Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Oplysning
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Kemi
    .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik  .  Undervisning
    .  Humaniora
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær
     .  Anarkisme
    .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 19.269
: :
Trier, Gerson Georg
Gerson Georg Trier
Gerson Georg Trier
(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Gerson Trier (1851-1918), dansk revolutionær socialist, født 23. april 1851 i København som søn af manufakturhandler og grossist Ludvig Meyer Trier. Trier blev født ind i det jødiske borgerskab, og selv om han forholdsvist tidligt blev ateist blev han stående i Mosaisk Trossamfund til 1905, hvor han meldte sig ud, da han mente at trossamfundet svigtede de fattige og revolutionære russiske flygtninge, der flygtede i kølvandet på den første russiske revolution.

Trier tog eksamen som mag.art. i fransk fra Københavns Universitet i 1876, studerede derpå kemi og blev i 1879 ansat på en sukkerfabrik i Frankrig. To år senere tog han arbejde i et dansk handelshus i Paris, som i 1883 overdrog ham ledelsen af dets filial i London. Selv om han allerede som 18 årig, i 1869 havde markeret et humanistisk sindelag, da han fik offentliggjort en artikel mod dødsstraffen i Danmark, var det først i London hans socialistiske udvikling tog fart. Han førte her samtaler og blev personlig ven med Engels. Han besluttede sig for at opgive sit arbejde indenfor handelssektoren, hellige sig det politiske arbejde og i 1888 vendte han tilbage til København. Resten af livet ernærede han sig som sproglærer og kursusleder.

Ved sin tilbagekomst i 1888 meldte han sig ind i Socialdemokratiet. Allerede før tilbagekomsten havde han tilsyneladende kontakt med venstreoppositionen indenfor partiet, og det var derfor denne lille mindretalsgruppe han fra starten knyttede sig til. Den 1. april 1889 startede han sammen med partikammeraten Nicolaj Petersen udgivelsen af ugeavisen «Arbejderen» som organ for den lille revolutionære opposition indenfor partiet, og det lille 4 siders blad blev straks mødt med en mur af modvilje fra partiledelsen om -pressen. Bedre blev det ikke, da det lykkedes dem at få flertal på et partimøde for deltagelse i marxisternes internationale kongres i juli 1889 i Paris - mod den danske partiledelses ønske. Og endnu værre blev det, da det lykkedes Trier og Petersen at spille deres gode personlige internationale kontakter ud mod den hjemlige partiledelse. Specielt i spørgsmålet om fast forbund og valgalliance med borgerlige eller radikale partier - Socialdemokratiet var på det tidspunkt i valgalliance med partiet Venstre. Bl.a. førte et brev fra lederen af de tyske socialdemokrater, August Bebel til støtte for de danske oppositionelles syn på alliancer med de borgerlige til, at den danske partiledelse skrev til Bebel og bad ham blande sig udenfor indre danske partianliggender.

Oppositionsarbejdet blev hurtigt ledelsen for meget og den benyttede en forholdsvis harmløs artikel i Arbejderen i oktober 1889 som påskud på at ekskludere den 7 mands store redaktion af avisen - deriblandt Trier. Samtidig rettede ledelsen en række voldsomme personlige angreb på de 7, der blev beskyldt for at være «Højres agenter» og politispioner. Om Trier hed det:

«Gerson Trier havde allerede forinden sin ankomst her til landet lagt planen til sin senere optræden over for partiet. Mens han var i London, stod han i forbindelse med de personer, der allerede dengang arbejdede på at sætte Socialdemokratiet herhjemme og dets tillidsmænd i et så slet lys som muligt. Da han ankom hertil, gjorde han sig til leder for disse personer og organiserede angrebene systematisk.
Havde han næret nogen anden interesse for Socialdemokratiet end den, at ville svække og hæmme det, da ville han først have undersøgt forholdene grundigt, forinden han trådte offentligt frem.
Det følger af sig selv, at en mand ikke ovre i London kan blive grundigt kendt med det danske Socialdemokratis praktiske virksomhed. Når han ikke desto mindre lagde planen til at angribe partiet allerede inden han kom hertil, da er dette et bevis for, at han kun ville skade og aldrig gavne Socialdemokratiet. Selv tilhører han kapitalistklassen, og hans optræden kan således være i ret god overensstemmelse med hans egne «klasseinteresser», men aldrig med arbejdernes. » (Social-Demokraten 13. november 1889)

Eksklusionerne af de 7 oppositionelle blev godkendt ved en urafstemning i partiet med 2643 mod 391 stemmer, men den førte til voldsomme fordømmelser i hele den udenlandske socialistiske presse (se Nielsen-Kolding). Selv de svenske socialdemokraters Hjalmar Branting fordømte eksklusionerne, selv om han i striden stod den danske partiledelse nærmere end de ekskluderede. Det kan derfor heller ikke udelukkes, at da ledelsen i 1901 trak eksklusionerne tilbage, var en del af årsagen ønsket om udbedre forholdet til de udenlandske socialdemokratier.

