Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Globale rødder (2001-), dansk antikapitalistisk græsrodsorganisation. Organisationen har fra begyndelsen været en meget sammensat størrelse, ligesom der konstant har været en gennemstrømning af aktivister. Nærværende opslag er derfor ikke fuldstændig dækkende for bevægelsen, eller dækker i bedste fald en strømning indenfor bevægelsen. Det gælder ikke mindst den seneste fase, som har været præget af fragmentering og nye begyndelser.

Kort før årtusindskiftet indledtes en storm af protester mod en række topmøder for verdens politiske og økonomiske eliter. Protesternes dynamo har været en «bevægelse af bevægelser»; en sværm af grupper, organisationer, ad hoc-netværk og enkeltpersoner med forskellige motiver og projekter, som har kunnet samles om et fælles fjendebillede i verdenselitens forsamlinger og ønsket om et socialt og bæredygtigt alternativ. Et af de danske udtryk for denne globalisering fra neden er bevægelsen Globale Rødder.

Globale Rødder vil i det følgende blive introduceret i tre etaper. Først skitseres baggrunden og gruppens start, dernæst de spektakulære begivenheder omkring det københavnske EU-topmøde i december 2002 og endelig tendenserne derefter.

At fremstillingen er historisk er ikke et udtryk for, at Globale Rødder er fortid. Det skyldes frem for alt, at det er vanskeligt at tegne et øjebliksbillede af en bevægelse, der har gjort foranderlighed til en dyd. Opslaget vil af samme grund indeholde løbende refleksioner over bevægelsens strategier og projekt.

Autonome rødder

Organisationen Globale Rødder har sit udspring i radikale københavnske venstrefløjssammenhænge, men er samtidig tæt forbundet med en international udvikling og helt nye globale fænomener. Som resten af venstrefløjen havde også det diffuse miljø, som i offentligheden har gået under navnet de autonome, men som i realiteten har været en bred samlet betegnelse for alt fra økologiske grønthandlere og ungdomspolitikere til punkere, feminister og antifascister, længe været på retræte. Miljøet karakteriseredes ved et totalt fravær af eller utilstrækkelige politiske analyser og var ude af stand til at pege på egentlige muligheder for at skabe forandring. Til gengæld idealiseredes en form for militant politisk praksis, der netop eliminerede strategiske overvejelser og fastholdt en isolation, som efterhånden gjorde endda meget brutal fremfærd fra en oprustet politistyrke acceptabel i offentligheden. Som resultat var miljøet låst fast i en defensiv position, og kampen for at opretholde den radikale facade, hvad enten det drejede sig om barrikaderede fristeder eller retten til maskeret protest, opdyrkede mest belejringsmentalitet og frustration. Heller ikke andre steder på venstrefløjen syntes der at være tegn på fremgang eller en nytænkning, som kunne bane vejen for en sådan. Således var situation groft sagt indtil november 1999, hvor udenlandske begivenheder signalerede nye muligheder.

Tidspunktet markerede den effektive masseaktion i Seattle, hvor op mod 50.000 mennesker blokerede Verdenshandelsorganisationen WTO's møde. Der var vigtige begivenheder og tendenser før, og måske skal oprindelsen til den globale bevægelse, der i medierne er blevet brændemærket «antiglobaliseringsbevægelsen», findes hos den zapatistiske oprørsbevægelse i Lacandona-junglen i Chiapas, Mexico. Men Seattle repræsenterer alligevel et afgørende vendepunkt. Her sagde en mangfoldighed af såkaldt almindelige mennesker nej til en udvikling, som frem for noget tjener enorme kapitalistiske koncerner, og de gjorde det i hjertet af den dominerende globale magt og ved mødet i en institution, som inkarnerer den systematiske tilsidesættelse af menneskelige fællesskaber og natur ud fra kortsigtede økonomiske kalkuler. Da WTO-topmødet blev skydeskive, kunne der sættes navn og adresse på en uhåndgribelig magt, som via neoliberal regulering forener befolkninger kloden rundt i et skæbnefællesskab: Mennesker reduceres til konkurrerende og udskiftelige produktionsfaktorer i en stadig mere integreret verdenskapitalisme. De privilegerede kan desuden deltage zombie-agtigt i et naturundergravende forbrugsræs.

