 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
 |
| Christian Christensen (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA) |
Christian Christensen (1882-1960), dansk syndikalist, født 12. januar 1882 på Lolland af fattige forældre, men flyttede som 5 årig med forældrene til København, hvor han voksede op på Nørrebro omkring det nuværende Rantzausgade. Faderen var arbejdsmand, drak, og familien savnede ofte det nødvendigste, men et lyspunkt var dog det stærke sammenhold blandt de fattige - især under kampene med politiet - hvilket han malende beskriver i sine to erindringsbøger.
Allerede i starten af århundredet kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse (SUF) i København, og det blev de to revolutionære marxister Gerson Trier og Nicolaj L. Petersen, der blev hans læremestre. Det var altså som revolutionær marxist, at Christensen begyndte sin gerning i den danske arbejderbevægelse, og den kom til at præge ham livet igennem. Lige fra drengeårene var han en glimrende fortæller, og da hans barske proletariske erfaringer smeltede sammen med de revolutionære ideer i de tidlige ungdomsår blev resultatet en glødende agitator, som både mundtligt og skriftligt virkede stærkt på mange mennesker. Først i ungdomsbevægelsen og senere i bredere arbejderkredse.
I 1906 var han blevet kasserer i Socialdemokratiets afdeling i Glostrup og stillede på partiets kongres i april forslag om, at partiet skulle optrappe det socialistiske oplysningsarbejde blandt arbejderne og udtrykke sympati for «Socialistisk Ungdomsforbunds» antimilitaristiske agitation blandt arbejderungdommen. Et forslag som venstreoppositionen med bl.a. Trier og Petersen givet kunne støtte, men forslaget blev forkastet, og Christensen reagerede ved umiddelbart efter at forlade partiet. Allerede i september samme år spillede han sammen med andre revolutionære - fortrinsvis fra ungdomsbevægelsen - en ledende rolle i oprettelsen af «Socialistisk Arbejderforening» (SAF) og både gennem den og indenfor SUF skærpede han kampen mod den socialdemokratiske reformisme. Nogle måneder i sommeren 1908 lykkedes det endog SAF at udgive et dagblad til støtte for denne kamp.
1910 FS dannes
I samme periode bragte danske svende på valsen den revolutionære syndikalismes ideer med sig hjem fra Frankrig, og de vakte straks en vis interesse blandt de revolutionære medlemmer af SAF og SUF. I slutningen af december 1908 oprettede en del af disse en lille københavnsk diskussionsklub - «Syndikalistisk Forbund» - der var syndikalismens første organisatoriske udtryk i Danmark, og med Christensen som den drivende kraft. Forbundet holdt sine første møder i en kælder, men Christensen «ville op af kælderen», som han udtrykte det, bort fra de teoretiserende debatter og ud i et praktisk arbejde for ideerne indenfor fagforeningerne. Derfor tog han i 1910 initiativ til dannelsen af «Fagoppositionens Sammenslutning» (FS), skrev dens program og love og blev fra organisationens start den 22. september dens primus motor. Formålet var som navnet fortæller, at udvikle en oppositionsbevægelsen indenfor den eksisterende fagbevægelse. Selvom impulserne fra den franske syndikalisme spillede nogen rolle ved dannelsen af FS, berettede Christensen siden, at det mere var den marxistiske IWW retning (Industrial Workers of the World) fra USA, der udgjorde hans vigtigste syndikalistiske inspirationskilde. I Europa var der tale om navne som Tom Mann i England og Martin Tranmæl i Norge.
FS havde i udgangspunktet kun 34 medlemmer - overvejende jord- og betonarbejdere - men allerede i 1911 lykkedes det oppositionen i Jord- og Betonarbejdernes Fagforening i København med Christensen som anfører at vælte foreningens formand. Den ny syndikalistiske bestyrelse holdt dog kun nogle få måneder.
Fra december 1911 udgav FS ugeavisen «Solidaritet» med Christensen som redaktør. En post han bevarede frem til 1921. Både bevægelse og avis voksede dog kun langsomt. Ved krigsudbruddet i 1914 havde organisationen 3-400 medlemmer, og Solidaritet udkom i et oplag på 3.000. I løbet af krigen var fremgangen betydelig stærkere. I 1918 var oplaget nået op på 15.000 og FS’ medlemstal kulminerede i 1919 med ca. 4.000. Alligevel var indflydelsen i fagbevægelsen betydeligt større, end medlemstallet umiddelbart lader formode. FS stod især stærkt blandt de københavnske bygningsarbejdere - især blandt murerne, murerarbejdsmændene samt jord- og betonarbejderne -, smede- og maskinarbejderne, havnearbejderne samt søfolkene
FS’s voldsomme opblomstring i 1917-21 skyldtes ikke blot objektive faktorer som faldende realløn, stigende arbejdsløshed, usle understøttelser og den russiske revolution, men også Christensen selv som politisk person. Det var i høj grad gennem hans stærke personlighed, meget følelsesbetonede og næsten hypnotiske agitation forbundet med voldsomme angreb i et ret groft sprog - især mod de socialdemokratiske ledere - at han påvirkede de danske masser.
