til at forhandle med lejerne eller deres lejerforeninger. Allerede i 1969 havde Lejernes Landsorganisations (LLO) kongres vedtaget at rette henvendelse til regering og Folketing med krav om, at lejerne i de private udlejningsejendomme fik direkte indflydelse og medbestemmelse på ejendommens drift og administration.

Denne henvendelse vakte megen opmærksomhed og kritik, men medførte at den daværende boligminister opfordrede LLO til at gå i forhandlinger med modparten, Grundejernes Landsorganisation. Forhandlingerne brød sammen flere gange, men den 29. november 1972 lykkedes det for organisationerne at blive enige om en principskitse til en ensartet lejelovgivning gældende for hele landet.

Skitsen indeholdt regler om bolignævn for alle kommuner, udvidet beskyttelse mod opsigelse, beregning af huslejen ud fra et omkostningsprincip, men med et fast kapitalafkast på 7 % af 15. almindelige vurdering, bytteret af lejligheder samt mulighed for at etablere beboerdemokrati i større ejendomme med henblik på at give lejerne reel medbestemmelse på ejendommens drift og administration, herunder medbestemmelse på vedligeholdelsesmidlernes anvendelse, forbedringer mv.

I mellemtiden var der sket et regeringsskift. Organisationerne afleverede lejelovsskitsen til den nye regering, der var socialdemokratisk, og skitsen indgik herefter i de boligpolitiske forhandlinger. Regeringen der havde flertallet sammen med Socialistisk Folkeparti, fremlagde i 1973 et lovforslag til en helt ny lejelovgivning, der byggede på de to organisationers principskitse, og der syntes på dette tidspunkt at være et spinkelt flertal for at gennemføre det. Imidlertid blev der udskrevet valg i slutningen af 1973, som resulterede i den smalle Venstre-regering under hvis ledelse en ny lejelov blev gennemført.

Da den nye regering kom til i 1974, opsagde Grundejerne aftalen med LLO. De mente nu, at der muligvis var flertal for deres ønske om et såkaldt frit boligmarked. I forhold til det oprindelige lovforslag var det en stærk barberet lejelovgivning, Venstre-regeringen gennemførte. Der blev ikke foretaget en sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven til en ensartet lejelov.

Nogle af principperne blev dog gennemført. I forringet udgave blev der givet mulighed for at etablere beboerdemokrati i de enkelte ejendomme. Denne lejelovgivning trådte i kraft 1. april 1975, hvor lejelovgivningen fra det tidligere boligforlig i 1966 udløb.

Den næste større lejelovsrevision fandt sted i 1979. Der rummede visse forbedringer, bl.a. om beboerdemokrati i beskedent omfang i privat udlejningsbyggeri. I 1982 blev gennemført regler i lejeloven, der gav øget beboerdemokrati og skærpede varmebestemmelser. Samtidig blev indført en regel om energibesparende foranstaltninger, men så sent at varmetilsynslovens tilskudsprocenter på 30 var bortfaldet, således at lejere i det private byggeri ikke fik en rimelig andel af tilskuddene. Desuden blev fremsat og gennemført ændringsforslag til lejeloven, der betød generelle lejeforhøjelser, lejestigninger til vedligeholdelse og genopretning med bindingspligt i Grundejernes Investeringsfond.

I 1983 blev der yderligere gennemført en række ændringer af lejelov og boligreguleringslov, som betød stop for gebyr ved genudlejning, bedre beskyttelse af klubværelseslejere, og fremlejeafgiftens bortfald pr. 1. januar 1984.

1985 Ny lejelov

I begyndelsen af 1984 opfordrede boligministeren Grundejernes Landsorganisation og Lejernes Landsorganisation til at gå i forhandling om en revision af lejelovgivningen. Disse forhandlinger brød sammen allerede i efteråret, men blev under forsæde af Boligstyrelsen genoptaget.