Seattle synliggjorde, at der bag den tilsyneladende naturlovsagtige økonomiske globalisering ligger politiske strategier, som nidkært søges realiseret gennem transnationale institutioner. Da det ydermere illustrerede, hvordan topmøde-modstanden kunne forene bevægelser med vidt forskellige angrebspunkter til en slagkraftig mængde, blev Seattle-protesterne til et uhyre effektivt – og efterlignelsesværdigt – symbol.

Summit hopping

I september 2000 holdt Den Internationale Valutafond og Verdensbanken møde i Prag. I Danmark var begivenheden druknet i forberedelserne til den forestående ØMU-afstemning, som rituelt afspillede konfrontationen mellem på den ene side såkaldt moderne og internationalt orienterede EU-tilhængere på den politiske midte og på den anden side den uskønne blanding af en velmenende venstrefløj i defensiven og en chauvinistisk højrefløj i offensiven. En dansk mobilisering havde ikke desto mindre fundet sted til det, der i Prag blev det første europæiske forsøg på at imitere de vellykkede protester mod WTO i Seattle. Protesterne udviklede sig voldsommere end i Seattle, ikke mindst fordi der i Europa traditionelt har været en stærkere militant venstrefløj end i USA. Mere opsigtsvækkende for mange aktivister var imidlertid den italienske «ulydighedsbevægelses» deltagelse. Aktionerne mod topmødet var organiseret således, at de demonstrerende delte sig i optogsblokke med forskellige farver, hvor farverne repræsenterede forskellige politisk-strategiske præferencer. Det udviklede sig til en ret kaotisk regnbuebevægelse, der ikke desto mindre som planlagt formåede at omringe topmødeområdet: Rosa blok samlede fagforeninger, grønne pacifistgrupper og traditionelle røde partier, blå blok var i realiteten en sort blok af autonome og anarkister, og gul blok anførtes af de italienske ulydige, som klædt i hvide (!) dragter og polstret med skumgummi og scooterhjelme forsøgte at mase sig ind til topmødet for at «åbne det for det civile samfund». Hundredvis af de «blå» demonstranter kom i voldsomme gadekampe med det tjekkiske politi, og det udløste fordømmelse fra især deltagerne fra den traditionelle venstrefløj. Kritikken negligeredes af de militante, som argumenterede for nødvendigheden af at manifestere en kompromisløs afvisning af det neoliberale topmøde ved at forsøge at afbryde det – og at det lykkedes at afkorte mødet med en dag blev betragtet som en sejr. Til gengæld blev de traditionelle demonstranter kritiseret for at være usynlige i mediebilledet på grund af deres trivielle demonstrationsform. Synlighed og åbenlys kompromisløshed har været vigtige argumenter for den militante strategi. Desuden har nogen ganske givet haft fantasier om at kunne rive stadig flere med i en opstand à la den første palæstinensiske intifada eller betragtet destruktionen som en slags æstetisk subversive handlinger i deres egen ret. Men for de fleste har der formentlig været en bevidsthed om strategiens begrænsninger og problemer.

I midten stod imidlertid italienerne, der kunne præsentere en innovativ protestform, som på én gang var uforsonlig og ikke-voldelig. De iscenesatte ved deres beslutsomme civile ulydighed en radikal konflikt, men deres konfrontation med ordensmagten var ikke af militær karakter, og de havde større held med at få udenforstående til at slutte op. Den italienske strategi blev med varierende held skoledannede for mange bevægelser - ikke mindst dem som danskere var involveret i.

Efter Prag fulgte en uoverskuelig række af topmødeprotester og gav navn til fænomenet «summit hopping» – at lave proteststafet fra det ene topmøde til det andet. Det var især i slipstrømmen på to af disse begivenheder under den europæiske «summer of resistance» 2001, at ideen om Globale Rødder konkretiseredes.

