Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Ideologi  .  Religion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 109.368
: :
Luther, Martin
Martin Luther
Martin Luther

Martin Luther (1483-1546), tysk teolog, født d.10. november 1483 i Eisleben, i det daværende grevskab Mansfeld, i Tyskland. Hans mor, Margarete Lindemann, fik 9 børn med Martin Luthers far, Hans Luder (navnet Luder stammer fra Lothar. Stavemåden «Luther» kan derimod skyldes, at Martin Luther underskrev sig «Eleutherius», latin for «Den frie»). Luther giftede sig 1525 med en tidligere nonne, Katharina von Bora (1499-1552), og de fik seks børn.

Luthers forældre var i henseende til social status en borgerlig provinsfamilie, men fattig. Hans far havde en forpagtning ved jernminen i Tal-Mansfeld (fra 1484). Luthers barndom beskrives som typisk for datidens børneopdragelse, nemlig efter principper om strenghed og disciplin.

Martin Luther kom i datidens Trivialskole i 1490/91, og derefter i Katedralskolen i Magdeburg, og Skt Georgs skole i Eisenach. Undervisningen foregik på latin. Luther kritiserede senere i sit liv skolesystemet for dets strenghed og hårde disciplin (i øvrigt ligesom N.F.S. Grundtvig gjorde). Som 17-årig kom Luther i 1501 til universitetet i Erfurt. På den tid betød det, at man flyttede hjemmefra for at bo på skolen sammen med de øvrige studerende og lærere, som var teologer, altså katolske præster. Efter endt baccalaureus (1502) og magister artium (1505), begyndte Luther efter sin fars vilje på jura-studiet. Den fagligt begavede Martin Luther havde ellers udtrykt ønske overfor sin far om at måtte læse teologi, men det kunne der ikke være tale om. Udfra de sparsomme kilder om grunden hertil kan man sige, at Hans Luder formentligt var kirkekritisk, og med baggrund i Hans Luders egen, noget beskedne indtjening i jernudvindingen, har han formentligt ønsket, at hans søn skulle få sig et mere indbringende embede. Luther begyndte derfor sit studium, men allerede kort tid efter sin start på jurastudiet, havde Luther en religiøs oplevelse i Stotternheim, som overbeviste ham om, at han måtte gå i klostret. Skønt Hans Luder stadigvæk var imod dette, trodsede Luther sin fars vilje, og gik i Augustinerkloster 1505. Tiden i klostret 1505-1507 var dog for Martin Luther én lang konfrontation med følelsen af ikke at kunne leve op til det billede, klostret havde af den sande kristne. Det gjaldt efterfølgelse af ordensreglerne, bøn og faste. I 1507 blev han præsteviet; i 1507-1509 læste Luther teologi og i 1508/9 blev han lektor i filosofi ved universitetet i Wittenberg. Som 29-årig blev han doktor i teologi (1512), og derefter kunne han af Johann Staupitz udnævnes til professor i GT (det gamle testamente).

Det var bl.a. på baggrund af sin klostertid, at Luther i 1516/17 ved genlæsning af Romerbrevet 3,28 (af Paulus, i NT (det nye testamente)), kom til den i protestantismen meget omtalte indsigt at man frelses ved tro, ikke ved gerninger. Som gerninger regner Luther hele tænkningen bag datidens kristendom, f.eks. ordensregler, krav om bøn og faste, og begrebet om aflad for sine dårlige handlinger. Han kaldte dette for gerningsretfærdighed, hvilket er negativt ment, overfor den positive tro på Guds nåde. Luther mente nemlig, at uanset hvor godt, man opfører sig, vil man ikke alene via sine (menneskelige) handlinger, kunne frelses. Mennesket er nemlig pga. Adams fald (Gammel Testamente, skabelsesberetningen, kap.2) syndigt, og vil derfor altid på en eller anden måde, med eller mod sin vilje, forårsage ondt. Menneskets magt står derfor ikke til at frelse sig selv. Kun Gud har en sådan magt. Denne fremhævelse af Guds magt i forhold til menneskets ringe evner til at handle, betyder ikke, at Luther var imod, at mennesker handler godt overfor hinanden. Luther mente, at var man kristen, kunne man ikke lade være med at handle godt overfor andre. Denne handlen sker dog ikke med bagtanke om egen frelse, men tværtimod spontant.