Resultatet blev en helt ny lejelov, der omfattede 24 kapitler og 219 paragraffer, og principperne i forslaget var:

• ensartet lejelov for hele landet,
• huslejenævn i samtlige kommuner (nyt ankesystem),
• beboerdemokrati - lejerrepræsentation,
• omkostningsbestemt husleje i samtlige kommuner,
• mulighed for fradømmelse af retten til at administrere udlejningsejendomme,
• vedligeholdelse og genopretning med kun én konto i Grundejernes Investeringsfond,
• ved genudlejning oprettelse af indvendig vedligeholdelseskonto,
• større kompetence til huslejenævn med påbud om vedligeholdelse og forbedring,
• ændrede regler ved iværksættelse af moderniseringsarbejder,
• øget lejerdemokrati i småhuse.

I 1986 fremsatte daværende boligminister Thor Petersen en helt ny lejelov for beboelseslejemål og en ny lejelov for erhvervslejemål. LLO gjorde indsigelse mod begge forslag, fordi det slet ikke lignede det lejelovsudkast Grundejernes og Lejernes organisationer havde forhandlet sig frem til. Det vigtigste argument var, at det ikke indebar en ensartet lov for lejerne i det private udlejningsbyggeri. Forslaget kunne ikke samle et flertal i folketinget.

Thor Petersens forslag fik de radikale til på boligområdet at samarbejde med socialdemokraterne og SF. I 1987 vedtog S, SF og de radikale en række ændringer til boliglovene, der var hentet fra lejelovsforhandlingerne med udlejerne. Muligheden for at give grove udlejere og administratorer det «røde kort» blev indført, ligesom byggereglerne blev forbedret, og det blev lettere at oprette beboerrepræsentation. Det var også i 1987, der blev givet mulighed for at få opkrævet penge «over huslejen» til beboerrepræsentanternes arbejde.

Fra 1981 og frem til 1988 var de radikale garant for, at lejernes vilkår ikke blev forringet i den grad, som de borgerlige regeringer ønskede det. I 1988 gik de radikale i regering med Venstre og Konservative, og fra dette tidspunkt blev de radikales holdning væsentlig ændret.

I foråret 1991 indførtes fri huslejefastsættelse for ejerboliger, der lejes ud tidsbestemt i perioden frem til 1994. For disse boliger var der med dette forslag tale om lejeforhøjelser på mere end 2.000 kr. om måneden.

I januar 1993 tiltrådte en socialdemokratisk ledet regering, som også CD, Kr.F og R indgik i. Under den nye regering gik det pludselig stærkt med lejelovsforhandlingerne. Resultatet blev et lejelovsforlig, der trådte i kraft henholdsvis 1. juli 1994 og 1. januar 1995. For første gang i næsten 10 år blev der ikke entydigt gennemført forringelser for lejerne.

I juni 1994 nedsatte daværende boligminister Flemming Kofod-Svendsen en lejelovskommission. Dens opgave var at analysere lejelovgivningen igennem med henblik på en ændret lejefastsættelse - underforstået en liberalisering af lejefastsættelsen. Kommissionen fik 19 medlemmer, med repræsentanter fra organisationerne, herunder Lejernes LO, kommunerne og 4 økonomiske og 4 juridiske eksperter. Kommissionen besluttede at lægge op til en opdeling af lejelovgivningens i tre love, én for det almennyttige område, én for erhvervslejerområdet og én for det private udlejningsområde. Dernæst besluttede man at arbejde med tre modeller for lejefastsættelsen, en reguleringsmodel, en frimarkedsmodel og en model som blev kaldt en modereret model.

Under lejelovskommissionens arbejde gennemgik Christiansborg et regeringsskifte, hvor boligministerposten blev besat af en socialdemokrat, nemlig Ole Løvig Simonsen. Trods det, at lejelovskommissionen ikke var færdig med sin rapport, lykkedes det at få Løvig Simonsen til at ændre lejelovgivningen, således at det omkostningsbestemte princip blev mere gennemgående for lejefastsættelsen. Det bliver fastslået, at ved genudlejning skal lejen, hvis den vurderes af huslejenævnet, fastsættes efter omkostningsbestemte principper, såfremt lejemålet ikke er forbedret eller er forbedret for mindre end 1.500 kr. pr. m² eller et samlet beløb på 170.000 kr. Hvis lejemålet er forbedret for mere end de nævnte satser, skal huslejenævnet anvende det lejedes værdi som retningslinie for fastsættelse af lejen. Desværre lykkedes det ikke at gøre denne lovændring permanent.