Gøteborg og Genova

EU-topmødet i Gøteborg i 2001 var et lærestykke i politi-brutalitet og nødvendigheden af kommunikative strategier. Op til dagene var der forberedt ikke-voldelige forsøg på at trænge ind til mødet, men planerne måtte skrinlægges, da politiet valgte at storme aktivistcentre, lave masseanholdelser og konfiskere remedierne til ulydighedsprotesterne. Politiaktionerne blev legitimeret med rygter om aktivisternes angivelige blodige hensigter, der ivrigt kolporteredes af politi og presse, blandt andet – viste det sig senere – frit opfundne påstande om attentatplaner og fundet af en «granatkaster». Da de store demonstrationer i dagene efter løb af stabelen, var det meste af den aktivistiske koordination sat ud af kraft, de planlagte aktiviteter var umuliggjort, og tilbage var kun de tilstedeværende demonstranters improvisation. Resultatet var således forudsigeligt, da politiet splittede optoget med hunde og kavaleri og jagede demonstranter ned af Gøteborgs indkøbstrøg, Avenyn; store grupper af radikale aktivister endte i spredte træfninger med politistyrkerne, og i frustration og planløst raseri forvandledes Avenyn til et ragnarok af glasskår og brændende butiksinventar. Ved en efterfølgende gadefest nedskød politiet flere demonstranter, og en 16-årig svensker svævede i en periode i livsfare.

Under protesterne ved G8-mødet i Genova samme sommer døde den 23-årige Carlo Giuliani efter at være blevet skudt og kørt over af paramilitære politistyrker. Genova blev ikke alene derfor, men også i kraft af hele sit ufattelige omfang (i en af demonstrationerne deltog 200.000-300.000 mennesker) og sin intensitet et vadested for hele den globale bevægelse. For Disobbedienti, som den italienske ulydighedsbevægelse kom til at kalde sig, var Genova et gennembrud i og med, at titusinder deltog i de ulydige protester og forsøget på at åbne den «røde zone», som topmødet blev afholdt i. Det viste imidlertid også strategiens begrænsning, når ethvert demokratisk spillerum elimineres: Da politiet valgte at skyde med skarpt mod og køre ind i demonstranter, kunne de polstrede kroppe intet stille op. Da Genova også var et foreløbigt højdepunkt i befæstningen af et mødeområde, var det åbenlyst, at en indtrængningsstrategi, der var andet end symbolsk, ikke i længden ville være meningsfuld. Antallet af tilskadekomne var enormt, men takket være den kendsgerning, at så mange demonstranter havde kameraer på sig, kunne politiets overgreb i vidt omfang dokumenteres. Big Brother var blevet befriet, som den politiske filosof Antonio Negri, der står ulydighedsbevægelsen nær, har formuleret det.

Som for så meget andet havde begivenhederne og reaktionen på terrorangrebene 11. september 2001 også betydning for globaliseringsbevægelsen. Den efterfølgende «krig mod terror» omdefinerede fundamentalt magthaveres muligheder for at håndtere systemkritikere af enhver slags, og en overgang så det ud til, at kritikken af den neoliberale globalisering fuldstændig ville forstumme i konfrontationen mellem religiøse fanatikere, terrormentalitet og magtpolitik. Men selvom en hel del er forandret, er noget sådant ikke sket, og siden har bevægelserne markeret sig gentagne gange, blandt andet i København ved afslutningen af Danmarks EU-formandskab.

Globale Rødder

Topmødeprotesterne i perioden 1999-2001 markerede en eskalation fra såvel politi som demonstranters side. Det var en vigtig og hovedsageligt negativ erfaring, da Globale Rødder blev dannet i efteråret 2001. Hensigten med initiativet var først og fremmest at have et permanent udtryk for den radikale globaliseringsbevægelse i Danmark og en gruppe, der kunne organisere protester ved EU-topmødet i København i december 2002. Med den kolossale fokusering på muligheden for voldelige sammenstød op til topmødet i København kunne man tro, at spørgsmålet om vold var det vigtigste og et problematisk udgangspunkt for bevægelsen. Det er dog langt fra tilfældet. Til erfaringsgrundlaget hørte meget mere end det og hovedsageligt noget positivt.