1517 Afladsstriden

Martin Luthers oplevelse i klostret af gerningsretfærdigheden og troens kamp med hinanden havde lagt ansatsen til det opgør, som Martin Luther for alvorlig indledte i 1517/18 med afladsstriden. Det er vigtigt at bemærke, at Martin Luthers kritik af begreber og forestillinger i den katolske teologi ikke i første omgang var tænkt som en reformation, der skulle danne en ny kirkelig retning. Martin Luther ønskede at forandre indenfor den katolske kirke, og altså ikke at skille sig ud. Han var også imod, at folk kaldte sig for «lutheranere». De skulle hellere kalde sig «evangeliske» eller «kristne».

Luther stod dog ikke alene i sin samtid med reformønskerne. Den katolske teologis grundlag, skolastikken, blev kritiseret fra forskelligt hold, bl.a. som følge af den nye optagethed af de filologiske spørgsmål vedrørende biblen. Bl.a. var Erasmus af Rotterdam, som Luther diskuterede med ved flere lejligheder mest kendt er deres diskussion 1524-1526 om viljens frihed) - en tid lang blandt reformatorerne, om end Erasmus ikke var nær så radikal i sin kritik, som Martin Luther.

Begrebet om aflad var i den katolske kirke forestillingen om, at man gennem betaling til Kristi kirke, kunne få reduktion i, hvor lang tid man skulle straffes i skærsilden for sine dårlige/onde gerninger. Man kunne således købe et brev, der forestilledes at kunne blive vist til Skt. Peter, når man stod ved himmerigets port. Dette er en tankegang, som i dag ligger fjernt for de fleste ikke-katolikker og katolikker, netop fordi Luther kritiserede forestillingen om en sammenhæng mellem gerninger og aflad. Afladspraksisen ses ikke før middelalderen, men starter og udvikler sig middelalderen, og i 1515 havde afladsbegrebet nået sådanne højder, at pave Leo X ligefrem formulerede et nyt «produkt» indenfor dette marked. Det nye produkt på det hungrende afladsmarked var den såkaldte plenaraflad, der på én gang gav aflad for alle synder. Et sådant produkt ville indbringe en meget stor fortjeneste for den katolske kirke. Formålet med plenarafladen var, udover at hjælpe de katolske trængende, der havde brug for en sådan totalaflad, at opbygge den i dag eksisterende renæssancekirke - Peterskirken i Rom.

Luther gik 1517 gennem prædikener, breve og sine såkaldte «95 teser» til totalangreb på hele afladspraksissen. Luther mente, at disse afladsbreve gav folk en falsk følelse af frelsessikkerhed, da de ikke bidrager til frelse og hellighed. De 95 teser blev slået op på kirkedøren på Wittenberg Slotskirke. Luthers kritik i disse teser samt hans forsvar ved de efterfølgende retssager i årene 1518-20 var, at kirken og dens overhovede satte sig selv, og ikke Kristi evangelium i centrum.

I første omgang inkorporede pave Leo X Luthers kritik i den officielle kirkes holdning, således at pave Leo X derefter skelnede mellem de af kirken pålagte bodsstraffe, og den skyld, som kun Gud kan tilgive. Dermed fik Luther delvist sin pointe ført igennem overfor den officielle kirke, men paven indledte i sommeren 1518 en proces imod Luther. Anklagen lød på mistanke om kætteri. Denne anklage blev kort tid efter skærpet til anklage om erklæret kætteri.

