Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Tidehverv er oprindeligt et dansk teologisk tidsskrift, men er siden hen også kommet til at betegne en retning indenfor dansk teologi. Første nr. af Tidehverv udkom i okt. 1926. Blandt stifterne af Tidehverv kan nævnes Tage Schack, Niels Ivar Heje, og Kristoffer Olesen Larsen. Navnet Tidehverv blev foreslået af Kaj Thanning og er en direkte oversættelse af navnet på det tyske, teologiske tidsskrift «Zeitwende». Blandt Tidehvervs medlemmer i dag kan nævnes Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti.

Oprindelsen

Tidehvervs åndelige baggrund ligger hos bl.a. Dostojevskij og Sigrid Undset, hos hvem man lagde vægt på den naturtro skildring af menneskets daglige, eksistentielle kamp. Man blev inspireret af Martin Luthers og Søren Kierkegaards angreb på deres samtids kirke og kristelige bevægelser. En lære man drog fra begge var, at der i verden ikke er nogen kvalitativ forskel mellem troende og ikke-troende. I Karl Barths og Rudolf Bultmanns dialektiske teologi fandt man en form, hvor ud fra kritikken kunne formuleres: Gud er «det ganske andet», overfor hvem det menneskelige intet er. Det var et angreb på liberalteologien og den kirkelige idealisme, man fandt i kirkelige retninger som KFUM og Indre Mission. I disse hyldede man de store personligheder, førerne, i hvis ord og gerning man mente at se evangeliet udfoldet, og hvis liv derfor kunne være opbyggeligt for andre. Det var altså muligt for det enkelte mennesket selv at opnå frelse, hvis det levede sit liv ret.

Tidehverv så en eviggørelse af menneskelige værdier i dette, hvor resultatet var en moralisme, hvis autoritet var kirken. Overfor dette hævdede man, at hvad angik frelsen, formåede mennesket intet; frelsen var alene Guds at give. I stedet for at fokusere på det hinsidige burde man derfor fokusere på det dennesidige og i sit liv på jorden forsøge at leve næstekærlighedsbuddet ud. Dette var netop meningen med, at Gud blev menneske. Denne indstilling blev formuleret i sloganet «at være jorden tro».

Denne venden sig mod det jordiske gjorde dog ikke Tidehverv til en politisk strømning. Man mente ikke, at kunne bruge den kristne tro til at udforme et bedre samfund, fordi de etiske konsekvenser, der kunne uddrages af næstekærlighedsbuddet, kun kunne afgøres i situationen/øjeblikket. Dvs. det er ud fra de situationer, det enkelte menneske befinder sig i, at det må afgøre sig, hvorfor en afgørelse, der synes rigtig i den ene situation, ikke nødvendigvis er rigtig i den næste. Det er situationen, der bestemmer afgørelsen.

Opgøret med moderne kultur og ideologi

Efter 2. verdenskrig fortsatte opgøret, men nu var det ikke længere den kirkelige idealisme skytset var rettet imod, men den moderne kultur og ideologier, der hævdede at kunne frelse mennesket. Disse ideologier identificerede man i Tidehverv som positivisme og humanisme. Man vendte sig mod videnskabens reduktionistiske menneskesyn, der betragtede mennesket som et stykke natur med et komplekst behovssæt. Men også velfærdsstaten kom under kritik. Den var blevet til en afgud, som mennesket i dets tro på det materielle fremskridt ventede sig alt godt af. Det var altså stadig «afgudsdyrkelsen» af de menneskelige værdier, der var kernen i Tidehvervs kritik. Denne «afgudsdyrkelse» mente man bl.a. skyldtes, at Bibelen var blevet uforståelig for det moderne menneske, og som et kristent modsvar samledes interessen om Rudolf Bultmanns afmytologisering af det Ny Testamente (NT):

Ifølge Bultmann er Bibelen uforståelige for det moderne menneske, fordi de bibelske skrifter er skrevet i et mytologisk verdensbillede, mens det moderne menneske lever og tænker i et naturvidenskabeligt verdensbillede. Skal NT have nogen mening for nutidens mennesker, må NT gøres moderne. Man må «oversætte» NT til et sprog, der er meningsfyldt for det moderne menneske, og som passer til det pågældende emne, nemlig en udlægning af den menneskelige eksistens. Et sådant sprog fandt Bultmann i eksistentialismen, således som den kommer til udtryk i Martin Heideggers «Sein und Zeit» fra 1927.

