Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

På et møde i Chicago i USA i 1905 dannede over 200 socialister og fagforeningsfolk organisationen Verdens Industriarbejdere (Industrial Workers of the World, IWW). Et fagforbund baseret på det marxistiske princip om konflikt mellem klasserne og den nordamerikanske filosofi om faglig organisering på industriniveau. Dens medlemmer fik hurtigt øgenavnet Wobblies og de satte nu ind på at rekruttere ufaglærte og udbyttede emigranter, ikke-hvide, kvinder samt de emigrantarbejdere, der var udelukket fra de foreninger af faglærte arbejdere, som den traditionelle og chauvinistiske landsorganisation AFL organiserede.

IWW søgte at danne «én stor fagforening», gennem hvilken arbejderne ville eje produktions- og distributionsmidlerne. Denne omdannelse af samfundet skulle baseres på en proces af ikke-politisk revolution og aktioner på selve arbejdspladsen, der skulle lede til effektiv krig mod de store kapitalkoncentrationer. IWW gik imod det konservative forsvar for de eksisterende opdelinger af fag og den håndværks-faglige struktur, der prægede AFL. Wobblierne hævdede, at denne struktur blev bevaret på de ufaglærtes og tillærtes bekostning.

Blandt de delegerede til den stiftende kongres var: Bill Haywood der var formand for Western Federation of Miners (WFM), Eugene V. Debs der var leder af det nordamerikanske socialistparti, Mother Jones der var den legendariske forkæmper for minearbejdernes og børnenes rettigheder, Daniel DeLeon der var leder af det Socialistiske Arbejderparti (Socialist Labor Party, SLP), A.M.Simons der var redaktør af International Socialist Review, Charles O. Sherman der var formand for de Forenede Metalarbejdere, William E. Trautmann der var redaktør på de Forenede Bryggeriarbejderes tysksprogede blad, fader Thomas J. Hagerty der var redaktør af American Labor Unions Voice of Labor samt Lucy Parsons der var enke efter en af martyrerne fra Haymarket massakren. De kampe der startede på kongressen omkring politisk handlingsplan og administrativ struktur blev ikke afsluttet før 1908. På det tidspunkt havde sekteriske socialistiske fejder og organisatoriske spændinger ført til, at mange grupper og enkeltpersoner havde forladt organisationen. Blandt disse var SLP, der allerede i 1905 dannede, hvad de kaldte det rigtige IWW i Detroit, samt WFM der i 1911 gik ind i AFL. De der blev i IWW koncentrerede sig nu om at: «Opbygge et nyt samfund indenfor det gamles skal». Det skulle ske gennem udviklingen af industrifagforeninger, der skulle være basis for det nye «Arbejder-verdenssamfund». Forordet til IWW’s love udtrykte i et koncist men dramatisk sprog organisationens ånd og struktur. Efter en tilføjelse i 1908 skulle denne formulering ikke senere i større omfang blive ændret:

«Arbejderklassen og arbejdskøberklassen har intet tilfælles. Der kan aldrig blive tale om fred, så lang tid sult og nød præger millionerne af arbejdende folk, og så lang tid de få mennesker der udgør arbejdskøberklassen reserverer alle livets gode sider for dem selv.

Mellem disse to klasser må kampen fortsætte, indtil verdens arbejdere organiserer sig som én klasse, tager jorden og produktionsmidlerne i besiddelse og afskaffer lønsystemet.

Vi mener, at centraliseringen af ledelsen af industrien på stadig færre hænder, gør fagforeningerne ude af stand til at håndtere de stadig mere magtfulde arbejdskøbere. Fagbevægelsen skaber et system, hvor en gruppe af arbejdere spilles ud mod en anden indenfor den samme industri, og dermed bidrager til at nedkæmpe hinanden under lønkampene. Endvidere hjælper fagforeningerne arbejdskøberne med at vildlede arbejderne til at tro, at de har interesser tilfælles med arbejdskøberne.

Disse forhold kan kun forandres og arbejderklassens interesser forsvares af en organisation, der er udformet på en sådan måde, at alle dens medlemmer indenfor en industri - eller om nødvendigt alle industrier - indstiller arbejdet hvis en strejke eller lockout berører arbejdere i en anden afdeling. Et angreb på den enkelte bliver således til et angreb på alle.

I stedet for den konservative parole: «En ordentlig dagsløn for en ordentlig dags arbejde», må vi skrive den revolutionære parole på vor fane: «Afskaffelse af lønsystemet».

Det er arbejderklassens historiske mission at afskaffe kapitalismen. Produktionens hær må organiseres. Ikke blot til de daglige kampe mod kapitalismen, men også for at fortsætte produktionen når kapitalismen er væltet. Ved at organisere os industrielt skaber vi strukturerne af det ny samfund indenfor det gamles skal.»

