Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Rote Armee Fraktion (RAF) (1970-98), tysk byguerillagruppe. Gruppen blev til i en tid, hvor den politiske dagsorden især var præget af USA's årelange optrapning af sit militære engagement i Vietnam. Overalt i Europa, USA og Japan (og i øvrigt mange andre steder i verden) demonstrerede mennesker fra forskellige sociale lag mod USA's imperialistiske militærintervention i Vietnam.

Baggrunden for RAF

I Tyskland var Vietnamsolidaritetsbevægelsen først og fremmest båret af den nye generation af studenter, skoleelever og lærlinge. På den store, internationale Vietnamkongres i Berlin i februar 1968 – arrangeret af SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund) – vedtog de omkring 6.000 deltagere, at man i solidaritet med befrielseskampene i den koloniale og halvkoloniale verden, ville arbejde for at åbne en «anden» front i metropolerne selv.

Hensigten hermed var at deltage konkret i en radikal forandring af de sociale og politiske forhold her. Vesteuropa skulle ikke længere være et fredeligt bagland for imperialismen. Hvilke politiske udtryksformer en sådan modstand skulle antage, måtte afhænge af de konkrete, specifikke betingelser og af massernes bevidsthed i de enkelte lande.

Kongressen betonede udtrykkeligt, at revolutionær og militant modstand var én legitim kampform i den fremtidige strategi. Dette var en klar, politisk henvisning til de latinamerikanske byguerillabevægelser.

Vietnamkongressen blev afsluttet med en antiimperialistisk demonstration med over 30.000 deltagere, og var et meget repræsentativt udtryk for den politiske stemning, der prægede store dele af protestbølgen i 1968. (Se også: Studenteroprøret, Ungdomsoprøret).

I denne atmosfære af protest og modstand opstod der revolutionære grupper og miljøer, som påbegyndte en målrettet militant praksis mod magtstrukturerne. Det gjorde de på meget forskellige måder: Således var der ofte i forbindelse med demonstrationer nogle organiserede grupper, som militant angreb politistyrkerne, og der var grupper, som gennemførte deciderede angreb på kapitalistiske objekter så som banker, regeringsbygninger, ambassader, politistationer etc.

I slutningen af 1968 viste det sig imidlertid, at den udenomsparlamentariske opposition (Ausserparlamentarische Opposition/APO) løb ind i politiske begrænsninger. Det var ikke muligt at besvare statens og regeringens repression og mediernes hetzkampagner med en fælles offensiv modstand. De politiske perspektiver var for forskellige.

Henrettelsen af en tilfældig demonstrant – Benno Ohnesorg – ved en demo mod den iranske Shahs besøg i Berlin den 2. juni 1967; nedskydningen af bevægelsens mest kendte talsmand, Rudi Dutschke på åben gade i Berlin noget senere (udført af en labil læser af Tysklands største reaktionære avis Bild-Zeitung), samt kriminaliseringen og fængslingen af mange aktivister, bidrog væsentligt til, at 68-bevægelsen blev splittet og de forskellige politiske strømninger gik hver deres vej:

• Dele af bevægelsen valgte den såkaldte «lange march gennem institutionerne». Nogle af disse tidligere aktivister er faktisk i dag nået helt op i magtens toppositioner og leder i dag den tyske neoliberalistiske regering! (Det gælder forbundskansler Gerhardt Schröder, krigsminister Rudolf Scharping, udenrigsminister Joschka Fischer og økologiminister Jürgen Trittin.)
• Andre dele spildte deres kræfter på at lægge deres aktivitet i dannelsen af pseudo-leninistiske partier, der hver for sig refererede til bestemte politiske afsnit i Kominterns historie (de såkaldte «K-grupper»).
• En tredje del af 68-bevægelsen bestod af store ungdomsmiljøer i Berlin, Frankfurt, Heidelberg, Hamburg og München. Disse miljøer udgjorde den militante del i Vietnamdemonstrationerne. (de såkaldte «spontis» og/eller «basisgruppen»). De tog initiativ til: Solidaritetskomitéer med Black Panther bevægelsen i USA, komitéer som hjalp amerikanske soldater der deserterede fra militæret, solidaritetsgrupper med Cuba og solidaritet med de latinamerikanske revolutionære fanger. Aktivisterne fra disse miljøer var husbesættere, de dannede anti-Nato-grupper, grupper som beskæftigede sig med de mange unge, der opholdt sig i autoritære statslige børne- og ungdomshjem, de dannede feministiske kvindestrukturer, selvbestemte anti-psykiatri-kollektiver for psykisk belastede mennesker, antiautoritære børnehaver (de såkaldte «Kinderläden»), autonome mødesteder, mv.

