Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Under den tidlige kapitalisme blev bønder og landarbejdere suget ind til byerne, hvor de fik arbejde på fabrikkerne og blev tilbudt spekulationsboliger, der var uden sanitære forhold, fugtige og kolde. Sygdommene florerede blandt arbejderne og deres børn. Levealderen faldt drastisk. Konsekvensen var, at arbejdskraften blev slidt voldsomt og meget hurtigt ned, hvilket satte selve den kapitalistiske udvikling i fare. I nogle lande blev dette problem håndteret af staten, i andre af de enkelte kapitalister, og endelig blev det taget op af den gryende arbejderbevægelse.

Det var i England den tidligste kapitalistiske udvikling fandt sted, og det var også det første land hvor det erkendtes, at det var nødvendigt at skaffe arbejderne sunde og billige boliger. Den utopiske socialist og industrielle pioner Robert Owen rejste spørgsmålet allerede i 1818, hvor den igangværende økonomiske krise fik mange arbejderfamilier til at bukke under.

I Danmark blev opgaven første gang taget op af Aktieselskabet for opførelse af arbejderboliger på Christianshavn, der var stiftet i 1850, og som opførte ialt 64 boliger. De blev fulgt af bl.a. de Classenske boliger og af Lægeforeningens boliger i København. Men også i provinsen blev der bygget arbejderboliger. Initiativet lå i første omgang hos borgerlige filantroper, der ville tilvejebringe ordentlige boliger, som arbejderne havde råd til at leje.

I Tyskland, England og USA startede samtidig bygningen af boliger i direkte tilknytning til fabrikkerne. Bygherren var i dette tilfælde arbejdsgiverne selv, der dels ønskede at sikre sig arbejdskraft over en længere periode, dels ønskede at hindre at arbejderne skiftede arbejdsplads, når løn og arbejdsforhold var bedre andre steder, for boligen var uløseligt knyttet til arbejdet på fabrikken. Fænomenet kendes også fra minebyerne, hvor mineselskabet var bygherre. I Danmark kendes fænomenet fra bl.a. Holmegårds Glasværk, der byggede boliger til sine arbejdere ved siden af Holmegård tørvemose og fra Carlsberg.

I 1865 stiftedes den første kooperative byggeforening i Danmark af lægen F.F. Ulrik (1818-1917): Arbejdernes Byggeforening. Den bestod af arbejderne fra B&W værftet. Foreningen der ophørte i 1974 byggede selvejerhuse for kapital indsamlet blandt arbejderne. I løbet af 10 år havde lejerne betalt husene gennem lejesummen. Ideen blev videreført på andre større arbejdspladser og fra slutningen af århundredet af enkelte fagforeninger.

Arbejderbevægelsens egen kooperative indsats på boligområdet skete først langt senere - fremkaldt af den stigende arbejdsløshed og bolignød i København i årene op til 1. verdenskrig. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) blev oprettet i 1912, Arbejdernes Kooperative Byggeforening i 1913, og siden spredte boligkooperationen sig også til provinsen. Boligkooperationen eksisterer fortsat og trods begrænset nybyggeri de sidste 30 år, tegner den sig for et stadig stigende del af lejeboligmassen. Det skyldes udstykningen af eksisterende lejelejligheder til ejer- eller andelslejligheder.

Den kapitalistiske udvikling gennem det 20. århundrede har imidlertid differentieret arbejderklassens boligformer. En del arbejdere fik fra 1950'er og 60'erne råd til at bygge eget hus, og forsvandt dermed fra arbejderboligerne. Omvendt beboes boligkooperationens boliger i dag også af ikke-arbejdere - studerende, unge og mellemlag. (Se også: Boligpolitik, Arbejderkultur og Arbejderkultur i Danmark).

A.J.