IWW blev hurtigt kendt for sine revolutionære taktikker, sin direkte aktion, sine dynamiske ledere og dens inspirerende sange og grafisk udtryksformer. IWW’s medlemmer var at finde indenfor alle fag, kvalifikationsniveauer, race og nationale baggrunde. Emigranter der havde fagforeningsbogen i orden fra deres oprindelsesland kunne øjeblikkelig optages i IWW. Fagforeningskontingentet for nyoptagne var så lavt, at det ikke kunne blive en hindring for dårligt betalte arbejde. Eftersom overenskomster blev betragtet som en indgriben i arbejdernes ubetingede ret til at strejke, afviste IWW at indgå sådanne overenskomster. En omstridt politik der først blev forladt i 1930’erne. Det var ikke overenskomsterne men derimod strejkerne der gav brændstof til udviklingen af IWW’s militans, for strejkerne gav den erfaring og det perspektiv der var nødvendigt for at gennemføre den generalstrejke, som Woblierne mente ville omstyrte det kapitalistiske system. Militarismen blev fordømt, og medlemsskabet blev frataget enhver, der gik ind i en stats milits eller i politiet. Arbejdernes internationale Kampdag blev fejret den 1. maj, og ikke i den første uge af september som mange konservative fagforeninger ellers havde besluttet sig for.

I perioden 1905-14 forstærkede den økonomiske situation i USA arbejderklassens utilfredshed: Priserne steg, lønningerne var fastfrosne eller faldt, en række kriser og massearbejdsløshed prægede samfundet. I denne situation blev IWW et militant udtryk for klassekampen i USA. I perioden frem til 1. verdenskrig ledede den eller deltog i mindst 150 strejker. Blandt de vigtigste var minearbejderstrejken i Goldfield, Nevada i 1906-07; Tekstilarbejderstrejken i 1912 i Lawrence, Massachusetts; Tømmerarbejdernes strejke i Louisiana og Arkansas i 1912-13; Silkearbejdernes strejke i Paterson, New Jersey i 1913; Og stålarbejdernes strejke i Mesabi Range i 1916. Der eksisterede betydningsfulde IWW afdelinger indenfor tømmer-, bygnings-, landbrugs-, havnearbejder- og søfartsområdet. Organisationen havde i en periode også betydelig succes i en række tekstilbyer på østkysten af USA, i Colorados kulminer, i kobberminerne i Arizona og Montana og i oliefelterne i Oklahoma. Selv om organisationen blev kritiseret for ikke at opbygge stabile fagforeninger og på højdepunktet kun havde 100.000 medlemmer, der betalte kontingent, så rystede den alligevel nationen med en kraft, der langt oversteg dens størrelse.

Nogle af de vigtigste områder hvor den ændrede det faglige landskab i USA var nedbrydningen af de eksisterende kønslige, racemæssige og etniske skillelinier indenfor arbejderklassen. IWW afdelingen der kontrollerede havnen i Philadelphia, cigararbejderafdelingerne i Pittsburgh og tømmerarbejdernes afdelinger i sydstaterne var alle racemæssigt integrerede. Den afro-amerikanske Benn Fletcher var ikke blot leder af afdelingen i Philadelphia, men blev også anset for at være en national IWW leder. Kvinder som Elisabeth Gurley Flynn og Matilda Rabinowitz ledte ikke blot kvindelige men også mandlige arbejdere. Flynn rejste over hele USA og var kendt som «oprørs pigen». Rabinowitz organiserede tekstilarbejdere i New England, cigararbejdere i Pittsburgh og bilarbejdere i Detroit. Tusinder af spansktalende arbejdere på østkysten var blevet nægtet optagelse i AFL - pga. deres etniske baggrund. De blev nu rygraden i IWW’s sømandsorganisering. Organisationen havde også et utal af spansktalende medlemmer i landets sydvestligste del.

IWW gennemførte en omfattende arbejderuddannelse gennem sine propagandaligaer, industrielle uddannelseslubber, arrangementer i de etniske foreninger, hundrede tusindvis af pjecer, nationalt distribuerede aviser (der blev trykt på 15 sprog), biblioteker på fagforeningskontorerne, de Arbejdende Folks College i Duluth, Minnesota, klubber og sommerlejre for «junior-wobblies», samt «underholdning» i form af debatter, sang, foredrag og sketches. Noget af det mest effektive uddannelsesmateriale var IWW’s Lille Røde Sangbog, der var et vigtigt bidrag til arbejderkulturen i USA. Udover den legendariske Joe Hill inkluderede IWW’s sangskrivere og poeter Richard Brazier, Ralph Chaplin, Covington Hall, Laura Payne Emerson og T-Bone Slim. Sangene blev sunget ved blokader, i sjakkene og ved massemøder. Chaplins «Solidarity Forever» blev i sidste ende den nordamerikanske arbejderklasses nationalsang. IWW’s vittighedstegninger, tegninger og plakater satte nye høje standarder og beundres den dag i dag af professionelle tegnere, historikere og politisk engagerede.