• Topmødeprotesterne havde været et uvurderligt gennembrud for en ny kapitalismekritik. De formåede at sætte et stort spørgsmålstegn ved den herskende neoliberale dagsorden 10 år efter østblokkens fald og den proklamerede afslutning på historien. Det udtrykkes klart i bevægelsens samlende parole «en anden verden er mulig».
• Bevægelsen har skabt netværk på kryds og tværs over hele kloden og mellem vidt forskellige mennesker med vidt forskellige sager, men alligevel med fælles referencepunkter i form af topmøderne. Det vigtigste udtryk er uden tvivl de såkaldte sociale fora, der spreder sig verden rundt. Inspirationskilden er World Social Forum, der i 2001 for første gang og siden årligt med stigende opslutning har etableret sig som de sociale bevægelsers menneskelige alternativ til den «onde tvilling», det eksklusive World Economic Forum i Davos, Schweiz.
• Protesternes radikale element var en væsentlig årsag til, at der kunne skabes interesse i mediebilledet. Men det har også været årsag til, at kriminaliseringen af dele af bevægelsen var let, hvorved den politiske konflikt kunne forvandles til et spørgsmål om kriminalitetsbekæmpelse. Det bidrog en del meningsløst hærværk og ufrugtbare sammenstød helt sikkert til, men tendensen accelereredes til det hysteriske langt ind på venstrefløjen i kølvandet på den allestedsnærværende terror-panik. Det har dog bare understreget vigtigheden af en kommunikationsorienteret strategi og nødvendigheden af at kunne forankre sig i det såkaldte civile samfund.

Alt i alt altså meget positive erfaringer, men også en nødvendighed af at gå nye veje. Succesfulde protester i København forudsatte at der blev tilkæmpet et rum for effektiv radikal protest – både overfor myndighederne, mellem bevægelserne og i de radikale bevægelser.

Overfor myndighederne handlede det om at udvikle en protestform, som var radikal, dvs. uforsonlig overfor den neoliberale globalisering, som EU-projektet stod som garant for, men samtidig ikke bare kunne håndteres som et kriminelt problem, dvs. slås ned med rå vold som det forsøgtes i Gøteborg og Genova.

Mellem bevægelserne handlede det om at skabe forståelse og respekt for forskellige protestformer. En væsentlig fare for svækkelse af protesterne var splittelsen i «gode» og «onde» demonstranter, dvs. militante og fredelige, som myndighederne aktivt søgte at konstruere ved at holde venskabelige møder med nogle og overvåge og stresse andre. Løsningen måtte i stedet for denne udelukkelse være ansvarlighed: at tage kollektivt ansvar for protesternes afvikling ved at anerkende hinanden.

I de radikale bevægelser – ikke mindst internationalt – måtte der imidlertid udvises en tilsvarende ansvarlighed over for mainstream-NGO’erne. Det gjordes bedst ved at skabe opslutning til en konfrontativ og kommunikationsorienteret protestform i stil med den italienske ulydighed; at kanalisere den radikale protest ind i anderledes produktive former end den voldelige konfrontation. En forudsætning herfor var imidlertid, at de moderate organisationer ikke deltog i dæmoniseringen af de radikale.

Globale visioner fra neden

Foruden en kodeks, der fastslog bevægelsens ikke-voldelige aktionsform, blev Globale Rødder fra begyndelsen bygget op omkring et sæt «globale visioner fra neden». Visionerne betegner en række ambitiøse principper og rettigheder, der indkapsler Globale Rødders «projekt». Det drejer sig om at demokratisere globaliseringen ved at give mennesker indflydelse på de forandringer, der vedrører dem. At afvise enhver forestilling om nogle mennesker som illegale, men stræbe efter anerkendelse og global bevægelsesfrihed. At disponere over klodens værdier og resultaterne af menneskelig kreativitet i fællesskab, hvad enten de er materielle, eller det drejer sig om kultur og idéer. At sætte miljøhensyn over indtjening. At anerkende kvinders ret til egen krop og eget liv. At anerkende forskellighed osv. Projektet har fra starten været ikke-filantropisk. Selvom den groteske globale ulighed må vække forargelse hos de fleste, har Globale Rødder frem for alt ønsket at se sig som deltagere i en fælles kamp, alle forskelligheder ufortalt, og ikke blot som privilegerede vesterlændinge, der hjælper de fattige i Afrika. Selvom de fleste i den danske bevægelse i sagens natur har været privilegerede vesterlændinge, har respekt for andre og gensidig anerkendelse været målsætninger og forudsætninger for samarbejde. At den økonomiske globalisering faktisk er et fælles grundvilkår og ikke bare «synd for de fattige», er da også blevet mere og mere åbenlyst i takt med udflytningen af arbejdspladser fra Vesten til lavtløns lande.

