Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bündniss 90/Die Grünen (Forbund 90/De Grønne), tysk venstrefløjsparti, repræsenteret i Forbundsdagen og de fleste tyske delstatsparlamenter. Siden 1998 deltager i en koalitionsregering på forbundsplan med det tyske Socialdemokrati (SPD).

Bündniss 90 har omkring 51.000 medlemmer (1999), hvoraf langt de fleste - mere end 90% - bor i de vesttyske delstater. Medlemstallet er voksende, men dog stadig langt mindre end i store, traditionelle partier som SPD og CDU. Partiets er organiseret på tre niveauer, der afspejler Tysklands politiske og administrative struktur. Først er der den nationale partiledelse med hovedkvarter i Berlin, derefter 16 delstatssektioner med egne ledelser og en ikke ubetydelig politisk autonomi og endelig det lokale niveau med de almindelige partiafdelinger.

Bündniss 90 har ingen formænd. I stedet vælges på hvert niveau talspersoner, i reglen to, som tegner partiet udadtil. Parlamentsmedlemmer kan ikke sidde i partiets ledende organer. Ved valg til alle partiorganer og ved opstilling af lister til parlamentsvalg er der kønskvotering. Som hovedregel skal mindst halvdelen af pladserne reserveres kvinder.

Bündniss 90 har 7 medlemmer i Europaparlamantet, 47 medlemmer i den tyske Forbundsdag og er repræsenteret i 10 af de 16 tyske delstatsparlamenter (1999). I de fem østtyske delstater er det endnu ikke lykkedes at bryde spærregrænsen på 5%.

I tre delstater indgår Bündniss 90 i en regeringskoalition med SPD: Nordrhein-Westfalen (siden 1995), Schleswig-Holstein (siden 1996) og Hamburg (siden 1997). Mange større byer og en lang række byråd har grønne borgmestre.

Bündniss 90 henter fortrinsvis sine vælgere blandt de 25-40 årige, med en overvægt af kvindelige stemmer. Langt de fleste vælgere bor i byerne og har en videregående uddannelse.

Hvor Bündniss 90 indtil 1997-98 oplevede markante stemmemæssige fremgange, har partiets vælgerstøtte i de seneste år udvist en dalende tendens. Ved det seneste valg til forbundsdagen i 1998 fik Bündniss 90 6,7% af stemmerne mod 7,3% ved valget i 1994. Europaparlamentsvalget i 1999 gav 6,4% af stemmerne (7 mandater), en tilbagegang fra 10,1% (12 mandater) i 1994.

Ministre for Bündniss 90 i den SPD-ledede forbundsregering siden 1998 er: Joschka Fischer (udenrigsminister og stedfortræder for forbundskansleren), Andrea Fischer (sundhedsminister) og Jürgen Trittin (miljøminister og minister for reaktorsikkerhed).

De grønne partiers historie i Tyskland

Partiet Bündniss 90 er umiddelbart et resultat af murens fald og den tyske genforening. Det blev dannet i 1993 gennem en sammenslutning af det vesttyske grønne parti Die Grünen og den østtyske borgerrettighedsbevægelse Bündnis 90.

Partiets rødder går imidlertid tilbage til slutningen af 1960'erne, hvor der i Vesttyskland, som i det øvrige Europa, opstod en række alternative sociale og politiske bevægelser. Erfaringerne fra det udenomsparlamentariske arbejde i miljøbevægelsen, kvindebevægelsen, anti-atomkraftsbevægelsen, fredsbevægelsen og solidaritetsbevægelsen med den tredje verden førte gradvist til en erkendelse af, at det var nødvendigt med parlamentarisk repræsentation for at styrke bevægelsernes politiske gennemslagskraft.