To-regimentelæren

Fra da af var Luther en brik i et større politisk spil, der havde været i gang siden investiturstriden i 1075, nemlig spørgsmålet om forskellen mellem den verdslige magt og den gejstlige magt. Hvilken indflydelse skulle kirken have på samfundet? Og hvilken magt skulle verdslige kejsere og konger have? Luthers løsningsforslag var den såkaldte to-regimentelære (1523: «Om lydighed mod statsmagten»). To-regimentelæren siger, at det er nødvendigt at opdele magten mellem gejstlighed og verdslighed, da de har hver deres opgave i forhold til mennesker og Gud. Således skulle verdsligheden stod for den almindelige lov og orden i samfundet (se den italienske filosof Nicolo Machiavelli (1469-1527)), mens gejstlighed skulle forvalte de religiøse spørgsmål i samfundet. Almindelige lovmæssige spørgsmål om samfundet måtte overlades til kejseren/kongen/fyrsterne/den verdslige øvrighed, som skulle indrette samfundet således, at menneskets iboende ondskab blev reguleret på bedst vis. Luther var således imod teokrati (et samfund styret af religiøse overhoved/er). Hvis denne indretning af samfundet alene skulle hvile på en gejstlig magts formodning om, at man pga. evangeliet kunne undvære den verdslige lov, så ville den ikke kunne regulere ondskaben på ret vis. En regulering af ondskaben skulle ifølge Luther ske af hensyn til de svage i samfundet (se Friedrich Nietzsche 1844-1900) , citat: «Hvis nu en eller anden ønskede at styre verden i overensstemmelse med evangeliet og afskaffede al verdslig lov … Han ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så at de sønderflængede og sønderrev alle og enhver ... Således ville de onde mennesker misbruge evangeliets frihed under kristennavnets dække, drive deres onde spil og, som nogle allerede nu fabler om som tossede, sige, at de er kristne og ikke underlagt nogen lov eller noget sværd» (1523: «Om lydighed mod statsmagten»). Det er denne begrundelse for opdelingen i de to regimenter, som er årsagen til, at Luther i 1525 gik imod bondeoprøret i Thüringen (Se Müntzer, Thomas). Dette var til stor overraskelse for de vakte bønder, som ellers var enige med Luther i kritikken af kirkens magt. Bønderne mente, at de i evangeliet så deres ret til som kristne at være frie fra verdslige magter. Luthers to-regimentesyn, eller rettere begrundelsen herfor, nemlig en fordeling af opgaverne og en regulering af ondskaben, betyder dog, at Luther netop ikke gik ind for et oprør som bøndernes. Luther mente, at der skulle være en orden i samfundet. Med orden mener Luther, at alle kender deres plads, altså et hierarki. Uden orden med hierarki kan ingenting fungere. Da har man blot kaos, mente Luther og den svage vil være overladt til sig selv.

Bandbulle/retsopgøret

Luther blev prøvet ved retten i 1518 i Augsburg, i 1519 i Leipzig, og i 1520 i Rom. I januar 1521 udstedte paven en såkaldt bandbulle, som fordømte Luther og alle, der støttede ham. Derefter blev han med Wormsediktet gjort fredløs.

I forsvaret mod anklagerne mod kætteri kritiserede Luther bl.a. kirken for at gøre sig selv til frelsesinstitution, uagtet at det ikke er kirken, der frelser, men Gud. Luther mente, at afladstanken var ubibelsk, idet der intetsteds i Biblen tales om, at kirken eller Peters efterfølgere (paverne) skulle kunne forlange aflad på Guds vegne. Luther mente endda, at paveinstitutionen var Antikrist, altså, djævlens repræsentation. Kirkens funktion, mente Luther, er at forkynde Ordet om Gud, da det er herigennem mennesket kan vende sig mod den frelsende Gud.

Den katolske kirke havde ophøjet paver og kirkefædre til autoriteter på linje med Guds ord i biblen. Luther sagde derfor, at man som kristen kun skulle forholde sig til Guds ord, som det fremstår i skriften (sola scriptura), og ikke til menneskers selvbestaltede autoritet om den rette udlægning af Guds ord. Begrebet om skriften alene (sola scriptura) kan dog slet ikke forstås som bibelsk fundamentalisme, hvis der dermed menes bogstavtro læsning. Bl.a. i sine Galaterbrevsforelæsninger 1535 siger han eksplicit, at biblen ikke kan læses bogstaveligt, men at den skal fortolkes. Om der er tale om en sand fortolkning afgøres af, om fortolkningen ligger i forlængelse af Kristus («Driver på Kristus»). På denne måde bliver fortolkningen af biblen til et hermeneutisk arbejde, der skal have (den rette forståelse af) Kristus som orienteringspunkt. I dag vil man naturligvis spørge, hvordan en tilhører kan afgøre, om en sådan «driven på Kristus» er ret eller falsk. Luthers pointe bliver nemlig, at spørgsmålet om sandt eller falsk afgøres i sidste instans af Gud overfor det enkelte subjekt, altså udenom kirke og institutioner. Denne vægtlægning på subjektets forhold til Gud, anses indenfor protestantisk teologi at være fundamentet for modernitetens subjekttænkning. Luthers hensigt med denne personliggørelse af troen, som et forhold mellem det enkelte menneske og Gud, var ikke tænkt som, at mennesket nu selv kan beslutte, om det vil have et forhold til Gud eller ej. Han ville ikke indføre en frihed, der satte mennesket til at bestemme, hvad det selv ville. For Luther var det selvfølgeligt, at mennesket ville forholde sig til Gud. Hans teologiske projekt var derfor at gøre den enkelte ansvarlig i forhold til sin tro, ved at gøre kirken til en formidler af ordet, fremfor som katolikkerne at være en mellemmand for menneske og Gud. Moderniteten er dog som bekendt også religionskritisk, hvilket Luther ikke er, men selve kernen i moderniteten, nemlig subjektet og dets frihed, har Luther idehistorisk fat i med sin begreb om, at gudsforholdet afgøres imellem den enkelte og Gud, og ikke af den kirkelige institution.