Når organisationen forsøgte at rekruttere medlemmer på byernes «slavemarkeder», hvor de arbejdsløse forsamledes mellem deres jobs, blev den hurtigt draget ind i kampe til forsvar for retten til at tale og forsamle sig. I 1907-17 gennemførte wobblierne omkring 30 af den slags kampe for retten til at tale på gadehjørnerne til deres arbejdskammerater. Under disse dramatiske konfrontationer fyldte tusindvis af IWW medlemmer og sympatisører fængslerne op. Mange blev alvorligt såret og nogle få dræbt, før organisationen gradvist fik slået retten til fredelig forsamling, uddeling af løbesedler og offentlige møder fast. En ret der ellers allerede var nedskrevet i forfatningens first amendament. Nordamerikanere der ikke ellers blev tiltrukket af IWW’s ideologi deltog i disse kampe og respekterede organisationens indsats for borgerlige rettigheder. Robert Baldwin der grundlagde American Civil Liberties Union anså IWW’s bidrag til forsvaret af de borgerlige rettigheder for værende af afgørende betydning.

Op til og under 1. verdenskrig bevarede organisationen sin antimilitaristiske holdning og gik imod USA’s inddragelse i krigen. IWW fortsatte med at gennemføre strejker - i modsætning til AFL der efter USA’s aktive inddragelse i krigen vedtog en ikke-strejke politik. Disse strejker i krigstid gav arbejdsgiverne og regeringen lejlighed til at beskylde IWW for forræderi. I september 1917 gennemførte agenter fra USA’s justitsministerium ransagninger af organisationens kontorer i hele landet, med kendelser der karakteriserede hele dens ledelse - over 200 mænd og kvinder - som subversive. I den største efterfølgende retssag i Chicago blev omkring 100 wobblies - hele det øverste og næstøverste lederlag - idømt fængselsstraffe på 10-20 år samt bøder på 10-20.000 US$.

Der blev ikke sat meget ind fra myndighedernes side for at beskytte IWW medlemmer fra hysteriet i lokalsamfundene. Ikke blot politiet men også arbejdsgivere financierede vagværn og patriotiske grupper stormede IWW’s kontorer, hjem, forsamlinger og møder, uden at der på noget tidspunkt blev skredet ind mod dem. Forfølgelsen blev hurtigt optrappet med gennemførelsen af kriminelle syndikalisme love i mange stater - med det udtalte mål at knuse IWW. Enhver form for intimidering blev taget i anvendelse. Et særligt grelt tilfælde fandt sted i 1919 og var sigende for voldeligheden af anti-IWW kampagnen. En gruppe fra American Legion i Centralia, Washington anførte et angreb på det lokale IWW kontor med det formål at ødelægge inventaret og banke de tilstedeværende medlemmer - som de havde gjort ved tidligere lejligheder. Under overgrebet blev krigsveteranen og IWW medlemmet Wesley Everest kastreret og lynchet, da han satte sig til modværge. Syv andre IWW medlemmer der satte sig til modværge blev idømt fængselsstraffe på 25-40 år, og de fleste forblev i fængsel til 1933.

Udgifterne til forsvaret og amnestikampagnerne begyndte at tappe IWW for styrke, og uenigheden om hvilke betingelser de fængslede medlemmer skulle acceptere for amnesti plagede medlemmerne udenfor. Endvidere opstod der intern uenighed om forholdet til den Amerikanske Kommunistiske bevægelse, der var ved at vokse frem. IWW var i udgangspunktet sympatisk indstillet overfor bolsjevikkernes revolution i Rusland, og i 1920 bad bolsjevikkerne IWW om at slutte sig til Komintern. Fremtrædende wobblies som Bill Haywood, George Hardy, Elizabeth Gurley Flynn og Charles Ashleigh var blandt de, der blev tiltrukket af den sovjetiske kommunisme. IWW som sådan indtog imidlertid en stadig mere kritisk holdning overfor Sovjetunionen. Begivenheder som Kronstadt matrosernes oprør i 1921 og kommunisternes rolle i den italienske fabrikskrise i 1920 gjorde organisationens afstandtagen stadig større, og i slutningen af 20’erne var holdningen direkte fjendtlig.