I foråret 1977 så de første grønne lister dagens lys i Forbundsrepublikken Tyskland, og allerede i oktober samme år opnåede grønne lister repræsentation i kredsrådene (amtsrådene) i Heidelberg og Hameln/Pyrmont i Nedresachsen. Her tog man også en måned senere skridt til dannelsen af den første delstatsdækkende sammenslutning af grønne lister. Det var i første række ønsket om et bedre miljø og modstanden mod A-kraften, der havde kaldt listerne frem. Grøn Miljøliste - GLU - som sammenslutningen kaldte sig, var overvejende konservativ, og det var da også i de følgende måneder først og fremmest udspaltninger fra de borgerlige partier, ikke mindst i Bayern, der gav de grønne lister vind i sejlene.

Ved udgangen af 1978 eksisterede der adskillige grønne lister og hele tre sammenslutninger af lister, foruden Grøn Miljøliste (GLU), Aktionsfællesskab uafhængige Tyskere (AUD) og Grøn aktion Fremtid (GAZ). Disse tre sammenslutninger gik i marts 1979 forud for Europaparlamentsvalget sammen i listeforbundet De Grønne. Ved Europaparlamentsvalget opnåede listeforbundet 3,2% af stemmerne. I oktober samme år fik det i Bremen sin første repræsentation i et delstatsparlament.

Opmuntret af succesen besluttede en delegeretforsamling i Karlsruhe i januar 1980 at anmelde De Grønne som politisk parti. Kort forinden havde NATO's beslutning om stationering af 572 atomraketter i Europa medført en stor tilstrømning af fredsaktivister, især unge mennesker, til de grønne lister, og det ændrede fra starten det nye partis karakter i forhold til de oprindelige grønne lister, det var vokset ud af. De Grønne udformede i løbet af foråret 1980 et politisk program, valgte tre talspersoner, heriblandt Petra Kelly, og var nu klar til at træde ind på den forbundspolitiske scene. Med den sikkerhedspolitiske udvikling blev partiet ved siden af de parlamentariske opgaver også kastet ud i et udenomsparlamentarisk arbejde med at organisere de mange fredsmanifestationer, som kom til at præge 1980 og 1981.

Det første forbundsdagsvalg efter partistiftelsen, i oktober 1980, gav med 1,5 % af stemmerne ikke det forventede gennembrud. Det gik bedre ved de følgende landdagsvalg: i Hamburg opnåede en GAL-liste 7,7%, mens De Grønne fik 8% af stemmerne i Hessen. Efter Hessen-valget udtalte SPD's Willy Brandt, at han nu øjnede «et flertal til venstre for Unionen (CDU-CSU)». Ved det følgende forbundsdagsvalg i marts 1983 lykkedes det endelig De Grønne med 5,6% af stemmerne at opnå repræsentation; Petra Kelly, Otto Schily og Joschka Fischer var blandt de valgte.

De Grønnes karakter af at være et anderledes parti, et alternativ til de gamle partier, blev stærkt understreget i partiets beslutninger. Rotationsprincippet var allerede gældende for de valgte til Forbundsdagen, og nu indførtes det også for Europapolitikerne. Forbundsdagsfraktionen valgte et «feminat», en fraktionsledelse, som udelukkende bestod af kvinder. Og så slog man fast, at der ikke for tiden sås nogen mulighed for, at partiet kunne optræde som regeringsstøtte på Forbundsplan. Man overlod det derimod til de lokale partiorganer at bestemme, om partiet skulle arbejde frit efter de parlamentariske muligheder i landdage, kredsråd og kommunalbestyrelser.

Samtidig ulmede imidlertid en konflikt i partiet mellem «fundis» og «realos», mellem de principfaste og pragmatikerne, der gerne så partiet i rollen som aktiv medspiller i den politiske beslutningsproces. Den måtte udløses i et opgør, og i foråret 1985 vendte Petra Kelly sig som den første mod rotationsprincippet, idet hun nægtede at lade sig udskifte; i juni besluttede en partikongres at give grønt lys for et udvidet parlamentarisk arbejde, hvor magten dog ikke måtte være et mål i sig selv. De realpolitisk orienterede havde trukket det længste strå. Et første resultat heraf kom i oktober, da De Grønne i Hessen sagde ja til en rød-grøn koalition, og partiet fik ved landdagsvalget i december sin første minister og første statssekretær, da Joschka Fischer blev miljøminister, og Marita Haibach statssekretær for kvindespørgsmål.