Spørgsmålet om den enkeltes trosforhold er i moderniteten ændret fra Luthers pointe om, at trosforholdet er et forhold mellem den enkelte og Gud, til at det afgøres af den enkelte om Gud er sand. Alligevel må man sige, at Luthers vægtlægning på det individuelle menneskes refleksion over sit trosforhold var en helt ny tanke i teologi- og filosofihistorien. Det er på denne baggrund at nogle i teologien taler om Luther som den første moderne teolog.

Luthers forståelse af kirkens formidlende funktion af ordet gjorde, at Luther i 1522 udgav en oversættelse af NT til tysk. I 1534 og 1546 kom to samlede oversættelser af hele Biblen. Gudstjenesten blev også i 1525 oversat til tysk og reformeret. Den såkaldte «Deutsche Messe» var en reformation af den latinske gudstjeneste «Formula Missae». Gudstjenesten var indtil da foregået på latin. I nogle kirker var der endda gitter ved korpartiet, så menigheden ikke kunne se, hvad der foregik. Det er fra denne tid, udtrykket «hokus pokus» stammer, idet menigheden ikke forstod nadverordene på latin: «Hoc est Jesu Christi corpus» («Dette er Jesu Kristi legeme»), der derfor blev til hokus pokus. Via oversættelsen af biblen og gudstjenesten blev tilhørerne i stand til at udvikle deres egen tro, og altså deres gudsforhold.

Luthers forhold til jødedommen

Luthers forhold til jøderne er blevet diskuteret i nyere tid, og bør derfor også nævnes her. Om Luthers antijødiske holdning er der at sige, at Luther, i lighed med megen klassisk teologi, forstår jøderne ud fra gammel testamente, dvs. som blinde lovoverholdere. Menneskers trang til lovgivning og lovoverholdelse er, kristent-teologisk set, problematisk. Det centrale skifte er nemlig sket med Kristus, som opfyldelsen af loven. Med Kristus som kærlighedens og barmhjertighedens vidnesbyrd, er fordømmelsen af andre menneskers overtrædelser ophørt. For alle kommer til at overtræde loven, og derfor må der barmhjertighed til mellem menneskene. Med Kristi komme gælder gamle testamentes lov derfor ikke længere på samme måde som før, ifølge kristendommen. For mange generationer af kristne, både før og efter Luther, var jøderne således det folk, som ikke havde hørt Guds ord, da Kristus kom som Guds inkarnation. Omvendelsen af jøderne, og i øvrigt andre hedninge (dvs. ikke-kristne) må på den baggrund, hvor ynkeligt og mærkværdigt det end synes i dag, ses som de kristnes redningsforsøg af ikke-kristne overfor Guds vrede. Jødedom og hedenskab skulle ophøre for at redde disse fra dommedag. Til denne omvendelsestanke skal øvrigt tilføjes, at Luther ikke mener, at nogen som helst, hverken kristen eller jøde kan vide sig sikker overfor Gud. Ingen har noget at rose sig af overfor Gud, hverken gerninger; påstand om at tilhøre et bestemt etnisk folk eller andet. Dvs. ingen kan vide sig sikker på, hvordan de indgår i Guds plan! Kun Gud ved, hvem, der er frelst og fortabt, og det uafhængigt af både handling og etnisk herkomst, hvilket fører til en række store teologiske problemer om menneskets egen frihed og bundethed (se ovenfor).

Munke- og nonnevæsenet

Luther gik imod munke- og nonnevæsenet i henholdsvis 1521 og 1523, idet han anså disse institutioner for gerningsorienterede. I sin reduktion af katolicismens syv sakramenter til to, opgav han ægteskabet som sakramente, fordi ægteskabet ikke er indstiftet. Bl.a. derfor er vielsen i den protestantiske kirken alene en velsignelse, på linje med andre kirkelige velsignelser.

De sidste år af Luthers liv gik med teologiske og politiske stridigheder, der bla skyldtes, at Luthers tilhængere blandt fyrsterne i 1537 sluttede sig sammen i det såkaldte Schmalkaldiske forbund. Det schmalkaldiske forbund mente, at den katolske kejser Karl V ikke kunne regne med lydighed i religiøse spørgsmål. Kejseren mente dog noget andet, hvorfor der udbrød religionskrig i 1546-47. Luther døde d.18. februar 1545 i Eisleben, efter sigende træt og udslidt efter års kamp for den rette forståelsen af troen. Han blev begravet i Wittenberg Slotskirke.