Den tredje del af 68-bevægelsen var enten udogmatisk marxistisk eller anarkistisk-libertær orienteret. Udfra dette brogede miljø opstod på den ene side den autonome bevægelse i Tyskland, og på den anden side de væbnede, illegalt kæmpende grupper:

• Det marxistisk orienterede Rote Armee Fraktion /RAF
• 2. juni-bevægelsen. Denne opstod noget senere og var en sammenslutning af forskellige byguerillagrupper. Den var mere spontanistisk og anarkistisk orienteret.
• Omkring 1972-73 opstod den autonome byguerilla Revolutionäre Zellen/RZ (marxistisk autonom)
• og den internationalistiske, feministiske kvindeguerillagruppe Rote Zora.

RAF

RAF's selvforståelse var i sin grundlæggerfase et avantgardistisk byguerillakoncept. Meget inspireret af den latinamerikanske guerilla-foco. (Che Guevaras guerrilakoncept). Det indebar, at RAF ved eksemplets magt forsøgte at vise, at systemet var sårbart og derigennem ville organisationen inspirere til en antagonistisk modstand mod systemet. RAF opfattede sig som en del af den antiimperialistiske front på globalt plan, og RAF's aktioner tog for det meste udgangspunkt i internationale begivenheder. RAF's illegale struktur og kollektive samlivsform var en principiel beslutning.

2. juni-bevægelsen

2. juni-bevægelsen (hvis navn stammer fra 2. juni 1967, hvor studenten Benno Ohnesorg blev henrettet af en strisser i Berlin), var præget af det proletariske ungdomsmiljø i Vestberlin. Organisationen var baseret på illegale celler og legale kontakter. Dens militante, populistiske og særdeles vittige aktioner mod banker, politikere, mod politiet og fængselsvæsenet, etc. var i bevægelsens begyndelsesfase populært samtalestof blandt store dele af Vestberlins befolkning. Bevægelsen opløstes formelt i slutningen af 80`erne, på et tidspunkt hvor de fleste af dens kendte aktivister sad i fængsel.

Revolutionäre Zellen/RZ

RZ blev dannet i begyndelsen af 70'erne som en politisk og organisatorisk autonom guerilla, der prøvede at knytte sine aktioner an til de konkrete bevægelseskampe. De var hemmeligt organiseret i autonome netværksstrukturer og deres aktivister var ikke illegale men anonyme. RZ-aktivister var således aktive i de daværende udenomsparlamentariske bevægelser: den militante antikrigsbevægelse, den store bevægelse mod udvidelsen af NATO-lufthavnen «Startbahn-West» omkring Frankfurt, Antiracistiske kampagner i 80`erne, etc.

Rote Zora

Rote Zora var en feministisk kvindeguerilla, som udviklede sig udfra RZ-strukturerne. Rote Zora gennemførte nogle spektakulære og succesrige aktioner i solidaritet med kæmpende arbejderkvinder i Sydkorea, og bidrog med deres angreb på den tyske tekstilkoncern Adler til at kvinderne i Sydkorea vandt deres strejkekamp. Rote Zora blev desuden kendt for sine militante kampagner mod kvindehandel og sexturisme, mod §218 abortlovgivningen i Tyskland og ikke mindst mod gen- og reproduktionsteknologiens strateger og magtcentre.