I det globale politiske perspektiv – her og nu – har der for mange ligget en overbevisning om, at fremtiden for en venstreorienteret politik ligger i den globale bevægelse og ikke i forsvar for nationalstaten. I stedet for utopisk at overlade det til nationalstaten at kontrollere den globale kapitalisme, drejer det sig om aktivt at forbinde lokale og globale kampe i én bevægelse – som globalisering fra neden med globale krav. Globaliseringens karakter og staters ændrede vilkår er et kontroversielt spørgsmål, men for mange i blandt andet Globale Rødder har Michael Hardt og Antonio Negris forestilling om den globale kapitalisme som et «imperium» - en global netværksmagt bestående af transnationale institutioner, firmaer, organisationer og nationalstater - været indflydelsesrig. Netværksmagten syntes at manifestere sig med al ønskelig tydelighed i de overstatslige organisationers sammenkomster, og Hardt og Negris begreb om modstanden som en «multitude» virker som en rammende beskrivelse af den mangfoldige bevægelse fra neden.

Globale Rødder – eller den globale bevægelse som sådan – har på godt og ondt forbigået et realpolitisk perspektiv. Selvom der ved topmødeprotester har været fremført krav om f.eks. gældssanering af ulande, har protesterne frem for alt rettet sig mod symbolet på en verdensorden, der med hensyn til at kunne tilbyde sine mennesker et værdigt liv må betragtes som en fiasko.

Ulydighed al dente

Aktivismen på gadeplan har været Globale Rødders kendetegn og til en vis grad også berettigelse. Med inspiration fra italienerne har der været tale om en slags modstand, der fastholder den politiske konflikt uden at falde i en negativ spiral af militarisering og kriminalisering. Strategien indeholder en stærk betoning af direkte, kollektiv og iscenesat aktion. Dels ud fra den opfattelse, at folk må forandre deres egne livsbetingelser i fællesskab, og dels på grund af mediedagsordenens politiske betydning. At kommunikation er blevet alfa og omega i en politisk kamp i dag er efterhånden en banal konstatering, men det var det på ingen måde for den radikale venstrefløj ved dannelsen af Globale Rødder. Strategien består i at gennemføre aktioner, der er så tilpas spektakulære, at de må rapporteres og samtidig kan vække sympati, hvilket ofte kræver balancegang på en knivsæg. Konceptet er så bredt, at det ikke bør stå i vejen for kreativitet og foranderlighed. Et delformål med Globale Rødder var måske nok at udvikle en ny radikal identitet, men med den politiske praksis - ulydigheden - har hensigten været at kunne kommunikere konflikt ude at blive reduceret til endnu en politisk kliche, som let håndteres af medier og myndigheder. At «være ulydig» har som sådan ikke været ment som en identitet, men som en kreativ modstrategi, der gør det muligt at være uforudsigelig og på forkant.

Den kommunikative strategi indbefattede dog ikke kun en mere professionel håndtering af massemedierne. Det handlede også om at udvikle egne informationskanaler på nettet i tråd med sloganet for det verdensomspændende aktivistmediefænomen www.indymedia.org: «Don’t hate the media, become the media».

Desuden vægtedes et pragmatisk syn på samarbejde. Hovedformålet har ikke været at fastholde den rette lære og den rene linje, men at skabe forståelse for og deltagelse i masseaktioner med henblik på at kunne gribe ind i samfundsudviklingen fra mange vinkler – også ud fra den ydmyge erkendelse, at den globale kapitalisme, «imperiet», netværkssamfundet eller hvad man nu vælger at kalde det, er komplekst og nødvendigvis må begribes og angribes fra mange perspektiver. Princippet er med et lån fra Den Europæiske Union blevet kaldt «enhed i mangfoldighed».

Globale Rødder har ageret med afsæt i en slags pragmatisk utopisme; det vil sige at turde have ambitioner for verden og konfrontere uretfærdighed, men tænke strategisk i forhold til at agere i mediebilledet, modulere sit politiske udtryk og vægte et fordomsfrit samarbejde med andre. Navnet «Globale Rødder» kom først til at ligge fast i sidste øjeblik, og bag den endelige beslutning lå en længere diskussion, hvor adskillige vidt forskellige forslag havde været på banen. Opgøret kom til at stå mellem «Global-lokal» (med undertitlen «Globalisering Nedefra»), og «Gal-ko-bevægelsen» (med parolen «en anden verden er muuuhlig» – navnet skulle vist nok signalere noget med dekadent overproduktion eller lignende). Efter flere ophedede afstemninger blev begge forslag strøget til fordel for et nyt: Globale Rødder. Et navn der indfanger noget både globalt, lokalt og uregerligt.