1950-64 Opgør om kristendoms- og kultursyn

Nok så vigtig for Tidehvervs udvikling var opgøret mellem Knud Eiler Løgstrup og Kristoffer Olesen Larsen, der varede fra 1950 til 1964. Det var et opgør mellem to kristendoms- og kultursyn:

Løgstrups udgangspunkt er, at Gud har skabt én og kun én virkelighed, og det er den, de forskellige videnskaber taler om. Teologien og humanismen taler om det samme, men på forskellige måder, og derfor må det være muligt for teologien og humanismen at tale sammen. Med fænomenologiske analyser af bl.a. kærlighed og tillid søger Løgstrup at vise, at mennesket allerede har en forståelse af næstekærligheden, før det hører NT's tale om næstekærlighed, og det er denne for-forståelse, NT's tale knytter an ved. Erfares livet som en gave, vil man også have forståelse for at værne om sine medmenneskers liv, og dermed har man en forståelse af næstekærlighedsbuddet. På denne måde får Løgstrup bygget et fundament, hvor teologien og humanismen kan tale sammen, og hvorpå der kan bygges videre: Ifølge Løgstrup kæmper kristendommen og humanismen mod det samme, nemlig det selviske og selvoptagede i mennesket og for en livsudfoldelse i kærlighed, barmhjertighed og tillid. For Løgstrup er denne kamp kernen i kulturopgøret. Det handler om at forløse mennesket fra dets selviske træk og bringe det til den rette livsudfoldelse. Dette er næstekærlighed, og andet fordrer Gud ikke af mennesket. Gud kræver ikke andet af mennesket, end Han allerede har givet i skabelsen.

Løgstrup giver altså en forståelse af næstekærlighedsbuddet uden Gud, og det er netop det, Olesen Larsen reagerer imod: Næstekærlighedsbuddet, som det kommer til udtryk i NT, er dobbelt i den forstand, at det ikke kun indeholder buddet om at elske Næsten, men også om at elske Gud. Dermed ligger det implicit i buddet, at menneskets natur er oprør mod Gud, og dette er en afgørende pointe, uden hvilken Jesu forkyndelse er meningsløs. Når Gud forsøges fjernet fra næstekærlighedsbuddet, er det netop et udtryk for denne trang til oprør, for derved gøres menneskets tanker om selvudfoldelse absolutte. Det er en forgudelse af selvudfoldelsen, en selvudfoldelse, der ofte nok mislykkes, hvorved menneskelivet fremtræder tilfældigt og meningsløst. For Olesen Larsen er evangeliet tværtimod en befrielse af mennesket fra denne selvudfoldelse, en befrielse fra forsøgene på at få livet til at lykkes. Dette lægges i Guds hænder, og mennesket sættes da fri til at leve og dermed til at handle næstekærligt. Mennesket handler ikke næstekærligt bare ved at følge sine instinkter. Først ved at åbne sig for evangeliets tiltale bliver det menneske, der før var bundet til at beskæftige sig med sin egen situation og status, sat fri til at tage vare på sit medmenneske.

Disse to kristendomsopfattelser, der begge udgik fra Tidehverv, var 1950'ernes og 1960'ernes absolutte «modeteologier». Striden endte med, at Løgstrup i 1964 trådte ud af Tidehverv. Samme år døde Olesen Larsen, men det var hans linie, der vandt.

Fra 1966 begyndte Tidehvervs 2. generation med bl.a. Søren Krarup og Margrete Auken at gøre sig gældende. På det tidspunkt var der i 2. generation bred enighed om, at evangeliet intet havde at gøre med den borgerlige indretning af samfundet. På det kulturelle plan måtte den kristne og ikke-kristne mødes på lig fod i diskussionen om, hvordan samfundet skulle indrettes. Under indtryk af studenteroprøret ændrede Krarup dog standpunkt. Hans holdning blev nu, at kristendom og humanisme/marxisme er uforenelige, fordi marxismen tror på mennesket som sandheden, mens kristendommen tror på en sandhed udenfor mennesket. Derfor er marxismen religiøs, og følgen af denne tro på «mennesket» bliver, at marxismen er villig til at ofre menneskene for menneskehedens skyld.

