Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det encyclopædiske perspektiv

Det nyeste og 26 bind store opslagsværk, International Encyclopedia of the Social & Behavioral Sciences, konstaterer i opslaget: «History of sociology» med beklagelse, at den gammeldags forestilling om den fremadskridende udvikling fortsat præger standardudgaver af sociologiens historie.

Med den encyclopædiske forms tvang som undskyldning, præsenterer opslagets forfattere (Goudsblom og Heilbron) sociologiens udvikling fra antikken til vore dage som en kæde af på hinanden følgende faser.

Sociologiens lange prædisciplinære fortid eller udviklingens første fase, inkluderer Platon, Aristoteles og Herodots som antikkens betydeligste «proto-sociologer».

Efter at udviklingen holder en lang pause i middelalderen - takket være oplysningstidens filosoffers indsats med Montesquieu i spidsen - oprinder fase to (1830-1890), hvor udviklingen af sociologi som en selvstændig intellektuel disciplin omsider begynder at tage fart.

Derefter og ikke overraskende kommer fase tre, hvor sociologi flere steder manifesterer sig som en akademisk disciplin eller universitetsfag (1890-1930).

I udviklingens fjerde fase indtræder faget i sin modenhedsperiode. Fra 1930-1970, findes sociologien som et fuldt udviklet og mere eller mindre anerkendt universitetsfag på de fleste universiteter over hele kloden med institutter, lærestole, eksaminer, grader, tidsskrifter, faglige nationale og internationale foreninger, kongresser og hvad der ellers hører til den gængse forestilling om et frodigt fagligt miljø.

Femte fase indtræder omkring 1970 og kaldes for krisens og fragmenteringens tid; en tid hvor tilløb til nye faglige synteser også finder sted. Forfatterne angiver afslutningen af denne fase til år 2000.

Det er forbløffende at se lighederne mellem sociologiens historie som den fremstilles i den nyeste internationale encyklopædi sammenlignet med et 100 år ældre danske opslagsværk: Salmonsens store illustrerede Konversations Leksikon.

I dette imponerende værk - til brug for den dannede konversation i de nordiske lande - defineres sociologi som «Læren om Grundforholdene i det menneskelige Samliv, om Grundformerne for Menneskenes Samvirken, om de samfundsdannende Kræfter, deres Udslag og Samspil. Den omhandler saaledes Forholdet mellem Individerne, mellem disse og de Grupper, hvortil de høre (Familie, Slægt, Stamme, Nation, Race) , mellem de to Køn, mellem de større og mindre Grupper indbyrdes; den søger at efterspore hvilken social Betydning, der maa tillægges Staten som social Magtfaktor, og videre dens Organer og Institutioner, ligesom ogsaa Differentionen inden for Samfundet i Klasser, Stænder, Partier osv.»

Så omfattende en disciplin måtte naturligvis udvikle sig gennem lang tid og artiklens forfatter (sekretær, cand.phil. K.V. Hammer fra Christiania) finder - i overenstemmelse med den encyklopædiske tradition - sociologiens forgængere samme sted, hvor Goudsblom og Heilbron fandt dem: Hos Sofisterne, Platonikere og Aristotelikere. Kort sagt i den vestlige civilisations vugge hvortil de fleste universitetsfag kan spores af ihærdige idehistorikere.

I den mørke middelalder er der ifølge Salmonsen langt imellem betydelige proto-sociologer, men lige så snart vi nærmer os de moderne tider, begynder enkelte navne at lyse op: Spinoza og Vico nævnes blandt sociologiens forfædre, og det varer ikke længe før «udviklingen» nærmer sig Oplysningstiden og dens debatter om samfundets indretning. Montesquieu, Condorcet og Saint-Simon nævnes som betydelige bidragsydere, og der mangler kun ganske kort tid før vi er nået til Auguste Comte (1738-1857) sociologiens officielle fader.

De fleste encyklopædiske fremstillinger af sociologiens historie anerkender pligtskyldigt Auguste Comtes ophavsret til selve navnet. Det var jo ham, der i et akut anfald af megalomani under arbejdet med endnu et bind af manuskriptet til «Cours de la Philosophie positive» i foråret 1839 - erstattede det tidligere mere beskedne navn «social fysik» med en neologisme «sociologie», hvilket svarede bedre til hans ambition på den nye læres vegne. Det comteske system tildelte sociologien rollen som videnskabernes dronning: Syntesen af de videnskaber der beskæftiger sig med det sociale liv.

Auguste Comte blev som så mange andre indstiftere af nye videnskaber eller sekter stort set ignoreret af sin samtid (den parisiske intellektuelle verden), som var usikker på, hvorvidt hans system var teologisk eller et videnskabsteoretisk arbejde.

Til alt held for Comtes eftermæle og måske også for den disciplin han navngav, var det 19. århundrede tiden, hvor mange førhen oversete fag forlader deres prædisciplinære fase og bliver anderkendt/ophøjet til videnskaber og/eller institutionaliseret som akademiske discipliner.

Berlineruniversitet (fra 1810) nævnes tit som et vellykket eksempel på det moderne europæiske universitet, eksplicit bygget op som videnskabernes hjemsted.

Det humboldtske universitet, som det også benævnes, hvilede på en stiltiende overenskomst mellem a) statsmagten , b) Kongen/Kejseren i rollen som mæcen og c) det akademiske samfunds autoriteter som garanter for de akademiske forskningsområders og uddannelsers kvalitet.