Samtlige byguerillagrupper opløste sig i løbet af 80'erne og 90'erne. RAF opløste sig formelt i marts 1998, men var som gruppe inaktiv fra marts 1993. Organisationens sidste aktion var rettet imod det nybyggede superfængsel i Weiterstadt, som blev sprængt i luften.

Historien

Den 14. maj 1970 blev Andreas Baader – en kendt aktivist i det uorganiserede modstandsmiljø – befriet fra fængslet, hvor han afsonede en dom for sammen med andre aktivister at have påsat en brand i et varehus i protest mod Vietnamkrigen og den tyske befolknings ligegyldighed. Fra et bibliotek, som han havde fået lov til at besøge, blev han befriet ved en væbnet aktion.

Staten svarede igen ved at indlede en helt vild politiklapjagt på aktivisterne. Via medierne og på titusindvis af plakater og løbesedler opfordrede politiet befolkningen til aktivt at deltage i jagten på «terroristerne».

Denne reaktion fra statens side overraskede aktivisterne omkring det militante miljø, som umiddelbart efter dannede RAF. Aktivisterne var på dette tidspunkt stadig væk i en politisk og organisatorisk forberedelsesfase, og blev i den forstand presset af staten til at gå under jorden og etablere sig som en hemmelig kæmpende gruppe - uden den nødvendige logistik, og uden færdigt diskuterede politiske strategikoncepter.

Den 11. juni 1970 indførte Berlins bystyre en undtagelseslovgivning, som udstyrede politistyrken med håndgranater og maskinpistoler. Noget senere fulgte loven om indførelse af generel observationspraksis under demonstrationer, samt loven om «Berufsverbot» mod organiserede venstreorienterede i den offentlige sektor.

Et år efter befrielsen af Andreas Baader udkom i april 1971 RAF-teksten, «Koncept Byguerilla». Heri skriver RAF: ... at den væbnede kamp nu må og skal starte, fordi der uden den ikke vil eksistere nogen mulighed for en antiimperialistisk kamp i metropolerne:

«Vi siger ikke, at organiseringen af illegale, væbnede modstandsgrupper kan erstatte legale, proletariske organisationer, eller at væbnede aktioner kan erstatte klassekampen. Den væbnede kamp kan heller ikke erstatte det politiske arbejde i virksomheder og i bydelene. Vi påstår bare, at det ene er en forudsætning for en succesrig udvikling og fremskridt for det andet.»

De fleste RAF-aktivister forsvandt for nogle måneder til Palæstina for at få militær træning hos PFLP i Jordan. Allerede ved tilbagekomsten til Tyskland blev flere RAF-aktivister anholdt og idømt mellem 4–6 år fængsel for at have deltaget i befrielsen af Andreas Baader og for medlemskab af en kriminel forening – sådan blev RAF betegnet.

I juni 1971 udgav RAF sit andet skrift, «Kollektiv RAF: Om den væbnede kamp i Vesteuropa». Teksten er fordækt og kaldes på omslaget «Trafiksikkerhedsbestemmelser» / («Strassenverkehrsordnung»). Bogen blev erklæret for illegal og beslaglagt. (Dette indgreb blev muliggjort via repressionsparagrafferne §129 og den senere tilføjede §129a).

I denne periode patruljerede der konstant omkring 3.000 maskinpistolbevæbnede politifolk på motorveje og centrale vejkryds i og omkring storbyerne, for at kontrollere alle såkaldte mistænkelige personer, biler, boliger etc. Fængslinger fandt sted i stort omfang med lemfældig henvisning til repressionsparagrafferne.