At partiet ikke helt havde forladt græsrodsarbejdet sås af, at man fortsatte den faste tradition med at suspendere større møder og kongresser i halve og hele dage for at organisere og i samlet trop deltage i demonstrationer, ofte mod atomkraften.

Fraktionssplittelsen i partiet kom i 1986 til udtryk ved, at såvel den pragmatiske realosfløj som «De Venstreorienterede i De Grønne» afholdt egne møder med deltagere fra hele Forbundsrepublikken. I september dette år indledtes tillige et samarbejde med initiativtagerne til dannelsen af et Grønt Parti i DDR med åbningen af et miljøbibliotek i Østberlin.

Året 1987 var et stort valgår. I januar opnåede De Grønne 8,3% af stemmerne og fik 44 mandater i Forbundsdagen. Mens De Grønne i løbet af 1987 kunne notere en stigende popularitet i befolkningen, viste tydelige tegn på uenighed om partiets kurs sig i ledelsen. Blandt andre meddelte Otto Schily, at han overvejede sin stilling i partiet.

I foråret 1988 ulmede et oprør blandt partiets medlemmer; der blev udtrykt mistillid til ledelsen, og der dannedes basisgrupper, som udenom ledelsen på en række grønne kerneområder søgte at sætte den politiske dagsorden i Forbundsrepublikken. På en ekstraordinær kongres i december benyttede medlemmerne en mindre sag om økonomiske uregelmæssigheder til at vælte ledelsen. Den efterfølgende kongres i marts 1989 valgte som en konsekvens af partifolkets markeringer en ny talsmandsgruppe, hvor både højre (Realos), midte (Aufbruch) og venstre (Linke) var repræsenteret.

To gode valg, Berlin-valget i januar (11,8%), som åbnede mulighed for en rød-grøn koalition, og Europa-valget i juni (8,4%), viste, at partiet stadig havde tag i vælgerne, men striden i ledelsen fortsatte. I november udtrådte Otto Schily af De Grønne og nedlagde sit mandat.

Siden 1986 havde borgerretsbevægelsen i DDR været aktiv og i løbet af efteråret 1989 så en række demokratiske foreninger og organisationer dagens lys, blandt andre Demokrati Nu, Nyt Forum, Det forenede Venstre, Det grønne Parti, Den grønne Liga og Det uafhængige Kvindeforbund. Den 9. november faldt Muren, og allerede den 24. november dannedes Det grønne Parti i DDR. I den følgende tid stod den nye situation og partiets holdning til den tyske enhed i centrum for diskussionerne i De Grønne.

Ved valget til Folkekammeret i DDR opnåede flere af de nydannede politiske grupperinger repræsentation, alt imens der foregik heftige retningskampe i De Grønne - kampe, der medførte, at mange utilfredse - blandt andre Økosocialisterne - meldte sig ud af partiet.

Landdagsvalgene i foråret 1990 gav gode resultater, blandt andet dannedes en rød-grøn regering i Niedersachsen, hvori Jürgen Trittin og Waltraud Schoppe blev ministre. De Grønnes forbundsdagsfraktion markerede sig ved ikke at ville tage del i undertegnelsen af statstraktaten mellem Forbundsrepublikken og DDR; man ville ikke være «undrende tilskuere til gennemførelsen af en underkastelse». De Grønne modsatte sig også D-Markens indførelse i DDR.

På sin anden partidag i september 1990 besluttede Det grønne Parti i DDR at gå sammen med De Grønne i Forbundsrepublikken. Den 3. oktober gennemførtes foreningen af Forbundsrepublikken og DDR, og Folkekammerfraktionen af Bündniss 90 udpegede 7 repræsentanter til Forbundsdagen. Valget til Forbundsdagen i december fik et mindre heldigt udfald, idet De Grønne i den gamle Forbundsrepubliks område ikke klarede 5%-spærregrænsen; Bündniss 90, som i det gamle DDR»s område opnåede 6% af stemmerne, blev dermed med 6 mandater ene om at repræsentere den grønne politik i den ny Forbundsdag. Den 3. december fuldendtes sammenslutningen af de øst- og vesttyske grønne partier.