1889-95 Selvstændig opposition

Eksklusionen fik imidlertid ikke oppositionen til at holde op. Den fortsatte udgivelsen af ugeavisen Arbejderen og i 1890 dannede de sammen med kammerater fra provinsen «Det revolusjonære socialistiske Arbejderparti». Eksistensen som selvstændig opposition var forholdsvis kortvarig, og mens de reformsøgende socialdemokrater før eksklusionen havde ført en voldsom hetz mod oppositionen ændredes den efter til at forsøge at tie oppositionen ihjel. Den blev ikke længere nævnt med ét ord i Social-Demokraten, der samtidig nægtede at optage annoncer for de revolutionæres møder og desuden afviste partiet at deltage i diskussionsmøder.

Da den første 1. maj demonstration ifølge vedtagelse på de internationale kongresser i Paris skulle finde sted 1. maj 1890, forbød politiet processioner i gaderne, hvilket Socialdemokratiet og fagforeningerne bøjede sig for, idet de nøjedes med at lave et optog og møde på Fælleden, men 300 revolutionære gennemførte en gadedemonstration gennem den indre by og Nørrebro, og skønt de holdt sig til fortovene, blev 5 af lederne senere alligevel idømt 40 kr hver i bøde.

I 1891 udgav det nystiftede parti en pjece i 20 året for Pariserkommunen, der frem til den russiske revolution i 1917 var det vigtigste eksempel på arbejdernes overtagelse af magten. Bladarbejdet gik dog ikke så godt. Partiet gennemførte en indsamling i håb om at kunne gøre Arbejderen til dagblad, men det gik ikke, og i 1893 gik avisen ind. Mere held havde det med arbejderundervisningen. I november 1892 oprettede Trier og Petersen «Den ny Arbejderskole», der blev ledet af Trier. Også denne blev modarbejdet af Socialdemokratiet. Arbejderne havde ikke mange penge, så undervisningen var gratis. På Triers initiativ oprettedes i 1898 «Folkeuniversitetsforeningen» - som fortsat eksisterer. Han var selvskreven som formand, men det forbød hans beskedenhed ham, og i stedet accepterede han næstformandsposten. Han lagde selv et kæmpearbejde i foreningen gennem sine egne forelæsninger og ved at skaffe fremragende foredragsholdere - bl.a. en del udlændinge. Foreningen holdt i øvrigt i en periode til i et fremlejet værelse i hans lejlighed, Nørrebrogade 18.

De revolutionæres organisatoriske arbejde løb til gengæld ret hurtigt ud i sandet. Trier var selv med til at forsøge at starte arbejdsløshedsarbejde, men efter at 300 arbejdsløse mødte op på det indledende møde, dukkede der kun 3 op, da der skulle laves aktioner.

I sidste halvdel af 1890’erne flirtede Trier lidt med anarkismen. I 1894 skrev han en artikelserie i tidsskriftet «Tilskueren» om anarkisme, og i modsætning til sin nære ven Engels udviste han i denne serier en del forståelse og sympati for anarkismen. De lå heller ikke på linie ifht. mulige alliancer med borgerligt radikale partier.

1901-16 Atter socialdemokrat

I 1901 trak Socialdemokratiet den da 12 år gamle eksklusion tilbage. Trier og Petersen gik straks ind og genoptog den oppositionelle virksomhed indenfor partiet, og Trier selv valgtes med det samme til partiets hovedbestyrelse. Oppositionsvirksomheden blev baseret på tidsskriftet «Socialisten», de startede i 1903, dets udgiver «De socialdemokratiske Diskussionsklubber» og i «Socialistisk Ungdoms-Forbund». Blandt deres meste betydelige tilhængere i disse kredse var Viggo Christensen, Hans Palbo, I.P. Nielsen samt Mikkel og Chr. Christensen, der var blevet marxistisk skolet af Trier og Petersen.

Trods den stadig stærkere opposition var deres gennemslagskraft i partiet og arbejderbevægelsen som helhed dog begrænset. Dog formåede Trier i 1908 at få partikongressen til at vedtage, at partiet ikke måtte gå i regeringsdannelse, før det havde flertal i Folketinget, og på samme kongres var der kun 1 stemmes flertal (143 mod 142) for fortsat valgalliance med det Radikale Venstre. I hele perioden bevarede han dog sin plads i hovedbestyrelsen og partiets programudvalg, og i 1913 fik han en vis indflydelse på den principielle del af partiets nye program, som formelt var gældende frem til 1961. Ved de lejligheder hvor han faktisk fik indflydelse var det dog altid med støtte fra folk, der ikke delte hans principielle modstand mod arbejderbevægelsens integration i det kapitalistiske samfund, der bl.a. afspejlede sig i hans manglende interesse i Folketingsarbejdet, modstanden mod samarbejdet med de borgerlige partier og socialdemokraters deltagelse i fester ved hoffet.