1978 Opgør om Antinomisme

Denne holdning var Krarup ikke ene om, og i 1970'erne fremtrådte Tidehverv som renset for ungdomsoprør og venstrefløj. Men spørgsmålet om evangeliets stilling i forhold til samfundslivet var ikke dermed løst, og i 1978 kom det til det såkaldte Antinomismeopgør mellem Søren Krarup og Johannes Lauridsen, to af 2. generations bannerførere. «Krarup-fløjen» beskyldte «Lauridsen-fløjen» for at udelade Loven, dvs. det pligtelement, der er i kristendommen. (Deraf udtrykket «antinomisme», der betyder «mod loven».) Udelades Loven, bliver den angribende del af kristendommen i forhold til kulturlivet udeladt. Fordi evangeliet da ikke har noget med kulturlivet at gøre, bliver det moderne menneske bekræftet i, at alt er tilladt. Alt, hvad man kan nå til konsensus om, er kristeligt set i orden. Dermed bliver kristendommen til en stum tro. Kristendommen kan ikke forsvare sig mod de «evangeliske» ideologier, fordi disse ligger uden for dens domæne. Konsekvensen er, at kristendommen bliver til en kuriositet, der forkyndes om søndagen, men som glemmes i hverdagen. Men, slog «Krarup-fløjen» fast, kristendommen siger noget bestemt om menneskelivet, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan man indretter kulturlivet. Kristendommen forkyndes altid ind i en konkret, historisk situation og må derfor modsige andre forsøg på at indrette det verdslige liv.

Til dette sagde «Lauridsen-fløjen», at rigtig nok er evangeliet og kulturlivet forbundet, men at dette sker i det enkelte menneskes eksistens. I mødet mellem den enkelte og evangeliet bliver den enkelte sat fri overfor verden, men forpligtet til næstekærlighed. Hvilke politiske konsekvenser mødet har, er dog ikke til at sige på forhånd. I samfundsanliggender må den enkelte kristne gøre sine synspunkter gældende på lige fod med enhver anden samfundsborger, hvad enten denne er kristen eller ej.

Striden var bitter, og mange forlod Tidehverv, bl.a. Johannes Lauridsen. Da den første rene 2. generation i 1984 overtog tidsskriftet med Søren Krarup som redaktør, var det spørgsmålet om det nationale og kampen mod ideologierne, der prægede bladet. Tidehverv hævdede nu «evangeliets konservatisme», og konservativ skal her forstås som bevarende: Evangeliet sætter mennesket til at leve i den dagligdag, det nu engang har. Denne skal ikke først omskabes til noget bedre. I Danmark er dagligdagen dansk, dvs. dansk tradition og folkelige skikke og love. Dermed etableredes der en forbindelse mellem kristendom og danskhed, idet kristendommens fordring om næstekærlighed udvides til også at omfatte en solidaritet med historien, folket og fædrelandet. Danskeren står altid allerede i en virkelighed, der er dansk, og kun indenfor denne kan han/hun være solidarisk med sin næste. Kun indenfor de rammer, der er historie, folk og fædreland, giver det mening at tale om næstekærlighed.

Tidehverv af i dag er præget af to ting: For det første af de indre teologiske opgør, der opstod under indtrykkene fra det marxistiske ungdomsoprør i 1968. For det andet af en tilbagevenden til den position, Tidehverv oprindeligt gjorde op med, idet man igen er begyndt at prædike kristen etik. Denne tilbagevenden er dog ganske bevidst, for nu som dengang gælder det et forsvar af de kristne værdier og en kamp mod kulturradikalismen og ideologierne. Den slægt af kristne idealister, Tidehverv begyndte som et oprør imod, deler Tidehverv i dag anliggende med.

S.El.