I foråret 1991 afholdt De Grønne partiets 13. kongres i Neumünster. Den interne struktur i partiet blev strammet op, og det blev besluttet at arbejde hen imod et «økologisk reformparti med en strategi af radikale reformer, baseret på samfundets foranderlighed». Opstramningen var ikke radikal nok for alle medlemmer og medførte nye udmeldelser af først og fremmest radikale økologer.

Bündniss 90, der havde været et løsere forbund af flere grupper i det gamle DDR, formerede sig i efteråret til et rigtigt parti. Demokrati Nu-bevægelsen, Freds- og Menneskeretsinitiativet og dele af Det ny Forum sluttede sig til Bündniss 90.

Landdagsvalgene i Hessen (8,8%) og Bremen (10,1%) førte i 1991 til regeringsdeltagelse i de to parlamenter.

I oktober 1992 begik den tidligere officer og fremtrædende partimedlem, Gert Bastian selvmord, efter først at have dræbt sin livsledsager og fremtrædende medstifter af De Grønne, Petra Kelly.

De Grønne og Bündniss 90 besluttede i januar 1993 på parallelle kongresser i Hannover at oprette en associeringsaftale, som bekræftedes af de to partiers medlemmer ved en urafstemning i april. Den 1. fælleskongres afholdtes i Leipzig i maj.

I januar 1994 dannedes Det grøn-alternative Ungdomsforbund, og i april udkom et nyt fælles tidsskrift for forbundsgrøn politik, «Schrügstrich». Bündniss 90 opnåede 10,1% ved Europaparlamentsvalget i juni, og 7.3% (43 mandater), ved valget til Forbundsdagen i oktober. Joschka Fischer og Kerstin Müller blev valgt til forbundsdagsfraktionens talspersoner, mens man i Antje Vollmer fik en vicepræsident i Forbundsdagen. Nye partitalspersoner blev Jürgen Trittin og Krista Sager.

Landdagsvalget i Nordrhein-Westfalen i maj 1995 (10,0%) førte til endnu en rød-grøn regeringskoalition. Kongressen i Bremen i december 1995 vedtog «retningslinier for en civilisering af udenrigspolitikken» og en fornyet nej til kampindsats for at opnå fred i brændpunkter. De delegerede udtalte sig også for en afskaffelse af værnepligten.

Ved landdagsvalget i Baden-Württemberg opnåedes i marts 1996 et af de hidtil bedste valgresultater, idet 12.1% af vælgerne gav Bündniss 90/Die Grünen deres stemme. Landdagsvalget i Schleswig-Holstein i maj var med 8,1% af stemmerne også en succes og førte til en ny rød-grøn delstatskoalition. I Hamburg dannedes efter valget i november 1997 (13,9%) den femte rød-grønne delstatsregeringskoalition med SPD.

Efter valget til Forbundsdagen i september 1998 enedes Socialdemokratiet og Bündniss 90 om at danne Tysklands første rød-grønne regeringskoalition på forbundsplan med Gerhard Schröder som kansler og Joschka Fischer og Jürgen Trittin som henholdsvis udenrigs- og miljøminister.

Regeringssamarbejdet har forstærket spændingerne i partiet mellem fundis og realos. Joschka Fischers pragmatiske linie, som blandt andet har omfattet accept af tysk militær deltagelse i NATO's krig på Balkan, er blevet mødt med krav om, at partiet finder tilbage til rødderne på venstrefløjen og en mere principfast linje. Det er i den forbindelse sikkert ikke uden betydning, at PDS har etableret sig som egentligt oppositionsparti i Forbundsdagen med et program, der på mange punkter ligner De Grønnes.

F.S.P.