I 1910 oprettedes «Den socialdemokratiske Arbejderskole», og atter var Trier en af de bærende kræfter. I årene frem til 1914 underviste han på denne nye aftenskole - bl.a. i socialismens historie og teorier. Også mere fagligt og akademisk var han en pioner for forskellige kurser, skoler og foreninger, og lagde både organisatorisk-administrativt og rent videnskabeligt et stort arbejde deri.

1916 Atter ud af partiet

Da partiets såkaldte «natkongres» 29-30. september 1916 med 90% flertal havde besluttet at lade Stauning indtræde i den radikale regering (sammen med en venstre- og en højremand), tog Trier konsekvensen og meldte sig ud af partiet. En beslutning Lenin fra sit eksil i Schweiz hilste med glæde og kvitterede med «En hilsen til kammerat G. Trier» i en schweizisk avis. Kort forinden havde Trier i et brev til partiformand Stauning protesteret imod, at partiet gav tilslutning til at sælge de dansk-vestindiske øer, uden først at spørge befolkningen derovre ved en folkeafstemning - under henvisning til princippet om folkenes frie selvbestemmelsesret - men henvendelsen fik ingen betydning for partiets holdning.

Hvor vanskeligt det i det hele taget var på Triers tid at drive principiel oppositionsvirksomhed i arbejderbevægelsen ses desuden af, at da han i «Socialisten» i 1911 rettede en kritik mod de langvarige 5 årige overenskomster på arbejdsmarkedet og specielt mod Smedeforbundet, der var det første forbund, der var gået med hertil, så klagede dettes hovedbestyrelse til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, som derpå med alle stemmer mod 4 udtalte sin misbilligelse af Triers artikel og endvidere forsøgte at forbyde al offentlig kritik af den type. I hovedbestyrelsens vedtagelse som Stauning sendte til Smedeforbundet, står der nemlig udtrykkeligt: «Det må forlanges, navnlig af hovedbestyrelsen i partiet, at sådan kritik øves inden for organisationerne».

Som partiløs de to sidste år før sin død var han fortsat aktiv på flere områder. Fra sit hjem varetog han administrationsarbejdet for tidsskriftet «Socialisten», fortsatte arbejdet i Folkeuniversitetsforeningen og gav i sit hjem lige til sin død et ugentligt gratis kursus i engelsk for arbejdere. Han afviste at gå ind i ny partidannende virksomhed og skrev i 1916: «Jeg tror ikke, øjeblikket er inde til at danne en ny socialistisk gruppe. Jeg antager, at i tiden efter krigens slutning, når den engang finder sted, vil der opstå så stærke arbejderrørelser, at klassekampen vil skabe nye organisationsformer og mere eller mindre fuldkomment omdanne de gamle». Denne spådom kom til at gå i opfyldelse med revolutionen i Rusland og rådsbevægelserne i bl.a. Tyskland, Norge og Ungarn. Da der i foråret 1918 blev oprettet et nyt kommunistisk orienteret parti - «Socialistisk Arbejderparti» - i København, nægtede han dog at gå med i dette, og argumenterede med at han ikke ville have noget med parlamentarismen at gøre. Da Socialdemokratiet forsøgte at udnytte dette forhold i sin propaganda mod det nye parti, var han dog hurtigt ude med et dementi og skrev at: «..nye partier var en logisk konsekvens af de gamles svigten».

Trier døde af lungebetændelse den 22. december 1918.

Til sin død holdt han fast ved opfattelsen af, at det kapitalistiske samfund nærmest uundgåeligt ville udvikle sig i retning af revolution og socialisme, at muligheden for mærkbare økonomiske og sociale fremskridt for arbejderklassen under kapitalismen var nærmest utænkelig, og at parlamentarismen derfor var fuldstændig ligegyldig i kampen for socialismen. Specielt hvad angår økonomiske og sociale fremskridt kom eftertiden til at vise noget andet - gav Triers modstandere i Socialdemokratiet ret. Alligevel hører Trier til en af de bedste marxister og mest sympatiske pionerer indenfor den danske arbejderbevægelse. Han var udpræget beskeden, uselvisk, besad en sjælden ærlighed, en principfast idealisme samt en betydelig offervilje. Det var derfor ikke blot i politik men også i karakter han stod som en total modsætning til pampertyperne, de kyniske stræbere og de principløse «realpolitikere» i partiet.

A.J.


Litteratur

Petersen, Carl Heinrich: Danske Revolutionære. Borgen, København, 1970.
Trier, Gerson: SOCIALDEMOKRATIET OG DE BORGERLIGE PARTIER. Artikel fra Dansk Tidsskrift, 1902.
Trier, Gerson: MIN UDTRÆDELSE. Brev til Socialdemokratiet og tidsskriftartikel, 1916.