I februar 1997 offentliggjorde lejelovskommissionen sin endelige rapport. Der var imidlertid ikke flertal for nogle af de modeller for lejefastsættelsen, som kommissionen arbejdede med - hverken reguleringsmodellen, frimarkedsmodellen eller den modererede model. Alligevel fandt der senere en forskydning af styrkeforholdet sted til fordel for ejerne. Presset for indførelse af frimarkedsmodellen er derfor stigende.

Boligpolitikken som mål og som konsekvens

Som indenfor andre politikområder kan boligpolitiske tiltag føre til mere eller mindre tilsigtede eller ønskelige konsekvenser. Den målbevidste boligpolitik består af flere elementer, hvoraf de vigtigste er:

1. Lovgivning og regler med krav til teknisk, hygiejnisk og æstetisk udformning.
2. Finansierings- og støtteordninger for at bygge boliger og for at få de eksisterende boliger betalt ud. Vi finder her to typer af tiltag: - de generelle boligøkonomiske (arealstøtte, rentenedsættelse), - de selektive boligsociale (boligstøtteordninger).
3. Love og regler med henblik på organiseringen af boligbyggeri og sikringen af beboernes rettigheder overfor husejerne etc., samt regler for en mere retfærdig fordeling af den eksisterende boligmasse.
4. Mængderegulering af byggeriet, rationering af byggematerialer, begrænsende regler for boligstørrelsen etc., for økonomisering med ressourcer og for at sikre boligbyggeriets omfang ifht. andre byggeformål.
5. Erklærede boligpolitiske målsætninger om kvantitet, kvalitet, fordeling, brug etc., som ikke er inkluderet i love eller regler, eller forsøgt realiseret gennem virkemidler af økonomisk eller organisationsmæssig art. Med andre ord: Programformuleringer af valgflæsk-karakter.

Den indirekte boligpolitik som føres her i landet består af bl.a. følgende elementer:

1. Regler for personbeskatning, som med rentefradragsreglerne hidtil har gjort de privatejede boliger urimeligt fordelagtige fremfor f.eks. kooperativt ejede.
2. Manglende kontrol med omsætning og udleje.
3. Producentstyret boligbyggeri. Typehusfirmaer og storentreprenører producerer boliger, hvor kravet om «lønsomhed» ofte går forud for kvalitetskrav, både med hensyn til udnyttelse af grunde, boligens brugbarhed og materialernes holdbarhed.
4. Manglende eller langsom dækning med serviceinstitutioner og fællestiltag i de nye boligområder.
5. Usikkerhed omkring byfornyelsesspørgsmål som har ført til forslumning af både privat og offentlig ejet ældre boligmasse og hele bykvarterer.
6. Manglende beskyttelse af den boligmasse som eksisterer mod indgreb i næromgivelserne - som f.eks. øget befolkning i de omkringliggende områder eller vejudvidelser. Disse indgreb sker på bekostning af tidligere friarealer, legepladser og tidligere trafiksikre forbindelser til skole og butikker. (Se også: Trafikpolitik).
7. Bebyggelse for ældre, handicappede, studerende, personale på en del offentlige institutioner f.eks. i sundhedssektoren.

Formålet med at skelne mellem målbevidst og indirekte (egentlig «utilsigtet») boligpolitik har været at understrege, at boligpolitik ikke først og fremmest er de udformede forslag og udtalte intentioner, men de konkrete handlinger eller mangel på sådanne. Man kan ikke forstå boligpolitik som et isoleret område. Boligpolitik er en del af klassekampen mellem kapitalejerne og arbejderne, fordi boligforholdene er knyttet tæt sammen med produktions- og ejerforholdene. Slagordet: «Ingen skal eje andres bolig» er derfor et slagord for arbejdernes frihed fra kapitalisterne, og en socialistisk boligpolitik må gå ud på at afskaffe privatkapitalens herredømme i boligsektoren - som i alle andre deler af samfundslivet. Kampen på arbejdspladserne er ikke først og fremmest en kamp om højere løn og kortere arbejdstid, men om arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne. Tilsvarende er boligkampen ikke først og fremmest en kamp om højere boligstandard, men en kamp om råderetten over og retten til menneskelig bolig.

A.J.