Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Shimon Peres (1923-2016), israelsk politiker, født i Polen - dengang med efternavnet Persky. Hans familie emigrerede til Palæstina i 1934. Han sluttede sig tidligt til flere forskellige venstre-zionistiske bevægelser og blev leder af Haganah - den vigtigste væbnede jødiske gruppe i Palæstina på det tidspunkt. Han overvågede militariseringen af Israel.

Peres trådte ind på den politiske scene i 1959, da han blev valgt til Knesset for Mapai, og han har siden været medlem af parlamentet. Mapai var den vigtigste af de grupper, der i 1968 sluttede sig sammen og dannede arbejderpartiet. Han var vice-forsvarsminister i 1960-65, blev minister uden portefølje i 1969, blev derefter minister for absorption af emigranter og siden transport og kommunikation frem til 1974, hvor han kortvarigt var informationsminister, inden han i 1974-77 var forsvarsminister. Han efterfulgte nu Yitzhak Rabin som fungerende premierminister, og blev udnævnt til leder af arbejderpartiet. Ved valget i 1977 blev hans parti slået, og han var frem til 1984 leder af oppositionen.

Han indgik nu en koalitions- og rotationsaftale med Likud, og i 1984-86 var han premierminister. Efter rotationen med Yitzhak Shamir blev han i 1986-88 vice-premierminister og udenrigsminister. I denne egenskab forsøgte han at udarbejde en fredsløsning ifht. palæstinenserne sammen med Jordan, men dette skridt blev forkastet af premierminister Shamir. I den følgende koalitionsregering 1988-90 blev han finansminister, og fra 1990-2 var han atter leder af oppositionen. Ved kampvalget om formandsposten i arbejderpartiet i 1992 blev han slået af Yitzhak Rabin.

Efter arbejderpartiets valgsejr i 1992 blev han atter finansminister med den klare overbevisning, at det var nødvendigt for Israel at forhandle med PLO for at nå frem til en fredsaftale. Det lykkedes ham at overtale Rabin til også at forfølge dette mål. Det var Peres, der den 13. september 1993 på vegne af Israel undertegnede Principdeklarationen (Osloaftalen), der var indgået mellem PLO og Israel efter hemmelige forhandlinger i Oslo.

Som udenrigsminister og chefarkitekt bag den proces der var startet i Oslo, koncentrerede han sig om opfølgningen på den israelsk-palæstinensiske tilnærmelse. I december 1994 modtog han sammen med Yitzhak Rabin og Yasser Arafat Nobels Fredspris for dette arbejde.

Efter mordet på Rabin i november 1995 blev Peres udnævnt til premierminister, og bekræftede sin vilje til at fortsætte fredsprocessen. Trods den bølge af sympati der havde skyllet gennem Israel i kølvandet på mordet på Rabin, besluttede Peres sin alligevel for at fremskynde parlamentsvalget fra november til maj 1996. I april 96 beordrede han en stor militæroffensiv gennemført i Sydlibanon. Den blev kaldt «Vredens druer» og havde til formål at knuse Hezbollah - den shia-muslimske modstand mod Israels besættelse af Sydlibanon. Den 29. maj 1996 tabte arbejderpartiet valget, og Peres blev slået af Benjamin Netanyahu i det første direkte valg til premierministerposten i Israel.

Peres er blevet karakteriseret som en «realistisk due», og har en vision om et Mellemøsten, hvor Israel vil spille en fremtrædende politisk og økonomisk rolle. Han er mindre populær end Rabin, og fremstilles samtidig ofte som en politisk taber. Da han i en alder af 73 blev slået ved valget i 1996 syntes hans politiske karriere at være slut, men alligevel gik han ind som minister for regionalt samarbejde i Ehud Baraks regering, der tiltrådte i april 1999. I juli 2000 indkasserede han endnu et personligt nederlag, da Moshe Katsav af Knesset blev udpeget som Israels ny præsident, efter at Ezer Weizman havde trukket sig tilbage.

Efter Ehud Baraks valgnederlag 6. februar 2001 gjorde Peres atter comeback, og blev 7. marts udnævnt til udenrigsminister i Ariel Sharons syv-parti regering. Regeringen holdt dog kun til november 2002. I 2007 skiftede han parti fra arbejderpartiet til Sharons nydannede Kadima parti. Samme år blev han valgt af Knesset til posten som landets præsident. En post han beklædte frem til 2014.

Peres døde i september 2016 af et slagtilfælde, 93 år gammel. Mens Vesten hyldede den israelske politiker og valfartede til hans begravelse, var historien en helt anden i den arabiske verden. I Libanon blev Peres først og fremmest husket for Qana massakren i 1996, der kostede 106 civile libanesere livet. De havde søgt tilflugt i en FN lejr for det israelske militærs hærgen. Peres havde det øverste ansvar for denne massakre. (Shimon Peres was no peacemaker. I’ll never forget the sight of pouring blood and burning bodies at Qana, Independent 28/9 2016).

A.J.