13. december 2002. Ulydighedsbevægelsen forlader Christiania i retning af centrum for at protestere mod EU-topmødet.

EU-topmødet

Optakten til EU-topmødet fandt sted i en særdeles anspændt atmosfære, hvor medierne lugtede blod, og den almindelige skepsis overfor Globale Rødders intentioner var stor. På venstrefløjen – også den unge del – var der en skræk for, at selv minimale lovbrud i den anspændte atmosfære ville udløse et inferno af vold og stenkast. Og en del anarkister fandt den kommunikative strategi og erklærede ikke-volds strategi for politisk kompromitterende. Stemningen var altså på den ene side anstrengt, men også ideel for Globale Rødder. Man kunne kategorisk afvise voldelige intentioner med henvisning til aktionskodeksen og samtidig undgå omklamring via erklæringer om at ville praktisere radikal og kollektiv ulydighed og beskytte os mod politiets forventede overgreb. Det medførte en del vanskeligheder for politiet med at håndtere organisationen; den ene dag var Globale Rødder ballademagere, som man ville «skrue bissen på overfor». Den næste dag var det politiinspektørens gode venner. Pressen pirredes og søgte konstant præcise svar på, hvad «ulydigheden» indebar, men da det inden for den ikkevoldelige kodeks kun er fantasien, der sætter grænser, måtte det mest præcise svar blive «det vi gør». Alt i alt resulterede det i en gennemslagskraft over al forventning. Til mediestrategien hørte et netprojekt kaldet Lord of the Things; en hjemmeside, der havde en mistænkelig lighed med en kendt storfilm, som havde premiere på samme tidspunkt. På siden præsenteredes et karikeret univers af onde kræfter symboliseret ved EU's gule stjernering overfor godhjertede demonstranter i alskens afskygninger. Det er tvivlsomt, om ret mange forbipasserende forstod, at de gule ringe, der begyndte at dukke op overalt i byens offentlige rum, havde forbindelse til projektet. Men idéen var da også først og fremmest, at den samtidige massive markedsføring af filmen ville resultere i spin-off til hjemmesiden og «sagen». Hvorvidt det lykkedes er vanskeligt at bedømme, men under selve topmødet slog det fejl, som det skal vise sig.

Den brede alliancestrategi lykkedes i stort omfang. Foruden den organiserede venstrefløj i bred forstand skabtes der blandt andet kontakt til graffitimiljøer og kredse omkring en række kunstinstitutioner. Og både nationalt og internationalt var der i de radikale bevægelser usædvanlig bred opbakning til ulydighedsstrategien. Overensstemmelsen omkring en række kontroversielle politiske spørgsmål er senere blevet døbt «The Copenhagen Consensus».

I praksis viste der sig visse vanskeligheder. Konflikten forblev stort set på det symbolske plan. Den københavnske politistyrke var ekstremt oprustet og foretog i flere døgn summariske anholdelser af alle «mistænkelige» grupper i de områder af byen, hvor flest var samlet. Ved de store demonstrationer holdt politiet sig til gengæld strategisk i ro med undtagelse af grupper af civilbetjente, som maskeret og måske på eget initiativ forsøgte at infiltrere demonstrationerne, men afsløredes af de organiserede aktivist-dokumentargrupper. Globale Rødders ekstremt imødesete indtrængningsforsøg på topmødeområdet ved Bella Center fik stor mediebevågenhed, men forblev en meget symbolsk protest. Med hænderne i vejret anerkendtes overmagten, selvom politiets plastikbarriere symbolsk blev brudt.

Også den elektroniske mobilisering løb ind i problemer. Efter Globale Rødders hjemmeside www.ulydighed.dk havde bragt en opfordring om at deltage i et forsøg på at overbelaste EU-formandskabets officielle repræsentation på nettet, ransagede en talstærk politistyrke organisationens netudbyder og lukkede i samme ombæring hjemmesiden. Lords of the Things-sitet blev desuden udsat for et hackerangreb og nedlagt. Selv om det på daværende tidspunkt var let at kommunikere via de store massemedier, var den manglende nettilstedeværelse en streg i regningen.