Til trods for den lange kamp, Luthers liv har været, må man sige, at han fik noget ud af kampen: Han oplevede at få medhold i sine synspunkter fra mange sider i sin samtid, og han var årsagen til oprettelsen af lutherske landskirker, og til at katolicismen lavede reformer gennem det såkaldte Tridentinerkoncils tre perioder, 1545-47, 1551-52 og 1562-63, som først og fremmest handlede om, hvordan man skulle forholde sig til Luthers og den øvrige protestantiske teologi.

C.Sl.

 

 


Luther i et kritisk nutidigt lys

Luther er i eftertiden blevet kritiseret for især sit kvindesyn og sit syn på jøder. Han var i disse spørgsmål i høj grad produkt af sin tid.

Kort før sin død udgav han i 1543 bogen «Om jøderne og deres løgne», der var et hadsk skrift vendt mod jøderne. 30 år tidligere havde han stået på en mere humanistisk position og havde forsvaret dem. Den historiske kontekst var, at jøderne i 1492 var blevet udvist af Spanien af den spanske dronning og den katolske kirke, og i starten af 1500 tallet var de udsat for forfølgelse i det meste af Europa. Herunder også i Tyskland. Mere humanistisk indstillede strømninger i Tyskland fik afværget afbrænding af jødernes bøger og andre mere voldelige repressalier mod disse. Luther stillede sig i denne periode på humanisternes side i deres forsvar for jøderne. I 1523 skrev han bogen «At Jesus blev født som jøde», hvis vigtigste pointer var, at Jesus oprindelig var jøde, at jøderne var et af gud udvalgt folk, og samtidig betonede han behovet for kristen solidaritet med jøderne. De skulle ikke bekæmpes, men i stedet skulle kirken missionere overfor dem, for at omvende dem til kristendommen.

Solidariteten var helt borte fra hans bog fra 1543 og i stedet erstattet med had. Han havde tilsyneladende opgivet perspektivet om omvendelse, og opremsede i stedet hele datidens register af kristne fordomme mod jøder. Men han stopper ikke med dette. Han foreslog, at deres synagoger, skoler og huse skulle jævnes med jorden, så de måtte bo i telte som sigøjnere. De skulle fratages deres skrifter, måtte ikke færdes frit, og endelig roste Luther de lande, der helt havde udvist jøder. Bogen var allerede i hans samtid kontroversiel, og blev kritiseret af både katolske og protestantiske teologer, men i Sachsen medførte bogen, at jøder fik forbud mod ophold og gennemrejse og deres ejendele blev konfiskeret. Bogen er i eftertiden blevet brugt til at betegne Luther som antisemit.

Også i sit syn på kvinden var Luther i høj grad produkt af sin tid. Med baggrund i bl.a. Paulus' første brev til Timoteus skrev han: «Gud har givet kvinden brede hofter og en stor bag, for at hun skal sidde stille og passe sit hjem».

Han var samtidig en ivrig fortaler for at torturere og brænde hekse. Dette retfærdiggjorde han ved at henvise til Anden Mosebog 22:18 - «En troldkvinde skal ikke leve». Med henvisning til dette skriftsted krævede Martin Luther, at disse «Djævlehorer» skulle brændes. Derfor hedder det i Dansk og Norsk Lov af 1683 og 1687 (artikel 6-1-9): «Befindis nogen Troldmand, eller Troldquinde, at have forsvoret Gud og sin hellige Daab og Christendom, og hengivet seg til Diævelen, den bør levendis at kastes på ilden og opbrændis.» Og datidens Lutherske præster var mere en villige til at lede hekseprocesserne under mottoet: «Hvis hun nægter er hun skyldig!»

A.J.


Litteratur

Hjalmar Holmquist, Jens Nørregaard: Kirkehistorie, bind 2, Akademisk Forlag (1992)
Jan Lindhardt: Mellem djævel og Gud: en bog om Martin Luther, Gads Forlag (1991)
Dr. Martin Luthers Werke, Kristische Gesamtausgabe, bind 18, Weimar, Hermann Böhlaus Nachfolger, (1908)
Martin Schwarz Lausten: Martin Luther – munk, oprører, reformator, Anis (2005)
Martin Schwarz Lausten: Kirke og synagoge – holdninger i den danske kirke til jødedom og jøder i middelalderen, reformationstiden og den lutherske ortodoksi (1. oplag, 1992, 2. opl. 2001)