1921-36 DKP
I 1920 besøgte han Sovjetunionen og det var muligvis en væsentlig del af baggrunden for, at han sammen med de fleste FS’ere i 1921 gik ind i DKP. Han udtalte siden, at han i 1920-22 bevidst havde ødelagt og ofret den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe det danske kommunistparti over startvanskelighederne.
Frem til sammenlægningen af FS og DKP havde han redigeret «Solidaritet», der nu blev lagt sammen med DKP’s «Arbejdet» og blev til «Arbejderbladet». Han blev nu redaktør for dette men det fik hurtigt en ende. Livet igennem kæmpede han med personlige økonomiske problemer, og en stærk selvbevidsthed, et voldsomt temperament, og en kolossal overfølsomhed overfor kritik vanskeliggjorde hans samarbejde med andre. Ideologisk og organisatorisk led han skibbrud allerede i starten af 20’erne, da det viste sig, at han ikke kunne samarbejde med de andre kommunistiske ledere. Dette kom til at præge både avis og parti, og var udslagsgivende for de efterfølgende splittelser. Dertil kom hans svage fysik og de «nerver», der især meldte sig efter de 21 måneders fængsel han måtte udstå i 1918-20. Den danske stat havde i forlængelse af den russiske revolution og «urolighederne» andre steder i Europa besluttet sig for, at de dygtigste revolutionære agitatorer skulle uskadeliggøres for en rum tid. Christensen blev derfor idømt 21 måneders - politisk - fængsel for gamle artiklers helt abstrakte bekendelser til den sociale revolution og på grundlag af politistikkeres farvede mødereferater. Det var med til at knække ham.
1936 Ud af DKP
I 1923 gik han i frivilligt «eksil» på Silkeborgegnen, hvor han ernærede sig kummerligt ved hønseri, gartneri, fiskeri, arbejdsmandsarbejde mm. Alligevel forblev han i hele perioden i DKP. Først i forlængelse af stalinismens terror under den spanske borgerkrig og den første Moskvaproces i august 1936 besluttede han sig for at melde sig ud af DKP og ideologisk bryde med kommunismen. Lige så brat han var skiftet fra syndikalisme til kommunisme i 1921 skiftede han nu tilbage igen. Han forsøgte at genoprette FS, der nu hverken ville leve eller dø, ligesom dets nye ugeavis «Arbejdet» kun overlede i to år (1936-38) - og kun takket være økonomisk støtte fra de stærke svenske syndikalister. Kort før bladets undergang flyttede han fra Silkeborg til Hørsholmegnen, og blev der de sidste 22 år af sit liv. Indtil han opnåede folkepension, hutlede han sig økonomisk igennem på samme måde som i Silkeborg.
Da den værste bitterhed mod de efter hans mening alt for passive FS medlemmer i København havde lagt sig - i forlængelse af bladets undergang - tog han atter kontakt til dem og optrådte i en vis udstrækning som deres åndelige leder, som forelæser og som redaktør for kortvarige småblade. Da han døde i 1960, gik den lille gruppe umiddelbart i opløsning. Under eksilet i Silkeborg opstod der et nært venskab med den 22 år yngre Asger Jorn, som han underviste i marxisme, marxismekritik og organisation.
Ideologisk var Christensen dansk syndikalismes førende personlighed, men han var ofte stærkt svingende, hvad både hans bratte overgang til bolsjevismen og lige så bratte brud med samme viser. Men trods idémæssig begrænsning - han læste kun de skandinaviske sprog - megen personlig bitterhed, beskedne og kortvarige organisatoriske resultater, så er han alligevel en af dem, der rager op i dansk arbejderbevægelses historie, og det er næppe for meget sagt, at han er en af de betydeligste personligheder blandt danske revolutionære i det 20. århundrede. Ligesom arbejderbevægelsens første pionerer - Pio, Brix og Geleff - ramtes han hårdt af klassejustitsen og i lighed med disse virkede han i sine bedste år både inspirerende og handlingsbefordrende på mange.
Han var gået i gang med at skrive sin egen og syndikalismens historie i Danmark, men nåede kun at skrive om sin opvækst i bøgerne: «En Rabarberdreng vokser op» (1961) og «Bondeknold og Rabarberdreng» (1962).