Den politiske kritik forblev meget generel og svag. En af grundene var EU-topmødets tema, udvidelsen mod øst, der effektivt blev præsenteret som en solidarisk indlemmelse af fattige stater. En problematisering af EU's tilpasningskrav og vestlige opkøb af produktionsapparatet i de tidligere østblokstater druknede som teknikaliteter, og tilbage stod uklare krav om en åbning af Europa over for resten af verden, at vælte Fort Europas mur og lignende. Til det hører, at EU har en anden legitimitet end konstruktioner som WTO, OECD, G8, World Economic Forum etc. Ikke desto mindre fandt Globale Rødder det nødvendigt – men særdeles vanskeligt – at konfrontere EU's forankring i de samme neoliberale doktriner som de andre organisationer.

Topmødeprotesterne i København formåede af de nævnte grunde ikke at give kollektive succesoplevelser med en ny type kreativ protest og var derfor ikke noget optimalt afsæt for bevægelsens videre udvikling. Men udgangspunktet taget i betragtning: den højspændte atmosfære og overoprustede politistyrke, er det måske tilfredsstillende overhovedet at have relegitimeret sprælske aktionsformer på venstrefløjen og – måske – i den brede offentlighed. Et brud med den radikale politiks isolation var også en vigtig sejr.

Perspektiver

Afviklingen af protester i forbindelse med EU-topmødet var en del af Globale Rødders eksistensberettigelse og afgjort bevægelsens mest samlende projekt. Efterfølgende har der derfor ikke overraskende vist sig en vis fragmentering og nye orienteringer. At spektaklet stilnede af efter det københavnske topmøde var derfor ikke alene, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) hævder i sin årsberetning 2003, udtryk for «en vis rådvildhed» over topmødeprotesternes afvikling. Det skyldtes nok så meget et længe erkendt behov for refleksion og en række politiske prioriteringer, der ikke lader sig forstå ud fra en kriminalpræventiv logik.

Allerede inden tåregassen havde lagt sig fra protesterne i Genova året før, stod det klart, at topmødeprotesterne ikke kunne fortsætte – i hvert fald ikke i samme form. En del af de store mobiliseringer førtes videre i anti-krigsbevægelsen, og Globale Rødder kom i spotlyset, da to aktivister hældte maling på Stats- og Udenrigsministeren i forbindelse med erklæringen om dansk krigsdeltagelse i Irak, og da militæranlæg blev besat ved krigens udbrud. Selvom der er mange forbindelser mellem globaliserings- og krigsprotesterne - da op mod 10 millioner mennesker kloden rundt demonstrerede mod krigen 15. februar 2003 skete det på initiativ af globaliseringsbevægelsens European Social Forum - er der også store forskelle, og globaliseringsbevægelsen har desuden bevæget sig i flere andre retninger. Det følgende er kun en beskrivelse af ansatser og tendenser. Bevægelsen har hele tiden udviklet sig og vil formentlig fortsat udvikle sig i takt med og mod samfundsmæssige tendenser og begivenheder i ind- og udland.

Lokalisering af konflikter

De sociale fora, hvor sociale bevægelser danner netværk og forsøger at rykke bevægelsen videre fra proteststadiet til udviklingen af alternativer, er blevet konsolideret. Fra 2003 har der således også været et årligt Danmarks Sociale Forum. Det repræsenterer et vigtigt forsøg blandt flere på at give bevægelsen en lokal forankring og pege på, hvordan de globale problemstillinger influerer på lokale livsbetingelser. Og hvordan makrobevægelserne kan blive til mikrobevægelser i menneskers hverdagsliv. Det indebærer at supplere den spektakulære ulydighed med en «termitstrategi».