Isolationsfængslingens start og de første henrettelser

De RAF-aktivister som fra nu af blev anholdt, blev automatisk sendt i total isolation i de nybyggede isolationsfængsels-afdelinger. De blev udsat for såkaldt «sensorisk deprivation», hvilket betyder systematisk fratagelse af enhver optisk og sanselig fornemmelse.

I samme periode blev de første aktivister fra RAF henrettet af politiet - Petra Schelm, Georg von Rauch. I forbindelse med en konfrontation mellem RAF-aktivister og politiet blev også de første politifolk skudt - i Hamburg.

Endelig er det i denne periode, at statsapparatet sætter ind med målrettede misinformationskampagner. Således lægges der f.eks. en bombe i en bagageboks på Hamburgs banegård. Den blev «opdaget» af politifolk og overfor offentligheden fremstillet som RAF-aktivitet. RAF reagerer med det samme og betegner det som en fascistisk provokation! Andre eksempler på desinformation er forgiftning af drikkevandet, som staten beskylder RAF for at stå bag.

Maj offensiven 1972 – RAF's antiimperialistiske kampfase

I 1972 skærpede USA krigen mod det vietnamesiske folk ved systematisk at bombardere civile mål. Supermagten bombarderede digerne og udlagde miner i havnene i Nordvietnam. RAF angreb derfor den 11. maj 1972 hovedkvarteret for US-militærets 5.korps i Frankfurt og den 24. maj hovedkvarteret for US-Army i Heidelberg. RAF placerede nogle bilbomber inde på militærbasernes område. Ved disse aktioner døde der 5 US-soldater og mange blev såret.

En efterfølgende RAF-erklæring kommenterede aktionerne på følgende måde:

«For disse militære strateger, der planlægger udryddelsen af vietnameserne, skal Vesttyskland og Vestberlin ikke længere være et sikkert bagland. De må vide, at deres forbrydelser mod det vietnamesiske folk har skabt dem ihærdige fjender, og at der ikke længere vil være nogen steder i verden, hvor de kan føle sig i sikkerhed for angreb fra revolutionære guerillaenheder!»

FNL – den vietnamesiske befrielsesbevægelse – hilste RAF's aktioner velkomne i deres aviser og takkede dem for deres konkrete internationale solidaritet.

RAF's antiimperialistisk orienterede fase afløstes imidlertid langsomt af en ny kampagne mod statens repressionsapparat, hvilket senere resulterede i en meget defensiv såkaldt «befri-guerilla»-guerilla.

Antirepressionskampagnen

RAF indledte i 1972 en antirepressionskampagne med en række sprængstofattentater mod politihovedkvartererne i Augsburg og München, mod en aktiv forbundsdommer med en nazistisk baggrund og mod mediekoncernen Springer i Hamburg. Ved et «uheld» blev 17 arbejdere såret ved sidstnævnte attentat, og RAF ytrede i denne forbindelse politisk selvkritik.

I juni og juli 1972 blev Andreas Baader, Holger Meins, Jan Carl Raspe, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Birgitte Mohnhaupt, Irmgard Möller, Klaus Jünschke og Gerhard Müller fængslet. Alle blev med det samme underkastet total isolation. Amnesty International betegner denne isolation af RAF-fangerne som «hvid tortur», på samme måde som Sovjetunionen gjorde det i slutningen af 70'erne i FN’s menneskerettighedskommission.

Den 1. kollektive sultestrejke

Fra den 17. januar 1973 til den 12. februar 1973 gik 40 politiske fanger i sultestrejke mod isolationen og for sammenlægning i selvbestemte fangekollektiver. I løbet af årene følger der 9 langvarige kollektive sultestrejker, som varer op til 3 måneder, og som koster nogle RAF fanger livet. Først i løbet af 80'erne begynder situationen for de revolutionære fanger at forbedre sig noget, idet der sker en delvis sammenlægning i små grupper.