Sociologiens udvikling i Danmark

Sociologi, psykologi, pædagogik er blot nogle af de universitetsfag, der begynder at etablere sig som selvstændige videnskabelige discipliner i den sidste halvdel af det 19. århundrede. På de kontinentale/tyske universiteter blev dannelsen af en videnskabelig disciplin som et selvstændigt fag som oftest signaleret til omverdenen ved etablering af en lærestol. Moderniseringen af det danske videnskabsliv var uden tvivl inspireret af de tyske universiteter, men tillempet de lokale forhold.

Først i 1836 får Københavns Universitet sit imponerende hovedkvarter med ørnen, der skuer fra Frue Plads op mod himmelen. Imidlertid var det kun facaden, som blev moderniseret ved denne lejlighed. Først i 1850 bliver de såkaldte reelle fag og lærestole udskilt fra det filosofiske fakultet ved dannelsen af det naturvidenskabelige fakultet. Og det er værd at minde om, at i midten af det 19. århundrede bestod Københavns Universitet kun af 39-40 lærestole og at udvidelsen af lærestolenes antal foregik/-går umådeligt langsomt. I begyndelsen af 1930'erne sniger den akademiske videnskabelige manpower sig op på omkring 80 normerede professorstillinger.

På grund af den århundred gamle konstruktion af universitetsinstitutionen begynder udvidelsen af viften af de akademiske discipliner nedefra i det filosofiske fakultet, der traditionelt blev opfattet som en slags førskole eller «basisuddannelse» til de højere fakulteter (det teologiske, juridiske og medicinske). Således var det også med naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne og naturligvis også med de humanistiske fag som psykologi, sociologi og pædagogik.

Det virker, som om Københavns Universitet ikke havde heldet med sig ved etableringen af sociologi som en selvstændig disciplin. Claudius Edvard Theodor Wilkens (døbt Wilckens) (1844-1929) var den første lærer ved Københavns Universitet, som havde «sociologi» knyttet til sin stillingsbetegnelse (først docent, derefter ekstraordinær professor).

Wilkens var med sin provinsielle og aldeles uakademiske herkomst givetvis noget af en fremmed fugl i hovedstadens akademiske miljø.

Hans interesse for samfundsvidenskabelige spørgsmål - udmøntet i hans trebindsværk Liv -Nydelse -Arbeide (1873-76) og Samfundslegemets Grundlove (1881) som anses for den første systematiske fremstiling af sociologien på dansk - fik ham til at søge tilladelse til at holde forelæsninger på det rets- og statsvidenskabelige fakultet; en tilladelse som kun modvilligt blev givet ham og det kun i begrænset omfang. Som filosofikumlærer var han næppe så populær som de to andre filosofiprofessorer Kroman og Høffding, hvor sidstnævnte forholdt sig ret kritisk over sociologiens videnskabelige status. Da Wilkens også interesserede sig levende for pædagogiske spørgsmål, anser historisk interesserede pædagoger ham for at være en af fagets fædre. Hverken Wilkens eller hans efterfølger Carl Nicolai Starcke (1858-1926) havde held med at danne skole. Wilkens gik over i historien som Folkeuniversitetets pionerskikkelse, mens Starcke mest huskes som den førende repræsentant for georgismen og Danmarks Retsforbunds åndelige fader.

Efter Wilkens afgang pga. alder i 1918 forsvinder sociologien fra det filosofiske fakultets lektionskatalog i omkring fyrre år. Og selvom Starcke, datidens internationalt mest kendte sociologiske/etnologiske forfatter, på trods af Høffdings modstand omsider bliver professor (i 1916), hørte sociologi ikke til stillingsbeskrivelsen for hans filosofiske professorat. Derudover var Starcke 58 år gammel ved begyndelsen af hans kun tiårige professorkarriere. Han var dybt engageret i landspolitik (som medlem af Rigsdagen) og i praktiske, pædagogiske gøremål som skolebestyrer.

Sociologi fører derefter en beskeden tilværelse som et af fagene ved andendelen til den statsvidenskabelige eksamen. Den sparsomme undervisning foregik stort set uændret med udgangspunkt i Axel Nielsens stencilerede hæfte - Grundrids til Forelæsninger i Sociologi (1913) - til omkring 1950-erne.

1920'erne og 30'erne var krisens år også i Danmark, men ikke for den akademiske sektor. I 1928 åbner i Århus «Universitet Undervisningen i Jylland»; en institution som snart udvikler sig til landets længe ventede andet universitet. Århus Universitet begyndte som forberedende undervisning (filosofikum) for landsdelens studerende til fortsatte studier i hovedstaden. Takket være stolthed og rundhåndet velvilje i byens erhvervs- og kulturkredse, får institutionen allerede få år efter ikke kun Fiskers og Møllers flotte bygninger, men også et til stadighed voksende antal undervisningsfag. Dansk sociologi kan enten takke heldet eller den entreprenante ånd, der herskede i pionerårene på det provinsielle universitet, for at universitetets økonomiske og juridiske fakultet i 1938 ansætter en professor i sociologi uden det sædvanlige akademiske kævl; nemlig den tyske sociolog og jurist Theodor Geiger, der var flygtet til Danmark i 1933.

Geigers «Sociologi» fra 1939 er den første lærebog på dansk siden Wilkens «Samfundslegemets Grundlove» fra 1881. Geigers alt for tidlige død i 1952 får skæbnesvangre konsekvenser for faget. Sociologien forsvinder fra Århus, og da faget omsider begynder at etablere sig på Københavns Universitet efter den anden verdenskrig, mangler Geigers stemme som et muligt alternativ. Den københavnske sociologi begynder sin akademiske karriere med udgangspunkt i en forsimplet udgave af datidens amerikanske hurra-positivisme.

A.Da. / B.An.