I tråd hermed har initiativer rettet sig mod at identificere, hvilke betingelser arbejdslivets neoliberale forandring stiller for «modstand i hverdagen». Et er at protestere mod slavelignende arbejdsforhold i de produktionszoner, som en del af den manuelle produktion udflyttes til– hvad man afgjort bør gøre. Men hvad med Vesten? Hvad vil klassekamp sige under managementregimer, der prædiker teamwork, selvledelse og fleksibilitet? Og hvilke krav og hvilke politiske projekter kan man forestille sig, at de såkaldte vidensarbejdere, der tilsyneladende udgør en voksende del af arbejdsstyrken, kan lægge for dagen? Industriarbejderne tilkæmpede sig populært sagt en velfærdsstat. Hvad vil vidensarbejderne slås for? Hvordan kan man tænke sig et politisk projekt for den arbejderklasse, der udvikler sig i et samfund med selvstyrende teams og immaterielle værdier? Det er selvsagt ikke spørgsmål, som det falder lige for at afklare, og mange vil være helt uenige i diskussionens præmisser. Men svarene rummer formentlig en vigtig adgang til at forbinde kampen for en menneskelig globalisering fra neden med manges dagligdag. Og det er nærliggende at tage afsæt i managementretorikkens hykleri: teamwork uden kollektivitet, selvledelse der giver ansvar uden magt, og fleksibilitet der resulterer i en arbejdsdag uden ende. Hvis man til gengæld tager retorikken på ordet og fylder den med sine egne ønsker, tegner der sig måske anderledes attraktive perspektiver: Et arbejdsliv tilpasset fritid og behov, reel magt til at sige fra i jobbet og  - hvis teamwork føres ud i yderste konsekvens - måske en overflødig og parasitær ledelse og ejerkreds? Styringsteknikkerne på arbejdsmarkedet må nødvendigvis være mulighedsbetingelser for modstand, men måske er betingelserne faktisk fordelagtige, hvis man betragter dem som oplæg til en slags arbejdslivets kulturkamp. Diskussionen om en ny form for klassekamp er international, men i Danmark er den i høj grad blevet ført med afsæt i Globale Rødder. Og med EuroMayDay-projektet www.euromayday.org, der koordinerer en fælleseuropæisk 1. maj med fokus på det «prekære» arbejdsliv og for «livets tilbageerobring», udmønter diskussionerne sig også i konkrete politiske initiativer. EuroMayDay er samtidig et blandt flere eksempler på, at den internationale netværksdannelse, cirkulation af kamperfaringer og udvikling af nye grænseoverskridende politiske projekter fortsætter, selvom topmødeprotesterne er stilnet af.

Fælleder

Til denne drejning mod produktionen hører også interessen for «fælleder». Flere, blandt andre den italienske økonom Massimo De Angelis, har sammenlignet den neoliberale globalisering med en indhegningsproces i stil med den inddragelse af fællesskabets jord, fællederne, der kendetegnede den tidlige kapitalisme. En række naturressourcer som vand, men også ideer og gener, der før var frit tilgængelige og/eller «ikke-ejede», privatiseres og gøres til knappe ressourcer kloden rundt. Et interessant kendetegn ved en række af disse indhegningsprocesser er den systematiske modstand, de møder via kopiprodukter og lignende. Et kuriøst og måske det mest radikale eksempel herpå er den intellektuelle ejendomsret, som konstant udfordres af fildeling på nettet. Millioner af mennesker ignorerer som en naturlighed fundamentale kapitalistiske principper og handler – oftest uden intention – dybt politisk og «hinsides» kapitalismen. Teknologien selv synes at befordre samarbejde og en form for gaveøkonomi og giver en sær bekræftelse af den marxistiske opfattelse af produktivkræfter, der sprænger samfundets kulturelle og juridiske overbygning – i kraft af teknologien synes ejendomsforholdene pludselig håbløst forældede. En styrkelse og delvis politisering af fildelingen er lykkedes med rimelig succes mange steder; i Danmark i kraft af Piratgruppen (www.piratgruppen.org) – et «netværk for elektroniske fælleder», som de kalder sig. Som i de nye arbejdsformers tilfælde kan man altså finde eksempler på, at samfundet og mennesker i almindelighed ganske enkelt producerer fordelagtige afsæt for måder at leve og arbejde på, der med en politisk indsats kan pege væk fra en kapitalistisk produktionsmåde.

En række andre initiativer og tendenser kunne nævnes, og det er givet, at Globale Rødder og lignende bevægelser vil manifestere sig på ny. I Globale Rødder som tendens og erfaring ligger der komponenter til udviklingen af en ny og offensiv, venstreorienteret politik. Det indebærer radikale og unostalgiske samfundsambitioner og et globalt perspektiv, der rækker ud over den ekstremt defensive og perspektivløse desorientering, som karakteriserer den etablerede venstrefløj. Og dermed måske mere livsbekræftende fremtidsudsigter end de der aktuelt tegner sig.

A.Ha.