I dag er de fleste fanger fra RAF løsladt. Men der er stadig væk 8 RAF-fanger tilbage. De har været i fængsel mellem 6 og 20 år under helt umenneskelige betingelser. For alle fangerne gælder det, at deres helbred er blevet uopretteligt ødelagt og nedbrudt som følge af den årelange isolation.

RAF's kampagne mod statens repressionsmaskine

1973-74 var præget af et bredt spektrum af RAF-angreb fra den nye generation af RAF-aktivister. De gennemførte en del bankrøverier, bombeangreb mod den israelske handelsafdeling og mod USA's handelsrepræsentation og justitsinstitutioner.

Den 4. februar 74 blev de fleste kendte aktivister fra RAF's anden generation imidlertid anholdt og fængslet. Den socialdemokratiske regering – først under Willy Brandt og senere under Helmuth Schmidt – godkendte på dette tidspunkt enhver politimæssig stramning under henvisning til den «nødvendige terroristbekæmpelse».

Den 9. November 1974 døde Holger Meins – en kendt 68-aktivist og RAF-medlem – under en sultestrejke. Det viste sig i forbindelse med en efterfølgende undersøgelse, at den ansvarlige læge bevidst lod Holger Meins dø. De fleste tyske storbyer var efterfølgende præget af demonstrationer og militante konfrontationer med politiapparatet. Vreden og sorgen over Holger Meins' død satte sig spor i mange aktivister.

AntiTorturkomiteer (Anti-Folter-Kommiteen)

Der blev overalt i landet dannet komitéer mod tortur i solidaritet med de kæmpende revolutionære fanger. Fra disse komiteer stammer også den nye generation af RAF-aktivister. I 1975-76 er RAF's aktioner næsten udelukkende koncentreret om at kæmpe for forandring af de revolutionære fangers fængselsbetingelser.

I denne periode bliver en del højtstående dommere og justitsembedmænd angrebet. F.eks. gennemfører RAF et bombeattentat mod Hamburgs justitssenator Ulrich Klug, og likviderer justitskammerpræsidenten, Günther von Drenkmann.

Siden 1972 var omkring 200 personer blevet anholdt og fængslet, mistænkt for at være medlem eller organiseret sympatisør med RAF. I samme periode gennemførte det tyske ugemagasin Der Spiegel et rundspørge, som dokumenterede, at på dette tidspunkt sympatiserede omkring 15 % af befolkningen med RAF's aktioner og mål. Dette på trods af den kolossale mediehetz og massive kriminalisering af alternative informationer om den væbnede og militante modstand!

Angrebet på den tyske ambassade i Stockholm

Den 24. april 1975 angreb en RAF-kommando, «Kommando Holger Meins» den tyske ambassade i Stockholm. RAF-kommandoen krævede omgående løsladelse af 26 RAF-fanger. Kravene blev dog kategorisk afvist af den tyske socialdemokratiske regering.

Pga. et uheld detonerede en monteret bombe i ambassaden, og det kostede en RAF-aktivist (Ulrich Wessel) samt en ambassadefunktionær livet. Det svenske politi stormede sammen med tyske antiterrorspecialister ambassaden. Én af RAF-aktivisterne - Siegfried Hausner - blev svært såret, og blev på trods af lægeprotester fløjet til Tyskland, hvor han nogle dage senere døde. 4 andre RAF-aktivister blev for denne aktion idømt livsvarigt fængsel og blev først løsladt for få år siden.

Ulrike Meinhof

Den 9.maj 1976 blev Ulrike Meinhof fundet død i sin celle. Den officielle version lød på selvmord. Men de mange modsætninger og fejl ved den officielle rapport tyder på, at Ulrike Meinhof blev voldtaget og myrdet i sin celle.

Store militante demonstrationer var svaret på statens mord på en af de mest fremtrædende revolutionære personligheder på den tyske venstrefløj. Alene i Berlin deltog omkring 6.000 militante demonstranter i demoen og begravelsesoptoget.