IWW holdt fast ved sin opfattelse af en gradvis overtagelse af kontrollen over industrien gennem økonomisk aktivitet på arbejdspladsen. Dette stod i modsætning til kommunisternes position, der accepterede faglig aktivitet, men som samtidig hævdede, at det var nødvendigt med et «avantgardeparti» baseret på demokratisk centralisme for at sikre omstyrtelsen af kapitalismen. Det styrkede blot IWW’s krav om styrket basiskontrol af organisationerne, og den blev stadig mere kritisk overfor politiske løsninger og indflydelsen fra fremragende individuelle ledere.

I 1920’erne blev IWW offer for ændringerne i industriel teknologi og ændringerne i sammensætningen af arbejdstyrken, der gjorde indhug i de områder, hvor organisationen traditionelt havde stået stærkest. Samtidig faldt medlemstallet pga. hårdhændet undertrykkelse fra arbejdsgivernes side og pga. rekruttering fra kommunistpartiets side. Trods disse problemer fortsatte IWW med at sprede sin filosofi om industrifagforeninger, om nødvendigheden af absolut solidaritet og taktikkerne for direkte aktion. Den bevarede sin organisatoriske tilstedeværelse til søs, blandt landarbejdere og i 1928 anførte den en vigtig strejke i mineområderne i Colorado.

Under depressionen slog IWW sig sammen med andre og etablerede «fagforeninger for arbejdsløse», for at skaffe dem boliger og fødevarer. I 1932-33 var afdelingen i Detroit aktiv i automobilarbejdernes stadig voldsommere protester. IWW medlemmerne bidrog med deres militans og erfaringer under sit-down strejkerne og andre aktiviteter, der i sidste ende førte til dannelsen af Bilarbejdernes Fagforening (UAW). IWW medlemmer spillede en tilsvarende rolle i andre industricentre, men var sjældent den organisation, arbejderne i sidste ende valgte at slutte sig til. Cleveland udgjorde i den forbindelse en undtagelse. Det lykkedes IWW at blive repræsentant for arbejderne på en lille snes fabrikker. En rolle den bevarede frem til 1950.

IWW’s vigtigste bidrag var muligvis at skabe grundlaget for de taktikker og den filosofi, der førte til masseorganisering af de ufaglærte, indvandrere, ikke-hvide og kvinder i CIO og AFL fagforeninger i 30’erne og 40’erne. Metoder udviklet af IWW blev taget i brug i resten af fagbevægelsen. Det gjaldt sit-down strejken udviklet i Schenectady i 1906, kædeblokaden udviklet i Massachusetts i 1912, bilkaravanen udviklet i Colorado i 1928, samt mange andre.

Organisationen efterlod sig også varige spor indenfor området borgerrettigheder, hvor den ansporede liberale til at oprette permanente forsvarsorganisationer til beskyttelse af anderledes tænkendes rettigheder. Dens agitation mod «arbejdsgiverhajer» førte til regulering af de kommercielle ansættelsesfirmaer, og agitationen mod de notoriske overgreb i fængslerne bidrog til at skabe mere humane fængselsforhold. IWW gik også i spidsen i organiseringen af emigrantarbejdere - især landarbejdere. Stilen og heroismen blandt organisationens medlemmer havde en sådan karakter, at wobblierne er blevet ærefuldt omtalt i den nordamerikanske litteratur, i en grad der ikke er overgået andre fagligt aktive. Blandt de mange forfattere der har skrevet positivt om IWW finder vi: Upton Sinclair, John Dos Passos, Eugene O’Neill, B. Traven og James Jones. Joe Hill blev en martyr for alle arbejdere, og en sang til hans ære opnåede stor popularitet i anti-krigsbevægelsen i 1960’erne.

IWW’s hovedkvarter er forblevet i Chicago. Medlemstallet er faldet til under 1000, og det er kun få afdelinger, der er repræsenteret på arbejdspladserne, men organisationen har bevaret sin livskraftige presse. Siden 1960’erne er interessen for organisationens historie og filosofi taget til, hvilket har ført til en strøm af bøger, skuespil, memoirer, mundtlige historier og film, der delvist eller fuldstændig handler om IWW og dens arv. Fred Thompson (1900-87) sluttede sig til IWW i starten af 20’erne, afsonede en dom i San Quentin og blev valgt til hovedbestyrelsen i 1928. Han fungerede som konsulent på mange af disse historiske projekter. Som officiel IWW historiker blev han opsøgt af næsten alle de forskere, der interesserede sig for IWW, og han koncentrerede sig om bevarelsen af den autentiske IWW historie. Den vigtigste begivenhed i den forbindelse var, da organisationen donerede sit arkiv til Wayne State University i Detroit, hvor de er åbne både for befolkningen i almindelighed og for forskere og studerende.

J.L.K.