Mordene i Stammheim

Den 7. april 1977 indledte RAF en kampagne for at befri sine fængslede kammerater. RAF likviderede Siegfried Buback fra Vesttysklands øverste anklagemyndighed. Buback var dengang leder af den såkaldte «terroristjagt» i Vesttyskland.

Den 30. juni 1977 dræbte en RAF-kommando præsidenten for Dresdner Bank, Jürgen Ponto. Han var repræsentant for finanskapitalen og havde en fortid som nazist. I dag ved vi, at meningen var at bortføre Ponto som det andet gidsel for at presse den socialdemokratiske Schmidt-regering.

Den 5. september 1977 bortførte en RAF-kommando Hans Martin Schleyer, som på dette tidspunkt var præsident for den vesttyske arbejdsgiverforening. Derudover var han under fascismen en højtstående embedsmand. Schleyer stod for integrationen af den tjekkiske industri i den tyske økonomi under fascismen og var direkte ansvarlig for KZ-lejren Theresienstadt. I 1977 havde han afsluttet en overenskomst med store økonomiske tab for arbejderklassen til følge.

RAF's krav var løsladelse af 11 fanger fra RAF. Schmidt-regeringen var lige fra starten af indstillet på under ingen omstændigheder at acceptere kravene. Regeringen dannede herefter en stor og en lille krisestab, som fungerede døgnet rundt.

Den 13. oktober 1977 bortførte en palæstinensisk kommando fra PFLP-General Command et tysk charterfly over Mallorca. Deres krav var udover løsladelse af de 11 fanger fra RAF også løsladelse af 2 palæstinensiske kammerater, som sad fængslet i Tyrkiet.

Flyet måtte nødlande i Mogadishu i Somalia. Her blev det stormet af det vesttyske anti-terrorkorps GSG-9. 3 af de 4 palæstinensiske flybortførere blev dræbt på stedet. Det var den 18. oktober 1977, 40 minutter efter midnat.

Den 18. oktober 1977 blev Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe fra RAF's grundlæggergeneration fundet døde i deres isolationsceller i Stammheim. Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller, som også var fange fra RAF, var alvorligt såret efter flere knivstik i hjerteregionen, hun overlevede og forblev fængslet indtil 1. december 1994, hvor hun blev løsladt efter mere end 22 år i fængsel.

Den vesttyske stat slår med det samme fast, at der er tale om selvmord. Fangernes våben skulle angiveligt være smuglet ind af deres advokater og selvmordene være koordineret via et selvinstalleret kommunikationssystem mellem cellerne. Den socialdemokratiske regering afviste de pårørendes og advokaternes krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne.

Et hav af indicier tyder imidlertid på en statslig planlagt mordaktion:

1. Der fandtes ingen mulighed for hverken intern eller ekstern kommunikation. Fra den 6. september 77 blev enhver besøgskontakt afbrudt. Fangernes celler blev lydisoleret og radio etc. blev fjernet.
2. Det er helt usandsynligt, at Andreas Baader og Jan Carl Raspe skulle kunne have skjult angiveligt indsmuglede våben. Fra den 28. april 77 kunne ingen - heller ikke advokaterne - tale med fangerne uden skillevægge af panserglas mellem sig. Al post blev grundigt undersøgt. Flere gange om ugen blev der foretaget ransagning af cellerne.
3. Nogle dage før dødsnatten blev der fra højtstående politisk side givet ordre til at indstille de natlige cellekontroller. Iflg. ugemagasinet Der Spiegel fra september 1997, fortalte et daværende socialdemokratisk parlamentsmedlem, at han dengang spurgte Helmuth Schmidt, hvad grunden til denne afgørelse var. Svaret var: «Hensynstagen til fangerne». På spørgsmålet om, hvem der gav denne ordre, var svaret: «Det kan af sikkerhedsgrunde ikke besvares!»
4. Stik mod almindelig praksis blev der i obduktionen ikke nævnt selve dødstidspunktet. Udfra diverse modsætninger mellem de statslige kriminaltekniske og de statslige retsmedicinske undersøgelser, kan det ikke udelukkes, at fangerne døde allerede før midnat. Altså før flyet i Mogadishu blev stormet. Dermed ville den officielle begrundelse for fangernes påståede selvmord bortfalde.
5. Andreas blev skudt i nakken på en måde, som ville kræve en langvarig akrobatisk træning, for at han skulle kunne gøre det selv.
6. Jan Carl Raspe blev fundet med pistolen i hånden, skønt det udfra pistolens kaliber kan konstateres, at stødet er så kraftigt, at det er helt udelukket, at man livløs kan beholde den i hånden.
7. Gudrun Ensslin viste slet ikke de typiske tegn for et menneske, der har hængt sig.
8. Ved en rekonstruktion knækkede den snor, hun angiveligt skulle have hængt sig i.
9. Myndighederne undlod at gennemføre en såkaldt histamintest, som det ellers er praksis ved sådanne dødsfald.

Efter mordene i Stammheim og alt hvad der fulgte efter, skete der en omorientering af RAF's politiske praksis, og RAF indledte i begyndelsen af 80’erne sin 3. kampfase:

Den antiimperialistiske front i Vesteuropa

I den 3. politiske kampfase forsøgte RAF at opbygge en fælles guerillafront i Vesteuropa – sammen med grupper som Action Directé i Frankrig, Brigatte Rosse og Unione Combatente i Italien samt De Kæmpende Kommunistiske Celler / CCC i Belgien.

Målet var at skabe en fælles modstand med alle kæmpende bevægelser og grupper. Som led i denne proces blev der i januar 1986 afholdt en antiimperialistisk kongres i Frankfurt, hvor mange autonome og antiimperialistiske kræfter fra hele Vesteuropa mødtes for at diskutere perspektiver for fremtidens modstand. Men holdningerne var meget delte og en fælles forståelse kom der ikke ud af det.

Resultatet af bestræbelserne på at skabe en fælles antiimperialistisk front i Vesteuropa var kun en punktuel politisk tilnærmelse mellem de forskellige strømninger. Mange autonome aktivister var alt for de-centralistisk og et-punktsorienteret til at kunne og ville indgå i en sådan fælles front.

Nogle autonome antiimperialister fik den svære og opslidende rolle at fungere som bindeled mellem autonome og de aktivister, som kæmpede væbnet.

RAF selv var ensidigt orienteret omkring den væbnede strategi som det helt centrale, og den altafgørende, overordnede politisk bestemmende faktor. I denne fase var RAF's væbnede kampagne rettet mod konkrete angreb på repræsentanter for det militær-industrielle kompleks. RAF likviderede bl.a. topchefer, topdiplomater og Nato-strateger, som var placeret i toppen af det imperialistiske magthierarki.

Marts 1998: RAF afslutter sit projekt.

Efter den antiimperialistiske bevægelses tilbagegang i begyndelsen af 90'erne, og efter at samtlige revolutionære byguerillagrupper i Europa havde opløst sig selv, erklærede RAF efter en vanskelig diskussionsproces sit projekt for afsluttet. I RAF's opløsningserklæring gennemgår aktivisterne selvkritisk RAF's historie. Hovedårsagen til at RAF måtte opløse sig som byguerilla var, at den manglede en politisk og social organisation, der kunne have fungeret legalt som ligeberettiget del af RAF's væbnede politik. Derudover spiller det vesttyske statsapparats særlige repressive udfoldelsesmuligheder en rolle, fordi de muliggjorde en omfangsrig repression mod oppositionelle venstreorienterede uden at forårsage en bredere protestbølge fra befolkningens side.

(RAF's sluterklæring, som er skrevet i marts 1998 kan læses oversat til dansk i det autonome tidsskrift Autonomi nr.41/42, som er udgivet i november 1998).

A.L. / I.H.